Man tror, man skal gå på muren. Men muren viser sig at være en stejl, sortgrå trappe med næsten uopstigelige trin op ad et omtrent lodret bjerg. Det var den i hvert fald der, hvor vi var.
Op kom vi dog. Opildnet af tilråb fra unge kinesere, der gerne ville have et foto af sig selv sammen med et par ældre bleglændinge som minde om deres udflugt til Den Store Mur.
Vi mødte ingen kinesere, der ikke var åbne, smilende, hjælpsomme og gæstfrie. Og vi stødte ikke på noget kinesisk mad, som vi ikke kunne lide.
Virkelig imponeret blev jeg, da jeg tre gange i træk på indenrigsflyvninger i Kina oplevede, at bagagen nåede ind på bagagebåndet i ankomsthallen flere minutter, før jeg selv kunne tilbagelægge den korte vej fra flyet. − Det er et kunststykke, jeg endnu har til gode at opleve i Europa.
Den Store Drage i øst er i det hele taget et overvældende bekendtskab. På mange måder føles livet i de store byer som hjemme.
Og så alligevel ikke. Arealmæssigt er Kina cirka på størrelse med USA, men befolkningen er en milliard større. Der bygges. Der konstrueres. Der er en energi og en forskellighed og en retning fuld fart frem, som vi ikke har set i vores kulturkreds siden efterkrigsårene.
Kina er dobbelt så stort som Europa, men landet rummer tre gange flere mennesker, og variationen i udseende og kultur er lige så stor inden for landets grænser, som den er i Europa mellem fx grønlændere og sicilianere.
Måske er Den Himmelske Freds Plads det bedste sted at se hvor stort, Kina rent faktisk er. For her færdes grupper af alle tænkelige og utænkelige etniske herkomster ind imellem hinanden. Alle iført dragter fra deres egn af Kina. De kommer for at hædre formand Mao med et besøg eller for at se Det Store Palads. Eller begge dele.
Troen på fremskridt og på forfædrenes ånder, god lykke og held trives side om side og udmøntes i en pragmatisk livsstil, hvor man vanemæssigt og efter bedste evne tilgodeser det hele.
Kun det udrikkelige vand, den forurenede jord, den uigennemsigtige, hostefremkaldende luft minder om, at styret skal træffe nogle meget vanskelige valg, når det gælder om at føde, klæde og huse en befolkning på knap 1,4 milliard.
Som alle med god ret mener, at de bør have akkurat de samme goder, som længe har været en selvfølge hos os. − Vi mødte en ung mand, der havde været i Europa. − Der var himlen blå, sagde han. − Og I kan drikke vandet i hanerne …
Om natten stiger vanddamp op fra Yangtse og smyger sig som røg hen over overfladen. Om morgenen stiger denne dis til vejrs og blander sig med udslip fra kemiske og kulkraftfyrede industrier langs flodbredden, så man kun sjældent oplever en klar dag på floden.
De miljømæssige konsekvenser af hele jordklodens overbefolkning og fuldkommen urimeligt ressourceforbrugende livsstil, der bl.a. tillader små sjæle som os at flyve om på den anden side af jorden, hvis vi skulle få lyst, kan også ses herhjemme over min græsplæne på en ellers smuk forårssolskinssøndag:
Hvor længe endnu kan vi se den blå farve på vores himmel?
Postscriptum:
I midten af 1800-tallet levede i Kina en lærd adelsmand ved navn Li. Han var rådgiver for den magtfulde enkekejserinde Cixi og lidenskabelig modstander af vestlig teknologi, såsom minedrift, jernindustri, kulforbrugende dampmaskiner, telegraf og tog. Grev Li skrev, at disse nyskabelser kunne forårsage ’uforudsigelige skader’ bl.a. ved at ’skænde vores landskab, invadere vore marker og landsbyer, forstyrre vores feng-shui og ødelægge vort folks levebrød.’ − Ingen kunne fortælle, hvad disse opfindelser skulle gøre godt for, og der var ingen argumenter for at fremme deres indførelse i Kina, ifølge Li.
Jung Chang: Empress Dowager Cixi, s. 67, min oversættelse.