Vi fik de eftertragtede stik med Moderna. Ingen bivirkninger. Bortset fra at overarmen i et døgns tid føltes, som om nogen havde stukket en nål dybt ind i den.
Alligevel er vi forsigtige med at vove os ud. Hvorfor? – Vi begynder ængsteligt med at stoppe ved fiskebilen uden for supermarkedet og beruse os ved at kunne vælge frit og tage det med hjem med det samme. En is ved strandkiosken – Sikke et herreliv!
Det er et år siden, vi har handlet i en fysisk butik. Halvandet år siden jeg har anvendt et offentligt transportmiddel. Siden vi har besøgt en restaurant, et cafeteria, et museum, andre menneskers private hjem. Ud over børn og børnebørn, der stort set har fået de invitationer, besøg og kram, de havde lyst til at modtage.
Smitten løber stadig grassat ude omkring os. De unge fester. Skolelever ville strejke for retten til at fejre sidste skoledag, for det havde de fortjent … Fortjent? – Hvem skal gøre det regnebræt op?
Vi var alle uheldige og løb ind i den mest omfattende epidemi i 100 år. Ingen havde fortjent noget. Begrebet hedder force majeure – Slå det op, unge menneske, når du alligevel skal hen og google ordet ’sogn’. Vi blev ramt af en kraft større end noget andet. Uden for menneskets kontrol. Og det var lærerigt.
Vi så, at vi som samfund betragtet var dårligt forberedt psykisk såvel som fysisk. De ældre, der havde oplevet skyggen af verdenskrig og efterfølgende smalhals klarede det bedst. Taknemmelige, som de var, for, at verden stadig fungerede med vand i hanerne, koldt og varmt, strøm, internet, telefon, lægehjælp, fødevareforsyning. – Så kan det ikke gå helt galt.
Yngre mennesker blev fortørnede. Tøsefornærmede. Hvorfor skulle de have mundbind på? Holde afstand? Hvorfor måtte de ikke feste? Gå i biografen? Rejse ud i verden som før? Samles og sprede smitte til store sportsarrangementer? Til festivaler og koncerter? Drikke sig fra sans og samling og opføre sig uansvarligt i det offentlige rum? Til sidst plagede de endog for at måtte komme i skole.
Næringslivet opførte sig på samme måde, – som pubertetsbørn. Hvorfor måtte de ikke åbne? Tjene penge? Gå på arbejde? Lokke kunder ind i butikken? Fylde deres smittefarlige fly, hoteller, restauranter? Minkburene? Hvorfor må vi ikke medvirke til at sprede sygdom, død og farlige mutationer under en pandemi?
Ja, det kan være svært at forstå.
Også, at man sommetider bare er nødt til at lytte til sagkundskaben. Til de uddannede. Til regeringen. Gøre, som der bliver sagt, for alles bedste. Det er ikke børnelærdom i dag, hvor mig, mig, mig og så mig selv er det herskende mantra.
Det viste sig også, at vi havde frasolgt vaccineproduktionen, nedlagt lagre af værnemidler til en eventuel nødsituation, beskåret beredskab og sundhedsvæsen så hårdt, at det tog næsten et år at komme på omgangshøjde med situationen.
Og så så vi til vores store forbløffelse og vantro, at mange private erhvervsdrivende ikke var for fine til at svindle med den støtte, fællesskabet generøst havde stillet til deres rådighed for at holde dem oven vande, til situationen blev normal igen. Der blev forsøgt svindlet for millioner og atter millioner!
Og folk brød ind på sygehuse og stjal håndsprit eller gik i tåbelige demonstrationstog mod mundbind og smitterestriktioner … Vi vil have lov til at belaste det fælles sundhedsvæsen med vores idiotiske og egoistiske handlinger, råbte de. – Vi demonstrerer for retten til at dø en smertefuld død og på samme måde dræbe vores bedsteforældre. – Det er vel et frit land, eller hva’? – Alt imens ordet ’samfundssind’ blev fremhævet igen og igen og således endegyldigt beviste, at det, vi snakker meget om, er det, vi savner allermest.
Den borgerlige opposition, der ellers gerne vil se sig selv som ansvarlige samfundsborgere, ødelagde for altid deres egen anseelse ved – med de mest barnagtige anklager og ubegrundede udfald – at bruge enhver anledning til at smide grus i hele samfundsmaskineriet og undergrave den ansvarlige regerings arbejde for at redde så mange som muligt igennem …
Landet bliver – forhåbentlig – aldrig det samme igen.