Aldrig har der været så megen snak om værdier, og aldrig har der været så lidt fælles forståelse af, hvad vore værdier − hyppigst benævnt som »de danske værdier« − i grunden består i.
Højreorienterede traditionalister, mange af dem organiserede i Dansk Folkeparti, slår i tide og utide på de »danske værdier«, som for dem betyder noget rodsammen af Gud, konge og fædreland, romantiseret historiefortegning, Dannebrog, Tivoligarden, overdreven sentimentalitet på nogle få kæledyrs vegne, ølvommet kolonihavefællesskab kun for de blegfødte danskere og muligheden for at tvinge mennesker med anden kulturbaggrund til at spise frikadeller og flæskesteg allerede i børnehaven.
Der er også de helt grundlæggende, almenmenneskelige værdier, som de fx kommer til udtryk i »De ti bud«, og som kan iagttages i de fleste samfund. Det kan være »Du må ikke slå ihjel« − Men dette bud, som alle andre leveregler, har sine undtagelser, som træder i kraft, hvis det drejer sig om de rige og magtfulde, herunder religionens håndhævere. Du må ikke slå ihjel, med mindre vi har besluttet at føre krig mod de muslimer, som tilfældigvis bor oven på klodens sidste oliereserver, eller det drejer sig om fremmede, der truer dine og din stammes ressourcer, eller om mennesker, der bekender sig til en anden tro/overtro og fører flag med andre farver end dit eget. Eller om medmennesker, der ved kriminalitet, sindssyge, overgreb eller på andre måder har sat sig uden for det menneskelige fællesskab.
Vi beundrer dem, der kan overvinde deres egen grådighed og magelighed, og som udsætter sig for risiko for at hjælpe andre mennesker, nok fordi de er uhyre sjældent forekommende. I virkeligheden findes der megen ondskab i verden, overgreb, mord, bortførelser, voldtægter, tortur, børne- og dyremishandling, overgreb på natur, dyreliv, planteliv, have, jord, luft og klima … Hovedparten forøvet af mænd, som er tankeløse, begærlige, ambitiøse, har levet under rædsomme vilkår eller som lider af hjernedefekter − eller flere af disse ting på en gang.
I almindeligt dagligliv i Danmark i dag er ondskab sjældent åbenlyst forekommende, men mange prætentioner om hjælpsomhed og medmenneskelighed er kastet over bord, og i det offentlige rum kan man iagttage en ubehagelig, selvpromoverende og møvende adfærd, som er meget lidt klædelig.
Politik handler fx ikke længere om almenvellet, men om, hvor meget vi hver især kan skrabe til os fra de offentlige kasser. Her, mens dagpengesatser og -perioder diskuteres, hører man mennesker, forældre til små og større børn, som uden blusel »truer« samfundet med, at de vil lade sig skille, så de kan opnå en social ydelse, for det er ikke muligt for dem at lade sig forsørge af deres mænd eller koner, som har job og tjener penge. De ser det tilsyneladende som deres gode ret at lade sig forsørge af os alle sammen, men ikke af det menneske, de − måske ved storslåede, højtidelige og kostbare ceremonier − har valgt at lade sig vie til og få børn med. − Hvad tror de så, at ægteskabet betyder? Om ikke et loyalt fællesskab i lyst og nød? − Det er heller ikke længere givet, at forældre er forpligtet til at forsørge deres egne børn. Hvis de har et handicap eller er over en vis alder, er det alment accepteret, at man bare kan rende det offentlige på dørene og forlange fx en bil, tøjpenge pga. større slitage eller et månedligt underhold. I vores moderne samfund kan man i fuldt alvor forlange, at det offentlige passer og/eller forsørger ens børn, eller man kan forvente et passende honorar for at passe dem selv.
Som midaldrende menneske opdager man, at værdier, som ud over pligt og ansvarlighed, også omfatter fx storsindethed, hjælpsomhed og hensyn til andre, er gået tabt, hvilket kan observeres, når man begiver sig ud i det offentlige rum. På en bustur, hvor en ganske ung pige har sladret højt om sit pivende trivielle privatliv i telefonen i 25 minutter. Hvor ingen gør mine til at rejse sig og overlade et sæde til en ældre, tydeligt gangbesværet mand. Hvor man får butiksdøren i hovedet, fordi ingen gider kigge sig tilbage og holde den for de næste, og hvor man selv kommer til at stå og holde dør en hel eftermiddag, fordi alle tager det for givet, at andre holder døre for dem og går durk igennem uden så meget som et høfligt takkenik.
Man behøver bare at tage på en udflugt syd for grænsen, eller til Sverige, London eller Sydeuropa, for at opdage, at alle andre steder end her i vores lille, mudrede, danske andedam forstår folk at opføre sig med høflighed og levemåde.
Så de »danske værdier« består nu i, at vi selvretfærdigt, rethaverisk og rent ud sagt uopdragent, både åndeligt og helt bogstaveligt, støder ind i hinanden i køerne, på fortovet, over hækkene, og forsøger at tilrane os goder på bekostning af de flinke naboer eller på den evige jagt efter byens sidste parkeringsplads. − Og der er ikke andre regler end en mig-først- og mig-have-attitude og en underliggende aggression, som bobler op ved mindste anledning.
Har vi selv sat vore hidtidige værdier over styr ved at afbryde forbindelsen mellem generationerne og overlade vore børn og unge til at lære opførsel og sprog af hinanden? Forældrene har for travlt med sig selv til at tage sig af deres egne unger, og pædagoger og lærere er blevet lavtuddannet, halvvejs modvillig lavstatusarbejdskraft, som ikke formår at give voksne værdier videre og være rollemodeller for deres opmærksomhedsforsømte elever.
Børn kan ikke lære børn ret meget. Alle børn og unge har brug for tid med betænksomme voksne mennesker, som stilfærdigt kan vise dem, at man rejser sig for den handicappede i bussen, at man ikke sætter sine snavsede sko på sæder, hvor andre mennesker skal sidde, at man hjælper sidemanden og sine naboer, at man ikke ytrer sig højlydt krænkende om andre mennesker, at man ikke smider sit affald på gaden eller i naturen, at man holder til højre på fortovet og holder sin plads i køen, at man ikke afbryder, når andre taler, og at man i det hele taget forsøger at vise den pæneste og mest velopdragne side udadtil, for vi skal være her alle sammen. − Er det ikke gode værdier, som vi kunne være stolte af at kalde danske?