Dybt forundrede beser vi denne enorme klosterkirke, bygget til at imponere. Himmelstræbende tårner den sig op over Londons gader, en spytklat fra parlamentet og magtens centrum.
Vi står i myrekøen ved den nordlige indgang, erlægger en mindre formue og bliver ladt ind. Det minder mig om noget … Gåsegang mellem middelalderlige kapeller og nutidig dyrkelse af fornemme selskaber. Kroningsstolen. Epitafier. Smukt, overlæsset, gotisk morbidt og pirrende.
Hvor er det nu, vi har set det før? Dette konglomerat af gigakonstruktion, magtsymboler og gudedyrkelse? Tegnene vælter ind over os: Storhed, kongemagt, religion.
Og død! Omkring 3000 mennesker er gennem tiderne bisat i Westminster Abbey. Vi vader rundt mellem lig. De kongelige, naturligvis. Og alle magtens mænd. Kunstnere og videnskabsmænd. Nogle få kvinder. Hærskarer af formuende hofsnoge. Shakespeare fik, om end sent, sit mindesmærke i Poet’s Corner, det var uomgængeligt, men det gjorde et par af kirkens egne organister også ovre i afdelingen for musikere. Det gælder om at holde sig til.
Jeg vil aldrig mere være i tvivl om, hvad jeg skal tænke, når jeg besøger pyramiderne og de derved liggende stormandsgrave i Giza. Det er åbenbart et grundlæggende træk hos os mennesker, at vi er født med en trang til at hæve vore konger op til guderne og fejre os selv ved, alt efter formåen naturligvis, at lægge os lige i slipstrømmen.
