Jeg har nået en alder, hvor jeg sidder og råber ad nyhedsværterne, når de bruger for mange floskler og begår sprogfejl.
Når de siger ’i forhold til’, ’danne ramme om’ og ’fokus på’, når de ikke kan skelne mellem ’sin’ og ’hans’, mellem ’ligge’ og ’lægge’, når de kun kan anvende nutidsformer af verberne, og når de bruger talemåder og biord i flæng uden hensyn til sprogets tradition. – Og så har jeg slet ikke nævnt alle de dårligt fordanskede, engelske udtryk, som florerer og gør dansk fattigere. – Jeg har tidligere skrevet om dette med mange eksempler og påpeget, hvordan vores uddannelsessystem er under sammenbrud pga. uvidenhed, sjusk og overbærenhed med sjusk.
I alle andre lande regnes sprogfejl for at være alvorlige. Man gør meget ud af undervisning og korrektur, før skrift kommer ud til andre. En hel virksomhed kan få et dårligt ry på grund af en stavefejl.
I Danmark er det i disse år ikke spor flovt at begå sprogfejl, det er nærmest lidt sejt, et tegn på afslappet stil, hvorimod det regnes for yderst pinligt at påpege dem. – Jeg er helt holdt op med at købe danske bøger, læser næsten alt på engelsk, for danske forlæggere kan ikke ofre en sprogkyndig korrekturlæser, men tager gerne mange hundrede kroner for en omgang amatøragtigt bavl. Og anmelderne i de store dagblade fanger ikke disse misfostre; som næsten alle andre har de resigneret. Man vænner sig til dårligt sprog, som man vænner sig til dårlig luft.
Ikke desto mindre vil jeg fremture:
Det nyeste skred i talesproget er talangivelsen million og milliard. I flertal millioner og milliarder. Det er blevet almindeligt ved angivelser af tal under to millioner eller to milliarder at sige fx 1, 2 millioner eller 1,6 milliarder, hvilket er unøjagtigt, for der er kun en enkelt. Vi skal op over to for at kunne bruge flertalsformen. Ligeledes har mængdeangivelsen normalt lagt sig til det sidste tal, således at fx 2 ½ million ikke blev til 2 ½ millioner, fordi en halv er ental. Sådan lærte vi det førhen, og det er naturligvis en petitesse, men hvis vi ikke kender sprogets faste former, ikke kan skelne mellem en hel og en halv, en eller to, så glider kommunikationen og skaber misforståelser, som i værste fald kan få alvorlige følger, fx i videnskabelig, juridisk eller teknisk sprogbrug, hvor nuancer er vigtige.
At man nu også skriver en-komma-et-eller-andet milliarder kroner i en stor avis, Politiken d. 5. 5. -17, er tegn på et større skred, uden tvivl en påvirkning fra engelsk, som alle danskere jo, i modsætning til dansk, er virkelig gode til.
Vi har forsømt at lære vore børn sproget. Vi har mistet to-tre generationer sprogligt ved at nedsætte kravene til både lærere og elever, plus til alle dem, der bruger sprog i det offentlige rum, herunder i høj grad journalister og forfattere.
Min veninde, læreren, fortæller, at hendes unge skoleleder sender sprogligt fejlbehæftede og ubehjælpsomme meddelelser ud til skolens forældre. Han kan hverken stave eller sætte komma, og som sine elever løber han sur i gængse talemåder, verbets bøjninger og alle biordene. En ældre lærer, der forsøgte at få lov til at rette meddelelserne, inden de kom uden for skolen, blev mobbet ud af lærerkollegiet.
– Ville du sætte dit barn i en folkeskole, hvor skolelederen ikke beherskede sproget? – Og hvor alle tilsyneladende var ligeglade? – Jeg ville ikke. Et godt sprog viser, at en person er kompetent. Sprogbeherskelse giver indtryk af dannelse og omhu og letter vejen til gode uddannelser og omgangen med andre mennesker.
Mens vi har travlt med at kanonisere ’danske værdier’, heriblandt sproget, så sælger vi – af uvidenhed, af udannethed, af dumhed – ud af arvesølvet i fuld offentlighed. Giver køb. Både på de danske tv-kanaler og i store aviser med – må man formode – uddannede journalister.
Vi er ved at miste evnen til at tale sammen, og til at forstå hinanden og de finere nuancer i sproget, hvilket hurtigt kunne vise sig at medføre større tab end de rent sproglige.
Sproget er grundlaget for tænkning; sprogfattige kan ikke tænke stringent.
Hvem har interesse i at skære ned på uddannelser og krav og fordumme lærere og elever, så befolkningen ikke engang kan skelne mellem ental og flertal?