Folk, der vasker op på film

har tydeligvis intet begreb om, hvad de står og laver.

Det foregår som oftest i amerikanske film, i et hyggeligt nusset køkken, hvor hovedpersonen efter en middag eller fest står i dyb samtale med sin mor, søster, ven, ægtefælle eller anden nærtstående, hvorunder vigtige erkendelser om fortid, nutid eller fremtid skal udsiges/opnås.

Mens alles opmærksomhed er på personerne, deres ord og ansigter, sidder jeg og krummer tæer, fordi opvaskeren akavet står og dypper glas, kopper og tallerkner ned i en lille, skumfyldt balje, ryster fx koppen et par gange og sætter den – indsmurt i sæbeskum og bobler – ved siden af, hvor den anden person så tørrer sæben godt rundt, før den stilles til side. De er begge i tøj, der er upraktisk til husligt arbejde, og det er kun moderlige figurer, der ifølge manuskriptet kan iføre sig forklæde. – I et sådant hus ville man ikke bryde sig om at spise eller drikke af porcelænet, og i øvrigt bliver de aldrig færdige …

Det er også en ynk at bevidne, når de store skuespillerinder skal se ud, som om de tørrer støv af eller gør rent på andre måder: De går og dupper lidt hist, dasker lidt pist, og så VIPS er der rent, og rollens husmoderlighed etableret – bare ikke i øjnene på en rigtig husmor.

Man må indse, at amerikanske skuespillere, specielt primadonnaer som fx Meryl Streep, aldrig har prøvet at gøre rent eller vaske op i det virkelige liv. De burde gennemføre et lille kursus i almindeligt hverdagsliv med regelmæssige brush up’s, før de fik lov at påtage sig store roller i hverdagsdramaer.

Har håndværkere det på samme måde, når Matt Damon skal ligne en bygningsarbejder?