Jul 2018

Så er det den tid igen. Paprika Steen har lavet julefilmen ’Den tid på året’ med nok det bedste filmlogo, jeg nogensinde har set – en traditionel, rød julekugle med en tændt lunte i.

For julen er en farlig tid. En tid, hvor alle urovækkende kræfter er på spil i det dagslange mørke. Indefra og udefra. Man sidder der med sig selv og for meget portvin og grubler over ting, man aldrig ville ofre en tanke, når aftnerne er lange, milde og lyse. – Man tænker over tidligere jule, da man var barn, over gode og forfærdelige minder. – Over familien, som ikke ligner dem på julekortene. – Over dem, der ikke længere er her … Og man glæder sig over dem, der er. Over de nye, de små og de begejstrede.

Så lad os da gennemføre med dem i tankerne. Lad os give dem nogle minder, de kan gruble over om 50 år. Lad os rykke sammen med de tussegamle, de trofaste og de tindrende små.

Det er hurtigt ovre. Julen er en fejring af, at året er vendt, og at lyset snart vender tilbage. Til endnu et års­hjul. Til vi Skt. Hans’ aften med bål minder hinanden om, at nu vender året igen. Nogle af os har oplevet det mange, mange gange.

Vintersolhverv

Forum Romanum, Rom. Saturntemplet til højre.

I det gamle Egypten tilførte man året fem ekstra dage omkring vintersolhverv for at få kalenderen til at gå op. Disse dage udgjorde en skrækkelig og farlig tid, hvor dæmoner og andet utøj huserede, og menneskene måtte gøre sig al mulig umage for at overholde de foreskrevne, frelsende ritualer med det formål at slippe uskadt over på den anden side. ― Den gang havde man virkelig brug for ønsket: Godt nytår!

I det gamle Rom slap Saturnalierne deres løjer og alvor løs på befolkningen i en periode fra d. 17. til d. 23. december. Saturn var gud for frugtbarhed, og til hans ære ofrede man, gav gaver i overflod og byttede om på statusforholdene mellem herrer og tjenere.

For ca. 1500 år siden satte kristendommen sig på vintersolhvervet, men i sin grundsubstans var tidspunktet og formålet med en fest i den mørke tid uforandret.

Vore egne forfædre, vikingerne, drak jul, og i bondesamfundet, der fulgte dem, legede man julelege langt op i kristen tid, ja mine bedsteforældres generation huskede julelegene på gårdene.

I dag har vi nogle få, ydre tegn, fx julemand, nisse, grantræ, glaskugler, gavebånd, på julen, men tyngdepunktet ligger stadig på fester med en overdådighed af mad, drikke og masser af gaver.

Jul og nytår er en vanskelig tid for påvirkelige psyker. Det er årets mørkeste og koldeste tid, værre bliver det ikke. Der er sociale konventioner, forventninger og krav om gaver og festivitas, selv om man måske ikke har lyst. Det er dyrt, anstrengende og ikke altid særlig rart. Hen mod slutningen af juleugen slippes alle dæmonerne løs, og vi hengiver os kollektivt til druk, kransekage og fyrværkeri. ― Med et spædt »Vær velkommen Herrens år«, som sen tilkommen, religiøs fernis og legitimering ― hvis vi da husker det.

At pakke kufferten og tilbringe en uge eller to omkring vintersolhverv i et varmt og julemæssigt knap så sammenbidt fordrukkent og neurotisk land, er en luksus, som vi er begyndt at unde os. ― Det svarer til at tage en solskinspille, så man slipper let hen over en hovedpine.

Jul 2011

Selv julemanden er kunstig

Jesus gik ind i templet og jog alle dem, der købte og solgte, dvs. drev handel, ud. ― Man kan uden overdrivelse sige, at de tog en formidabel hævn: Kræmmerne har fuldstændig sat sig på hans fødselsdag.

Fra august og frem annoncerer de hektisk med julekort, julefrokoster, firmajulegaver, juleøl … og det går slag i slag hen over september, oktober og november, med den sidste, desperate kraftanstrengelse i december: Køb dit og dat!

Amatøragtige og småpinlige tv-julekalendere på begge kanaler pakket ind i afskyeligt larmende Fætter BR-reklamer på den ene.

Isenkræmmerne forsøger at afsætte grimme nisser til KUN 499 kr. pr. par. Eller ligeledes afskyelige lysestager til 799.

Medierne følger godt op med de seneste tal: Julehandlen tegner godt i år… Hvad rager det mig? ― Jeg ville allerhelst blot sidde sammen med mine nærmeste stilfærdigt i tusmørket og lugte til gåsestegen og glæde mig, til vi tænder lys på træet, synger lidt, og giver de mindste nogle få, men velvalgte pakker.

I stedet skal man udsættes for dette skamløse markskrigeri fra morgen til aften i månedsvis.

Det er gået for vidt! Julen er i sin nuværende form blottet for værdier ud over de rent pengemæssige, og jeg er for længst gået i jule- og gavestrejke.

Hvad blev der af: Det er tanken, der tæller? ― Eftertanken!

Påske

Umiddelbart kunne man tro, at det fremmeste formål med påsken var at sende manden i huset ud på genbrugspladsen med traileren fuld af afsavede grene, brækkede kælke, ditto ski og vakkelvorne, umoderne havemøbler.

Som verdslig indbygger i et overvejende areligiøst velfærdssamfund i år 2010 kan det være vanskeligt at opfatte påsken som andet end en række kærkomne fridage. Det samme med jul, pinse, bededag, Skt. Hans m.m. Hvad skal vi stille op med disse overleverede helligdage?

Holde fri, naturligvis, rydde op i hus og have, gøre rent, lave mad, samle familien og spise noget godt, men hvad med indholdet? Betydningen?

Som midaldrende kan man blot holde fri, nyde naturens forårsgrøde med god samvittighed, måske rydde op i haveskuret og sende manden af sted med traileren, men i børnefamilier er det vigtigt også at skabe et indhold, så de opvoksende generationer får en naturlig fornemmelse af årets og livets gang og mærkedage. Der skal være forskel på hverdag og helg! Det giver tryghed i en ellers forvirret og rodløs hverdag at have tilbagevendende ritualer.

Om man er religiøs eller ej, bør ungerne hvert eneste år høre fortællingen om Jesus, om Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag og Påskedag. Hvad der, ifølge den kristne tro, skete på hver af disse dage. — Jeg møder hyppigt unge mennesker, der ikke aner noget om indtoget i Jerusalem, om den sidste nadver, om Judas’ forræderi, om korsfæstelsen — og hvorfor der flages på halv alle vegne, og om opstandelsen, og det er en skam, for det er skønne fortællinger, som er helt afgørende for vores fælles, kulturelle grundlag. Derefter kan man snakke om jødernes udvandring fra Egypten, men også om hønsenes overflod af æg i denne tid, om de nye påskelam, om harernes parringsritualer — er der mulighed for at besøge en gård eller Zoologisk Have for at se disse dyr? Deres frugtbarhed omkring påsketid er et af de smukkeste forårstegn.

For tredive år siden, da sønnike var lille, etablerede jeg vore egne påsketraditioner. Palmesøndag gik vi i skoven og fandt blødt mos, som vi lagde i en lille kurv til en påskerede. Så hårdkogte vi et antal æg, malede dem og lagde dem i kurven sammen med små, gule piberenserkyllinger. Så var påsken ligesom skudt i gang med en god skovtur og en hyggelig aktivitet, hvorunder det faldt naturligt at snakke om, hvorfor vi i grunden fejrer påske.

Påskesøndag var den store dag i sønnikes barndom, for da havde påskeharen aflagt besøg og gemt chokoladeæg i hele huset. Så snart han vågnede, måtte han op og lede. De var i alle størrelser, flest små, med kulørt metalpapir omkring, og påskeharen kunne gemme dem i tandkruset på badeværelset, i havregrynspakken, i skoletasken, i en sko eller lomme, frugskål, potteplante, køleskab …

Da han var meget lille, to-fire år, eller hvis vi vidste, at f.eks. mormor ville give ham et stort påskeæg, sørgede vi for, at påskeharen kun bragte ham små æg, men da han var 15 år eller deromkring og en smule for blasert til at styrte rundt og lede efter småæg, havde påskeharen efterladt et æg på ½ m midt på stuebordet, som han ingen vanskeligheder havde ved at finde.

Grunden til, at jeg sidder og tænker på påskeharen og påskeæggene nu, er, at vi lige har haft besøg af sønnike og hans lille familie, og at jeg havde den store glæde at kunne tage barnebarnet i hånden og finde mos med hende, male æg, lave en påskerede og se hendes store begejstring, da det gik op for hende, at nogen, angiveligt en slags hare, havde gemt små chokoladepåskeæg til hende over hele huset.

Hvorfor holder vi jul?

Hvis julen for nogle (mange?) opleves som konfliktfyldt, stresset og alt, alt for dyr, hvorfor gider vi så overhovedet holde den?

· Fordi vi dybt, dybt nede i urhjernens kamre er flokdyr, der føler os bedst tilpas, hvis vi gør ligesom alle andre; eller måske snarere: At vi føler os udsatte, ensomme og i fare, hvis vi ikke gør, som alle de andre.

· Fordi vi alle nedstammer fra jægere, fiskere og bønder, der var fuldkommen afhængige af vejr og årstider for at overleve, og fordi den mørkeste tid på vore breddegrader føltes farlig — Tænk, hvis solen aldrig kom frem igen? Så det var uhyre vigtigt at overholde ritualer og ofre på den helt rigtige måde, så solen vendte og kom tilbage.

· Fordi vi mennesker aldrig har kunnet holde en offerfest, uden at der faldt en del af til os selv. Vi har altid elsket fed mad, kraftig flirt og stærk øl.

· Fordi det er vigtigt for vores forståelse af livets vilkår, at vi markerer årstiden og årets gang med forskellige fester eller højtider.

· Fordi en god fest i den mørke tid, hvor man alligevel ikke kunne få så meget bestilt, gav den formående lejlighed til at vise, hvor meget overskud han havde, og den fattige lejlighed til at spise sig mæt i sjældne fødevarer, såsom kød og hvidt brød.

· Fordi de kristne, på et temmelig løst grundlag, forsøgte at lægge en kristen højtid ind over julen og dermed kom til at legitimere den. Det er som bekendt endnu ikke lykkedes at dæmpe det hedenske islæt. Julen er stadig fuld af nisser, umådeholdent vellevned, druk og hor, og alle andre end det påståede fødselsdagsbarn svømmer i gaver.

· Fordi Coca Cola kom til at opfinde julemanden, som vi alle holder meget af, og Disney lavede sit juleshow, som i mange familier har indtaget julegudstjenestens plads som roligt frikvarter, før stormen af mad, drikke, sang og gaver bryder løs.

· Fordi forretningslivet som helhed har enorme summer, og dermed interesser, i at holde hele julemaskineriet i sin nuværende, indholdstomme, men forbrugstunge, form i gang.

· Fordi vi alle har holdt jul som børn, og fordi vi hvert år håber på, at julen kan blive lige så spændende, glædelig og ukompliceret, som dengang.

Jul

Blog Image

Den danske jul er både en velsignelse og en forbandelse. Omkring vintersolhverv trænger vi virkelig til lys, god mad og festlige sammenkomster, for der er ikke så meget andet, man kan foretage sig i mørket. Ethvert barn har krav på gode juleminder, stemning, glædelig forventning, nisser, gaver, leg, sange, smage, lys og dufte, som det kan bringe med sig ind i voksenlivet og give videre til sine egne børn.

Men! Som så meget andet kan julen let gå over gevind. Og med tidens opsplittede familiemønstre er der basis for et utal af forviklinger og konflikter.

Det begyndte i august måned. Bag mig i bussen sad to meget unge, meget blonde, pigebørn. Ind imellem telefonsamtaler og SMS’er førte de en slags samtale, der mundede ud i, at den ene pige begyndte at redegøre for, hvor mange mennesker hun skulle købe julegaver til: Mor og Åge, Bitten, Lis og Henrik, Henriks tre børn, Jeanette, Majbrit, Rasmus og Kristian … osv. I alt 26 nåede hun langt om længe frem til. Jeg sad der foran og tænkte: Hold dog kæft! Det er august måned! — Men så gik det op for mig, at det ikke var juleindkøbslister, pigen var ved at planlægge, men at hun i virkeligheden gjorde status over sit sociale tilhørsforhold. De mennesker, vi er på julegave med, er vore allernærmeste.

Hvert år ved juletid samler vi familie og venner omkring os og gør status. Nogle er vi på julekort med. Nogle får en e-mail med beskrivelser og fotos af familiens sommerferie og børnenes højdepunkter i årets løb. Nogle er vi på julefrokost og pakkespil med. Nogle bliver inviteret til gløgg og brunkager. Og den nærmeste familie samles på selve den højhellige juleaften, uanset om de bryder sig om det eller ej.

Fra oktober måned opstår så alle spekulationerne, for familien er i dag ikke en given ting, og hvem, der holder jul med hvem, kan være et årligt tilbagevendende konfliktpunkt. I traditionelle kernefamilier, hvor far og mor bor sammen med deres egne børn, er det bedsteforældrene og eventuelle søskende, der kan give problemer: — Det er din tur til at have hende i år, er vist en bemærkning, vi alle har hørt om en tante eller bedstemor. Fri mig for nogen sinde at komme i den situation, hvor jeg opfattes som en herreløs hundehvalp, der partout skal passes af nogen! Og så på en juleaften!

I de skilte familier er konfliktstoffet uendeligt. Midaldrende forældre kan være skilt, og de voksne børn må så fordele dem indbyrdes, fordi de ikke kan være sammen uden at ødelægge stemningen for alle. Unge forældre kan leve hver for sig, måske med nye partnere og sammenbragte børn, og det er et machiavellisk spil at få kædedansen omkring juletræet til at gå op. Nogle gange løst salomonisk med indtil flere juleaftner, så alle får deres rimelige del af samværet.

Unge familier kan også have problemer med at fordele sig ud til forældregenerationen, indtil de selv beslutter at tage ansvaret for at holde jul for deres børn. Det er ikke let at stege en and …

Ud over den rent menneskelige side af julen er der også en særdeles iøjnefaldende materiel side. Fra tidligt efterår udsættes vi for pres alle vegne fra for at købe og ønske os ting til jul. Røremaskiner, bøger, ferierejser, lamper, legetøj, tøj, pyntegenstande, håndværktøj … For en del år siden holdt jeg jul med to småpiger på fem og ti år. Vi var mange: deres forældre, to hold bedsteforældre og os selv. Da træet var pyntet og parat, blev der slæbt gaver ind. De fleste til de to børn, naturligvis. Der blev slæbt og slæbt. Fra biler, kælder og garage. Pigerne havde en stor familie, og familien havde en stor omgangskreds. Der var ikke plads til det hele under træet, så en tilstødende stue måtte agere julegavelager. Med udsigt til dette gavebjerg kunne ingen af pigerne få en bid ned under julemiddagen; kun lidt ris á la mande for et syns skyld, så de kunne sikre sig mandelgaverne. Blege af spænding og nervøsitet sad de blot og ventede på tilladelse til at flå i papir og gavebånd. Øjeblikket oprandt, og udpakningen begyndte. De første tre-fire gaver vakte jubel: kæmpemæssige, kulørte plastickonstruktioner, rideskole og dukkehus til Barbie, små komfurer komplette med gryder, pander og legemad, dukker med garderober og senge, klapvogne, bøger, DVD’ere, smykker og tøj … Der var ingen ende på pakkerne. Da det havde stået på i tre timer, var pigerne på grådens rand og bad, om resten dog ikke kunne vente til næste dag. De var så udmattede, at de blot ville i seng og sove.

Selve juleaften, og forberedelserne til den, fylder efterhånden ikke så meget i den moderne families liv, som alle de andre arrangerede begivenheder, der har hægtet sig på igennem de seneste tiår. Det er mig f.eks. en stor og uløst gåde, hvordan bryggerierne kan få folk til at gå på gaderne og drikke sig stangstive, blot fordi de udsender en halvdårlig juleøl. Juleøl har ikke været en mangelvare på noget tidspunkt i hele min levetid, og alligevel opfører folk sig, som om der var tale om rationering og en særlig nåde, når de får lov at købe det i litervis på en flad novemberaften. De skyller taknemmeligt brygget i sig og er det følgende døgn til stor gene for forbipasserende, medtrafikanter og byens hygiejniske stade som helhed.

Hvis man har et barn i børnehave og et i skole, og hvis de oven i købet går til håndbold eller spejder, er december hurtigt fyldt op med klippe-klistre-arrangementer, pebernøds- og saftevandsaftner og deciderede juleafslutninger, hvor ungerne er klædt ud som nisser og spiller blokfløjte. Derudover kommer årets højdepunkt på arbejdspladsen, julefrokosten, hvor man til tre slags sild, kål, flæskesteg og pølse også har mulighed for at drikke sig fra sans og samling. Kortklubben, operaklubben, agilityholdet, golfvennerne og venindeflokken skal også holde julefrokost, og vi plejer at holde noget sammen med Birthe og Egon og naboerne nede i nummer 44 …

Dankortet gløder fra tidligt i november. Drikke- og fødevarer i sækkevis slæbes hjem, man suser rundt og indkøber gaver efter ønskesedler — Bodumkande til Else, cd med Kim Larsen til Jonathan — og ungerne skal have en gave hver eneste dag i december plus fire-fem store juleaften … Krydderier, mandler, marcipan, nougat og sukat … har jeg nu husket det hele? Åh, ja, rosiner, helst økologiske … Og adventskrans, kalenderlys og nye kugler til træet.

Jeg har inderlig forståelse for de mennesker, der beslutter at forlade heksekedlen i sidste halvdel af december og flyve ned til sol og varme, hvor man på et bekvemt hotel kan glemme alt om den grådigt krævende jul. Eller den ensomme jul. Eller dårlige juleminder. Eller blot den helt almindelige, danske jul. — Jeg er selv ofte fristet til flugt.

Det kræver en høj grad af modenhed og erfaring at stå imod presset til overforbrug. At takke nej til nogle af invitationerne. At frigøre sig fra pligtfølelser og skabe sin egen jul med plads, tid og ro til at nyde duften af kogende krydderier, gran, gåsesteg og tændte stearinlys, eftertanke i årets mørkeste tid, gode venner og familiens selskab.

Nytår 2007

Nytår … Nyt år … Og pænt ser det ud. Velkommen 2007.

Lidt vådt, måske, og usædvanligt lunt for årstiden. Det er første gang i mit liv, at jeg kan plukke udsprungne forsytia i min have Nytårsdag, og alle skovens søer går langt ud over deres sædvanlige bredder. Det er åbenlyst ikke drivhuseffekten, der gør sig gældende, det er Syndfloden, der er på vej. Sikkert fortjent.

Jeg går ind i mit 51. år, men det er Verden ligeglad med. Dens år kan slet ikke tælles. Jeg er ikke blot en dråbe i havet. Jeg er en kortlivet, minimal del af et atom i et molekyle i en dråbe i et grænseløst hav. – Det var hunden også, men i modsætning til den er jeg her endnu, og jeg sidder kun her, fordi jeg ikke gider gøre rent efter julegæster.

Da jeg lærte at tælle og begyndte at forstå tal, gik det op for mig, at vi nærmede os år 2000. Jeg må have været omkring 8 år dengang i begyndelsen af 60’erne, og jeg regnede ud, at jeg ved årtusindskiftet, hvis jeg da stadig var i live, ville være langt over 40! Så jeg opgav alle tanker om at opleve år 2000.

Nu er jeg her så alligevel. Stormen 1. januar har lagt sig. Min gamle hund døde pludseligt og stilfærdigt, mens jeg sad med dens hoved i mine hænder, Juledag om aftenen. Det var et hjerteslag, sagde dyrlægen.

Vi havde haft en dejlig jul. Der var flere gaver under træet til hunden end til nogen af os andre. Nydeligt indpakkede gumleben. Den var en bamset, godmodig Newfoundlænder og havde mange venner. Vi havde været ved stranden. Gået en tur og småsoppet i strandkanten. Og så, da aftenfreden sænkede sig, listede den diskret af …

Sorgen over en gammel familiehund er ikke til at skelne fra sorgen over et menneske, blot kommer man hurtigere igennem de forskellige stadier: panik, benægtelse, vrede, gråd, savn, nyorientering … Efter en uge sidder man og leder efter hvalpe på Nettet. En hund kan erstattes. Det kan et menneske ikke. Så jeg skal hente den nye, 8-ugers hvalp i morgen.

Cavlingprisen 2006 blev tildelt journalist Olav Hergel og fotograf Miriam Dalsgaard for deres serie i Politiken om flygtningenes børn. En fintfølende serie, der omsider bragte vores ellers kollektivt fortrængte samvittighed frem på forsiderne. Og straks er der nogen, der protesterer højlydt og ikke under andre noget. De vil sikkert kæmpe et politisk slag, men dette drejer sig ikke om politik. Det drejer sig om vores egen værdighed som mennesker, og den kan ikke underkendes og decimeres til at blive en overfladisk, politisk dagsorden.

Politiken er en selvfed avis. ”Selvfed” er et af de bedst beskrivende ord, som unge mennesker har opfundet i nyere tid. Over alt, hvad der drejer sig om avisen selv og dens medarbejdere, hænger der en lummer, selvgod sky. Men det må man tage med, for bedre avis findes ikke i Danmark i dag. Politiken er uundværlig. Kvalitet og højt ambitionsniveau hele vejen igennem fra den journalistiske linie, selvkritikken, over fotografierne, tegningerne og layoutet. Respekt! – Også et godt, nyt, ungt ord. Og hjerteligt til lykke med prisen! Den er absolut fortjent.

Når Syndfloden rammer, og vi kravlende søger at redde os op i de nærmeste træer og op på de højeste bakketoppe, så vil Tøger Seidenfaden formentlig blive bedt om at bygge en ark.

Godt Nytår!