Da jeg hørte ordet første gang, forstod jeg pludselig, hvorfor mænd igennem hele mit liv har behandlet mig som en dum lille, uvidende pige, selvom jeg er bedre uddannet end de fleste, temmelig belæst og har været vidt omkring, teoretisk såvel som praktisk.
Hvorfor er jeg nødt til at fortælle det? – Mænd på min alder ville sjældent være nødt til at påpege over for ganske unge mennesker, at de rent faktisk ved noget. De grå hår alene ville borge for deres visdom og status.
Mænd, der kunne være mine sønner, og som jeg møder ude omkring, behandler mig som et barn. Hvilket – i parentes bemærket – min søn aldrig kunne finde på.
Der var fx den ganske unge bibliotekar, der fandt det passende at rose mig, fordi jeg kunne finde ud af ’alt det der med computere og sådan’ … Jeg havde arbejdet med computere dagligt, siden før han blev født!
Den unge pædagog, jeg mødte på skovvejen, som lige havde været på kursus og nu ville belære mig om ’bio-di-ver-si-tet – ja, det er et svært ord’, som han nedladende sagde. – Jeg har, ligesom det øvrige samfund, kendt og brugt ordet i årtier.
To fyre fra landet havde fået lov at hente nogle fliser, vi lige havde taget op. Da de kom, gik jeg rundt i min have og gjorde klar til en af mine høner, som var blevet skruk. Jeg lagde frisk halm i en ren redekasse, lagde 12 fine æg i halmen og ville bære kassen ind i hønsehuset, da flisehenterne kom. – Se, sagde jeg glad, – Nu får vi snart kyllinger! – De to fyre kiggede sig rundt i haven, og så målte de mig med blikket, før den ene fandt det nødvendigt at spørge mig, om jeg havde en hane? – Da var jeg ved at skrige og sende dem hjem uden fliser. Tænk, de forestillede sig, at en midaldrende dame, der både havde født, været i landbruget og igennem hele livet havde haft med alle mulige dyr at gøre, ikke var klar over et af de mest grundlæggende facts i livet! – Jeg havde faktisk skrevet en bog om høns og hønsehold …
En venindes far skulle have nogle guldfisk fra mit havebassin, hvor fiskene havde det så godt, at de ustandseligt formerede sig. Straks, han trådte ind i min have, kommenterede han mine rhododendron: ’Jeg kan se, at du har nippet dem, det var godt’, roste han, som om han var en overdommer, der havde ret til at vurdere mit havearbejde, hvilket han ikke havde. Han var en gæst, som fik mine fisk foræret, og hvis min mand havde taget imod ham, ville han have respekteret ham, tiltroet ham evnen til at passe en have uden belæringer fra fremmede og have holdt sin mund.
En fuldstændig tilfældig, forbipasserende mand, som lige ville fortælle mig, hvordan man bruger en ukrudtsbrænder rigtigt en dag, jeg gik ude og ukrudtsbrændte mit fortov. – Jeg har arbejdet på gårde, på planteskole, min far var en habil havemand, vi havde flere udmærkede havemænd og -kvinder i familien og i omgangskredsen, og jeg har selv dyrket og passet mine haver i knap et halvt århundrede og regnes ofte som den ekspert, man går til, hvis man har spørgsmål.
Masser af andre gange har jeg følt mig forundret. Forulempet. Stødt. Tvunget til at stå og gøre rede for, at jeg faktisk er rimeligt kompetent på visse områder.
Men selvom jeg nærmer mig støvets år, skal jeg alligevel høre på yngre og ældre mænd, der vil fortælle mig, hvordan jeg skal gebærde mig.
Wikipedia skriver om mansplaining:
Mansplaining er et pejorativ, der er sammensat af det engelske ord man og explain (forklare). Begrebet defineres som “at forklare noget til nogen, som regel en mand til en kvinde, på en måde, der betragtes som nedladende eller ringeagtende”.[1] [2] Ordet stammer fra engelsk, men er også begyndt at forekomme på dansk. Lily Rothman fra The Atlantic Monthly definerer det som “at forklare uden hensyntagen til det faktum, at den person, der får sagen forklaret, ved mere end den der forklarer, som oftest en mand for en kvinde” [3] og den feministiske forfatter og essayist Rebecca Solnit karakteriserer fænomenet som en kombination af “overdrevet selvtillid og uvidenhed”. [4]
Ungesplaining kunne også være et ord. Unge mennesker tror ikke, at folk over 60 er tilregnelige og kapable. – En meget ung læge spurgte overlegent min mand, om han kunne finde ud af at sende en mail? – Min mand har arbejdet med og forsket i computere og kunstig intelligens siden 1980’erne og er en af grundene til, at vi har store computersystemer i dag.
Og Gammelsplaining kunne vi så kalde det fænomen, at vi gamle sommetider finder det nødvendigt at spørge unge mennesker, om de kender fx historien om ’Den barmhjertige samaritaner’, Mary Shelleys ’Frankenstein’ eller La Fontaines fabel om bjørnen, der ville hjælpe en sovende mand af med en irriterende flue og slog den ihjel med en tung sten, da den landede lige på mandens pande. Eller vi retter dem, når de ikke kan udtale et dansk ord, ikke kan regne eller kende forskel på hans/hendes og sin/sit.
Vi er alle fulde af fordomme om hinanden. Nogle mere berettigede end andre 😊