Vore rejser til nye steder begyndte førhen altid med indkøbet af den lille rejsehåndbog: ”Turen går til” fra Politikens Forlag. I min reol står en pæn samling: Kina, Egypten, Rom, Sicilien, Norditalien, Tyrkiet… For her kunne man være sikker på at få alle nødvendige informationer om rejsemålet, dets historie, dets nuværende beskaffenhed, kulturminder, seværdigheder, egenart og praktiske informationer samlet i lommeformat. Først, når man havde læst ”Turen går til”, kunne man planlægge sin rejse, og bogen passede perfekt til skuldertasken eller jakkelommen, så årstal, busruter og andre fakta kunne genopfriskes på stedet.
Den tid er endegyldigt forbi, opdagede jeg, da jeg for nogle år siden skulle til Istanbul, og nu igen hvor jeg forbereder en rejse til Andalusien. ”Turen går til Tyrkiet” var skuffende informationstynd, men ”Turen går til Sydspanien” er definitivt ikke pengene værd.
Den er fuld af trættende indledninger á la:
− En lille pige i flamencokjole klynger sig til sin far bag på hesten under Sevillas berømte byfest, la feria de abril. En kvinde i lårkort styrer med sikker elegance stiletterne uden om revnerne mellem fliserne foran Valencias futuristiske operahus.
− Familier, forelskede par og grupper af unge promenerer i deres smarteste tøj forbi butikker med alt i designermode og hightechisenkram.
− Langsomt og rytmisk, til lyden af marchtrommer, sejler Jomfru Mariastatuen hen over menneskehavet i den snævre gade.
− Tyren står stille over for tyrefægteren − toreroen bøjer udfordrende overkroppen bagover og strækker sin røde kappe frem mod tyren.
− En lille arabisk borg troner på en bakke, hvor floden løber ud i havet, og neden for borgen lufter folk hunde, og ungerne leger i græsset.
− Højhushotellerne og villaerne i Benalmádena bliver små, mens svævebanen bevæger sig hen over motorvejen og op ad bjerget.
− Neonlysene i gaden Calle San Miguel bader turisterne i røde, grønne, violette og gule farver.
− En flok unger skriger jublende, mens deres små gummibåde støder sammen i fuld fart for enden af vandrutsjebanen.
− En teenagepige hviner og slipper krokodillens hale, da den pludselig drejer hovedet og kigger på hende.
Osv.
Bemærk venligst: Vi er kun nået til side 30, og disse idiotiske beskrivelser bare fortsætter og fortsætter hen over de fleste af bogens 130 sider. En god forfatter ville kunne anvende dramatisk nutid et par gange i en bog med stor effekt, fordi han eller hun kendte nogle stærke ord, kunne ramme en stemning præcist og dertil forstod at dosere sine virkemidler. Når dramatisk nutid igennem en hel bog skal vikariere for relevant information, går det flintrende galt.
Få kilometer fra en af de byer, vi skal bo i, ligger der huler med enestående vægmalerier udført af vore forhistoriske forfædre. Disse huler, som rangerer på linje med de berømte franske, er åbne for publikum hver eneste dag året rundt, men de er ikke nævnt i bogen med et ord! − Jeg blev kun opmærksom på dem, fordi jeg heldigvis supplerede min forberedende læsning med tyske og engelske guidebøger.
Det er tilsyneladende tilstrækkeligt i dagens Danmark at kunne æde, drikke, shoppe og bo på alt for dyre hoteller − og så udtrykke sig i blomstrende banale vendinger − for at skrive en guidebog. − Men hoteller, butikker og restauranter kan man selv finde på internettet med få klik. Hvorfor betale gode penge for en rodet reklametryksag, der bliver uaktuel i løbet af få måneder, og som ikke giver noget brugbart overblik over destinationen og stedets enestående natur- og kulturhistoriske seværdigheder?
Fra nu af er det slut med danske rejsebøger. ”Turen går til Sydspanien” er sin lidenhed til trods spild af god kuffertplads.
Turen går til Sydspanien, Politikens Forlag 2012