Prinsens Port, Fredericia. Min fars foto fra ca. 1960.
En annonce på forsiden af avisen fanger min opmærksomhed: Sølv købes, gode priser, fra 100-150 kr. pr. stk. for tretårnet sølvbestik.
Hmmm … Spændende … Jeg har netop pudset arvesølvet. Vi bruger det ikke. Det er for tungt og klodset og må ikke komme i opvaskemaskinen, men da det er højt skattet arvegods, tager jeg det frem cirka en gang om året og pudser det og mindes. Hurtigt finder jeg hele bestikket frem og tæller: Med 100 kr. pr. stk. er der en mindre formue! Til store julegaver eller en vinterrejse ned i solen!
Der er jo ikke grænser for, hvor fint og kostbart vores sølv er. Mor talte ofte om det. Om hvordan det kom ind i familien, og om hvor meget det mon kunne være værd.
Vi stammer jo fra en interessant familie, må man forstå. Ikke rige, nej, bevar os vel, men manglen på verdsligt gods opvejes af utallige anekdoter om en perlerække af skuespillere, balletdansere o.lign. Da min mor en gang forsøgte at trænge længere ned i familiehistorien, viste det sig ganske vist, at skuespillerinden var en holdt kvinde, enlig mor til to brave sønner med en i forvejen godt gift direktør i ølbranchen. Og balletdanseren nåede aldrig længere end til en plads i baggrunden i korpset og døde alt for tidligt af et voldsomt misbrug af beroligende midler. Men alligevel.
Med så attraktive forfædre tilgiver man jo gerne hele bundtet, at de soldede alle formuer og eventuelle materielle værdier op. Jeg har aldrig arvet andet end en stak breve, nogle noteringskalendere og fotografier, som bestemt ikke kunne kapitaliseres. Andre mennesker arver huse, biler, sommerhuse, smykker, antikviteter, ikke mig, men jeg fik jo så sølvet.
Jeg har ikke mange sekunders betænkningstid. Hvad vil jeg helst have? Mange tusinde kroner i hånden eller gammelt, grimt bestik i en skuffe? HØ! ― Det valg er let!
For en sikkerheds skyld tjekker jeg mærket bag på skeerne. »Cohr Atla« og et besynderligt tegn, der ikke på nogen måde kan forveksles med tre tårne. Cohrs sølvfabrik kender jeg fra min barndom i Fredericia. Jeg googler mærket, og allerøverst kommer ordet »sølvplet« frem …
Ikke engang det var der at profitere og bryste os af. Hvis vi så i det mindste kunne have sagt, at vi var ordentlige og hårdtarbejdende mennesker.
Den jødiske kirkegård, Fredericia. Ikke langt fra Cohrs Sølvfabrik. Min fars foto, ca. 1960.