Om etnisk udrensning i haven
Normalt er jeg uhyre tolerant over for floraens mangfoldighed. Men når de her i slutningen af april ligefrem begynder at reklamere med gule lavprisfarver, ved jeg af erfaring, at det kan betale sig at tage dem, mælkebøtterne, før de sender deres horder af faldskærmstropper ud over alle mine blomster- og urtebede.
Så jeg ligger på beskidte knæ bag hækken, kniv i hånd og spand ved side, og lytter til de små Brian’er, der i deres ombyggede Kadetter kører forbi ude på vejen med nedrullede vinduer, så vi alle kan dele deres dårlige musiksmag. En elektrisk dunkende, sørgelig énmandsfest i en blikdåse.
I middelalderen indførte munkene både mælkebøtter og skvalderkål til deres klosterhaver og den danske natur – Tak for det!
Her under hækken kan jeg overbevise mig om, at nutidens samhandel har indført den iberiske skovsnegl, ”dræbersneglen”, lige så vel som bjørnekloen og olivenolien.
Mit bedste middel mod sneglene er små skolepiger. Skaf et par stykker. Udstyr dem med plastichandsker og en spand kraftigt saltvand. Udlov dem en krone pr. stk. Og slip dem så løs i haven. De er mindre end vi voksne og har lettere ved at bukke sig, og deres øjne er langt, langt skarpere i tusmørket om aftenen, når sneglene dukker op. Selv om det skulle koste nogle hundredekronesedler, er det billigt sluppet, og pigerne lærer en del om natur og får skærpet deres jagtinstinkter, hvilket vel aldrig skader?