Endnu en sommer fløj forbi uden at lande. Den druknede i voldsomme regnskyl, og en af mine Facebookvenner satte som kommentar til vejret sin vandspreder til salg. I sommeren 2011 havde ingen af os behov for at vande haven, jeg fik ikke brune ben, og vi kom ikke ud at bade i havet. Til gengæld har der været flere kantareller i skoven, end vi gad slæbe hjem.
Med al den usikkerhed, der er forbundet med gamle menneskers hukommelse, husker jeg fra 50’erne og 60’erne uendelige somre, hvor vi hver dag kunne bade i Lillebælt. Jeg husker sne- og isvintre helt frem til begyndelsen af 80’erne, hvor alt frøs til i månedsvis, jeg blev god til skøjteløb, og isbryderne var på hårdt arbejde.
Vi lærte af vore fædre, at bøgen sprang ud den 9. maj, at man ikke såede bønner, før kirsebærtræerne blomstrede, og at man ikke satte frostfølsomme planter, som fx georginer, stedmoderblomster, tagetes, petuniaer m.fl., ud før Grundlovsdag d. 5. juni, og vi tog dem ind igen omkring d. 1. september af frygt for nattefrost. Da vi fik indlagt centralvarme i huset, slukkede vi for fyret d. 1. maj og lukkede op igen 1. oktober.
De seneste tyve år har alle disse regler været ophævet: Jeg kunne sætte myrten og appelsintræerne ud sidst i april og lade dem stå ude til langt hen i oktober. Sønnike fik aldrig lært at stå på hverken ski eller skøjter. Bøgen sprang ud to-tre uger før normalt. Grundlovsdag kunne vi spise de første kartofler af egen avl fra friland. Min rosmarinbusk blev mere end ti år gammel og en meter høj, selv om jeg ikke tog den ind om vinteren, og isbryderne kom aldrig ud at sejle, hvorfor man overvejer at skrotte dem helt.
Og nu er der så sket endnu en forandring: Vi har haft sne i metertykke lag to vintre i træk, den store rosmarinbusk gik ud, somrene og kældrene drukner i regn og voldsomme tordenbyger, og både kartofler, kirsebær, blommer og tomater på friland rådner, før de modner. Politikerne forsøgte med forventet ringe held at lovgive efter vejret og flyttede sommerferien efter nogle solskinsdage året før.
I 30 år har jeg haft hund, ikke den samme, men tre forskellige, og derfor har jeg gået ca. fem kvarter i den nærliggende skov hver eneste dag året rundt. Der er ingen grund til at have ondt af mig, jeg elsker skovturene, hunden er kun påskud og selskab, og jeg plejer at sige, at den er ansat til at lufte mig. I de 30 år er det næsten altid lykkedes mig, de senere år med DMI’s hjælp, at finde et tidspunkt på dagen, hvor vi kunne gå i skoven uden at blive våde. Måske kun fem dage om året regnede det så meget og så langvarigt, heldagsregn, at vi var nødt til at gå ud i det. I år er vi kommet drivvåde hjem mindst 15 gange allerede!
Vi er underlagt kræfter, vi ikke kan styre, både menneskeskabt global opvarmning og måske også andre uberegnelige udsving i klodens uhyre komplicerede meteorologi. Kun en ting er helt sikker: Så længe vi lever med vejret, løber vi ikke tør for samtaleemner.