Når man har passeret de 50 år, mærker man den for alvor, alderen. Kroppen forfalder langsomt, man taber hår, tænder, sanser og sine velerhvervede færdigheder én efter én. Fra højdepunktet midt i trediverne går tingene kraftigt ned ad bakke, navnlig efter de 50, alt imens livvidden øges.
Vi er formentlig ikke bestemt til at leve længere end ca. 35 år. Med tidlig børneavl, i 12-14-års alderen for pigernes vedkommende i de oprindelige stammesamfund på Afrikas savanner, kunne man nå at følge et par børnebørn på vej med sin både overleverede og dyrekøbte erfaring, før man udåndede i god tid inden det fyldte fyrretyvende år.
Alderens fysiske ulemper kan man i dag blot forsøge at ignorere, evt. i samarbejde med det stedlige lægehus, som foreskriver dagligt pilleindtag for både det ene og det andet, opfølgende blodprøver, tests, kost-, ryge-, drikke- og motionsråd, som ingen alligevel kunne drømme om at følge ud over de, der er disponerede for at gøre deres egen krops bevarelse langt ud over alle rimelige grænser til et absurd og indholdsløst livsindhold.
Alderens psykiske element er derimod langt mere uerkendt. Det tomrum, der opstår, når det for et begavet menneske står lysende klart, at man ikke længere er på vej fremad, opad i sit liv, men er godt i gang med at lukke butikken ned. At man kort sagt har mistet sin fremdrift, fordi det forekommer meningsløst at stræbe længere. Man har opnået det personligt mulige. Man har prøvet de fleste ønskværdige ting af. Herefter synes hovedparten af livets tilskikkelser blot at være yderligere mere af den samme gamle, velkendte og allerede afprøvede surdej.
Som over 50-årig har man som oftest fundet den (eller de) ægtefælle(r), man skal have. Man har fået de børn, man skulle have, og har forhåbentlig sendt dem godt i vej. Man har haft sin karriere, sine afstikkere og sidespring, og i bedste fald har man nået sine egne, realistiske mål. Man bor godt efter eget ønske, hjemmet er veludstyret med alskens tingeltangel og bekvemmeligheder, og man har en velordnet og uanstrengt økonomi. De fleste af os er kort sagt nået i mål. … Og hvad så?
Det er her, tomrummet opstår, for hvad er der mere at stræbe efter? ― Blot at gå og håbe på at tingene vedbliver med at være, som de hidtil har været? At det ikke bliver værre? At man ikke bliver syg, arbejdsløs, ensom, fattig? Det er næppe muligt for et menneske at leve sådan. Når man har mistet sin fremdrift, kan man sagtens komme til at flyde lidt tilfældigt og rådvildt omkring. Det er naturligvis kun en overgang. Inden man ankommer til pensionsalderen, har de fleste resigneret og afviklet alle engagementer og burde herefter kunne sætte sig roligt ned i kakkelovnskrogen og nyde synet af legende børnebørn.
Det gør kun de færreste. Hvorfor?
Hvorfor går så mange i panik og melder sig til gymnastik, stavgang, læsegrupper, kunsthistorie, bibellæsning, blomsterbinding, foredrag, selskabsrejser? Hvordan kan tænkende væsner bilde sig selv ind, at fx en ugentlig spadseretur med andre, halvpaniske, helgamle stavgængere kan erstatte selve meningen med livet, eller at en grupperejse til Madeira kan, når meningen med livet helt klart er at være på vej fremad, at dygtiggøre sig, at finde og betrygge sit virke, sin bolig, sin by, sit folk, sin ægtefælle og at få og opfostre børn og børnebørn.
Problemet er ikke stavgang, oliemaling, Madeira, foredrag, museumsbesøg eller andet, problemet består i, at vi lever dobbelt så længe, som vi var forudbestemt til at gøre, og at alle vore pålagte opgaver bliver afviklet i løbet af første halvdel af livet.
Grækerne siges at have sagt, at man ikke skal hvile på sine laurbær, så længe de kan vindes. Nu siger jeg, at når vi HAR vundet vore laurbær, så burde vi også kunne lære os at hvile på dem!