Min far reciterede en børneremse, som næppe er helt politisk korrekt i dag, se nedenfor, hver gang ordet Marokko blev nævnt. – Marokko, Marokko, Marengs … Nu skulle vi omsider derned!
Djema al-Fna – ’De dødes forsamling’ – den store plads midt i Marrakeshs medina minder om cantinaen fra Starwars i sin sammenstimling af forskelligartede folk og kreaturer fra alle verdens hjørner: slanger, amerikanere, egern, arabere, duer, danskere og andre europæere, aber, berbere, æsler, afrikanere, heste, geder, får, muldyr … med en lydside af den friske, rytmiske gnawa – de befriede slavers musik – og slangetæmmerens hypnotisk insisterende fløjte.
Selv den traditionelle tandudtrækker havde stillet sin bod op – forhåbentlig – udelukkende til benefice for turisterne.
Vores fine riad lå et minuts gang fra Djema al-Fna, vi havde udsigt til pladsen og Koutoubias strunke minaret oppe fra taget, og vi færdedes på den mange gange hver dag. Spiste her, dvælede her, købte dadler og nødder og appelsinsaft, drak myntete, fandt taxaer eller hestevogn. Alle ture udgik fra Fna. Ud i souken. Op over bjergene. Ud til Atlanterhavet.
Man farer vild i souken. Helt sikkert. Men der fås gode kort, og man kan altid spørge om vej. Hvis en ældre fransktalende herre forlader sin stol og følger én til den ønskede destination, fx den smukke, ældgamle Mouassinefontæne, og viser én en helgengrav på vejen – og venter tålmodigt, mens man fotograferer den, så er det kun rimeligt, at han forventer, og får, en skilling for ulejligheden. Men ellers kan man bare spørge løs.
Og man bliver snydt i souken. Helt sikkert. Men som oftest kun for småpenge, og snyderiet foregår med stor opfindsomhed, godt humør og charme, som vel også har en form for værdi.
De lokale sørger for, at man ikke keder sig, når de venligt inviterer én med på lange ilmarcher i 40°s varme til ’Berbermarkeder’, der ikke eksisterer; det gør til gengæld, ildelugtende og påtrængende, de garverier, man overraskende ender i, med en udleveret kvist mynte, af den bjergsomme guide benævnt: Marokkansk gasmaske.
Den indsmigrende tæppe- og taskehandler, turens virkelige, men fordækte mål, forvandler sig hurtigt til en iskold og vred figur, da vi gør det helt klart, at vi ikke agter at købe noget af ham, hverken tæpper eller tasker, men vi stikker garveri-manden en tyver for ulejligheden og fotografierne, hvilket han højlydt jamrer over. Han forlanger hundreder af dirhams, hvilket vi jo kun kan smile og ryste på hovedet af. Flere gange møder vi ham og hans kumpaner efterfølgende, og hver gang stikker de i jammer. – Alt i alt en underholdende formiddag.
Så er det tid til myntete.
De mere legitime næringsdrivende er dog gode og pålidelige turarrangører. Forhandlingerne kan være hårde med megen indlagt drama og jammer, når prisen for en taxatur eller kørsel i hestevogn skal aftales, men når enighed først er opnået, er der ingen slinger i valsen: Kun ordholdenhed og venlighed. Vi fandt Mohammads lille udflugtsbutik og bestilte en 4-hjulstrækker med sød, engelsktalende chauffør og guide for en hel dag til turen hen over Atlasbjergene til ørkenfortet Aït-Ben-Haddou og tilbage igen. Guiden, Omar, insisterede på at vise os to andre forter, kashbaer, som var mere oprindelige og ikke helt så filmkulisserestaurerede og souvenirshopbefængte, som Aït-Ben-Haddou, som var den eneste jeg havde hørt om på forhånd. Gudsketakoglov! – Vi kom ud på de små bjergveje, ud i de små bjergbyer, så de mere oprindelige lerstenskashbaher og fik alt i alt en af de bedste dage, vi nogensinde havde haft. – For en fjerdedel af den pris et rejseselskab ville have beregnet sig.
Aït-Ben-Haddou er kulisse til mange film: Gladiator, Lawrence of Arabia, Game of Thrones. Det er den lille blåhvide atlanterhavsby Essaouira også: bl.a. Game of Thrones og en ældre filmversion af Shakespeares Othello, men det første, jeg kom til at tænke på, da jeg så byens søfort, var sørøvere! Romantiske 16- og 1700-tals sørøvere, som i Pirates of the Caribbean, og man ventede at se Keira Knightley i krinolineskørt og Jack Sparrow promenere på de tykke mure. Fortets skydetårne fortæller også straks, ved deres lighed med Belem-tårnet ud for Lissabon, om fortet og havnens portugisiske rødder. – Selvfølgelig skulle vi spise rå søpindsvin med limesaft og grillstegte fisk og blæksprutter i en af havnens mange madboder. Med godt brød og salat til.
Langs vejen ud til havet står argantræerne med de helsebringende nødder på røde, tørre marker, og fordi sultne geder engang klatrede op i træerne for at æde frugter og blade, har gedeejerne arrangeret deres dyr smukt som julepynt i de gamle træer, hvor de står og spekulerer over, hvordan i alverden de havnede der, og hvor længe mon det varer, før de må hoppe ned igen, mens turisterne, ivrigt fotograferende, æder hele historien råt og lydigt lægger en tier eller to i fotoafgift. – Der er mange måder at tjene til livets opretholdelse på. For geder og for mænd.
Medinaen i Marrakesh, fortet Aït-Ben-Haddou og Essaouira er alle optaget på UNESCOs liste over umistelig verdensarv. Marokkanerne burde også selv stå øverst på en liste over tolerante, åbne, hjælpsomme og smilende folk. Så der er ikke noget at betænke sig på: Book en riad og en flybillet og tag til Marrakesh. Derfra går resten af sig selv – også vejen op til garverierne bliver du guidet til – helt uden at have spurgt.
Min fars børneremse, som formentlig er forfattet af Benny Andersen, Halfdan Rasmussen el.lign., lyder i sin helhed sådan:
Marokko, Marokko, Marengs
Abdullah Al Hamad skal hængs’
Han stjal for at give sin skat en agave
Nu trasker han rundt i Allah’s have
