Jeg bor på nordsiden af Limfjorden, og jeg så den første dræbersnegl i år 2000. Sammen med en vrimmel af brune fætre kravlede den på de fugtige skovstier omkring et nærliggende gartneri.
Nu er de uhyre talrige, man vader i dem på våde dage, og de har udbredt sig til alle vore haver og i hele vores skov. Helt inde i midten og i alle kanter af det ca. 20 km2 store naturområde påtræffes de i år, og de udgør en alvorlig trussel mod diversiteten, mens de gnasker løs af floraen, heriblandt de gode spisesvampe, karljohanner og kantareller, før disse kan nå at modne og sprede sig.
Dræbersneglene har for længst blandet sig med, og er ved at udkonkurrere, de røde skovsnegle, som oprindeligt blev hjemført fra Harzenområdet, og de hjemmehørende sorte, så skoven overalt vrimler med rødbrune og brunsorte, slimede fyre, der er godt rustede til at overvintre i det danske klima.
Omkring 2005 skulle jeg opbevare nogle møbler for en berejst dame, bl.a. et skuffedarium, som hun havde hjemført fra Belgien. På de forløbne ti år har den midt- og sydeuropæiske mejeredderkop indtaget alle hjørner af mit hjem og udkonkurreret den gode gamle husedderkop:
Det er kun to arter, på kun 15 år, og det er kun i mit hus og baghave.