Søren Aabye Kierkegaard − 5. 5. 1813 til 11. 11. 1855
H.C. Andersens sprog og tankeverden er stadig lige ud ad landevejen og let at gå til, men jeg kan ikke uden stort besvær læse Kierkegaard; tålmodigheden slipper op efter et par sider af hans gammelmodige, kringlede konstruktioner, den ene oven på den anden i et højtopragende filosofisk byggesæt; navnlig er hans religiøse anfægtelser fuldkommen uforståelige for mig.
Desto mere taknemmelig bør man være for folk, som fx Peter Tudvad og Joakim Garff, der har brugt halve og hele liv på at gennemtygge filosoffens enorme samling af efterladte skrifter, plus alt det udenoms, som også har haft stor betydning, de foregående og de samtidige tænkere.
Men som jeg har forstået Kierkegaard, var hans projekt alment intellektuelt.
Han mener, blandt meget andet, at der findes tre samfundsgrupper, refereret efter ”SAK” af J. Garff, side 68:
1. Bærmen, de praktiske, som lever i en åndløs, materiel virkelighed, ”praktikoi” ifølge Aristoteles, de ”confirmerede Ædere”, for hvem livet udelukkende består i kropslig og materiel behovsopfyldelse i en tilstand af tanke- og sorgløs ligegyldighed … ikke et ord om løbeture, Ray Ban-briller, blå hoppeanordninger i forhaverne, modetøj, inde- og udekøkkener, internetporno, fadbamser, matadormix i kilospande, wellness, fodnus og femstjernede hoteller på Gran Canaria.
2. Historikere og naturforskere, som godt kan tænke, men som har for meget hastværk med at meddele sig, med at positionere sig, med karriere og indbildt travlhed og ditto fremskridt til at kunne tænke klart … vi taler ikke her om nutidens ingeniører og mediernes yndlingsforskere, der prioriterer strategisk selvpromovering over indsigt, helheder og fordybelse, eller om musik, tom snak, støj, beskeder, mobiltelefoner, tablets, bærbare, tændte skærme, både ude og hjemme, der aldrig tillader én at forfølge en tanke i mere end et kort øjeblik ad gangen.
3. De, som på en eller anden måde får hæmmet deres energi, og som på godt og ondt er overladt til sig selv og deres egne tanker. De, i forhold til samfundslivet, afdøde. Disse sidste kan på et tidspunkt finde sig selv, træde i karakter, komme overens med sig selv, forstå menneskenes almengyldige vilkår, hvis de formår at tænke klart og bruger deres sunde fornuft. Hvis de ”ved Anskuelsen søge at opfatte det uendelig Mangfoldige i Naturen, i Livet, i Historien, i Anskuelsens Totalitet”.
Og det gør vi jo, ikke sandt?