Og så ringer familien og bekendtskabskredsens ældre damer og taler til mig om småting og jamrer og beklager sig i omkring en halv times tid, indtil det går op for dem, at minutterne bliver krediteret deres telefonregning.
Så er der selvfølgelig ikke tid til at høre, hvordan jeg har det. Det giver sig selv.
Nogle sidder i store huse, har formuer stående, men går aldrig uden for en dør. De sidder og tæller de få opmærksomheder, de får fra omverdenen, og fokuserer intenst på dem, de ikke får.
Jeg siger det ikke, men jeg har altid fundet det nyttigt som et middel til at undgå bitter-, kedsom- og ensomhed at interessere sig for andet/andre end mig selv.