Det var mange år siden, jeg sidst havde været i zoologisk have i Aalborg, og både barnebarnet og jeg glædede os til et besøg her i vinterferien. Hun fik en rigtig god tur ud af det, men hun elsker også at klatre. Jeg, derimod, fik et mindre chok: Hvor er alle de store plæner? Gamle træer? Søen med svaner og ænder?
Det er alt sammen omdannet til en enorm skrammellegeplads! Både på jorden og i træer og oven over rovdyrburene er der træstammer, træhytter, hængebroer og klatrestativer. De underligt skæve konstruktioner er overalt! – I februarsolen ligner den zoologiske have en mudret, falmet og afskallende skrammellegeplads fra 70’erne.
Det begynder ved indgangen, hvor man ledes igennem en uordentlig souvenirbiks med dynger af importeret plasticragelse.
Så kommer man ud på den anden side til plastichegn, dårlige og uens belægninger, grimme skilte og en flisegang langs ældgamle, rustne fuglebure, der ligner noget fra industrialiseringens første tid.
Der er betonkonstruktioner, der skal ligne klipper, til aber, isbjørne, pingviner, søløver og rovdyr, men burene henligger i et frysende mørke, er algebegroede, og de få synlige dyr virker understimulerede og triste.
Både giraffer og elefanter har stinkende huse og alt for lidt plads. – Jeg husker tydeligt, da de unge, afrikanske elefanter ankom til Aalborg Zoo i midtfirserne. Da var deres anlæg nyt, og dyrene en sensation. Dyrepasserne gik tur med dem gennem haven hver morgen. Nu – 30 år efter – ser det ikke ud til, at elefanterne er vokset den mindste smule. – De er stadig små, tynde, særdeles rynkede og står og vugger stereotypt med knækkede stødtænder.
Så har man opført en kunstig ’afrikanerlandsby’ til zebraer m.m. – Hvis jeg var afrikaner på besøg, ville jeg føle mig pinligt berørt.
Alt i alt er Aalborg Zoo blevet en deprimerende affære … Dyrene ser ikke ud til at trives, og man må have glemt at konsultere arkitekter, da man begyndte at klaske alle de kulørte legepladser og scener op.
Tiden er for længst løbet fra forestillingen om, at man kan udstille eksotiske dyr fra varme lande i små betonbure for underholdningens skyld. – Også selv om man har avlsprogrammer og ser sig selv som både naturbevarere og formidlere. En klar februardag falder alle de fine ord ned på den mudrede jord i de forsømte anlæg og gør os alle til skamme.
Et så gammeldags zoo-koncept styrker ikke børns naturforståelse, men er med til at fremmedgøre dem for dyr og natur.
Man burde tage konsekvensen af alle de uskønne klatrestativer, blande de sarte og intelligente, vilde dyr udenom og lade sig nøje med en legeplads for byens børn.
Domesticerede dyr, et par malkekøer, rideponyer, grise, høns, klappegeder og kælekaniner ville være underholdning nok. Ansæt nogle dygtige landmænd og formidlere. Og lad ungerne spise is, slikkepinde, pølser, købe plasticsouvenirs og klatre, kravle, se, røre, klappe og ride, så meget de lyster.
Så kan orangutanger, afrikanske elefanter, chimpanser, løver, tigere m.m. komme bedre steder hen, fx i store safariparker, gerne tæt på deres hjemlande, hvor klimaet passer dem, og hvor man har plads og ekspertise til at tage sig af dem. Men det vigtigste bør være, at de fremvises på deres egne betingelser og med værdigheden i behold.
Truede dyr skal ikke være triste gidsler midt i et desperat pengehungrende legeland med plasticsouvenirssupermarked, fastelavnsarrangementer og ’Underholdning på Zoofari-scenen med Onkel Reje’. – Og de skal ikke dræbes og obduceres for øjnene af storbyens naturfremmede børn for at skæppe mere i pengekasserne.
Her kunne man passende begynde med at lade ungerne se en ko blive malket, en gris blive slagtet, prøve, om de kunne klare sig på den plads, man tildeler en høne osv.
For nogle år siden var vi vidner til, at en stresset tigermor ustandseligt flyttede rundt på sin lille unge og ikke kunne finde ro for nysgerrige børn noget sted i sit bur.