I de fleste samfund op til i dag har der været skarpe, kulturelt opdelte skel mellem mands- og kvindearbejde. Som i hønse-, løve-, ulve- og hundeflokke har mennesker instinktivt opretholdt to adskilte hierarkier: et mandehierarki og et kvindehierarki. Det sikrer, at der ikke opstår direkte spændinger og konfrontationer mellem de to køn. Det er nemlig bedre for artens overlevelse, at de to køn samarbejder fredsommeligt om at formere sig og få afkommet godt i vej, end at de konkurrerer om, hvem der er bedst til husbygning, jagt, landbrug, tekstilforarbejdning, madlavning og barnepleje eller strides om de samme jordstykker og bestyrelsesposter. Samfundene og familiestrukturerne har hidtil hvilet på et solidt fundament af kønsopdelt arbejde.
Ligestillingen mellem kønnene i vore dage i vor del af verden har bevirket, at unge mænd kan få problemer med deres kønsidentitet, fordi grænserne mellem mandligt og kvindeligt er udviskede, og kvinder efterhånden er trængt ind på alle mændenes traditionelle »maskuline« enemærker. Uanset hvor meget de unge mænd forsøger at klæde sig ud, så de ligner deres bedstefædre med store skipperskæg, vansirende tatoveringer, enorme modebriller, den fysisk arbejdende mands jeans, bekvemme sko og stramme T-shirt, så er de henvist til en statistrolle som klapvognschauffører i deres kvinders enemægtige livsindretning med IKEA-ture, pæne hvide vægge, nips og pastelfarvede puder, yndigt babytøj, regler for sex og anden omgang, inklusiv kedsommelige parmiddage med det allernyeste inden for eksotiske råvarer.
Kvinder har kort sagt sejret ad helvede til. − De har lagt mændene fuldkommen ned og konkurrerer nu på lige fod, med stor succes og med lige løn, i skolerne, bankerne, på universiteterne, som lærere, læger, kontorfolk og præster. Kvinder kører bil, anlægger haver, bliver tatoveret, styrer fabrikker o.m.a., og mændene har skullet lære at begå sig i de beskæftigelser, der hidtil var forbeholdt kvinder: mode og tøj, babypleje, syge- og ældrepleje, som pædagoger, med indretning og i hele forfængelighedsindustrien med al dens overdrevne kropspleje, hårfjerningsprojekter, fodnus, selvpåført sult og i mere ekstrem form også med målrettet træning, medicinering og operative overgreb.
Ingen ønsker det gammeldags rigide, kønsopdelte samfund tilbage. I modsætning til de få tilbageværende primitive samfund og de stærkt religiøse, der har dannet sig i andre af verdens mange lande, sætter vi i vor kulturkreds pris på den frihed for den enkelte, mand eller kvinde, som vi har opnået, og som for en stor dels vedkommende har bibragt os vores næsten uanstændige overforbrug og velstand. Det skete bl.a. fordi arbejdsstyrken med et slag blev fordoblet, pengerigeligheden tilsvarende stor og det påfølgende forbrug astronomisk.
Men hvad er der tilovers til vore unge mænd af det specifikt maskuline domæne, hvor de kunne danne broderskaber, udstyre sig med tatoveringer, sære kropspiercinger og andre symboler på det mandlige fællesskab, og gå og dunke hinanden i ryggen, mens de fortæller platte vittigheder og hyggekonkurrerer i fred?
Mænd har sportens verden, hvor kvinder stadig ikke kan kæmpe og deltage helt på lige fod, uanset hvor meget de anstrenger sig − »Der er så meget, kvinder ikke forstår«, som ønsketænkningen med stor gennemslagskraft formuleres i en kendt tv-annonce. Kvinder er nemlig ikke, som mænd, født med en forståelse af, hvorfor nogle tilsyneladende fjollede og totalt ligegyldige sportspræstationer kan betyde alt for udøvernes tilhængere. Ja, hvorfor nogle mænd overhovedet føler det nødvendigt at erklære sig som fan af et sportshold. Kvinder er sociale væsener, og de kan nyde at deltage i store sportsbegivenheder, hvor de spejler mændenes ophidselse og gruppeadfærd, men de vil aldrig føle sig personligt amputeret af et nederlag i tiden mellem kampene, ligesom de heller aldrig kan lære at forstå symbolikken i, at sejrherren står og sprøjter med en fallosformet champagneflaske ud over kammerater, konkurrenter og kønne præmiepiger på podiet bagefter.
Ud over sportsverdenen, som fan eller deltagende udøver, kan mændene dyrke det mandlige fællesskab i pubertær stand up og de deraf afledte idiotiske film for drengerøve. På bøvede drukture og i barer. I rollespil og i computerverdenen. I motorcykelklubber og andre foreninger, der er defineret af en interesse for teknik, vovemod og transportmidler, fx tog, veteranbiler, svævefly, faldskærme, traktortræk og surfing. Mænd kan blive soldater, rigtige soldater eller i hjemmeværnet, i kriminelle bander, spejderlignende friluftsfællesskaber eller i korps. Mænd kan blive rockmusikere, actionfilmstjerner, landmænd, piloter og andre slags chauffører, politimænd eller parkeringsvagter, eller de kan intellektualisere deres potens og konkurrencetrang og slå hinanden i hovederne med abstrakte argumenter som prædikanter, foredragsholdere, reklameartister, kunstnere, politikere, journalister, historikere, anmeldere, filosoffer, forfattere, forskere inden for stort set alle fag- og emnekredse, men ofte bliver de trængt af kvinder, som ikke forstår nødvendigheden af, eller spilder deres energi på, at »vinde« diskussioner og imaginære magtkampe, men blot samvittighedsfuldt gør deres daglige arbejde.
Jeg vil gerne slå et slag for en gammeldags, særdeles maskulin beskæftigelse, som kan tilfredsstille de fleste mænds instinktive forkærlighed for faglig stolthed, broderskaber, sære indvielses- og optagelsesritualer, maskuline hierarkier, intern og ekstern konkurrence, barsk sentimentalitet (eller sentimental barskhed), groft, indforstået sprog, plat humor, teknik og løsningsorienteret arbejde, nemlig håndværket.
Som murer, maler, tømrer, snedker, elektriker, VVS’er, mekaniker m.m. kan enhver ung mand finde det maskulint betonede fællesskab, det fysiske og resultatorienterede arbejde − og en pæn hyre ovenikøbet − som han kunne ønske sig. Han kan endda gå videre og blive selvstændig mester, entreprenør, arkitekt, konstruktør eller ingeniør, hvis det skulle vise sig, at han besidder lysten og evnerne til det. − Problemet er bare, at vi igennem årtier har nedprioriteret, undervurderet, udsultet, udliciteret, bogliggjort og snakkesaligt feminiseret fagskolerne, mesterlæren og adgangen til praktikpladserne, så det kun er en håndfuld hashomtågede tabertyper med tynde overarme og kikset hår, der frivilligt kunne drømme om at søge ind.
Lad os arbejde på at få mesterlæren og de fagligt velfunderede håndværkeruddannelser tilbage. Lad os give vore unge mænd de pålidelige og kompetente rollemodeller, den sunde selvfølelse og gode træthed efter dagens arbejde, som de fortjener, og lad kvinderne beundre dem for deres evner til at bygge og reparere ting og hemmeligt misunde dem deres fællesskaber. Det vil komme os alle til gode på langt sigt.