Omkring mig ser jeg lutter overflod. Familier abonnerer på Årstidernes luksusgrøntkasser (mens æblerne fra deres egne, usprøjtede træer ligger og rådner på græsplænen) og spiser sushi, blåbærsmoothies (på alle tider af året, af bær de ikke selv har plukket), kød og fisk, som de lyster.
Min egen fryser er proppet med økologisk, skotsk højlandskødkvæg, og netop i disse dage svælger vi i lækkert oksebryst. Smagen bringer mig 25 år tilbage i tiden:
I firserne var jeg arbejdsløs enlig mor, og vi led bestemt ingen nød — som min farmor og min oldemor ville have sagt, men vi levede hovedsageligt af hjemmelavede pizzaer, frugt og grønt fra skov og køkkenhave, pasta, kartofler og hakket kød med uvis fedtprocent.
Den gode slagter i vor lille by lukkede sin egen butik (der ligger nu et solcenter) og blev ansat i SuperBrugsen, som derefter i en lang årrække havde verdens bedste slagterafdeling. Velpasset og indbydende.
En dag et efterår fandt jeg en pakke oksekød, bov, tror jeg, det var, til under 30 kr., og jeg hjembragte kødet i triumf, kogte suppe efter alle kunstens regler og serverede dertil det kolde kød med hjemmelavet peberrodssalat. Det var sjældne himmerigsmundfulde!
En måned efter fik jeg lyst til kød igen og ledte i alle Brugsens kølediske, men fandt kun pakker, som var mere end dobbelt så dyre og dermed langt uden for min rækkevidde. Da slagteren selv stak hovedet frem fra baglokalet, tog jeg en af de dyre pakker og foreholdt ham alvorligt, at der manglede nogle af de billigere, som jeg havde fundet sidst…
Manden tilkastede mig et enkelt blik og gik ud i bagbutikken, hvorfra han kort efter dukkede op med en pakket, vejet og mærket, enorm oksekødsklump til kun 23,95.
Først, da jeg havde kogt og nydt det møre, velsmagende oksebryst, der rakte i tre dage til sønnike og mig, og til pålæg oven i købet, fik jeg den tanke, at den gode slagter stilfærdigt havde ydet lidt fattighjælp, og jeg plagede ham aldrig siden.