Dræbersnegle – igen

Det har været snegleår. Vådt og væmmeligt. Og de slimede kryb er kravlet frem alle vegne fra.

Hver eneste af de brune snegle kan lægge flere end 200 hvide, perlemorsagtige æg – også uden par­ring – så en enkelt bliver hurtigt til mange.

Sommerens agurkenyhed handlede om ænder: At ’Den Blå Avis’ havde ud­solgt af de efter­tragtede løbeænder, der angiveligt æder dræbersnegle.

Efter min erfaring er fjerkræ upålidelige sneglebekæmpere. Da de første dræber­snegle duk­kede op i min have for 25 år siden, havde jeg haven fuld af høns, en flok kraftige Orpingtons, der med stor fornøjelse åd myrer, regnorme, gåsebiller, stan­kelbenslarver, kålorme m.m.

Hanen tager franskbrød af min hånd og lægger det på jorden, før han kalder på hø­ner og kyl­linger og klukkende tilbyder dem det.

De var vant til at spise brød og andre godbidder af hånden, og en dag, jeg lå på knæ og lu­gede, rakte jeg en dræbersnegl frem til mine altid nysgerrige høns i stedet for den forventede larve eller regnorm. En halvvoksen høne tog den omgå­ende, men denne lille snegl smagte hende ikke. Hun forsøgte at få den ud af næb­bet, men den var klistret fast med sit slim, så den stak­kels høne måtte skrabe næb­bet rent med foden og slibe det hen over havefliser og græs mange gange. Ingen af mine høns tog en snegl fra min hånd el­ler andre steder fra igen.

Løbeænder er sikkert mere hårdføre, men de er stadig levende dyr med de­res egne præfe­rencer, og så skal de fodres, vandes, passes og beskyttes mod ræve, mår og mink.

Vi har kun fundet en enkelt brun snegl i vores have i år, og jeg tror, at det skyldes den strategi, vi efter flere fejlslagne forsøg med ølfælder, sneglehegn, ne­matoder o.m.m. lagde og holdt os til i de følgende mange år:

  1. Indsamling/aflivning – bedst om aftenen i tusmørke med plastic­handsker og stærk lommelygte
  2. Inddæmning – fjern grenbunker og andre mørke, fugtige skjule­steder, strø groft sand og sneglepiller langs grænserne, og hold græsset kort
  3. Vedholdenhed – det er en livsopgave

I årevis gik vi de fleste sommeraftner inden sengetid en tur med lomme­lygte og snegle­spand, da hunden alligevel skulle ud på luftetur i haven. På den måde lærte vi hurtigt, hvor sneglene kom fra, og hvor de bedst kunne lide at opholde sig.

Vi anvendte med stort held små piger til indsamlingen, når vi fx havde nie­cer på sommer­ferie. Piger fra ca. 5 til 10 år har skarpe øjne, også i tusmørke, de er adrætte og tæt på jor­den, og med en mindre dusør på 1 kr. pr. stk. kan de være højt moti­verede for at indsamle så mange snegle, som overho­vedet muligt. – Mine niecer optjente en tur til Skagen, hvor de brugte deres sneglepenge, flere hundrede kro­ner hver, på ravsmykker.

Men det var vores egen vedholdenhed, der fyldte murerspand efter murer­spand med de ækle, slimede snegle, aften efter aften, år efter år.

I begyndelsen druknede vi sneglene i en stærk saltopløsning, men det blev for ulækkert og pinefuldt. Man kan også hælde kogende vand i sneglespanden, men det er besværligt at stå og koge vand sent om aftenen, kogte snegle lugter grimt, og hvor gør man af sneglesuppen bagefter? – Så da der efterhånden var færre snegle i haven, gik vi over til at hakke dem midt over med et skarpt hakkejern. Som en maka­ber krølle dryssede vi blå sneglepiller på li­gene, for snegle er kannibaler, og de myldrede frem for at æde den slagne kammerat og fik sneglepillerne i sig.

Vi smed også sneglepiller, som vi købte i sække på 10 kg, ud i hele haven – navnlig i mørke og fugtige områder og langs skellet mod naboer, som havde høje, skyggende træer med vildtvoksende, fugtige områder under, for der kom de fleste snegle fra.

De blå sneglepiller består af jernfosfat overtrukket med blåt hvede­støv. Sneglene til­trækkes af hveden, men når de får jernet i sig, går deres for­døjelsessy­stem i stå, så de trækker ned i jorden, hvor de ligger og dør af sult. Jernpillerne er godkendt til økologisk brug, og de forurener ikke grønt­sager eller skader andre dyr end nøgensnegle. De almindelige havesnegle med stribet hus berøres ikke. – Men det er ikke et uskadeligt vidundermiddel, for ingen har godt af for meget jernfosfat, og alle de andre nøgensnegle, som er hjemmehørende og nyttige på hver deres måde, går også til:

Leopardsnegle, også kendt som gråsnegle eller kældersnegle.

Og som et resultat får alle de husbærende snegle, fx almindelige havesnegle og voldsnegle, ekstra god plads til at formere sig på, når alle nø­gensneg­lene er væk, så ens planter vil stadig være fulde af huller, selv når man har fået has på dræbersneglene.

Snegleudryddelse er ikke enkelt og fri for komplikationer af både praktisk og moralsk art, ligesom det heller ikke er problemfrit, at vi og vores varer rejser så me­get rundt i verden, at vi flytter organismer fra en biotop, hvor de er godt tilpassede, til en anden, hvor de pludselig kan dominere over de oprindelige beboere. – Det er der utallige eksempler på. – Vi kan kun for­søge at reparere på de unaturlige for­hold så godt som muligt.

Mens vi hver aften indsamler snegle, måske i hundred eller tusindvis, må vi sikre os, at nye horder ikke bare marcherer ind fra naboernes haver eller fra skov- og eng­stykker i nærheden. – Det gjorde vi ved at lave meterbrede bræmmer af meget kort græs, fliser, skærver eller et tykt lag sand bag alle hække og hegn langs matriklens grænser. – Og vi satte alle vores køk­ken­urter op i højbede, udlagde sand imellem bedene, fjernede alle bunker af grene, træ og græstørv i resten af haven, også gamle krukker, stenbunker, rådne legehuse, mistbænke, træstubbe, vildsomme arealer m.m., som kunne yde god beskyttelse både til sneglene og deres mange æg. – Vi holdt rent i haven, kort sagt. På netop den måde, man anbefaler folk at gå væk fra, hvis man gerne vil have biodiversitet i sin have. … Vi er nu ikke bekym­rede. Vi har gamle træer og brostensmure, tilgroede bede og biblomster næsten hele året rundt, foruden redekasser, foder og vand, som sikrer, at haven altid er fuld af pip­pende og summende liv. – Men i de første snegleår gjorde vi en indsats for at ind­samle sneglene, rydde bunker og mørke kroge og sikre grænserne.

Det betyder så nu, at jeg blot går en tur og smider sneglepiller langs alle hække og hegn, der vender bort fra haven, en gang om måneden begyn­dende fra marts og indtil oktober, af­hængigt af vejret. – Nemt, ikke?

Hvis jeg skulle finde en enkelt, brun snegl alligevel, bliver den hakket over, og jeg strør en 10 – 12 blå sneglepiller på den. – Som sagt har jeg kun fundet en dræbersnegl i haven i år, men jeg er sikker på, at hvis jeg ikke går mine re­gelmæssige sneglepille­ture, så bliver min have lige­som alle andres i løbet af kort tid oversvømmet. For sneglene har for længst etableret sig i skove, på enge og i de fleste villahaver, og de har krydset sig med vores hjemme­hørende snegle, bl.a. de sorte skovsnegle, så de bedre tåler de kolde vintre. Så realiteterne er, at vi ikke kommer af med dem igen.

To snegle, der parrer sig.

Blanding af rød skovsnegl og dræbersnegl.