Vi stod hinanden nær. I et halvt århundrede var du den, jeg satte min lid til i de vigtigste af livets forhold: Du bragte mig julekort, fødselsdagsbreve, ventede og uventede checks, rudekuverter, lønsedler, regninger, kærestebreve, optagelsesbeviser, afvisninger, søde, sjove eller blot praktiske pakker, den daglige avis, nyttige tidsskrifter, alt, hvad der havde betydning for mig, gik igennem dig og dine rødfrakkede sendebude.
Sidstnævnte er et helt afsnit for sig. Brevbærerne var ældre, adstadige herrer eller damer på solide cykler. Folk, som tog deres arbejde alvorligt, som man havde tillid til, som ankom på klokkeslæt dag efter dag, og som selv hundene respekterede. Folk, der både kunne læse og tænke selv, og som ville betragte det som en utilgivelig tjenesteforseelse at dumpe et brev i den forkerte postkasse.
De senere år har dit væsens tjenere været underbetalte, opløbne skolebørn af begge køn, som, til alle hundes store skræk, kom hvæsende på vilkårlige tidspunkter, oftest langt ud på eftermiddagen, på en pruttende, stinkende knallert og proppede markskrigeriske, inderligt overflødige og uvelkomne reklametryksager ned i halsen på vore stakkels postkasser. Ind imellem reklamer og reklamefyldte småaviser, som ingen havde bedt om, kunne man være heldig at finde et vigtigt brev, men i så fald var det hyppigst adresseret til naboen eller til en familie længere nede ad vejen. Så man selv måtte agere samfundsborger i hjemmetøj og sutsko, for posten skulle jo ud.
Hvis jeg selv har brug for at sende et brev ― 8 kr.! ― eller ― Gud forbyde det! ― en pakke ― 80 kr.! ― så skal jeg stå der og vælge, om brevet eller pakken skal bringes ud i denne uge, eller om modtageren, f.eks. min mor på 85 år, selv skal ned ad alle trapperne og hen på posthuset.
Alt dette har naturligvis kølnet vores forhold betragteligt, men nu har du officielt begæret skilsmisse. Fra 1. januar 2012 vil du ikke længere benytte postkassen ved siden af min hoveddør under halvtaget, men insisterer på, at hvis vi to skal have mere med hinanden at gøre, så skal jeg selv ud til skellet og hente mine forsendelser.
Hvis du forestiller dig, at jeg i sne og slud vil ase ned til skellet for at hente to reklametryksager pakket i et specielt omslag, så de alligevel, trods Reklamer-nej-tak-mærkaten, havner i min postkasse, sammen med Idényt og et brev til naboen plus et par reklameaviser, så tager du grueligt fejl!
Vores forhold er i forvejen blevet så belastet, tyndslidt og præget af mangel på gensidig respekt og forståelse, at jeg helt og fuldt accepterer, at det nu er endegyldigt slut. Du får din frihed til at køre langt uden om min hoveddør, og jeg vil fremover begrænse mig til mails og ― i påkommende tilfælde ― et privat pakkeomdelingsfirma.
Når jeg alligevel skal flytte min postkasse, kunne jeg jo anbringe skraldespanden lige ved siden af og nøjes med at tømme indholdet der over i en gang om ugen.
Venlig hilsen
En forsmået postelsker og forhenværende bruger