I begyndelsen af 70’erne, da jeg gik i realen og i gymnasiet, arbejdede jeg i sommerferierne på et plejehjem, Røde Kors-hjemmet i Løgstør.
Oversygeplejersken på afdelingen lignede Mildred Ratched fra ”Gøgereden” på en prik, bortset fra at det opsatte hår bag kappen var kastanjebrunt, og at hun førte sig med både tårnhøj autoritet og en naturlig, men afmålt, venlighed over for alle.
Navnlig til mig havde hun altid et skævt smil, og hun sendte mig hid og did på afdelingen i småærinder og morede sig vist over den emsigt travle klapren fra mine blå træsko op og ned ad de lange, linoleumsbelagte gange. − Jeg var 14, 15 og 16 år, buttet, rødkindet og rævestolt af min uniform og min betydningsfulde stilling som oversygeplejerskens lille hjælper blandt de fortrinsvist ældre, men også enkelte unge, kroniske eller dødssyge mennesker.
Her 40 år senere indser jeg jo, at jeg ikke kan have været til megen hjælp for mine otte kroner i timen: − Den eneste gang, jeg forsøgte at hjælpe en ældre kvinde, der var faldet på sit badeværelse, trimlede vi begge to omkuld under megen fnisen − men oversygeplejersken brugte mig, tror jeg, bevidst til at opmuntre beboerne. Og hun ansatte mig troligt år efter år.
Når jeg mødte på min vagt, blev jeg sendt rundt med en vogn med isvand til alle værelserne. Det tog sin tid, for der skulle jo hilses og snakkes, og en ville gerne have en ekstra pude, en anden skulle lige se nærmere på mine fingerringe. En af de gamle mænd lavede bøjler til mig med mit navn flettet i plasticbånd mellem røde roser, en anden ville gerne barberes, når jeg fik et ledigt øjeblik. En alvorligt syg kvinde, mor til tre små børn, satte stor pris på en lille halv times højtlæsning, for hun var selv for svag til at holde en bog, og søde Rita, der havde tilbragt hele sit lange liv i kørestol, ville gerne trilles en tur udenfor, så hun kunne kigge ned over fjorden. Så jeg klaprede rundt, travl og glad som et stort barn midt i en sjov leg.
Oversygeplejersken svævede bag det hele, skævt smilende, opmuntrende og altid parat med nye opgaver, som fx at stå og holde metalbakken med sakse, klemmer og tænger for hende, mens hun skiftede forbindinger eller gaze i de dybe liggesår, at skubbe rene stiklagner på plads, at give støttestrømper på, ryste puderne rigtigt diagonalt fra hjørne til hjørne… Men hvis der var sket et alvorligt uheld, hvis der rent ud sagt lugtede så meget af lort, at jeg blev bleg om næbbet, så bad hun mig løbe ned på lageret efter et par rene bleer og give mig god tid til det, mens hun lige ordnede miseren − af hensyn til beboerens blufærdighed, som hun bemærkede.
Det var også på lageret, jeg blev beordret hen og lægge små gazekompres sammen i en time eller mere, hvis lægen og kort efter rustvognen blev tilkaldt, og en af vore beboere stilfærdigt blev kørt væk. Det skete to-tre gange, mens jeg var der, og i så fald lod oversygeplejersken mig ikke engang komme i nærheden af begivenhederne.
De andre ansatte, sygeplejersker og assistenter, tog mig også med til opgaver og lærte mig meget, som jeg har nytte af den dag i dag, og vi tilbragte alle den store eftermiddagskaffepause sammen omkring det ovale spisebord på personalestuen, hvor ingen af damerne sparede på hverken småkager, wienerbrød eller mundtøj.
En dag faldt snakken omkring kaffebordet på fødsler. Det var modne kvinder, som alle havde født en eller flere gange, og de kendte derudover også til de mest sindsoprivende historier om revner, misdannelser og langstrakte forløb… Da trådte oversygeplejersken ind, satte sig på sin plads ved bordenden, lyttede et kort øjeblik og så, idet hun omhyggeligt undgik at se på mig, den eneste unge i lokalet, sagde hun bestemt: − At føde! Det er som at smutte mandler! Og hendes blik bordet rundt betød, at man straks fandt på noget andet at tale om.