… er et af de smukkeste steder på kloden. Udover den storslåede natur er der utallige kulturlevn fra vore huleboende forfædre, fra iberere, fra romere, vandaler og andre stammer, fra araberne, fra nyere katolsk tid og senest fra Francos fascistiske æra frem til 1975.
Man hører altid om, hvordan den sidste neandertaler sad ensom i sin hule ved Gibraltar, og man kunne forestille sig, at han sad fx i Piletahulen, som var beboet allerede under seneste istid for 30.000 år siden. Her er der enestående, forhistoriske vægmalerier, bl.a. en stor fladfisk og en gravid hoppe, og hvis man er heldig, kan man blive guidet rundt i den kilometerlange drypstenshule af finderens barnebarn, Rosario Bullón Almagro (billedet th.), som er uddannet arkæolog, og som nu på familiens vegne er ansvarlig for hulen.
Hulen ligger ca. 30 km fra Ronda, som var en betydningsfuld og rig arabisk by, men hvis vartegn nu må siges at være den mere end 100 m høje »Nye bro«, som kun er 250 år gammel:
Andalusiens prægtigste bygningsværker er dog fra arabisk tid. Efter Muhammeds død i 632 bredte hans tilhængere sig ud fra den arabiske halvø og nåede i 711 til Sydspanien, som de kaldte Al-Andalus.
Perlerne blandt den arabiske arv er Alhambra, her Løvegården:
Mesquitaens søjleskov i Cordoba:
Herskerbyen, Medina Al Azahara, et arabisk Pompeji, uden for Cordoba:
La Giralda i Sevilla. Førhen minaret ved en betydningsfuld moské, nu elsket klokketårn ved Sevillas katedral:
Udover arkitektur har araberne efterladt sig store aftryk bl.a. i europæisk videnskab. Specielt når det gælder astronomi, lægekunst og matematik, skylder vi araberne meget. De samlede, uanset religion eller oprindelse, blomsten af datidens lærde omkring sig og sørgede derudover for at bevare og oversætte ældre, græske skrifter. I dag er den arabiske indflydelse på det spanske sprog og på Spaniens traditioner, landbrug, kulturplanter, kunst og musik åbenbar. Flamenco, som oprindeligt var en sang, synes i nær familie med nutidig arabisk sang og mavedans.
Al denne herlighed varede ved igennem mere end syv århundreder, indtil de katolske monarker, Isabella af Castilien og Ferdinand af Aragonien, i 1492, samme år som de sendte Columbus ud over Atlanten, omsider kunne overtage den sidste arabiske bastion på den iberiske halvø, Alhambra.
Generalife og Alhambrapaladset set fra Plaza de San Nicolas i Granadas gamle arabiske Albaicinkvarter.
I årene efter den voldsomme og langvarige uddrivelse af araberne fra Andalusien opstod reformationen i Nordeuropa og modreformationen i syd. I Spanien holdt man liv i inkvisitionen langt op i 1500-tallet og gjorde livet ulideligt for alle med arabisk blod i årerne, selv de omvendte, fx henrettede man 200 arabiske lærde på torvet i Granada, og efter en tid gik man også efter jøderne. Det lykkedes de katolske magthavere i Spanien at fordrive stort set alle arabere og jøder, efter at man havde frarøvet dem deres ejendom. Araberne fandt nye opholdssteder i Nordafrika, bl.a. Marokko og Algeriet, og de spanske (og portugisiske)jøder, kaldet de sefardiske, slog sig også ned i Nordafrika, eller de tog deres evner med sig til Venedig, Amsterdam eller Antwerpen, som de forvandlede til rige handelsområder.
Efter uddrivelsen af araberne og jøderne har man, bortset fra opulent rigdom, brutalt indhentet fra kolonierne i Sydamerika, lige så brutal tyrefægtning og naturligvis Picasso, ikke hørt meget til Andalusien, når det gælder verdensberømt videnskab, kunst eller kultur. Her tyrefægterarenaen i Sevilla:
En stor arabisk befolkningsgruppe er dog i nyere tid genindvandret fra Nordafrika og har bosat sig fx i Granadas Albaicinkvarter, hvor de som for seks århundreder siden bl.a. driver handel:
Granada by overlod for nylig den velbeliggende, offentlige park lige ved siden af den store kirke på udsigtspunktet, Plaza de San Nicolas, til de nye medborgere. Ses herunder til højre for San Nicolas’ firkantede tårn set fra Alhambra:
Her byggede man en splinterny moské, som alle er velkomne til at besøge:
Måske kan andalusierne med hjælp fra de nye indbyggere ad åre genskabe landets rigdom og glorværdighed?