Vi undrer os måske over den udbredte vold, mobning og seksuelle overgreb, der sker blandt børn i vores folkeskoler. Og over den rå tone, der ofte hersker blandt børn og unge og fra børn – og sommetider også deres forældre – rettet mod lærerne.
Eller mod de politikere, der er valgt til at redde vores velfærdssamfund godt igennem epidemier, konflikter, økonomiske problemer:
TV2 14.9.22 – ”Hun må og skal aflives!” – Sådan diskuterer voksne mennesker uenigheder her i internet- og mobilalderen.
Eller endda rettet mod forskere og professorer, som man påstår sig uenige med!
”Michael Svarer er formand for den ekspertgruppe, som er kommet med forslag til en CO₂-afgift på landbruget. Onsdag var han derfor inviteret med som gæst til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrugs generalforsamling.
Her måtte Michael Svarer finde sig i personangreb, som han fandt ubehagelige, hvilket han fortalte om til DR og Berlingske bagefter.
– Deciderede personangreb
På generalforsamlingen sagde landmanden Holger Iversen fra Als ifølge Berlingske blandt andet følgende til Michael Svarer:
– Inden du kom, sad vi og snakkede om, at du egentlig er modig. Havde det nu været 1824, så havde vi i formiddag været ved at bygge en galge ude bagved og havde hængt budbringeren. Vær glad ved, at det hedder 2024.”
TV2 2.3.24
Tonen er blevet forfærdende rå: Politikere, kassedamer, forskere, nabokoner, folk, der ytrer sig offentligt, svines til på hårrejsende vis. Og et uforståeligt had bobler og syder i kommentarspor og i medier, ikke kun de sociale. *
Der er, tror jeg, mindst tre grunde til forråelsen:
Alle mennesker fra seks-syvårige og op har deres egne telefoner med uhindret adgang døgnet rundt til tabubrydende kulturprodukter, You-Tubere, Tik Tok, og derudover en kloak af menneskelige sex- og voldsfantasier, had-ytringer, virkelige overgreb, tortur og mord, som navnlig drenge føler sig tiltrukket af. – Vi præges af og desensibiliseres imod grænseoverskridende, ækle voldsomheder.
Alle voksne og forældre har travlt med arbejde, interesser, venner og deres egne mobiltelefoner de fleste af døgnets vågne timer, så små og sårbare børn overlades til sig selv og deres egne smartphones og til at danne usunde fællesskaber ganske som drengeflokken i William Goldings berømte roman ’Fluernes Herre’.
Vi har sparet på institutioner og skoler i en grad, så lokaler, lærere og principper er eroderet hurtigt, og børnene – igen – overlades til at danne deres egne hierarkier og får mulighed for at afreagere forladthedsfølelser, ulykkeligheder og angst på hinanden.
‘William Gerard Golding var en engelsk forfatter. Golding skrev blandt andet den samfundsafspejlende roman Fluernes Herre i 1954, som handler om en flok drenge på 6 til 13 år, der strander på en øde ø. I 1983 modtog han nobelprisen for sit mesterværk.’ Wikipedia
Igen igen er der debat om børns brug af skærme … I skolen, i hjemmet, på tur, altid er de på de tidsrøvende elektroniske medier, for det er en del af det sociale fællesskab, når man er ung i dag.
Det synes jo indlysende, at voksne må prøve at sætte rammer for det futile tidsforbrug og lære børn og unge, at det er ok at kede sig, at være alene, at læse en bog eller en avis, at konversere andre mennesker, at finde på en leg, et spil, at tænke, kort sagt, at være til stede i nuet, alene eller sammen med andre.
Men hvem skal rette på de voksne?
I dag kan man snakke med sine venner, sende dem en flod af sms’er, købe ind, se film og serier, lytte til podcasts, krimier, nyheder, tjekke sociale medier, Aula eller arbejdsmails, ordne tidsbestillinger, aftaler, ajourføre huskesedler, lægge en rute, holde øje med, hvor andre er henne, og meget, meget mere, alt sammen mens man er på farten. Kun de færreste afsætter en time morgen eller aften til det, men klarer det hele, lige når impulsen, sms’en eller opringningen, bip-lyden, kedsomheden eller behovet melder sig.
I bussen sidder en ung mor over for sin ca. femårige datter, og de siger ikke et ord til hinanden på hele turen. Moderen sidder med næsen i sin mobil, datteren kigger ud ad vinduet, og hun mister her en lejlighed til at skabe bånd til sin mor, til at høre og tale dansk og til at lære om det, de kører forbi.
Ved udgangen står en ung mand og spærrer alt for alle andre med sine brede skuldre, mens han højlydt diskuterer med nogen i sin mobiltelefon og har mistet fornemmelsen af tid og sted, og hvad der sømmer sig, når man befinder sig i det offentlige rum. Jeg forsøger at sige, at jeg skal af. Bag mig står to-tre andre, der også skal af her, og til sidst må jeg tage ham om skuldrene og blidt forsøge at fjerne ham fra rejsekortmaskinen og døren.
På fortovet går en ung mor med AirPods i ørerne og er fjern i ansigtet, mens hun skubber en klapvogn med en ca. toårig, som er anbragt, så han ikke kan se sin mor, men kun kan kigge fremad, lige ind i folks lår og bagdele. – Heller ikke han får lært sit modersmål ved denne lejlighed, og han får heller ikke et beroligende smil eller ord, hvis han ser noget, der bekymrer ham. Han er anbragt i et isoleret, fremadvendt rum, hvor han ikke kan forstyrre sin mors vigtige lytteoplevelse.
En far i supermarkedet har sin baby i en sele og konen eller kæresten i mobilen, så han kan modtage direktiver, mens han fylder indkøbsvognen. Baby dingler akavet med ryggen til far, og i stedet for tryghed ved fars kropsvarme, hænger den lille forsvarsløst udsat for de mange indtryk, larm og andre mennesker, som fars færden fører dem ind i.
På cykelstien kommer en anden far susende på én af de der smarte, elektriske varecykler, hvor man putter to-tre børn ned i en lukket kasse, så man selv kan sidde og snakke i mobil i fred, mens man fragter dem som postpakker eller købmandsvarer hen til institutionen og tilbage igen.
I et lille skovstykke går en ung dame med to hunde i snor. Hundene trækker og snuser og er ved at vælte alt og alle i deres ivrighed efter at fornemme verden på deres korte luftetur. Men deres ejer er opslugt af lyden, musik, tale, historier, i sit smarte, orange headset, hun styrer dem ikke, deler ikke deres begejstring og er tabt for alle kontaktforsøg.
I busskuret står en ung mand og taler med sig selv. Han slår ud med armene og råber vredt … Før i tiden ville vi have ringet efter den blå vogn*, hvis vi så nogen stå og tale opbragt med sig selv. I mobiltelefonalderen er det dog et helt almindeligt syn, og ingen løfter et øjenbryn af den grund. Alle opfører sig som galninge.
Hjemme gør mor rent og vasker tøj, mens hun lytter til en krimi.
Far slår græsset eller vasker bil og lytter til sportsnyhederne.
Ungerne sidder med hvert deres apparat, PlayStation, mobil og tv-skærm. – Midt på dagen.
De elektroniske medier er virkelig smarte, også jeg bruger dem meget. Men jeg voksede op i en anden tid, så jeg kan godt lægge dem til side uden at gå i panik, når jeg færdes i det offentlige rum, når jeg er sammen med andre mennesker, når jeg skal koncentrere mig om noget, eller når jeg bare vil nyde foråret, fuglene og stilheden.
* for unge, der måske ikke kender begrebet:
den blå vogn
blåmalet vogn som sindssyge personer blev hentet i
De har lige været her med den blå vogn og hentet ham. Findsen, den magre gymnastiklærer HeHøjl89
Det lyder skørt, men dyr taler til mig. – Nej, de taler selvfølgelig ikke, det handler om kropssprog. De kigger på mig og telepaterer med øjnene det, de ønsker, jeg skal vide. Fx venlighed, nysgerrighed, frygt, sult, undren, aggression, smerter, legelyst … Det gør børn og andre mennesker også sommetider.
Det begyndte, da jeg var lille. I min familie var jeg hende, der havde et øje på alles velbefindende, ellers kunne Helvede – efter min korte erfaring – bryde løs. Det gjorde det nu ofte alligevel, men efterhånden som jeg voksede op, lærte jeg at gribe ind i tide eller at komme af vejen, og endnu senere at begrænse min omgang til mennesker, der ikke misbrugte andre til egen bekvemmelighed.
I omgangen med min familie, familiens gamle hund, kattekillinger, haven med sødt duftende roser i rækker, jordbær og gamle æbletræer, hundene på vejen, kattene ude omkring, bier, brumbasser, myrer, sommerfugle, snegle, solsorte, venner, legekammerater, skolelærere m.fl., lærte jeg i mine allerførste leveår, at vi alle var en del af samme helhed, vi med to ben, dem med flere eller færre ben, dem med finner, vinger eller rødder.
Ca. 1959
Da jeg fik min egen cykel, opsøgte jeg de omkringliggende gårde og fik hurtigt i en alder af knap 10 år overladt ansvaret for de nyfødte kalve og smågrise på en pænt stor gård. Hver dag efter skoletid og i weekenderne deltog jeg i pasningen af de 26 røde malkekøer, 2 – 4 jerseykøer, 6 – 8 søer med tilhørende grise, et par arbejdsheste, en flok høns, får og en del halvvilde katte med deres killinger. – Der var nok at tage sig af.
Og 10-årige piger er fænomenale til små dyr. Mine kalve og smågrise trivedes overmåde. Kalvene brægede jo efter deres mor, men så kunne man give dem sin hånd at sutte på, mens man kløede dem bag ørerne og hen over ryggen med den anden. Sådan en spædkalv kunne suge alt blodet ud i de yderste fingerspidser. Derfra, og så til at sænke hånden ned i en spand nymalket råmælk, som kalven på denne måde kunne lære at suge op, var der ikke langt. En lille kalvepasser kunne selvfølgelig også malke en ko på ingen tid. Hjælpe med at trække en kalv, der vendte forkert, ud af moderen i takt med hendes anstrengte veer. Og holde styr på hvilke kalve, der skulle have hvilken mælk. Og hvornår man kunne gå over til vand med kalveblanding og senere til mejeriets skummetmælk, som vi fik retur i store junger til både svinefoder og kalvedrik. Kalvene stortrivedes, og begrebet ’taberkøer’ kendte vi ikke. Alle vores køer var runde og rare og fik taget individuelle hensyn, hvis de havde brug for det. Fodermesteren og jeg var om dem, og om aftenen, når der var muget ud, aftenmalkningen var overstået, kalvene havde fået, hvad de skulle have, og der var ryddet op, vasket spande og junger af og strøet frisk sand ud over staldgulvet, så stod fodermesteren og jeg en rolig stund og gumlede på hvert vores halmstrå og småsludrede om dyrene, mens vi nød den veltilpasse ro og gumlen fra alle båse og bokse, før vi slukkede lyset, ønskede hinanden godaften og gik hver til sit.
Vi mistede heller ikke mange smågrise, hvis soen skulle fare på en skolefridag, og jeg var med i stalden, sommetider natten over. At snuppe sådan en lille slap og bleg fyr og gnide den varm og lyserød med en visk halm var lige noget for mig. Hver eneste levende gris føltes som en personlig sejr. Og jeg var ferm til at redde de små, når soen følte trang til at vende sig, eller hvis hun ville gnaske mere end blot den blodige moderkage og navlestrengen i sig.
Når dyrlægen kom og kastrerede smågrisene eller jog et spyd i maven på kalven med trommesyge, som den havde fået af en dynge gæret, fugtigt forårsgræs, som fodermesteren havde smidt ind til den, var jeg hende, der holdt kalv eller gris, og som desinficerede sårene bagefter. Dyrlægen belønnede mig med en pebermyntepastil, der havde ligget længe i hans uldne lommer.
Ca. 1958
At kunne kommunikere med dyr, at kunne fornemme hvordan de har det, kom mig til nytte, da jeg red og navnlig, da jeg som 12-13-årig blev betroet at ride en ung plag til. Efter et par ture i græsset kom vi overens, og hesten og jeg begav os ud på utallige, timelange ekspeditioner ud over vidderne, langs fjorden eller ind igennem skoven.
Hunde og hundetræning faldt mig også let, ligesom hønsehold, havebrug og omsorg for potteplanter, og tiden med mit eget lille barn var som én lang og lykkelig kommunikation på et sprog, som jeg allerede mestrede.
Andre mennesker har det dog med at fylde. De snakker og forventer og breder sig, og jeg opfatter sommetider alt for meget, som jeg ikke har lyst til at vide eller reagere på, men som jeg har svært ved at lukke ude.
Det vilde kragepar kan sidde i egetræet på en gren lige over mit hoved og kigge på mig med hovedet let på skrå og spørge, om det mon er tid til en godbid? Men de gør det altid høfligt, uden at presse sig på.
Og de gamle potteplanter skriger ikke op, hvis de mangler vand eller andet. De forsøger bare så diskret som muligt ved at hænge lidt med bladene at gøre mig opmærksom på problemet.
Men efter et længere samvær med snakkende mennesker har jeg brug for mindst en, gerne to, dage, hvor jeg går lidt alene med mig selv. Og nøjes med at lytte til dyr og planter.
– skulle vi ikke omgås de moderne, psykiatriske diagnoser med større forsigtighed?Måske endda indrette samfundet til mennesker og ikke forsøge at tilpasse mennesker til en sommetider umenneskelig samfundsindretning?
Aldrig har et samfund opretholdt så meget ensrettethed, som vi ser det praktiseret i vores del af verden i dag. Vi skal ALLE med vold og magt i dagpleje, vuggestue, børnehave, skole, gymnasium og helst også på universitetet, hvor vi færdes i store flokke af jævnaldrende med kun sparsom voksenkontakt. Vi skal, fra vi er helt små og sendes alene ud i verden, konkurrere med horder af andre børn om pædagogen, læreren, forældrenes opmærksomhed, om de gode karakterer, om at være blandt de mest populære … og det er hårdt for en étårig, men sandelig også for en 17-årig. Vi skal alle som én arbejde, til vi dør, og mens vi afventer dødens indtræden, forventes det, at vi døgnet rundt helhjertet og uophørligt deltager i det larmende, pulserende, endeløst drivende, sociale liv. Også på nettet. Også selv om timer på sociale medier eller en hel eftermiddag på en café med smalltalk kunne føles som spild af tid, og at en lang nat med druk og flirt eller en konstant strøm af selfie-uploades, måske endda fra de nedre regioner, forekommer én grænseoverskridende.
Vi skal alle rette ind! Der er ikke plads til forskelligheder! – Er det underligt, at unge mistrives?
Aldrig har et samfund udtænkt så mange psykiatriske diagnoser, mange af dem benævnt ved kombinationer af store bogstaver: ADHD, ADD, OCD, PTSD, men også fobier, anoreksi, angst, selvskade, depression, autisme, karakterafvigelse, personlighedsforstyrrelse, narcissisme, psykopati, borderline m.fl. plus alle de spændende kombinationer. – Ikke mange slipper igennem skoletiden uden at få hæftet en eller anden stigmatiserende etiket på sig.
Men hvad nu, hvis disse diagnosestemplede børn ikke var fejlbehæftede individer, men blot havde en divergerende personlighedssammensætning, en anden hjernestruktur end den, der passer ind i den moderne verden, som den ser ud lige nu?
Hvad nu, hvis en stor del af disse børn havde evner, som fx større selvindsigt, kropsbevidsthed, følsomhed, musikalitet, visualitet, sanselighed, observationsevne, tænkeevne, evne til at se nye mønstre, perspektiver eller muligheder, opmærksomhed på detaljer, opfindertrang, nysgerrighed, indlevelse, fantasi, kombinationsevne, matematiske og sproglige evner, måske endda en større hjernekapacitet? – Og vi så ødelagde dem med for tidlig aflevering, for meget larm, umulige krav, nederlag, daglige angstprovokerende situationer, dårlig undervisning, billigt plastic, tåbelige kulturprodukter og evindeligt spild af tid? I årevis?
Hvad nu, hvis vi forkrøbler og psykisk lemlæster en masse børn og unge alt for tidligt, så vi ikke senere får gavn af netop deres styrker? – Så får vi et meget fattigt samfund!
Det er ikke mange år siden, man kunne slippe af sted med at diagnosticere kvinder som hysteriske. Hysteri var en frit opfunden diagnose, ordet kommer fra det græske ord for livmoder, hysteraos, og blev brugt imod kvinder. Både når de opførte sig alt for ’kvindeligt’, var for følsomme, deprimerede, for pivede, pjevsede, lillepigede, overbeskyttende, og når de ikke opførte sig ’kvindeligt’, dvs. moderligt, omsorgsfuldt, blidt, tjenende og føjeligt, hvilket var de egenskaber, man gerne så i kvinder. Selvstændighed, initiativ, seksualitet, oplevelsestrang, begavelse og hyppige sammenbrud eller raserianfald, pga. manglende evne til at udholde livet som indespærret kvinde, skulle for alt i verden skulle holdes nede, væk, undertrykkes!
Før i tiden kunne man diagnosticere begavede kvinder, der ville læse, skrive, undervise, opfinde, komponere, male, bygge broer, bevæge sig frit, have en uddannelse og måske ovenikøbet et job, som hysteriske, og man indlagde dem på sindssygehospitaler, hvor de blev spulet med koldt vand morgen og aften og pakket ind i våde lagner og medicineret eller fik elektrochok, indtil de gav op og opførte sig ’normalt’. – Først, da vi tillod kvinder at deltage i samfundslivet, uddannede dem og gav dem lov til at arbejde, blev vi så rige, at vi kunne bygge velfærdssamfund, og vi begyndte at lære at rumme, at kvindelighed og mandlighed kunne være mange forskellige ting.
Det er heller ikke længe siden, at homoseksuelle blev anset for syge og stod opført under ’perversiteter’ i de psykiatriske diagnoselister, og samfundet har ikke taget skade af at acceptere folk med en divergerende romantisk og seksuel indstilling, så de kunne bidrage positivt til helheden, tværtimod.
Vi skal i højere grad lære at rumme mange forskellige slags mennesker. Mangfoldighed er en gave og en styrke, og vi skal ikke diagnosticere og udrense, men acceptere og inkludere individer af alle slags for at kunne drage nytte af deres specielle evner og syn på verden.
Inklusion betyder IKKE at give fx et barn med autistiske træk en støttepædagog i to timer ugentligt nede i det bagerste hjørne af en larmende skoleklasse med 25 elever eller flere.
Eller at flytte ham/hende over i en specialklasse med hylende sprogløse og omkringfarende hyperaktive.
Eller at tillade klasselæreren at straffe ham eller hende med udvisning og udelukkelse, fordi ingen kan koncentrere sig om klasseundervisning, når der foregår et sansemæssigt sammenbrud nede på bagerste række.
Fra vi er helt små, har vi alle krav på omgivelser, der ikke gør os bange eller utrygge, der ikke stiller umulige krav til os, der ikke overvælder os med høje lyde, omkringfaren og andre belastende indtryk, og som møder os med accept, forståelse og varme følelser, så vi kan vokse op som glade og produktive, hele mennesker. Det er vel indlysende?
Vi er nødt til at se i øjnene, at verden ikke har nået fuldkommenheden endnu. Vi er ikke ankommet til den bedste af alle verdener. Vores begreber og bevidsthed er stadig under dannelse og udvikling. Og vi må sommetider revurdere vores viden og praksis, så det hele er i overensstemmelse med den virkelighed, mange af os oplever hver dag.
Det er fx først for nylig, at vi er begyndt at genkende træk af ADHD og autisme i piger[1]. – Førhen var det de vilde drenge, der påkaldte sig opmærksomheden, fordi de forstyrrede. Eller de alt for stille og følsomme drenge, der ikke kunne tåle støj og vilde lege. Disse drenge blev alle studeret, og diagnoserne blev udformet med udgangspunkt i dem. – En stille pige, der ikke fór rundt som en skræmt abe i et træ, men bare imploderede lydløst på sin plads i klassen, var en nem elev, for hun levede jo op til alle vores forventninger til, hvordan en rigtig pige skulle være. Man måtte opfinde helt nye diagnoser, fx ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet, til disse nemme, stille piger.
Men hvad nu, hvis disse nye diagnoser blot udskiller individer, der ikke passer ind i det moderne institutions-, skole-, lønarbejds- og øvrige samfundssystem? Hvad nu, hvis en del af de mest iøjnefaldende symptomer, angst, depression, udmattelse, selvskade, nervøsitet, spiseforstyrrelser, druk og stofmisbrug, blot er naturlige reaktioner på et unaturligt miljø? Hvad nu, hvis vi mister en masse talent og intelligens ved at påføre så mange børn og unge fejlstempler og endeløse rækker af nederlag alt for tidligt? Hvad nu, hvis en betragtelig del af en årgang bare ikke kan tåle tidlig adskillelse fra de primære omsorgspersoner, at blive efterladt til pasning hos fremmede, at befinde sig 8 – 10 timer dagligt i bunkeopbevaringsinstitutioner og overfyldte skoler i uudholdeligt rod, støj og en masse ballade? Hvad nu, hvis en diagnose af et barn eller en ung i mange tilfælde var alt for voldsom, overdreven og langt mere hensigtsmæssigt kunne erstattes af nogle påviselige træk? Fx dårlig koncentrationsevne eller modsat en usædvanlig evne til at fokusere, sensibilitet, høj IQ eller en sjældent god hukommelse? Kunne man ikke begynde at tale om personlighedstræk i stedet for nagelfaste diagnoser? Og så diagnosticere den herskende, ekskluderende og sygdomsfremkaldende samfundsorden i stedet?
Den amerikanske professor, Temple Grandin, er selverkendt, højtfungerende autist. Hun har en doktorgrad i dyrevidenskab og er ansat ved Colorado State University, men hun har navnlig i offentligheden gjort sig bemærket for sit arbejde for forståelse af autismen. Hun har skrevet om autisme, en af hendes bøger er filmatiseret, og hun har en tankevækkende TED Talk om autisme – ’Verden har brug for alle slags hjerner’[2], hvor hun starter med at sige: Det er et kontinuum! – Dvs. at mange af de nye, psykiatriske diagnoser efter hendes opfattelse ikke skal ses som absolutte, men som trin på en skala.
Man kunne tilføje: Normal findes ikke!
Opfattelsen af normalitet er ikke reel. Vi stræber efter normalitet. Vi forestiller os en slags normalitet. Vi er udstyret med en trang til at ligne alle de andre – på hver vores helt egen, unikke måde, bevares … – Men begrebet normalitet/normal er en konstruktion. De fleste af os ligger lige omkring skiven. Men der er tale om et gennemsnit. Nogle befinder sig langt uden for normalitetsskiven, nogle lidt tættere på, uden at vi af den grund er mærkelige eller mindreværdige. Vi er alle en del af det menneskelige genom og de menneskelige fremtrædelsesformer i al deres frugtbare diversitet.
Diagnoser kan være nyttige, når vi skal kunne tænke på og snakke om forskellige måder at være menneske på. Men selve ordet ’diagnose’[3], som er hentet fra de velundersøgte fysiske sygdomme, kan virke stigmatiserende, udskillende. Jeg ville i mange tilfælde foretrække ordet ’karaktertræk’ eller blot ’træk’, som vi kan have flere eller færre af i vores overvejende genetisk betingede personlighed.
På ’Psykiatrifondens’ hjemmeside – de oplyser selv, at de er ’en privat sygdomsbekæmpende organisation’ – finder man, hvis vi igen skal tage autismebegrebet som eksempel, autistiske træk omtalt som ’sygdommen’ og ’en livslang gennemgribende udviklingsforstyrrelse’[4] . Forestil dig at være en ung pige med autistiske træk eller en forælder, som prøver at finde ud af mere om sin egen eller sit barns diagnose, som rammer denne side og denne sprogbrug? – Her viderekolporteres der ubestridelige ’diagnoser’ med skråsikre fremtidsforudsigelser og sygdomsbegreber, som ikke er spor fremmende for en sund selvfølelse og inklusion i samfundets fællesskaber. Men netop den holdning er måske gavnlig for en organisation, der lever af at samle penge ind til ’sygdomsbekæmpelse’?
Jeg har altid set på mennesker og deres forskelligheder, som om vi alle bestod af mosaikker af forskellige karaktertræk: Vi kunne være mere eller mindre maskuline/feminine, praktiske/upraktiske, fantasifulde, sociale, følsomme, observante, indelukkede, robuste, kreative, sportslige …. der er næsten uendelige muligheder. Vi er alle som glas med blandede bolsjer. Nogle har mange røde, gule eller sorte bolsjer i deres glas, men de ophører alligevel ikke med at være bolsjeglas/mennesker. Nogle har mange forskellige farver i sig. Nogle har overvejende grønne, hvilket kan gøre dem til mennesker med mange grønne træk, men de er alligevel mennesker.
Fx autismetræk kunne ses som hvide bolsjer, og autisme kunne så i lettere tilfælde, i stedet for at være en alvorlig, livslang sygdom, blot være grader af indadvendt/udadvendt og/eller følsomhed på en skala? – Som samfundet havde pligt til at tage hensyn til både i skole- og i arbejdslivet? Så slap vi også for at opfinde nye diagnoser, som fx ‘Aspergers’, til begavede mennesker, der tilfældigvis også rummede autistiske træk. En pakke blandede bolsjer ville aldrig blive markedsført som udelukkende hvide. Selvom man rummer visse træk af det ene eller det andet, har man ikke nødvendigvis HELE pakken. – Kun individer med næsten udelukkende ensfarvede bolsjer i deres personlighedsglas ville i så fald opleve alvorlige problemer og have brug for særlig støtte.
Autistiske sammenbrud kunne i mange tilfælde blot være overload, et sansenedbrud, en tvungen pause forårsaget af for mange stimuli og krav. En nedsmeltning af en sensibel personlighed, som har det svært med larm og uro, med manglende struktur og/eller med det sociale. En sådan person ville bruge alt for meget hjernekraft og energi på at få hverdagen i en ’normal’ daginstitution, folkeskole eller arbejdsplads til at fungere, på at forstå og tilpasse sig vilkår, der føles belastende. Nogle har brug for mere tid til at restituere end andre. – Indtil man lærer sig selv og sine egne grænser at kende, kan en stressperiode, tegn på depression, et nervesammenbrud, selvskade, spiseforstyrrelser, overvældende træthed eller et angstanfald tolkes som alvorlig, psykisk sygdom. Men en hverdag med ro og tid til eftertænksomhed kan i nogle tilfælde udgøre en næsten mirakuløs helbredelse. Helt uden kraftig kemi, indlæggelser, elektrochok og andre, middelalderlige foranstaltninger.
Hvis man anerkender, accepterer og tager de nødvendige skridt for at skærme et følsomt barn, mens det er helt lille, og ikke forsøger at tvinge det ud i et – for det – ødelæggende miljø, men indretter sig med mere rummelighed, så ville megen lidelse og bekymring kunne undgås. For vi er forskellige og har forskellige behov. Den ene personlighedstype er ikke bedre, og har ikke mere ret til at definere miljøet og andre menneskers psykiske status, end den anden.
Man anslår, at op mod 2-3 % eller mere af en given befolkning kan have autistiske træk i en grad, så det påvirker deres liv og muligheder i et moderne, hektisk samfund[5]. – Men mange, specielt kvinder, går under radaren, så tallet kan være langt højere. – Er vi parate til at udgrænse så stor en del af befolkningens menneskelige ressourcer? – Og det er bare én diagnose.
Hvor mange tusinde børn diagnosticeret med fx ADHD skal tage daglig hjernemedicin for at kunne indpasses i en dysfunktionel folkeskole- eller specialklasse med en dårligt uddannet, fortravlet lærer? – Måske skal vi bare acceptere, at der ikke findes en ’one size fits all’? Og forsøge at indrette os, så vi kan få alle med? Måske er der visse forældre, der bare skal gå hjemme hos deres små børn og lade den anden part om lønarbejdet? Måske skal vi oprette mange, nye institutioner og særskoler med små gruppestørrelser, ro og struktureret leg, hvile og undervisning med specialuddannet personale? Måske skal store hold, storrumskontorer og almindelig larm begrænses til dem, der kan tåle det?
I et stammesamfund eller i en landsby befolket af bønder, der fulgte naturens fredsommelige gang, ville mange af de mennesker, der i dag belemres med diagnoser, ikke skille sig uheldigt ud. Vi havde brug for den iltre og stærke unge mand, der drog ud på lange jagter eller byggede en ny kostald, fordi han havde trang til oplevelser og ikke kunne sidde stille. Pigen med de skarpe sanser, der ikke havde noget imod at være alene, kunne holde vagt eller sidde ved bålet og væve eller knytte fiskenet. Den stilfærdige, tænksomme dreng, der hyrdede køerne og fårene, og pigen, der opfostrede nyfødte lam og små søskende, mens deres familier havde andet at passe, ville også være værdifulde medlemmer af fællesskabet. Ligesom den gamle mand eller kone, der kunne huske og fremsige alle slægtens myter og fortællinger, og den fyr eller fyrinde, der opfandt hjulet eller udforskede nye territorier, var det. – Ingen kunne undværes, ingen var overflødige. Alle vandt ved at udnytte alle individers kompetencer.
Hvis ikke de mange bogstavkombinationer og de i dag udgrænsende diagnoser havde haft en overlevelsesmæssig fordel for hele menneskeheden op igennem vores historie, ville de vel for længst være forsvundet fra arvemassen? – Tænk på en Da Vinci, der sad og skrev alle sine tanker ned spejlvendt med venstre hånd – Hvordan ville han have klaret sig i en larmende folkeskoleklasse i dag? Eller en Van Gogh, der så verden og malede den som en visionær drøm, men som aldrig helt fandt ud af at omgås andre mennesker, og som var blottet for pengesans og vist kun fik solgt et enkelt maleri i hele sin egen levetid, men som bragte malerkunsten langt videre, end nogen før ham havde kunnet forestille sig. Vi har haft og har i dag højt begavede forskere, som knap kan snøre deres egne sko, men som bringer os alle fremad med deres banebrydende tanker.
Så vi har ikke råd, hverken menneskeligt eller økonomisk, til at lade så mange forskelligartede mennesker gå til spilde og blive knust i vores egne, umenneskelige systemer.
[3] Ordet diagnose kommer fra græsk: dia betyder ‘gennem’, og gnosis betyder ‘kundskab’. Diagnose henviser til, at man kan se gennem noget og få kundskab. I pædagogiske sammenhænge (børnehaver, skoler mv.) bruger man ofte begrebet diagnose om psykiatriske udviklingsforstyrrelser som for eksempel autisme og ADHD. https://faktalink.dk/titelliste/boern-og-diagnoser/baggrund-diagnoser
Når småbørn skal dekorere julekager med glasur, bliver det næsten altid svært at styre. I stedet for at købe dyre tuber kan man lave sin egen, solide glasurflaske fx af en tom sirupsflaske. Flormelis, et stænk citronsaft og meget lidt, lunkent vand røres sammen i en skål, til det har den rigtige konsistens, og hældes så med tragt over i den rengjorte sirupsflaske. Så har barnet styr på sagerne og kan glasurere af hjertens lyst …
Glasur bliver kridhvid, stenhård og holdbar, hvis man bruger (pasteuriserede) æggehvider i stedet for vand, men glasur med vand løber lettere i en børneflaske.
I øvrigt er kaffe godt til en smagfuld kakaoglasur, ½ flormelis ½ kakao røres ud i en smule stærk kaffe, men det er nok mest til valnødder og voksenkager.
Græskarformede boller til Halloween opnås let med en almindelig æbledeler dyppet i lidt mel og en stilk af vaskede solbærgrene eller grene fra et æbletræ. Brug din yndlingsbolleopskrift evt. med gulerods- eller græskarstrimler i.
Fugtige fødder i for tætte sko kan afhjælpes med et drys talkum i hver strømpe. – Talkum omkring skoens såler fra indersiden kan også forhindre, at den knirker.
Sørg for at komme ud og gå mindst ½ time hver dag. HVER dag. Og helst i dagslys midt på dagen og i et naturligt område, en park, en havnefront, en skov, en markvej, en strand. Det gør godt på mange måder. – Kierkegaard sagde, at så længe man går, så går det nok. – Tag din hund, et barn, en klapvogn, en ven eller din mor med, men gå også gerne alene; tankerne falder så godt på plads, når man går. – En tur hen ad Strøget eller rundt i et forretningscenter duer ikke; det stresser mere, end det gavner. – Og lad endelig mobilen ligge i lommen og tag ørepropperne ud! En gåtur eller havearbejde er ikke noget, der skal overstås, mens du lytter til noget andet. Det er det, der er selve dit liv!
Tag 10 µg D-vitamin sammen med et glas mælk eller en ostemad hver dag, hvis du ikke kan ligge ½ time med bar hud og solbade.
Rengøring systematik:
Ryd op! – Alle ting bor et sted og skal ryddes på plads/hænges op. Puder rystes. Blomstervand skiftes m.m.
Støv af! – Reoler, hylder, bøger, lamper, nips, billeder. Enten med en god, tør mikroklud eller med fjerkost el. lign.
Støvsug! – Så kommer det tunge maskineri frem og suger alt støvet op. Husk at skifte pose og filtre med jævne mellemrum.
Vask gulv! Så laver man en god spand gulvvand og tørrer først borde og vindueskarme af, mens vandet er rent. Derefter får gulvet en omgang.
Rengøring kan for størstedelens vedkommende klares med opvaskemiddel og eddike. Opvaskemiddel til gulve, paneler, borde, vægge, kontakter, døre og skabsfronter. Eddike til badekar og vaske. Jeg sprayer badekar, håndvask og toilet med 1 del eddike i 2 – 3 dele vand lidt før, jeg påbegynder rengøring, så fjernes lette kalkbelægninger og snavs nemt med en skuresvamp. Hvis der er meget kalk fx i badekarret, væder jeg et stykke køkkenrulle med ren eddike og lægger det ned over kalken en tid før rengøring, det opløser det værste. Til vinduer har jeg et specielt vinduesvaskemiddel, som er meget drøjt og ikke giver striber. Og så har jeg et billigt salmiakholdigt middel til sorte fingre på døre, karme, kontakter o.l. Kom en smule på en svamp og gnid de genstridige pletter af. – Ajax koster 20 – 30 kr. pr. liter, hvorimod fx REMA 1000’s rengøringsmiddel med salmiak, der gør akkurat det samme, koster under det halve.
Det betaler sig ofte at give hvert rum en grundig rengøring en eller to gange om året – afhængigt af trafikken/belastningen af rummet, antal børn, husdyr – specielt i de kroge, hvor man normalt ikke kommer: under reoler og sofaer, oven på skabe, bøger og lamper, inde i skabe og nede i skuffer – Sortér! Smid ud! – og vask gardiner, paneler, løse tæpper og måtter. Før i tiden talte man om forårsrengøringen, hvor alle tæpper og polstrede møbler blev slæbt ud og grundigt banket med en tæppebanker, mens trægulvene blev ferniserede. SÅ var der rent. Derudover gjorde man grundigt rent op til højtider, jul, påske, pinse og før større fester og sammenkomster, men i de tider havde man bl.a. kakkelovne, der svinede betydeligt mere end en radiator gør i dag, og ingen støvsugere.
Hvide striber på vasketøjet skyldes ofte for meget sæbe og for lave temperaturer. Vi vil alle sammen gerne spare og vasker på 30 grader, men en gang imellem skal maskinen skylles igennem. Så vask alle kludene på 75 grader og brug evt. et maskinrensemiddel, som kan fås som tabs, og rengør sæbeskål og gummikanterne fx en gang pr. måned. Og så kan det betale sig at læse om korrekt dosering af vaskemiddel på flasken/kartonen og følge instruktionerne.
Sår og hudafskrabninger heler hurtigt med et lag zinksalve. Desinficér først med klorhexidinspray.
Sur mave kan ofte afhjælpes ved indtag af to stykker tørt knækbrød.
En begyndende hovedpine kan sommetider stoppes med et til to glas vand.
Varm mælk, kamille- eller lindete har en naturligt beroligende virkning. Både til børn og voksne. Evt. med honning.
Køb stort ind, når varerne er billige. Brug fryser og hav et mindre lager af basisvarer, drikkevand på dunk eller flaske, wc-papir, tandpasta, sæbe, havregryn, mel, sukker, salt, pasta, ris, tørrede bønner, rosiner, nødder, kål, kartofler, frossent kød og grønt. Bestem menuen aftenen før, og lad frostvarer tø op i køleskabet. Mælk kan godt fryses i kartonen, så man har til en nødsituation – Det kan fløde ikke. Efter frysning kan en fløderest dog bruges til en sovs eller gryderet. Man kan også have et par liter UHT-mælk, langtidsholdbar mælk, stående. – Men tjek dit lager regelmæssigt, for selv UHT-mælk og pasta og makrel på dåse har en udløbsdato.
Lav mad og bag selv – hvis du på nogen måde kan. Så ved du, hvad der er i. Bag mange brød, rugbrød, kager eller boller ad gangen og frys ned. Franskbrød og boller bliver bedre, jo mere du rører dem eller ælter. Det giver bedre hævning. Gerne 5 min. i røremaskine eller mere. – Rugbrød mætter godt og er faktisk nemt at bage selv – find evt. Camilla Plums gode og velgennemprøvede opskrifter, og et friskbagt rugbrød er uovertruffent, når du fylder det med knækkede rugkerner og spiser det, mens skorpen er sprød. Et hjemmebagt rugbrød holder forbløffende længe i brødkassen, hvorimod hvidt brød hurtigt mugner. Tørt brød kan ristes og blive lækkert igen.
Også koldskål er bedst i den hjemmelavede version, om ikke for andet, så fordi man ved, hvad der er i. – Pisk 4 – 6 pasteuriserede æggeblommer med knap 100 g rørsukker og vanilje. Når det er hvidt og luftigt tilsættes 1 l økologisk kærnemælk og saft og fintrevet skal af en økocitron.
Lav gerne større portioner fx af gryderetter, lasagne, mos, suppe m.m. i weekenden og frys overskuddet ned i mindre portioner. Så har du altid mad parat. Tænk over næste dags måltider, når du rydder op og vasker op om aftenen, så kan du tage det fornødne ud af fryseren og skrive huskeseddel med det samme.
Når citronsaften er frossen, kan man hælde dem i en lille fryseboks.
Hvis du har for mange citroner, som du ikke når at få brugt, så pres saften og frys den ned i en isterningebakke. Så har du altid til en drink, en kande te, en sovs, en suppe, en marinade el. lign.
Hvis du har for mange æg, hvis du fx har høns, der lægger et æg hver om dagen, og naboerne heller ikke gider spise flere æg, så bag en masse lagkagebunde. Lagkagebunde er den bedste måde at konservere æg på, opdagede jeg, da jeg selv havde høns. Frk. Jensens opskrift kræver 8 æg, og man kunne jo bage dobbelt portion om nødvendigt. Med fryseren fuld af kagebunde, kan man altid lave en fødselsdagslagkage, en gang tiramisu, en springlagkage, en valnøddelagkage el. lign.
Jeg vil gerne slå et slag for gammeldags frugtgrød, som børn og børnebørn elsker. – Det er nemt, hvis man har rabarber, jordbær, stikkelsbær, hindbær, æbler, blommer eller andet i haven. Pluk og skyl frugten. Kog den op med lidt vand i bunden af gryden og små stykker af en vaniljestang – til rabarbergrød brugte min svenske farmor altid vaniljestykker og snittede mandler. Rør jævnligt. Det skal småkoge mellem 5 og 10 minutter afhængigt af frugten. Tilsæt sukker, smag dig frem. Når grøden har en passende, ikke alt for udkogt, konsistens, jævnes den med en til to spiseskefulde kartoffelmel udrørt i koldt vand – EFTER, at grøden er taget af varmen. – Kan fryses, eller frugt/bær fryses i sæsonen og laves til grød om vinteren. Spises med sødmælk.
Glasset kan let springe, hvis man hælder skoldvarm saft eller syltetøj i fx en glaskande eller i et syltetøjsglas. Det gamle husråd er at anbringe glasbeholderen på en stor klud i vasken og at lade den kolde hane løbe, så bunden af glasset afkøles af den våde klud, samtidig med at man hælder det varme i. Det virker (næsten) altid. Meget gamle og ofte brugte glas bliver lige som os andre skrøbeligere med alderen.
Hvis man skal hælde meget varme ting, fx gløgg eller te, op i serveringsglas, kan man sætte en ske i glasset først. Det skulle aflede varmen, så glasset ikke så let springer.
I ovn og komfur kan man ofte med fordel slukke for varmen fra 10 min. til ½ time før, maden er færdig, og lade den stå og simre færdig selv. Det er oplagt med grød, kogt kål, gryderetter, en steg eller et fad ovnmad. Evt. på allerlaveste blus.
Hver den første i en måned afkalker jeg kaffemaskine m.m., renser filteret på opvaskemaskinen, efterfylder med salt og afspændingsmiddel, tjekker vaskemaskinen og strygejernet for kalk. – Vores maskiner holder normalt meget længe med disse vaner. – Det kogende vand fra gennemskylningen af kaffemaskinen ryger direkte ned i køkkenvaskafløbet, som jeg først har hældt lidt opvaskemiddel og eddike i. Det holder normalt afløbet i god stand. – Vi aflæser også vores forbrug af el, varme og vand, fører det ind i et Excelark og vurderer, om forbruget stikker af, eller om det er sammenligneligt med samme måned i tidligere år.
”15-20 procent af al den mad, vi køber, ryger ud, og det er altså pænt mange penge, vi bare kaster i skraldespanden.”Politiken net, 25.3.2022
Med bare en smule fornuftig planlægning kan man nøjes med at købe ind én, max. to gange om ugen. – Det betaler sig altid at have æg, kartofler, kål, flåede tomater på dåse, god bacon, pølser og frosne grøntsager, så som ærter, bønner, broccoli, rosenkål, og gængse krydderier i huset, så man altid kan bikse noget sammen af rester.
Biksemad – den ultimative restemad: Min gamle veninde, Johanne, der var økonoma på en kostskole, lavede altid biksemad om fredagen af ugens rester, pålæg, kolde kartofler, pølser, bacon m.m. – Så blev der ryddet op i køleskabet. – Et par snittede løg ristes i olie og smør på en rummelig pande. Kolde, skiveskårne kartofler kommes i og ristes sprøde og brune sammen med evt. kødpålæg, kødrester, pølseskiver eller baconterninger. Rester af kål, ærter eller bønner kommes i og varmes med. Krydr med rosmarin, timian, salt og rigeligt sort peber. Serveres traditionelt med spejlæg og rødbeder til.
Æggekage af rester: Et par snittede løg, et fed findelt hvidløg, røget bacon, pølse eller røget svinekæbe i små terninger, skivede, kolde, kogte kartofler ristes i olivenolie og smør på panden. Drys lidt rosmarin over. – Pisk 4 – 6 æg med 1 – 1½ dl mælk, 1½ – 2 spsk. mel, salt og groft kværnet peber. Hæld æggeblandingen over det ristede på panden, tilsæt evt. lidt kogte broccolibuketter, blomkål, spidskål eller frosne ærter eller bønner, bare en lille håndfuld, læg låg over panden, skru blusset ned på det næstlaveste og lad det stå i 20 – 25 min., til overfladen er fast. Servér med friskklippet purløg over. – Rist gerne (gammelt, kedeligt, men IKKE muggent) rugbrød til. – Hvis der er en rest æggekage tilovers, kan den varmes på panden næste dag, på begge sider, så den bliver gennemvarm og sprød. Eller den kan puttes på rugbrød i madpakken.
Rester af pasta i ovn: Brug en rest kold pasta og kødsovs fra dagen før. Smør et ildfast fad med olivenolie. Læg kogt pasta i bunden. Hæld tomat- kødsovs over. Riv lidt mild skoleost øverst – gerne en kedelig rest, hvis du har – drys med oregano og paprika, og varm fadet i ovnen i mindst 40 min. ved 200°, eller til osten er smeltet og bobler brunt i kanten.
Brug et par dage om året på at koge suppe. – En suppehøne, kødfulde okseben, persillerod, gulerødder, pastinakker, selleri, porrer koges med. Grøntsagerne reddes op, før de er helt udkogte, og kødet pilles af skrog og ben. De første dage spises der hønsekødssuppe med kødet og grøntsagerne og evt. suppeboller. Børn elsker suppe. Resten af suppen fryses ned i små portioner, så der altid er til en gryderet, en pastasovs eller til en ny omgang genopfrisket suppe evt. med små, hjemmelavede suppeboller/minifrikadeller i.
Lav en stor portion små frikadeller ad gangen, form dem med en ske, steg dem 45 – 50 min. i ovnen ved 200° på en plade med bagepapir, spis, hvad I kan, og frys resten ned. De er gode at have i baghånden – også til madpakker.
Madvarer skal i køleskabetog opbevares under 5 grader, så snart de er kølet af, efter max. 2 timer, ellers kan bakterier alt for let formere sig til sygdomsfremkaldende mængder. – Hvis man sætter varme ting i køleskabet, stiger temperaturen for alle madvarer derinde, og det nedsætter holdbarheden væsentligt og bruger meget strøm til gennedkøling. – De fleste rester kan overleve to – tre dage i køleskab. – Æg kan naturligt holde sig tre uger ved stuetemperatur, men da bakterierne ofte sidder uden på skallen, er det bedst at sætte dem i køleskab. – Løg og kål holder normalt længe. Kartofler skal opbevares i mørke, da de ellers danner et grønt giftstof. En rest sur fløde kan stadig godt bruges i fx en sovs, der gennemvarmes. – De fleste bakterier og andet uvæsen dør efter 15 sekunder i over 72 graders varme eller ½ time over 60 grader. Derfor er gennemvarmning af mad vigtig, og både opvaskemaskinen og vaskemaskinens kludevask skal køre i over ½ time ved 60 grader.
Genoplivning af kål. Udtørrede og halvvisne kålhoveder – der ikke er rådne eller mugne – kan genoplives på samme måde som en buket blomster: Skær stilken af, fjern de fleste blade, læg kålhovederne i et fad med vand, og stil dem i køleskabet. Så er de friske og saftspændte næste dag. Prøv også med et slattent salathoved. Porrer, bladselleri og grønkål kan på samme måde sættes i en kande med vand.
Et stykke håndsæbe virker mindst lige så godt som flydende sæbe, og så slipper man for at betale for vand og for at slæbe tungt vand hjem i plasticbeholdere. Og nej, man smitter ikke hinanden mere hjemme i familien. Ingen bliver under normale omstændigheder syge af at vaske hænder. – Men på offentlige steder, ved udbrud af smitsomme sygdomme og på gæstetoilettet, hvis du har mange gæster, kan en flydende sæbe være et bedre valg. Husk at gøre dispenseren ren med jævne mellemrum! – Der kan også samle sig bakterier på en plasticsæbedispenser. – Og vask håndklæder ved mindst 60°.
Vådservietter er ikke godt for kloakken og miljøet. I stedet kan man fortynde en mild, svanemærket, flydende håndsæbe med vand i forholdet ca. 1 til 6 og hælde blandingen på en forstøverflaske, en lille til at tage med og en større til at have hjemme på badeværelset. Så kan man i tilfælde af snavsede rumper altid piste wc-papir med sæbeblandingen og lave sig alle de vådservietter, man har brug for. Og med god samvittighed skylle dem ud i toilettet bagefter.
Exfolieringsmidler er overflødige og for dyre. En badebørste, hamphandske eller en frottévaskeklud gør akkurat det samme.
Håndklæder, klude, viskestykker, sengetøj, strømper og undertøj vaskes ved 60° i mere end ½ time. Alt andet kan med det rette vaskemiddel nøjes med 30°. Evt. pletter kan påføres flydende opvaskemiddel og holdes fugtige i en halv dags tid, så det når at virke før turen i maskinen.
Jeg er sidst i 60’erne og har aldrig ejet en tørretumbler. Vi har et godt udluftet bryggers med tørresnore og et stort tørrestativ et solrigt sted i haven. Og så bruger vi det skab, hvor varmepumpe og varmeveksler sidder, som tørreskab. Jeg har lavet hylder med netbund, hvor let fugtigt vasketøj kan eftertørre til næste dag, og hvor jeg kan tørre et par sko, en flyverdragt, en nyvasket hovedpude, svampe eller krydderurter på et døgn eller to.
Blødgøringsmidler/skyllemidler til vasketøj er overflødige. Og alle dufte i vaskemidler, sæber, cremer o.l. udgør en risiko for bl.a. allergi. Renhed og en god tørresnor er den bedste duft.
Hvis du allerede, når du køber det, holder dit eget og familiens tøj i nogenlunde samme farver – fx mørkeblå, sort og grå eller hvid og lyse pasteller – kan du begrænse antallet af vaske.
Fodsvamp trives, som alle andre svampearter, i fugt, fx i svømmehaller, omklædningsrum, og navnlig i plasticfodtøj, så som gummistøvler, plasticbadesandaler, Crocs o.l. Tør fødderne grundigt, og skift til godt ventileret fodtøj.
Genbrug. Vi har tre beholdere under køkkenvasken: – En pose til restaffald, en spand til kompost og en til plastic, metal og kartoner, som her i vores kommune afhentes samlet.
I et andet køkkenskab har vi en kurv til flasker, glas, dåser og andre ting, fx batterier, som bliver finsorteret ude i garagen.
Og så har vi aviskurven i stuen ved siden af brændeovnen, hvor alt papir og pap til genbrug i første omgang havner.
Lørdag formiddag tømmer vi så genbrugsbeholdere i containere, kompostbunke og andre kasser til videresortering.
Hav en kompostbunke på et skyggefuldt sted, hvis du overhovedet har mulighed for det. Det er let, det beriger haven, og det sparer bortkørsel af affald. – Under vasken står en spand til skræller, æggeskaller, kaffegrums, teblade, kaffe- og tefiltre, kålblade, majskolber, våd køkkenrulle, æbleskrog o.l. – Madrester, så som brød, kød, forarbejdede grøntsager, middagslevninger, pålæg, må ikke kommes i, da det tiltrækker rotter. – For 30 år siden hjembragte vi en halv spand kompostorme, små, røde, såkaldte ‘møddingsorm’. Efterkommere af disse orme lever stadig i bedste velgående hos os. – Man får efterhånden to afdelinger i sin kompostbunke, én med allerede omsat jord, der kan bruges i potter og bede, og én til det friske affald, som også kan være ukrudt, græs, jord og visne planter fra urtepotter, opfejning og afklip fra haven. Men undgå pinde, grene og roser, som ikke så let omsættes. Smid heller ikke uøkologiske grøntsager eller skaller i din kompost, og husk, at købeplanter og buketter normalt er fyldt med giftstoffer og ligeledes skal undgås. I meget tørre perioder skal bunken vandes og holdes let fugtig.
Kartofler i spand: Vi lægger hvert år spisekartofler – vi foretrækker aspargeskartofler – til forspiring i en papkasse og lægger dem så i marts eller april dybt i spande med huller i bunden. Vi fylder spanden med vores egen kompostjord, vander og gøder i to – tre måneder, og så kan ungerne hjælpe os med at høste kartofler ved at vælte spanden ud i en trillebør og grave efter ’guld’.
Økologiske krydderurter kan købes i små potter for 10 kr. i supermarkedet. Hjemme plantes de om i en større potte med god kompostjord, så har man krydderurter at nippe af i måneder frem. De fleste kan stå ude i haven eller på altanen, men basilikum trives bedst i en lun og solrig vindueskarm.
Hvis du får en have, så plant straks frugttræer: æble, pære, kirsebær, blomme, frugtbuske: solbær, hindbær, ribs, stikkelsbær, plant rabarber og jordbær, og sæt forårsløg, som fx erantis, vintergækker, krokus, skillae, påskeliljer og tulipaner – de hårdføre Darwin- eller Apeldoorn-tulipaner lykkes næsten altid. – Så har du grundlagt haveglæder til mange, mange år fremover.
Anskaf dig Frøken Jensens kogebog eller Tørsleffs grønne syltebog, så du kan anvende frugt og grønt fra din have. Hjemmelavet ribsgelé og solbærsyltetøj er delikatesser, vi nødigt vil undvære her i huset, ligeledes saft af blommer og små vindruer, hindbær- jordbærgrød, tærter, æblekage og meget andet.
Hav høns, hvis du kan. At forkæle en lille håndfuld havehøns og få gode æg, kyllinger og suppehøner til gengæld er yderst tilfredsstillende.
Saml regnvand, hvis du kan. Det gavner både miljøet, planterne og samvittigheden.
Softicebod på en ferie- eller regnvejrsdag. – 4 pasteuriserede æggeblommer piskes med 100 g sukker og vanilje. ½ l piskefløde piskes til flødeskum og blandes med æg, vanilje og sukker. Køres i ismaskine eller stilles i fryseren, indtil konsistensen er som tyk softice. Med færdigkøbte vafler, kulørt kagedrys og finthakket chokolade, evt. en sjat jordbærsyltetøj, kan børnene selv indrette og betjene deres egen softicebod for kammerater og familiemedlemmer.
Æble-, kål- og/eller gulerodssalat: Man river gulerødder, hvidkål og et par æbler groft – evt. i en foodprocessor. Presser saften af to – fire appelsiner. Hakker en håndfuld valnødder. River en lille klump frisk ingefær – som spidsen af en lillefinger – fint. Og blander det hele i en skål med rosiner. Frisk og sød salat, som børn kan lide, og som giver god samvittighed.
’Abemad’ er en god og ikke voldsomt usund dessert: Frugter pilles, skrælles og findeles i hapsevenlige tern, fx æbler, appelsiner, mandariner, kiwier, kernefri vindruer, bananer, pærer. Frugtbidderne røres op i græsk yoghurt 10 % sammen med grofthakket chokolade og valnødder. Der er ingen grund til at tilsætte sukker. Pyntes med lidt nødder og hakket chokolade.
Når børn skal puttes, giver det ofte anledning til uro og ballade, og det kan stå på i timevis. Der er ingen tryllemidler, men en tilbagevendende, daglig rutine hjælper meget.
Almindelig omtanke og gode vaner, som stiltiende regler om ingen vilde lege, ingen ophidselse, løben rundt eller råben, hverken voksne eller børn, i timen før sengetid.
I løbet af dagen har barnet fået rigeligt med frisk luft og god motion. Han/hun har leget med sine venner, været i skoven, på legepladsen og ikke udelukkende siddet inde foran en skærm. Så indfinder der sig hen under aften en naturlig træthed.
Nærende aftensmad, gerne med et stort glas mælk, et varmt bad, en rolig, nærværende voksen ved siden af, nus og småsnak, børste tænder, en god, langsom godnathistorie, måske en stille sang, kærlig småsnak om det, man læser, eller det, man har oplevet i løbet af dagen, og hvad der skal ske i morgen, et kys og et blidt ’godnat’.
Det er ikke noget, man kan jappe sig utålmodigt igennem mellem opvasken og Facebook. Der skal ro og voksenkontakt til, for det er det, der giver trygheden til at turde give slip og lægge sig til at sove.
Samme rutine hver dag – undtagen naturligvis jul, fødselsdag, ferier, besøg og andre spændende festdage, hvor børn gerne må være længe oppe. Der kan også være andre regler fredag og lørdag, det kan børn godt håndtere, men sørg for, at der er regler, rytme og faste ritualer. Og frem for alt venlighed, tålmodighed og kærlig omsorg. Dét får børn til at sove, blot fordi ritualet fra aftensmad, måske over lidt godnatfjernsyn, stille leg, bad, godnathistorie, fører dem med lige ind i drømmeland.
Hvis du forhaster dig, er urolig, utålmodig, prøver at snyde, hidser dig op, så ødelægger du ritualet, og ingen sover før midnat.
Husk, at et barn, der græder, er ulykkeligt og skal trøstes! – Små børn kører ikke rundt med deres forældre med overlæg. Det gør de kun, hvis de har udækkede behov.
Skriv op! – Kvinder er ofte trænede i at føre kalender fx med deres menstruation, så de ved, hvornår de kan vente næste periode og tage deres forholdsregler. Det er også smart at holde regnskab med, hvornår man har hovedpine, mavesmerter, allergiske symptomer o.l., så man efterhånden kan danne sig et overblik og lære, hvad der evt. udløser det. En papirkalender, der viser et helt år er velegnet. – Og gem dem! Om nogle år er der måske noget, du gerne vil kunne slå efter.
Og til sidst: Læs mindst én seriøs avis hver dag! – Gerne på nettet. – Også de artikler, der ikke interesserer dig! –Nyhedsfeeds om sladder og sport, ophidsende forargelser på Facebook, Twitter o.l., og fjollerikker på YouTube er ikke nok! – Det er flovt at være et voksent menneske, der måske ovenikøbet deltager i offentlige debatter, men som ikke kender almindelige facts. Der ikke kan skelne sludder fra kvalificeret viden. Tænk at skulle blive gammel og dø og aldrig at have vidst, hvilken verden man var en del af? – Uvidenhed bragte Trump til magten og hjælper Putin i en forfærdende blodig og rystende gammeldags angrebskrig ind i et fredeligt naboland …
Hvis dit liv er indrettet, så du ikke har tid til at læse en seriøs avis, til at bage og lave mad, gøre ordentligt rent, gå en tur, passe en have og en kompostbunke, til at lade dit vasketøj hænge ude på en sommerdag og til at putte dine børn med ro og kærlighed hver aften, mens de er små, så er det muligt, at der er nogle ændringer, du ville have godt af at foretage.
Der arrangeres talrige oplevelser for børn og voksne i den lange, lange tre-ugers sommerferie, som man jo ikke bare kan henslæbe hjemme med at få ordnet de ting, man ikke når i det daglige.
Det er ikke nok at være hjemme med sin familie, for så går det hele op i skærme af den ene eller den anden art, og børnene er ikke altid de værste.
Med eller uden trussel fra coronavirus flygter folk ud af landet. Vi er klima-nassere. For den bedste og varmeste tid på året skal jo tilbringes ved en strand i andre menneskers endnu varmere land, hvor vi vartes op af de indfødte, ellers ligner det ikke rigtig sommerferie. Vi har RET til sol i ferien og rejser gerne efter den. – Ligesom vi har RET til sne i vinterferien og rejser efter det.
Men i år er der alligevel mange, der tilbringer ferien i Danmark. Hjemme eller i sommerbolig.
Så museer, lokale turistforeninger, sommertivolier og mange flere konkurrerer om at tiltrække sig børnefamiliernes opmærksomhed: Man kan klæde sig ud som viking, man kan blive fulgt rundt på skovtur, man kan opklare ’mysterier’, som en kreativ gruppe har udtænkt og arrangeret, høre musik, hoppe i hoppeborg, eller man kan tilbringe dagene i forlystelsesparker, vandlande, temaparker, dyreparker, på sportslejre, naturlejre, wellness, camping, cykelferie og meget, meget andet.
Jeg er født i 50’erne. 1950’erne. Jeg gik ikke i hverken vuggestue eller børnehave. Jeg kom i skole i 1. klasse som 6-årig. Indtil da og i alle ferier var der ingen, der bekymrede sig om at underholde mig. Og da jeg var barn i en lærerfamilie, holdt vi en måneds ferie hver sommer.
Der var et stort, gammelt hus, en stor, tilgroet have, ubebyggede områder med højt græs og træer lige til at udforske og mødes i, søskende, naboer, masser af legekammerater i alle aldre på vejen, hunde, katte, kaniner, høns, de fleste fritgående ligesom børnene. Vi havde bøger, spil, bolde, skovle og spande, legehuse, vandbaljer, sandkasser, frugttræer til at klatre i, køkkenhaver, der skulle plyndres for en overflod af solbær, ribs, stikkelsbær, ærter, jordbær og hindbær, så der var altid nok at tage sig til.
Af og til kom cirkus til byen, og man kunne være heldig at blive taget med af forældre eller bedsteforældre. Så sad man der med åben mund og polypper og så på flotte heste, skønne cirkusprinsesser og skræmmende klovne, mens høj musik buldrede og bragede uvant op under teltdugen. I dage og uger efter var fantasien proppet med cirkusdrømme, som man kunne udleve i leg med kammeraterne eller blot nære sig ved i stille stunder.
Man kunne gå en aftentur ned på Strandvejen og måske opnå en af Fru Hansens berømte isvafler, hvis de voksne havde husket at tage penge med, hvilket de var tilbøjelige til at glemme. Pengene var små i de år. Endnu har ingen glemt, at min søster en aften prøvede at skaffe sig en af de eftertragtede is ved at hævde, at hun var ‘ved at BESVIME af sult’, da vi passerede isboden.
Eller hele familien pakkede kaffe, sodavand og sandkage og drog på skovtur i Fuglsangskoven et par kilometer borte, til fods naturligvis, og vi sov godt om natten efter at have gået langt og leget meget mellem de gamle bøgetræer.
Et år rejste der sig et telt på havnen, hvori man fremviste en død hval! Desformedelst en 25-øre, som far beredvilligt fandt i dybet af sin store lomme, kunne vi komme ind og kigge på dyret, der var så stort, at en femårig pige slet ikke kunne opfatte det. Jeg husker blot noget mørkt skind og det dunkle lys i et gammelt telt fra krigens tid.
– Lige det show må have haft en begrænset holdbarhed.
er noget af det mest
kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.
Når man for 25. gang har samlet
sutten op, og ungen henrykt smider den ud af barnevognen igen. Når man har gemt
sig bag en bog 44 gange og råbt ’Titte bøh’, når man kigger frem igen, og ungen
endnu ikke er træt af legen. Når man har pruttet ham på maven henved 30 gange,
mens man skifter ble. Eller stablet klodserne 117 gange, bare for at han kan
vælte dem – igen. – Så er ens hoved ved
at implodere, og blikket flakker efter mobilen, venindesnak, Facebook, nyheder,
Netflix …
Man længes efter barselsorlovens ophør, efter den ugentlige legeeftermiddag i mødregruppen, efter at far kommer hjem og overtager, efter at man kan køre ungen hen til sin egen mor eller bare efter, at han/hun falder i søvn i klapvognen, så man med fred i sindet kan ploppe høretelefonerne i og forsvinde i snak, musik, radio, lydbog eller podcast.
Jeg ser disse desperate mødre traske rundt på villavejene med et sløvt barn i trillevogne af alle slags, mens de selv går og fjernsnakker med andre voksne eller lytter til noget, der må være meget mere spændende end deres eget barn.
Mødre har altid, hvis de havde
mulighed for det, forsøgt at afsætte deres børn til andre.
I mange førmoderne kulturer var
det bedstemoderens ansvar at passe de små. Det så jeg i Kina og Hong Kong, da
jeg boede der med min egen søn. Disse spinkle og tandløse, gamle kvinder slæbte
rundt på velnærede småbørn og tog sig af dem døgnet rundt, mens mødrene
arbejdede, måske i udlandet, for at skaffe penge til familien.
I vores egen kultur kunne en velhavende kvinde på slottet, godset, i det fornemme byhus eller på den store gård førhen ikke hurtigt nok få skaffet en amme, så hun kunne binde sine egne bryster op og passe de fine silkedragter igen. Når ungen kunne spise selv, blev han eller hun overladt til barnepigen, barneplejersken, nannyen eller guvernanten i børneafdelingen, som lå langt fra forældrenes gemakker og opholdsstuerne. Moderen kunne nøjes med at få barnet forevist eller tilbringe en halv time i børneværelset en gang imellem, når hun havde lyst.
I dag sender rige, nordsjællandske familier bud efter en fattig filippiner, som er til at betale, og som i princippet skal fungere som kombineret nanny og stuepige og kok i den mondæne villa. Hun forlader sine egne børn og rejser til Danmark for at hente og bringe andre menneskers børn, vaske deres tøj, smøre deres madpakker, rede deres senge … Hun får måske lært lidt dansk. Det gør de danske børn næppe.
Mindre privilegerede mødre
sender deres ganske små børn i overfyldte, nedslidte institutioner med kun
ganske lidt, og voldsomt underuddannet og underbetalt, voksenkontakt i løbet af
de lange, lange dage.
Både min mand og jeg selv er opfostret af unge piger, ’ung pige i huset’ hed det og dækkede over, at vores mødre, som begge var lærere, hellere ville stå og stråle i et klasseværelse og oppebære løn for det, end de ville sidde hjemme og amme og lege ’Titte bøh’. – Den unge pige var en snottet halvvoksen fra landet med ru, røde hænder, som hellere ville sidde på sit værelse og lytte til Elvisplader, end hun ville lege med en lige så snottet unge. I princippet skulle hun både lave mad, gøre rent, vaske tøj – dengang i en gruekedel i kælderen, vaskemaskinen var ikke almindelig i 50’erne, og passe børn. – Blev vi stimulerede? Sprogligt og følelsesmæssigt? Eller lærte vi at beskæftige os selv?
Ingen mor synes, at det er
sjovt at passe børn, hvis hun kan blive fri.
At passe børn er noget af det
mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.
Sådan har alle mødre altid haft
det til alle tider.
MED MINDRE man er lige så heldig, som jeg var, da jeg for 40 år siden fik min søn, at man får et USÆDVANLIGT charmerende og begavet barn. For så kan man variere ’Saml sutten op’-legen i det uendelige og se hans fryd, når han prøver at regne de nye variationer ud på forhånd. Eller han pludselig tager føringen og gemmer sig selv bag en anden bog, så jeg bliver synligt forfærdet, indtil han storgrinende dukker frem og savler sit henrykte ’Titte bøh’! Når han begynder at prutte sig selv på hånden og derefter mig på næsen for lige at mærke, hvordan det føles at være i den aktive rolle. Eller når han nægter at vælte klodsestablen, men begynder at bygge sit eget, overraskende veldesignede, tårn ved siden af mit summariske og med et skælmsk smil opfordrer mig til at forsøge at vælte det … hvis jeg kan … Og når han vokser så hurtigt, alt for hurtigt, at det kan knibe med at følge med i hans udvikling, sprog, kropsbeherskelse, opdagelse af verden, særlige interesser, venner, skole, fag … Men man opnåede undervejs i glimt en indsigt i menneskets fælles udviklings- og læreprocesser, og man fortsætter derefter sit eget liv som meget, meget klogere på sig selv og andre.
Sønnike er stadig et af de
mennesker, som jeg har størst glæde og udbytte af at tale med.
Og det mest besynderlige er, at
sønnikes egne børn er PRÆCIS lige så charmerende og begavede, som han.
’Men flere bortadoptioner, som Mette Frederiksen talte om, er dog et så ekstremt vidtgående indgreb, at det får alle alarmklokker til at ringe.’
På lederplads d. 2.1. 2020 anfører Politikens nuværende
chefredaktør, Christian Jensen, at statsminister Mette Frederiksen i sin
nytårstale om anbragte børn er ude på et skråplan, når hun argumenterer for
mere ro til børnene og flere forpligtende bortadoptioner af ulykkeligt stedte børn.
Når en chefredaktør udtaler sin selvsikre mening om
politiske forhold, har det normalt meget få konsekvenser; er blot en leg med
ord og meninger, som mange finder personligt tilfredsstillende.
Men når han udtaler sig om børn, børns vilkår og børnepsykologi uden at have læst op på det faktuelle grundlag, så er det decideret farligt (og dumt).
Hver enkelt børnesag er enestående (som den kloge Bettina
Post skrev i Politiken forleden*), og nogle gange er der brug for en fjernelse
fra hjemmet, nogle gange for massiv støtte i hjemmet, og nogle gange måske
andre foranstaltninger. Hverken statsministre eller chefredaktører besidder den
faglighed på børneområdet, som sådanne voldsomt indgribende beslutninger på
andres vegne fordrer.
Under alle omstændigheder ville det være velgørende, hvis man for en gangs skyld anlagde barnets perspektiv og ikke tog hensyn til ’forældrenes ret’, dvs. forældrenes ret til samkvem, til orlov, til at arbejde og til at holde fri fra barnet. Og at man heller ikke, som i dag, tog udstrakte hensyn til de forhåndenværende opholdssteder og til den offentlige økonomi. – For det kommer til at koste meget, meget mere ikke at sætte ind med tidlig hjælp. Bl.a. pga. barnets medfødte behov for tilknytning og alle de skader, barnet pådrager sig, når man ikke tager udgangspunkt i ’barnets tarv’.
Tilknytningsteorien er den p.t. accepterede og uden
konkurrence herskende teori og overordnede forståelse af børns medfødte
instinkter for at knytte sig til en voksen beskytter og fører i livet.
Tilknytningen er fast og uforanderlig, som gæslingens på gåsen, når den først
er etableret. Børn er ifølge denne teori ganske som mange andre dyr født med et
beredskab for at knytte sig til én primær omsorgsperson som et middel til
overlevelse.
Der kan være en række sekundære personer omkring barnet, medforældre,
tanter, søskende, bedsteforældre, naboer, veninder, men tilknytningen vil i
alt væsentligt være til moderen/den primære tilknytningsperson, i det omfang
hun er til stede. Hvis moderen/den primære tilknytningsperson er ude af syne,
vil det lille barn opleve så meget frygt og panik, at det er skadeligt for dets
liv og udvikling. Tilknytningssystemet dannes i løbet af barnets første halve
leveår, kulminerer mellem det første og andet leveår, og aftager en smule
efter barnets tredje leveår.
Små børn kan IKKE være alene ret længe, de kan ikke sove alene, de kan ikke udholde mørke, kulde, ensomhed, ukendte lyde, sult, ubehag, ukendte omgivelser, fremmede babysittere, au pairs o.l. uden mulighed for at søge tilflugt og blive forstået af moderen/den primære tilknytningsperson.
Bowlby, der i 1950’erne formulerede tilknytningsteorien,
studerede små børn, der var indlagt i dagevis, sommetider ugevis eller månedsvis,
uden deres forældre, for sådan gjorde man dengang, på hospitaler omgivet af
fremmede, der regerede og larmede og måske håndterede børnene med instrumenter,
kanyler, gummislanger m.m. Børnenes frygt, fortvivlelse og sorg er blevet
dokumenteret af forskere på gribende og stærkt foruroligende film. Alle disse
børn tog alvorligt skade på sjæl og udvikling.
Først langt op i 1960’erne begyndte man at ændre denne praksis
på danske hospitaler og medindlagde forældre.
Børn kan ikke vænne sig til adskillelse, fremmedhed, mørke,
ensomhed uden at tage skade. Det er et medfødt behov at knytte sig til en
voksen tryghedsperson, og hvis børn ikke kan det, kan de, som de rumænske
børnehjemsbørn, dø af frygt, ensomhed og udsathed, selv om de får mad nok.
Så at tage børn fra deres primære omsorgsperson fx for at
indlægge dem, passe dem i institutioner, give faderen samkvem eller andet, er
noget af det mest skadelige, man kan foretage sig.
Lige som at lovgive om samkvemsret eller barselsorlov, herunder fædreorlov, hvor fædrene, efter at have været fraværende i måske et halvt år, skal tage over efter mødrene, som i de fleste tilfælde da vil have etableret sig som den primære omsorgsperson.
Hvis omsorgspersonen er fraværende, uduelig, selvoptaget, på arbejde, uden omsorgsevne, følelseskold, alkoholisk eller på stoffer, voldelig, misbrugende, uberegnelig og for barnet upålidelig, kan barnet danne en utryg, eller måske ligefrem desorganiseret, tilknytning, hvilket vil traumatisere barnet resten af dets liv og forhindre indlæring og almindelig socialisering.
Så hvis den primære omsorgsperson findes uegnet, ville det hjælpe barnet meget, at man så hurtigt som muligt fandt en ny omsorgsperson, evt. medforælderen eller, hvis forholdene hjemme er truende for barnets psykiske og fysiske sundhed, et nyt, forpligtende hjem med mindst én, kærlig og forpligtet omsorgsperson.
I engelsktalende lande har man for længst indført talrige tvangsbortadoptioner, så barnet får ro til at danne nye tilknytninger. Herhjemme er det forældrenes ’ret’ til barnet, der definerer lovgivningen om tvangsfjernelse, forældremyndighed, professionelle familieplejere, børnehjem, ’opholdssteder’, anden institutionsanbringelse, støtte i hjemmet m.m. Hvilket ofte resulterer i endnu mere forvirrede og ulykkelige børn, der næppe bliver i stand til at bidrage til samfundet, når de vokser op.
Jeg har på feriesteder i udlandet mødt såkaldt
’professionelle’ familieplejere, der havde sendt deres tre plejebørn på et
opholdssted, så de kunne afholde den ferie i de varme lande, som disse
’professionelle’ jo havde krav på med jævne mellemrum.
Hvad gør det ved et barn at erfare, at dets primære
omsorgsperson har brug for at holde ferie langt borte fra det? – Det gavner
ikke tryg tilknytning og troen på sig selv.
Hvis barnets nye omsorgsperson(er) derimod havde adopteret barnet på et tidligt tidspunkt, ville forpligtelsen have været større, barnet ville som bærer af familienavnet være selvskreven arving og ville naturligvis komme med på ferier og andre udflugter. Barnet ville være en skattet del af familien, ønsket og påskønnet, noget som de såkaldt ’professionelle’ familieplejere ikke ville kunne formå at få barnet til at føle sig – al deres faglighed til trods.
Hvis barnet ikke er accepteret og omsluttet af omsorg, er det
blot anbragt. Midlertidigt. Indtil det er tid for familieplejerens ferie eller
en ny anbringelse.
Jeg håber meget, at vores nye statsminister, ‘Børnenes statsminister’, som holdt en gribende nytårstale om børns vilkår, vil føre ordene ud i livet og lovgivningen og begynde at se på samfundsindretningen fra børnenes og ikke fra de voksnes synspunkt. At hun, regeringen og Folketinget i alle forhold vil vælge børnenes tarv frem for forældrenes rettigheder. – Og når de gør, vil jeg, og forhåbentlig mange, mange andre støtte hende. – For børn har krav på at leve de første år i nær kontakt med en primær omsorgsperson. – Hvis forældre ikke magter at tage sig af deres eget barn, er det bedre at lade andre komme til, eller endnu bedre, at undlade at fylde kloden op med uønskede børn.
