Benægtere

Vi har i mange år kendt til klimaskeptikere og klimabenægtere, mennesker, der ikke vil ændre adfærd, ikke orker at se realiteterne i øjnene, ofte fordi de har økonomiske interesser eller privilegier i klemme, og insisterer på retten til at fortsætte med at forurene kloden.

Nu kan vi tilføje sexismeskeptikere og sexismebenægtere, der, som fx forhenværende overborgmester Frank Jensen, nægter at indse, at der kunne være et problem, og at nogle, heriblandt han selv, ville stå sig bedre ved at ændre holdning og handlinger og lade være med uopfordret at rage på unge kvinders mest intime steder. – I disse dage hyler horder af sexismebenægtere op alle vegne i det offentlige rum, idet de forestiller sig, at al sjov imellem kønnene stopper, hvis deres årtusindgamle privilegier, der bl.a. gav dem ret til at overbegramse og/eller misbruge attraktive unge kvinder, skulle blive truet.

Endnu et fænomen bør tilføjes: Coronaskeptikere eller ligefrem coronabenægtere, der ikke tror på sygdommen, som de opfatter som blot endnu en uskadelig forkølelse eller influenza. Disse mennesker benægter den verdensomspændende epidemis farlighed, de vil ikke tage hensyn til deres medborgere og kunne ikke drømme om at ofre egne økonomiske interesser, fx lukke en restaurant nogle måneder med kompensation fra staten – dvs. os andre – aflyse en fest eller en ferierejse, flytte et møde over på nettet eller skaffe sig af med titusindvis af indbringende, men også tæt sammenstuvede og højst smittefarlige, mink for at beskytte befolkningen. – Nogle nægter endda at tage en maske på, når de bevæger sig ud i det offentlige rum. –De farligste coronabenægtere lige nu er, i min optik, opmærksomhedssultne, tidligere, fyrede direktører for Sundhedsstyrelsen og små oppositionspolitikere med sammensatte navne, Thulesen Dahl og Ellemann-Jensen, som ustandseligt forsøger at undergrave statsministerens autoritet, når hun prøver på at redde befolkningen igennem og dele sol og vind lige … Hendes job er ikke misundelsesværdigt! Den amerikanske præsident benægtede coronaens farlighed, sløsede med sikkerheden og blev selv ramt, men han havde jo adgang til verdens bedste lægehjælp og medicin. Nu opfatter han sig som en usårlig supermand og tonser videre på sin brovtende, mentalt afvigende slingrekurs uden hensyn til en kvart million døde landsmænd og millioner af unge, midaldrende og gamle med alvorlige følgeskader. –Vi har ikke lyst til at se noget lignende herhjemme, vel?

Man kunne ønske sig, at flere af disse gamle hanbavianer M/K ville vågne op og indse, at de lever i det tredje årtusinde efter vor tidsregning og indrette sig derefter.

Ren middelalder

Hvis man køber og indtager et produkt, ‘Venolet’, der består af affald fra vinfremstilling, dvs. vindrueblade og kerner, så kurerer det ens trætte og tunge ben for kun 99 kr. + porto for den første måned. Produktet kan også give en bedre hud og kurere appelsinhud. – Fantastisk!

Og hvis man køber en magnetmadras for 3500 kr. og dertil hørende topmadras for 2500 kr. plus et ekstra uldtæppe for 1495 kr. fra ‘Welvido’, bliver ens krop mere modstandsdygtig over for influenza, virus og infektioner – og så får man et værdifuldt magnetarmbånd oven i handlen.

Jamen, i disse coronatider: Hvad venter vi på?

Begge annoncer fra dagbladet Politiken.

Corona – igen

Nu står vi midt i den anden bølge. Selv USA’s ellers så usårlige præsident er smittet, men bare ro­lig. Han bliver fløjet til et militærhospital og får alle tænkelige og mulige behandlinger, antistof­indsprøjtninger og Remdesivir m.m., som endnu ikke er tilgæn­gelige for en almindelig 74-årig pen­sionist hverken i USA, Indien, Italien, Brasilien eller herhjemme. Han skal nok klare sig.

Hvorimod verden som sådan, ifølge Johns Hopkins’ universitets opgørelse i dag, har mistet over 1 mio. mennesker til coronaen, 34,5 mio. har været smittet, og i Danmark har knap 30.000 været ramt, 652 er døde. Ja, de fleste af de døde har været ældre mennesker og dem, der i forvejen led af en eller flere sygdomme, men nu begynder også unge og yngre raske at figurere markant i stati­stikkerne – Vil du være den, der be­stemmer hvilke medborgere, vi kan undvære?

Vi omgås naturen uforsigtigt. Vi trænger dybt ind i huler, fælder gamle skovområder og hiver dyr frem, som har levet der i fred med deres virus, bakterier og parasitter i årtu­sinder. Og vi stuver dyr sammen på meget lidt plads, hvor virus o.l. har en fest, mute­rer og let kan springe fra den ene vært til den anden. De sygdomsfremkaldende mikro­organismer opformeres fra få til hundrede­millionermilliarder på nul komma fem og overføres til mennesker, hvor de hurtigt breder sig ud som en pandemi og lukker vores samfund ned.

Den Spanske Syge for hundrede år siden opstod efter al sandsynlighed på en svinefarm i det øst­lige USA og rejste med troppetransportskibe til Europa, hvor den lystigt deltog i 1. Verdenskrig med 50 mio. – måske op imod 100 mio. – ofre. Tallet er usikkert, for man ved ikke meget om ta­bene i Asien, Afrika og Sydamerika.

Vi har i forvejen MRSA, resistente og særdeles farlige bakterier, som florerer i de dan­ske svine­farme og også er kommet ind på vore hospitaler. Disse bakterier er et uhyggeligt bekendt­skab for mennesker.

Nu spreder coronavirus sig voldsomt ad ukendte veje mellem minkfarme – selv til Læsø halvanden times sejlads ude i havet! – og forhøjer smitterisikoen i hele Danmark.

I Nordjylland skal 100 minkfarme aflive alle deres dyr. De har tusindvis af dyr hver, i alt 1 mio. le­vende væsner. Forestil dig, at så mange små rovdyr sidder i trange bure af ståltråd, fedes op med uhumske rester fra fiskeindustrien og aflives og flås for at nogle nyrige i Asien kan gå og vigte sig i frakker syet af deres pelse.

Man væmmes …

I Europa har 15 lande nu indført forbud mod al pelsdyravl, herunder Norge, Belgien, England og Holland (med udfasning frem mod 2024), men i Danmark sætter vi pen­gene fra Asien højere og lader minkavlerne bestemme over vores politik. Med forfær­dende dyremishandling – og tårnhøj smitterisiko for den danske befolkning – til følge.

Vi har brug for en højere etik i omgangen med dyr, planter, jord, vand og luft, hvis vi vil redde klo­den, vores eget skind og menneskeheden på lidt længere sigt. Vi er skadedyr, som har bredt sig invasivt, og vi mishandler dyr og natur alle vegne i vores emsige vir­ketrang og pengehunger.

Men på kortere sigt: Alle ligeglade, arbejdsglade, rejseglade, festglade, selvglade med­borgere i alle aldersgrupper – Hvad med lige at stramme ballerne i endnu et halvt år, så vi alle bedst muligt kan komme igennem denne alvorlige epidemi? Hvad med at tage advarslerne alvorligt? Og vise hensyn over for andre mennesker, hvor vi end går?

Vi skal holde afstand, vi skal vaske hænder, vi skal spritte af, vi skal bruge mundbind, når vi færdes steder, hvor der er mange andre mennesker, i den offentlige transport, i supermarkeder, indkøbs­centre, på jobbet, hos læger, på sygehuse m.m.

Vi skal omgås så få som muligt så kort tid som muligt. Vi skal holde rent og lufte ud, og vi skal så vidt muligt holde os hjemme.

Virus kan opformeres så voldsomt i dig, at de mennesker, der bor sammen med dig, og dem, der kommer tæt på dig – uanset deres alder og helbred – vil få en langt større dosis smitte, end de ellers ville have kunnet opsnappe på ga­den, på skolen eller hos frisøren. Du vil i så fald kunne give smitten videre i så store mængder, at dine nærmeste, som du holder meget af og er afhængig af, risikerer at dø af det.

Det betyder, at hvis du bliver smittet og syg, måske uden at vide det selv, vil smitten sprede sig fra dig som i en minkfarm. Vi mennesker lever ofte lige så tæt sammen som små dyr i bure. Vi stimler sam­men på restauranter, barer, til demonstrationer, private fes­ter, forestillinger, i supermarkedet – Ja, selv i køen til den ordinerede coronatest, som jeg oplevede det her forleden, stod vi ventende som sild i tønde, grædende børn, ho­stende, syge mennesker, og pga. IT-nedbrud blev vi gennet ind i et lille telt, tæt pakket, så de, der kom efter os, kunne få et lille stykke fortov at stå på ude i den kolde efter­årsblæst. Så i princippet kan min test være negativ, mens jeg blev smittet i køen.

Vi er så heldige her i Danmark, at vi lever i et land, hvor kommunikationen fungerer. Hvor vi har varmt og koldt vand i hanerne, strøm i kontakterne, varme i stuerne. Hvor vi har et nogenlunde velfungerende sundhedssystem. Mange kan arbejde hjemme, vi har adgang til underholdning i hjemmene og indkøb via nettet, og vore politikere tager – for det meste – situationen alvorligt og handler derefter.

Så hjælp dig selv og alle andre! Pas på dig selv for alles skyld!

https://politiken.dk/udland/art7949254/Smittet-Trump-overflyttes-til-et-hospital

https://gisanddata.maps.arcgis.com/apps/opsdashboard/index.html#/bda7594740fd40299423467b48e9ecf6

https://lf.dk/viden-om/landbrugsproduktion/husdyr/fakta-om-mrsa/fakta-mrsa

https://www.retsinformation.dk/eli/ft/20181BB00071

https://finans.dk/politik/ECE12377503/holland-stopper-minkavl-om-et-halvt-aar-efter-coronaudbrud/?ctxref=ext

https://www.tv2nord.dk/coronavirus/nordjysk-minkformand-minkbranchen-kommer-igen

Corona – genåbning

Det politiske spin er gået for langt, når statsministeren beskyldes for politiske rævekager og for at spilde borgernes penge unødigt, når hun lukker landet ned i et par måneder for at forhindre lig i ga­derne.

Hun – og alle andre – er i en situation, som i mands minde ingen fortilfælde har, og hun gør det faktisk godt. Anerkend det, lad livet gå langsomt videre, og lær af det, vi nu gennemgår, så vi alle bliver klogere til næste gang.

At høre den borgerlige fløj gustent argumentere for hurtigere genåbning af dit og dat, restauranter, forlys­tel­ses­parker, udlejning af kæmpesommerhuse med spa til tyskere, for retten til unødvendige rejser, der alt sammen skæpper i private pengekasser, er som at høre Døden argumentere for flere sjæle. Som at høre landbrug og industri ar­gu­mentere for deres ret til at tjene styrtende på at tilsvine jord, vand og luft, så denne planet bli­ver uegnet for mennesker og deres børn at leve på.

Det er hårrejsende og frygtindgydende!

Skal vi ikke én gang for alle slå fast, at der er forskel på menneskets overlevelse og penge?

Corona 3

Udenfor huserer en virus. Vi er nu på tredje uge isoleret fra de fleste andre og opholder os kun i huset og i haven med smutture ud i foråret i den nærliggende skov. – Verden lige nu be­kræfter Sartres påstand om, at ’Helvede, det er de andre’.

Ingen af os har oplevet noget lignende! – Økonomien viste sig skrøbelig og kollapsede på en uges tid og måtte have enorme, offentlige tilførsler – Hvem skulle nu have troet det? Men Vladimir Le­nin vidste, hvor sårbart et samfund er: “Every society is three meals away from chaos”, citeres han ofte for.

Vi køber ind på nettet og har endnu ikke oplevet mangel på noget som helst. Vi har fordel af at være opdra­get af forældre og bedsteforældre, som havde oplevet krigen og gav et nøjsomt spar­sommelighedsgen vi­dere til os, og som lærte os altid at have et mindre lager af fx wc-pa­pir, sæbe, mel og dåsetomater, så man i givet fald kunne klare en strejke, en snestorm eller en syg­domsperiode. De tænkte på almindelig in­fluenza, ikke på en ondsindet én, der lukker hele sam­fund ned. For det er hundrede år siden, vi sidst har set sådan én her hos os.

Der er absolut ingen flystriber på den martsblå himmel her tæt ved en lufthavn i Nordjylland, trafikken er begrænset, og folk kører usædvanligt pænt og holder tilbage for hinanden. – Men de små private sportsfly har en fest i det gode vejr. De cirkler i timevis lavt over byen og skoven. Det er vel ikke rimeligt, at et par velha­vende entusiaster skal for­styrre den nyvundne fred for titusinder af andre? – Det bør stoppes!

Hvis vi ikke var så urolige, og hvis de små Cessna’er kunne blive på jorden, ville vi nyde det sjældent smukke forår i fulde drag og blot lytte til fuglene og børnene, der igen er fremme på vejene og i skoven med deres egne forældre – på en hverdag!

Efter en lille uge satte uroen ind. Søvnløsheden. Spekulationerne. Angsten for de nærmeste. For selv at henligge hjælpeløs i en katastrofesituation. I disse dage ville man gerne have klare ret­ningslinjer fra en vok­sen.

Mette Frederiksen og hendes ministre gør det godt. Og embedsmændene. Og dronningen. Men kommunikationen er ikke klar. – Rammer denne her sygdom kun de gamle? Hvorfor kan vi ikke blive testet? Kan vi roligt gå ud og handle eller ej? Må vi tage i sommerhus? Må vi feste med vores venner? Må vi sam­les til på­skefrokost, eller er det bedst at lade være? – Vi vil gerne se vidende, kloge og sikre ge­neraler, der tør tage ansvar og udstikke klare, viden­skabeligt funderede forholdsordrer. – Det er ikke tilstræk­keligt at sende unge damer ind med råd om (igen igen), at vi skal holde afstand, vaske hænder og sætte os roligt hen med en god bog, ikke genere sundheds­væsnet og myndig­hederne med unødvendige opkald og vente, til det driver over.

Her hos os har vi en daglig diskussion om avisen, som bliver bragt med et larmende knallertbud mellem klokken fem og halv seks om morgenen. Er papiravisen en smitterisiko? Må man tage den med ind til mor­genbordet og slå den op i hovedet på ægtefællen, der sidder overfor? Eller skal den bare blive liggende i postkassen, evt. afbestilles, så vi begge kan nøjes med at læse den på nettet?

Min reference, Videnskab.dk, kan oplyse følgende:

’I et amerikansk studie, som netop er trykt i det videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine, vurderes det, at den nye coronavirus kan overleve på pap i op mod 24 timer, mens den overlever på plast og rustfrit stål i op til tre døgn.’

Foruroligende kinesiske studier har dertil fundet, at dråber med virussmitte kan holde sig svæ­vende i luften i fx en bus i 30 minutter.

Vores morgenkævl om Politikens papirudgave må forekomme som ren hyggesnak sammenlig­net med, hvordan diskussionerne sikkert forløber blandt de udsatte mennesker i sundheds­væsnet og an­dre nødvendige funktioner med store kontaktflader til syge og smittede. Hvad gør vi for de men­nesker?

I årevis har de været nedskåret og pressede af skiftende regeringer, så de knap kunne hænge sammen, og nu forventer vi alt af dem … Jeg ser allerede nu tegn på, at coronakrisen får varige følger i form af større støtte og opbakning til statsapparatet, til skattebetaling, til fælles krise­beredskab, politi, retsvæsen, sundhedsvæsen, fore­byggelse m.m.

I gamle dage havde vi tjenestemænd. Et begreb, der nogenlunde svarer til det engelske ’Civil ser­vant’. Folk på udvalgte poster inden for politi, retsvæsen, sundhed, akutberedskab, militær, transport, postvæsen, anden kommunikation, under­visning o.l. blev ansat på specielle vilkår, hvor de fik høj løn, gode for­hold, stort ansvar og en rundhåndet pension for til gengæld at være parate og blive på posten, når krisen ramte. Tjenestemænd M/K var stolte af deres stilling i samfundet og var til at stole på. – I dag forventer vi, at folk bliver på deres poster, selv om vi har stresset dem voldsomt og skåret så langt ned på løn og øvrige vilkår, at de i årtier er blevet forhindret i at gøre deres arbejde ordent­ligt.

Vi har haft en verdensforståelse, der gav dem, der havde råd, alle mu­lig­heder for at købe materielle ting til overflod, for at bygge og indrette, for at rejse, for at op­søge privatlæger og privat­hospitaler og på den måde snyde sig uden om køen af mindre pri­vilege­rede, der var henvist til et usselt system med lange ventetider, både i telefonkøen til den praktiserende læge og til livsnødvendige undersøgelser og behandlinger på sygehuse og hos speciallæger.

Det gik forrygende for de velhavende i mange år. Tilpas mange fik del i rigdommen, og de havde ingen kvababbelser over klimaet, mens de sejlede hen ad motorvejene i deres store biler, eller medfø­lelse med stressede sygeplejersker, skolelærere, pædagoger, arbejdsløse, syge, gamle … De privilegerede forstod ikke, hvor sammenvævet et samfund er. Men nu er alle uden undtagelse henvist til det offentlige system, hvis de rammes af noget alvorligt. Ingen kan være i sikkerhed for noget som helst, hvis ikke samfundet som helhed føles sikkert. Nu er noget sket, der gør dette helt indlysende, selv for de tungt opfattende. Måske vil ordet ’solidaritet’ genopstå af asken efter, at Fogh Rasmussens regering lagde landets offentlige omsorg øde op igennem det første årti af det nye årtusinde?

Men vi er mennesker, vi er grådige, vi er egoister, navnlig i krisesituationer, og vi har behov for at skabe mening i kaos … Coronasmitte giver ingen mening. En virus, måske fra en flagermus i Kina, er vandret igennem føde­kæden og ned i lungerne på os. Virus lever af, at vi er sociale væsner, og at vi altid søger tæt kontakt med artsfæller. – I dag godt hjulpet af livsstilen med global øko­nomi, stor rig­dom i visse dele af verden og stor international mobilitet, både i forretningsøjemed og som ferie- og for­nøjelsesrejser. – En ny virus kan, som vi godt vidste, men som vi nu har erfaret i virkeligheden, på ganske få timer sprede sig med fly fra Kina til Korea, Iran, Italien og der­fra ramme lille mig i Værløse.

Som meningssøgende/meningsskabende væsner har vi svært ved at tolerere, at ting bare sker: Døden skal have en årsag. Sådan var det også i pesten og alle de andre epidemiers tid, da man, som Boccaccio beskrev det, flygtede op i bjergene og drak vin og fortalte hinanden frivole historier, indtil det var sikkert at komme ned igen. Da man piskede sig selv, fordi man åbenlyst havde pådraget sig ‘Guds straf’. Eller man gav jøderne skylden og murede dem inde. Eller hængte alle kattene, som man troede var smittekilder – heraf skikken med at slå katten af tønden til fastelavn.

I dag synes årsagen at være nogle tilfældige sammentræf i Wuhan – Når en fla­ger­mus slår med vin­gerne på den ene side af jorden …  – Så vi har også i dag fået travlt med at finde årsagen, den formodentlige skjulte mening bag coronasmitten, og nogle vælter sig i paranoide konspirationsteorier, nogle opfinder religiøse eller overtroiske forklaringer, og andre begynder straks at uddele skyld. – Det er kinesernes skyld! – Det er italienernes skyld! – Det er de danske skituristers skyld!

En ny variation er de unge studerende, der på Politikens debatsider mener, at det hele er de voks­nes skyld (!?) – Og at de unge ikke vil blive hjemme og lade være med at feste igennem og således passe på ikke at bringe smitten videre for de gamles skyld, for de gamle har aldrig taget sig af dem …

Måske har de ret. Hvis de er nået op i tyverne og går på universitetet og stadig ikke føler sig som voksne og stadig ikke har fattet, at ALLE kan dø af denne virus, så har vi voksne ikke gjort det godt nok. Der er 1,2 mio. sårbare i den danske befolkning, som er i fare for et alvorligt forløb i tilfælde af coronasmitte. Det er spæd­børn, unge, midaldrende, gamle, afhængigt af helbred, immunforsvar, hjerte­sygdomme, lunge­sygdomme, nyresvagheder, astma, og navnlig afhængigt af det generelle smittepres i samfun­det: Hvis mange syge går rundt og opformerer virus til store mængder, så bliver de næste smittede hår­dere ramt, uanset alder. – Hvis det er de unges holdning, at det hele er de voksnes skyld, og at det i øvrigt ikke rager dem, og når de føler trang til at offentlig­gøre denne holdning i en stor, landsdækkende avis, så har vi voksne virkelig svigtet dem! – Men ikke på den måde, de forestiller sig, for de er blevet født og opfostret i gode kår, og de har modtaget gratis uddannelse og SU imens. – Men de har intet lært. De har al­drig væ­ret udfordret før. Og de har ikke tilbragt tid med bedste- og olde­forældre, der kunne have for­talt dem om trange tider, om sammenhænge og sammenhold, solidaritet, om almindelig pli, anstændighed og god opførsel.

Når de urimelige unge, som jeg tror er fåtallige, har fået luft for deres frustrationer over, at deres bekvemme og ubekymrede liv er forbi for en tid, og når alle vi andre er færdige med at uddele skyld og kloge os på ting, som vi i virke­ligheden ikke ved noget om, og vi alle i fællesskab i endnu et par måneder har nået at vænne os til denne nye situation, så håber jeg, at smittekrisen vil efter­lade os mere tolerante, mere om­sorgsfulde, og ikke mindst mere menneskelige, end vi var før. – Måske vil vi endda i tiden efter coronaen fortsat opleve en blå himmel uden alt for mange fly­striber? Gader uden tæt og forurenende trafik? Billister, der kører hensynsfuldt? Og se børnene lege ude og gå skovture med deres egne forældre på en ganske almindelig hverdag.

https://www.goodreads.com/quotes/853096-every-society-is-three-meals-away-from-chaos

https://videnskab.dk/krop-sundhed/praktiske-raad-hvordan-haandterer-jeg-rengoering-mad­lav­ning-toejvask-og-indkoeb-under

https://politiken.dk/udland/art7698009/Forskere-tr%C3%A6kker-corona-unders%C3%B8gelse-tilbage

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7722821/%C2%BBK%C3%A6re-voksne-det-klinger-hult-n%C3%A5r-I-anmoder-om-solidaritet-i-krisetider-%E2%80%93-det-er-jer-der-har-smad­ret-f%C3%A6lles­skabet-og-vores-fremtid%C2%AB

https://politiken.dk/debat/klummer/art7717434/Aldrig-har-min-s%C3%B8n-givet-mig-s%C3%A5-roligt-et-knus.-%C3%98nsker-vi-faktisk-at-vende-tilbage-til-det-gamle-liv

Corona 2

Om aftenen erklærede statsminister Mette Frederiksen landet i undtagelsestilstand og opfordrede til, at folk IKKE tog ud og hamstrede fx fødevarer og medicin. Øjeblikket efter var en stor del af den danske be­folkning rykket til Bilka, Netto og REMA1000, de butikker, der havde aftenåbent, med trailere, vare­vogne og cykeltrailere, og flåede wc-papir, bleer og gær ned fra hylderne.

’Grænsen lukker’ og ’Stopper bland selv-slik’ er de to største emner, folk søger på Google her til mor­gen … Fulgt af navnet på en stand-up’er og symptomer på influenza, – Så ved man, hvad der rør sig blandt det, min far ville have kaldt ’De andre idioter’.

Da jeg erhvervede kørekort for næsten 50 år siden og skulle begive mig ud blandt medtrafikanter på de danske landeveje i min mors lille, mørkegrønne Austin Mini, lød min fars advarsel altid: ’Pas på de an­dre idioter!’

Sådan burde enhver sagkyndig afslutte køreprøven, når han rakte det midlertidige førerbevis til den glade beståede.

Og sådan er vi nødt til at tænke i dag, hvor coronavirusser grasserer lige uden for vores egen dør. Pas på de andre idioter, der bringer os alle i fare, når de ikke synes, de skal standse for rødt, når de kører frem i nødsporet og forsøger at overhale alle indenom, når de ikke bliver hjemme, hvis der er et godt tilbud på wc-papir i Brugsen, hvis de mangler slik og snacks, eller hvis de keder sig og bare lige skal ud og se, hvad der rør sig i verden. Og som ikke gider be­svære sig med at holde afstand, med håndvask og sprit. – For virussen rammer kun de syge og gamle, ikke? – Det er ren Darwinisme. Lad falde, hvad ikke kan stå.

Vi bør være taknemmelige for de tapre ansatte i sundhedsvæsnet, som efter et par årtiers nedslidning og udsultning stadig har modet og kræfterne til at gå på arbejde og afbøde slaget for os andre!

Og for vores kloge og agtpågivende politikere og embedsmænd, der roligt træder frem og overbeviser os om, at de gør alting, så de godt de kan.

Og for alle dem, der holder infrastrukturen i gang. Gudskelov for vand- og varmeforsyning! For renova­tion! For strømmen! – Og for fryser, køleskab, komfur, ovn og bil. – Vi kan sagtens holde den gående i nogle uger, hvis vi ikke bliver meget syge.

Og gudskelov for computer, internet, mobil og tv … Vi kommer ikke til at kede os. – Vi kan kommuni­kere, vi kan arbejde hjemmefra, vi kan bede om hjælp i værste fald, og vi kan få tiden til at gå i mellem­tiden. – Må­ske indeholder reolen stadig en god bog? Farvekoordineret eller ej?

Vi kan så småt begynde forårsarbejdet i have og drivhus, vi kan gå ture i skoven eller ude ved stranden. Vi kan også aftale at møde familie og venner i skoven og gå tur og snakke med dem der. Og vi kan rykke sam­men på de sociale medier og tilbyde hjælp og trøst.

Dette er en tid, som man vil huske i flere generationer. Hvad vi gør nu, får betydning i lang, lang tid frem­over. Og hvis alvoren kunne mane til en smule mere omtanke og taknemmelighed i en velfunge­rende hver­dag, så har vi i det mindste lært noget.

Og når landet nu lukker ned, jeg selv og mine kæreste bliver smittet, sundhedsvæsnet overbelastes, og mange, fortrinsvis ældre og syge, vil dø, så kan man jo tænke på, at det skete i dette lille land, som pludselig røg højt op på listen over coronasmittede – i dag nr. 13 i verden i absolutte tal, på trods af vores lille størrelse, i begyndelsen fordi nogle rige, midaldrende mænd skulle ned og stå på ski …

80 % af de smittede er mænd

35 – 55-årige er stærkt overrepræsenteret blandt de smittede

Og de kommer fra de velhavende områder i København, Nordsjælland og Østjylland ifølge:

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-02-27-nyeste-corona-tal-fra-danmark-og-verden-saa-mange-er-smittede-doede-og-helbredte

Danskernes sexliv

En ny, stor befolkningsundersøgelse af danskernes sexvaner og holdninger er netop blevet offentliggjort af næsten overstadigt stolte sexologer fra bl.a. Aalborg Universitet.

Andre europæiske lande har for længst studeret deres egne befolkninger i den henseende, men nu er Danmark kommet med på vognen med, hvad de danske forskere kalder, den hidtil største un­dersøgelse af en befolknings sexliv.

Alle er begejstrede, i nyhedsklippene er forskerne selv helt oppe at køre, og artikler på nettet om under­søgelsen genererer nyfigne klik.

Konklusionen er iflg. Politiken d. 28. okt. *, at ’Danskerne har ondt i sexlivet’, hvilket lover godt for de ekstatiske sexologer og terapeuter.  – For vi har alle ret til et godt sexliv, ikke sandt? Og hvis vi ikke selv kan skaffe os det, må staten træde til med betalte hjælpere og håndgangne mænd og kvinder.

Man konkluderer også, at sexlivet iflg. undersøgelsen hænger sammen med trivslen i øvrigt, hvil­ket jo kommer som en stor overraskelse og yderligere ansporer til offentligt betalt hjælp til dem, der ’har ondt i sexlivet’ og ikke rigtig kan finde ud af det selv.

Det er helt rimeligt, at der er hjælp at få, hvis psyken og fysikken ikke fungerer optimalt, også mht. sex­livet. Af undersøgelsen fremgik det også, at hver sjette danske kvinde har smerter i underlivet, og som følge deraf undgår seksuelt samkvem. Hver sjette!

Hvis hver sjette mand havde ondt i underlivet, havde vi nok ikke først og fremmest set det som et seksuelt problem, men som et alment sundhedsmæssigt problem, og vi havde for længst afsat midler til at forske og behandle.

Men når de fleste mennesker i dette land skal vente tre – fire uger eller mere på en forhastet og ofte util­stræk­kelig, ti minutters konsultation hos en læge, ville man så begynde en snak om sit sexliv til en pres­set og travl, praktiserende læge? Eller ville man blot fortælle om smerterne og spørge til behandlingsmuligheder? – Og lade sig spise af med to albyler og et råd om at bruge varmepude og gøre øvelser.

Man kunne nemlig godt forestille sig, at sexlivet, ligesom livsglæde og andre livsytringer, så som leg, spontan bevægelse, humor, nysgerrighed, appetit, opfindsomhed og gåpåmod, i forvejen af­hænger af det fysis­ke og psykiske velbefindende og helbred, herunder alder. Således at raske og rørige, glade og trygge individer søger og opnår mere sex – og motion, samvær, oplevelser, herun­der kulinariske, end deres syge, triste, bange, stressede, ensomme, pressede, travle og forvirrede medmennesker gør.

Så sexlivet helt af sig selv ville bedres, hvis man startede med at indrette arbejdslivet, trafikken, daginstitutioner, boligforhold, pensionsmuligheder og sundhedsvæsnet, således at man fx IKKE skulle vente en måned – måske i uvished og smerter – på en forhastet konsultation hos en læge? Eller år på at få sit helbred og økonomi udredt i tilfælde af sygdom eller nedslidning?

Hvis folk havde dår­lig appetit, ville man så sende dem til appetittologer? – Eller ville man gå en anden vej først og forsøge at finde den underliggende år­sag? Som kunne være psykisk eller fysisk? Og så sætte ind der?

Trods de negative konklusioner i overskrifterne viser undersøgelsen faktisk (iflg. ovennævnte arti­kel i Politiken), at 45 % af kvinderne mellem 15 og 89 år, som er blevet spurgt, svarer, at de har fået dækket deres seksuelle behov i løbet af det seneste år, og 39 % af mændene svarer det samme. – Det er faktisk overraskende mange, når man tager i betragtning, at sex normalt er en uhyre sammensat, hormonalt betinget foreteelse, som kræver (mindst) to, nogenlunde raske, af­slappede, voksne menneskers gensi­dige tiltrækning, accept og selvac­cept, på samme tid i samme rum. Måske er der alligevel ikke så meget at gøre for sexologer og terapeu­ter?

I begyndelsen af 70’erne, mindes jeg med ubehag, florerede den pludseligt legitime interesse for an­dre menneskers sexliv specielt blandt pædagoger og selvbestaltede behandlere, som gik rundt i en salig op­stemthed og arrange­rede sexmesser, sexoplysning, sextræning o.m.a. for deres klienter, borgere, bru­gere, børn og unge, gamle og syge, i særdeleshed i særforsorgen, som jeg gennem mine forældres ar­bejde havde en vis berøring med. Dildoer, pornoblade og Lolitadukker flød frit på skoler og institutioner, mange gik blufærdigt rødmende om­kring, mens en del midaldrende, mandlige pædagoger havde en fest og bl.a. plæderede for, at det måtte være forsorgens opgave at skaffe prostituerede til (mandlige, må man formode) psykisk handicappede, og at alle skulle have hjælp til at ona­nere.

Omsorgen for befolkningens sexliv er prisværdig og velanbragt. Og vi kan ikke få (saglig) viden nok! – Jo mere vi ved, jo bedre kan vi højne niveauet af velbefindende hos os alle sammen og vore ef­terkommere.

Men vi må ikke i farten glemme hævdvundne rettigheder til privatliv, til ligestilling og til særstand­punk­ter og selvvalgt livsstil, og så snart jeg ser og hører opstemte sexterapeuter, viger jeg tilbage. Grænsen er hårfin mellem hjælp og snagen.

Og her kommer en lille erindring fra 60’erne, hvor jeg med min familie boede tæt ved en stor for­sorgs­institution med henved 800 psykisk handicappede anbragte.

Institutionen lå smukt i et stort naturområde, hvor jeg strejfede om til fods, til hest eller på min lille cy­kel, fra jeg var en otte – ni år. En dag på vej hen ad en sti så jeg et smilende, forelsket par komme ud af en grantykning, som et gemytligt lille troldepar, kærligt med hinanden i hånden, og manden med et sammenrullet, gråt institutionstæppe under den ene arm.

Selv om jeg var barn, var jeg ikke i tvivl om, at dette stilfærdigt glædesstrålende par netop havde afholdt en hyrdetime i den tætte granskov, som ydede dem det privatliv, som det ikke var muligt at opnå på de 12- eller 24-sengs stuer, hvor de hver især var anbragt til daglig.

Billedet af de to små, glade og tilfredse mennesker i skoven, hvor uværdigt det end måtte være efter vor tids standard, er langt smukkere at have med sig end billeder af fortvivlende usikre unge, der skrævende står og barberer sig, spejler sig i timevis, indøver ’moves’, tager og uploader ensomme selfies i én uen­delighed, og tror, at de skal ligne græske statuer, perfekte, kolde, glatte … For ikke at nævne de sørge­lige mænd, hvis hjerner er bedøvede, forurenede og udmattede af alt for meget internetpornografi.

Hvordan kan sexlivet blive godt, hvis samfundskulturen er syg?

*Politiken 30. OKT. 2019, side 4 1. sektion https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7453612/Danskerne-har-ondt-i-sexlivet

og

https://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/art7453872/%C2%BBDet-her-er-den-ultimative-v%C3%A5de-dr%C3%B8m-for-sexforskere%C2%AB

Derfor skal dynerne løftes: »Det her er den ultimative våde drøm for sexforskere«

Allergisk øjenreaktion fremkaldt af koncentreret gulerodssaft

I foråret 2014 fik jeg pludselig, i en alder af 58 år, et voldsomt anfald af øjenallergi. Mine øjne kløede, hævede op, smertede langt ind bag i hulerne, blev røde og tårerne flød og føltes som saltsyre på øjenomgivelsernes tynde hud.

Efter et par dage søgte jeg læge og kom ind i forkontoret til en laborant, som anbefalede mig øjendråber med antihistaminer. – Dem anskaffede jeg, og jeg dryppede og dryppede, men det hjalp ikke det mindste. Efter et par uger gik anfaldet over af sig selv.

En måned efter kom generne dog igen. Og derefter fik jeg lette eller voldsomme anfald af øjenallergi med uregelmæssige mellemrum, men hyppigt flere gange om måneden.

Da øjendråberne viste sig virkningsløse, udskrev lægen så recept på en næsespray. – Har du hund? spurgte hun. – Det er altid hunden, svarede hun skråsikkert, da jeg bekræftede, at jeg delte hus med en hund. Næsesprayen gjorde mig dårlig. Virkelig dårlig. Jeg fik kvalme, urolig mave og blev svimmel. Så udskrev lægen en anden, der gjorde mig lige så syg.

Jeg havde nu ulejliget lægehuset tre gange, jeg havde prøvet tre forskellige slags medicin med antihistaminer, og brugt knap 1000 kr. på præparater, der ikke hjalp, men kun gjorde mig mere syg. Så jeg bad om en henvisning til en allergilæge.

Se, det kan man ikke få, når man bor i Nordjylland. Vi har ingen allergilæger. Men jeg kunne få en priktest hos en ørelæge i Hjørring. Jeg så ikke lægen, men hans klinikdame gennemførte en priktest, som viste, at jeg ikke var allergisk over for noget af det, de testede for.

Nu var der efterhånden gået et par år … Jeg havde generende øjenallergi flere gange om måneden, hvor jeg ikke kunne se ret godt, hvor øjnene kløede og smertede døgnet rundt i dage-, uge- eller månedsvis. Jeg lærte, at det var bedst bare at tørre eller skylle øjnene med rent, koldt vand, og jeg havde det allerbedst, hvis jeg kunne holde øjnene lukkede; det er dog svært i løbet af en normal dag. – Og det kan være vanskeligt at gennemføre et almindeligt socialt liv, når man går rundt og ligner én, der har fået bank eller lige har mistet en nærtstående.

Så jeg ringede til Astma-allergiforeningens rådgivning og talte med en ung dame. Jeg forklarede hende mine symptomer, fortalte, at de optrådte året rundt på uforudsigelige tidspunkter, og at jeg ikke selv kunne regne ud, hvad de kunne skyldes. Kunne hun hjælpe? – Ja, da! Hun kunne sagtens komme i tanke om 5 – 6 forskellige allergener, svampe, pollen m.m., som kunne dække hele året.

Jeg indvendte, at det forekom besynderligt, at jeg i en alder af knap 60 pludselig skulle begynde at reagere på 5 – 6 forskellige ting, og at priktesten ikke havde vist noget. – Men det var ikke spor mærkeligt, svarede hun, og jeg kunne jo melde mig ind i foreningen, så ville jeg få adgang til deres rådgivning, og der var også en gratis velkomstgave … Jeg takkede høfligt nej og lagde røret på.

Så begyndte jeg at spekulere, at læse på nettet og at skrive op i en lille kalender, hver gang allergien optrådte. Det blev et besynderligt mønster, der strakte sig over både sommer og vinter, men med større hyppighed og varighed forår og efterår.

På et tidspunkt troede jeg, at det var gylle, fordi mine anfald i påfaldende grad faldt sammen med massiv gylleudbringning, men jeg indså, at det kun var, fordi de i mit nærområde uden hensyn til bekendtgørelser og lovgivning sneg deres ildelugtende griselort ud året rundt døgnet rundt.

Det havde ikke noget med hunden at gøre. Jeg har kun i meget korte perioder i mit liv levet uden hund, kat og andre pelsdyr, og hvis det var hunden, ville allergien vel være konstant? Og gå væk, når jeg var på rejse og boede på hundefri hoteller i udlandet?

Jeg spurgte min daværende endokrinolog, om det kunne have noget med stofskifte og leverfunktion at gøre? Men det afviste hun blankt.

Så plagede jeg min praktiserende læge, indtil han gav mig en henvisning til en allergilæge i Århus, mere end 100 km væk. Der var lang ventetid, men i mellemtiden læste, studerede, noterede og forsøgte jeg mig frem med forskellige tiltag. På allergilægens hjemmeside kunne jeg se, at hun var af den opfattelse, at næsten al dårligdom skyldtes gluten. Hvis man bare levede glutenfrit, ville man blive fri for alle allergiske gener. Så det gjorde jeg.

Jeg levede glutenfrit i en måned, tabte mig 4 – 5 kg, og fik det faktisk bedre. Bare ikke i øjnene. De generende øjenallergier optrådte stadig hyppigt …

Da gjorde jeg det, jeg selv, en ven eller en læge skulle have gjort flere år tidligere: – Jeg spurgte mig selv om, hvad der var sket i mit liv, da jeg fik det første anfald.

Ved hjælp af kalendere kunne jeg gå tilbage og se, at jeg dagen før det første anfald af øjenallergi, i marts 2014, i et forsøg på at leve sundere havde anskaffet mig en saftpresser og havde lavet saft af et kilo økologiske gulerødder … Jeg drak selv to store glas gulerodssaft i løbet af dagen, husker jeg, og jeg gav min mand et enkelt glas, da han kom hjem fra arbejde.

På mine optegnelser kunne jeg endvidere, ved at sammenholde med kalenderen hvor jeg havde noteret allergianfaldene igennem de seneste to – tre år, se, at salat af revne gulerødder, gulerodssuppe, gulerodssaft, gullasch o.l. og en enkelt gang hjemmesyltede rødbeder og radiser fra en osteanretning havde foregået anfaldene med ca. 24 timer …

Det blev et af de der store AHA-øjeblikke, da jeg adskillige gange kunne finde sammenfald mellem gulerødder og øjenallergi. Da jeg kunne skelne et mønster. Var jeg allergisk over for gulerødder? Blev jeg det, da jeg drak den pressede, koncentrerede saft? Reagerede kroppen på en overdosis af koncentreret gulerod? Var det almindeligt?

Jeg googlede og googlede, men fandt intet. Så forsøgte jeg at tænke over lighederne ved rødbeder, radiser og gulerødder. Så skrev jeg op, hvad jeg havde spist dagen før et anfald, og fandt at rød peber, blommer, melon og søde kartofler optrådte, foruden salat, ærter og avokado. Hvad var fællesnævneren her?

Betakaroten! – Kunne man forestille sig, at kroppen fik et chok af for meget og for koncentreret betakaroten og reagerede med anfald af autoimmun allergi? Og at antistofferne bl.a. blev udskilt gennem øjenvæsken? Som så generede øjnene?

Da jeg fortalte endokrinologen, der på det tidspunkt skulle behandle mig for for lavt stofskifte, at jeg muligvis reagerede på gulerødder, svarede hun irriteret, at jeg jo så bare kunne lade være med at spise gulerødder … Ja, tak. Hvad forestillede hun sig? At jeg ville proppe mig med en allergifremkaldende fødevare for at fremprovokere anfald, nu hvor sammenhængen var ved at gå op for mig?

Og da jeg langt om længe kom til en samtale med allergilægen i Århus, var hun helt blank. Havde aldrig hørt om gulerodsallergi før. Men jeg blev igen priktestet, også for gulerødder og andre fødevarer, men slog ikke ud på noget.

Hendes teori om gluten kom mig dog til nytte, da jeg havde opdaget, hvor godt jeg fik det, hvis jeg ikke spiste mel eller i det hele taget raffinerede kulhydrater og stivelse, som forekommer i sukker, brød, ris, pasta og rodfrugter. Se evt. http://blog.loneandrup.dk/#post360

Jeg ved ikke, om jeg reagerede så voldsomt på koncentreret gulerodssaft, fordi jeg har for lavt stofskifte og dermed formentlig nedsat leverfunktion, eller om det bare var for meget for min organisme. For det lykkedes mig ikke at få endokrinologen eller andre læger til at tage mig alvorligt. – Læger i dag måles på, hvor mange patienter pr. time de kan afvise. Ny information og forskning interesserer dem ikke. De har simpelthen ikke tid til at beskæftige sig med andet end udlevering af medicin.

Men jeg har nu fundet frem til en lang liste af fødevarer, som jeg er nødt til at undgå:

  • · Abrikoser
  • · Aperol, Campari
  • · Avokado – i visse forbindelser
  • Bladselleri
  • · Blommer – også fx blomme i madeira
  • · Chili
  • · Chorizo
  • · Græskar, melon – dog ikke vandmelon
  • · Grønkål
  • · Gulerødder
  • · Gurkemeje
  • · Kaki- eller shalomfrugter
  • · Mango
  • · Papaya
  • · Paprika
  • · Peberfrugter – fortrinsvis de røde og gule
  • · Radiser
  • · Remoulade – pga. indholdet af gulerødder
  • · Rødbeder
  • · Salat
  • · Søde kartofler
  • · Tørrede frugttern
  • · Vingummi og andre ting med betakaroten brugt som farvestof

Hvis jeg spiser avokado, skal jeg passe på, at jeg ikke samtidigt spiser ærter eller broccoli eller andre frugter eller grønt med et relativt højt indhold af betakaroten, for avokado øger optagelsen af betakaroten, så jeg får anfald af øjenallergi, som jeg ikke ville få, hvis jeg bare spiste en halv avokado for sig selv og ventede med de andre grøntsager til næste dag.

Også blommer indeholder meget betakaroten, så de får lov at hænge til børn og børnebørn.

Og de mange forekomster forår og efterår skyldes, ved jeg nu, at jeg i de tidlige forårsmåneder anvendte mange gulerødder i maden, både rå, stegte og kogte, for at bøde lidt på vinterens mangel på anden frisk frugt og grønt, og at mine blommetræer bugner fra september måned og frem, og at jeg spiste mange rå blommer og lavede grød, kage og saft af overfloden. Jeg spiser dem ikke længere, men jeg laver stadig grød m.m. til resten af familien.

Efter at jeg fandt ud af det med betakaroten, kan jeg nu undgå de allerfleste anfald af øjenallergi. Kun et par gange om året smutter det, hvis jeg er uopmærksom og prøver nye fødevarer eller mad, jeg ikke ved, hvad indeholder. Det nyeste eksempel er den italienske bitter ’Aperol’, som jeg lige skulle prøve at lave drinks af …

I udredningsarbejdet har jeg haft stor nytte af denne hjemmeside: http://maddata.dk/

Jeg deler dette, fordi det i mange år var forfærdeligt pludselig at lide af noget uforklarligt, ikke at kunne forstå og styre det og ikke at kunne få hjælp der, hvor man ville forvente, at der var hjælp at hente, hos læger, allergiforening m.m. Og så var der mange, der mere end antydede, at jeg måtte være skør, for hvem har nogensinde hørt om gulerodsallergi?

Næh, hunde- eller pollenallergi, det var til at forstå, og så kunne jeg også melde mig ind i foreninger og købe kostbare lægemidler.

Måske er der andre, der har pådraget sig en allergisk reaktion 24 timer efter indtag af koncentreret gulerodssaft, rødbedesaft el. andet?

Måske er der andre, der går rundt med en uforklarlig allergisk reaktion uden at have gavn af antihistaminer?

I så fald ville jeg gerne høre om det.

Vi er ikke skabt til at indtage unaturligt koncentrerede mængder af stoffer fra selv normalt gavnlige fødevarer, så som gulerødder. Og jeg tror, at vi gør meget skade på vores krop i forsøgene på at ’leve sundere’ og indtage (for meget) ingefær, hyben, solhat og alle de andre såkaldte ’naturlægemidler’ og sundhedsdrikke og smoothies. For lidt og for meget er i mange tilfælde skadeligt.

Sammenfattende

kan man sige, at man de første 40 – 50 år i bedste fald ikke behøver at spekulere meget over kroppen og helbredet. Derefter går det langsomt eller hurtigt ned ad bakke.

I omstillingstiden til den tredje alder skal man lære sin krop at kende på ny.

Derfor alle de mange gamle damer i venteværelser.

Ny teknik – fx saftpressere og blendere, der koncentrerer fødevarer til usunde destillater, støj, forurening, plastic, flourstoffer, pesticider, stråforkortere, nedvisningsmidler, tilsætningsstoffer, E-numre, brandhæmmere og andre kemikalier, fx formaldehyd, mugmidler og lignende giftstoffer, der puttes på tøj, vi bærer på kroppen, giver også helbredsmæssige gener.

Og det tager år, før vi selv og et presset sundhedspersonale og politikere bliver i stand til at opdage og genkende symptomer og årsager – og finder ud af at gøre noget ved det!

Derfor er det vigtigt at mærke efter, lytte, tænke og sammenfatte alle erfaringer, så de kan deles og formeres til ny viden.