At passe børn

er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Når man for 25. gang har samlet sutten op, og ungen henrykt smider den ud af barnevognen igen. Når man har gemt sig bag en bog 44 gange og råbt ’Titte bøh’, når man kigger frem igen, og ungen endnu ikke er træt af legen. Når man har pruttet ham på maven henved 30 gange, mens man skif­ter ble. Eller stablet klodserne 117 gange, bare for at han kan vælte dem – igen.  – Så er ens hoved ved at implodere, og blikket flakker efter mobilen, venindesnak, Facebook, nyheder, Netflix …

Man længes efter barselsorlovens ophør, efter den ugentlige legeeftermiddag i mødregruppen, efter at far kommer hjem og overtager, efter at man kan køre ungen hen til sin egen mor eller bare efter, at han/hun falder i søvn i klapvognen, så man med fred i sindet kan ploppe høretelefo­nerne i og forsvinde i snak, mu­sik, radio, lydbog eller podcast.

Jeg ser disse desperate mødre traske rundt på villavejene med et sløvt barn i trillevogne af alle slags, mens de selv går og fjernsnakker med andre voksne eller lytter til noget, der må være meget mere spændende end deres eget barn.

Mødre har altid, hvis de havde mulighed for det, forsøgt at afsætte deres børn til andre.

I mange førmoderne kulturer var det bedstemoderens ansvar at passe de små. Det så jeg i Kina og Hong Kong, da jeg boede der med min egen søn. Disse spinkle og tandløse, gamle kvinder slæbte rundt på velnæ­rede småbørn og tog sig af dem døgnet rundt, mens mødrene arbejdede, måske i udlandet, for at skaffe penge til familien.

I vores egen kultur kunne en velhavende kvinde på slottet, godset, i det fornemme byhus eller på den store gård førhen ikke hurtigt nok få skaffet en amme, så hun kunne binde sine egne bryster op og passe de fine silkedragter igen. Når ungen kunne spise selv, blev han eller hun overladt til barnepigen, barneplejersken, nannyen eller guvernanten i børneafdelingen, som lå langt fra foræl­drenes gemakker og opholdsstuerne. Moderen kunne nøjes med at få barnet forevist eller tilbringe en halv time i børneværelset en gang imel­lem, når hun havde lyst.

I dag sender rige, nordsjællandske familier bud efter en fattig filippiner, som er til at betale, og som i prin­cippet skal fungere som kombineret nanny og stuepige og kok i den mondæne villa. Hun forlader sine egne børn og rejser til Danmark for at hente og bringe andre menneskers børn, vaske deres tøj, smøre deres mad­pakker, rede deres senge … Hun får måske lært lidt dansk. Det gør de danske børn næppe.

Mindre privilegerede mødre sender deres ganske små børn i overfyldte, nedslidte institutioner med kun ganske lidt, og voldsomt underuddannet og underbetalt, voksenkontakt i løbet af de lange, lange dage.

Både min mand og jeg selv er opfostret af unge piger, ’ung pige i huset’ hed det og dækkede over, at vores mødre, som begge var lærere, hellere ville stå og stråle i et klasseværelse og oppe­bære løn for det, end de ville sidde hjemme og amme og lege ’Titte bøh’. – Den unge pige var en snottet halvvoksen fra landet med ru, røde hænder, som hellere ville sidde på sit værelse og lytte til Elvisplader, end hun ville lege med en lige så snottet unge. I princippet skulle hun både lave mad, gøre rent, vaske tøj – dengang i en gruekedel i kælderen, vaskemaskinen var ikke almindelig i 50’erne, og passe børn. – Blev vi stimulerede? Sprogligt og følelsesmæssigt? Eller lærte vi at beskæftige os selv?

Ingen mor synes, at det er sjovt at passe børn, hvis hun kan blive fri.

At passe børn er noget af det mest kedsommelige, man kan foretage sig, også hvis børnene er ens egne.

Sådan har alle mødre altid haft det til alle tider.

MED MINDRE man er lige så heldig, som jeg var, da jeg for 40 år siden fik min søn, at man får et USÆD­VANLIGT charmerende og begavet barn. For så kan man variere ’Saml sutten op’-legen i det uendelige og se hans fryd, når han prøver at regne de nye variationer ud på forhånd. Eller han pludselig tager føringen og gemmer sig selv bag en anden bog, så jeg bliver synligt forfærdet, indtil han storgrinende dukker frem og sav­ler sit henrykte ’Titte bøh’! Når han begynder at prutte sig selv på hånden og derefter mig på næsen for lige at mærke, hvordan det føles at være i den aktive rolle. Eller når han nægter at vælte klodsestablen, men begynder at bygge sit eget, overraskende veldesignede, tårn ved siden af mit summariske og med et skælmsk smil opfordrer mig til at forsøge at vælte det …  hvis jeg kan … Og når han vokser så hurtigt, alt for hurtigt, at det kan knibe med at følge med i hans udvikling, sprog, krops­beherskelse, opdagelse af verden, særlige interesser, venner, skole, fag … Men man opnåede un­dervejs i glimt en indsigt i menneskets fælles udviklings- og læreprocesser, og man fortsætter derefter sit eget liv som meget, meget klogere på sig selv og andre.

Sønnike er stadig et af de mennesker, som jeg har størst glæde og udbytte af at tale med.

Og det mest besynderlige er, at sønnikes egne børn er PRÆCIS lige så charmerende og begavede, som han.

Aktuelle kommentarer

Ingen synes at forbinde det høje antal cuttere, spiseforstyrrelser, stofmisbrug, angst- og depressionsprægede unge og overdreven ungdommelig druk i ind- og udland med den ekstremt tidlige institutionalisering af danske, førsproglige småbørn i vuggestuer og dagplejer, hvor de, ifølge en forsker, driver rundt som ’sanseløse pingviner’ en stor del af deres vågne tid. − Førsproglige småbørn ved ikke, om de bliver hentet igen. De oplever traumatiserende brud i dagligdagen, bliver hentet og bragt, stresset tidligt og sent, møder nye pædagoger og gæstedagplejere vekslende med bedsteforældre og forældrenes venner og andre børns forældre. De bliver passet af professionelle uden ægte kærlighed, opmærksomhed og interesse i konkurrence med flokke af jævnaldrende i de mest følsomme år af deres liv og kan meget vel påføres en kronisk mangel på basal tryghed og selvtillid, som slår ud senere. Men vi er mest optaget af at PISA-teste dem…

»Der kan ikke være nogen tydeligere åbenbaring af et samfunds sjæl end den måde, hvorpå det behandler dets børn«, Nelson Mandela

True folk på deres livsgrundlag til at lade sig tvangsoperere for fx dårlig ryg? Ikke siden tvangs­sterilisationerne af psykisk handikappede og ’moralsk degenererede’ i 1930’erne har vi været så langt ude. Ikke engang læger må behandle nogen, og da slet ikke ope­rere, uden udtrykkeligt sam­tykke. Så må kommunens ansatte vel heller ikke tvinge folk under kniven. Jeg ønsker ikke at vide, hvordan der ser ud inde i hovedet på ophavspersonen til det forslag. Er der nogen, der tror, at der fin­des mennesker, der nyder at gå hjemme med smerter i ryggen i stedet for at lade sig operere, hvis en sådan mirakelløsning var mulig i deres tilfælde? Og hvem har ansvaret, hvis operationen mislykkes? Der er åbenbart ikke længere grænser for, hvor langt man vil gå i forsøget på at spare et par skillinger. Og der er altid nogle omklamrende kom­munale M/K’ere, som mener at vide bedre end selv uddannede læger. Man kan jo håbe, at vore læger nægter at medvirke til dette barbari.

Små mænd og næser

Tænk engang, hvor overraskende storsindet og statsmandsagtig Lars Løkke ville have fremstået, hvis han, i stedet for at gå med på Enhedslistens sure spil om påtalen, næsen, til Helle Thorning, havde erklæret sig tilfreds med en PET-chef og en justitsministers af­gang. Tænk, hvis han med et varmt smil havde afvist enhver videre snak om kalendere og Christianiabesøg som bagateller og tidsspild. Nu, hvor ikke engang en lille næse kunne vedtages, ligner han som sædvanlig blot en smålig og formatløs, lille mand.

Arvingerne

Nu har vi set et par afsnit af DR’s dramaserie, og vi spekulerer på, om der virkelig er no­gen i dette land, udover forfatteren, der tror på, at fire hel- og halvsøskende og en eks­mand får lov til selv at gå og fifle med deres arvesager, disponere over huse, biler og kunstværker og forsøge at snyde hinanden til at skrive under på dette og hint. At der ikke meget hurtigt i forløbet ville optræde en uvildig advokat eller skifteret, der bånd­lægger værdierne, huse, biler, kunstværker m.m., til langt over 10 mio. kr., og påser, at det hele går retfærdigt til. Fakta og realisme kan skam også være dramatisk, hvorimod uvidenhed og dumhed bare er uinteressant. − Skuespillerne spiller usæd­vanligt godt, hvis man sammenligner med andre, danskproducerede film og serier, men noget mono­tont og helt uden udvikling, hvilket må skyldes det uigennemtænkte, tomt effektsøgende manuskript.

Overgrebene på den unge digter, Yahya Hassan, vil ingen ende tage:

Først fra hans egen familie, navnlig faderen.

Så fra et system, der anbragte ham på en institution, hvor der tilsyneladende var store pro­blemer med både fysiske og verbale overgreb og grænser.

Så gav man ham en kontaktperson, der udnyttede ham seksuelt, selv om han var mindre­årig, og hun var mere end dobbelt så gammel som han.

Så topper denne person, som burde have været der for ham, tillidsbruddet ved at skrive en bog om forholdet og hænge ham ud offentligt.

Derudover overfaldes han og udsættes for trusler fra religiøse grupperinger, som føler sig for­nærmet af hans ord.

Burde vi ikke snart besinde os og begynde at tage vare på ham?

Om kunstneriske prætentioner

Nogle mennesker tror, at hvis de bare udtrykker sig tilpas sløret, upræcist og tåget, med et ’jeg’ og et ’du’, med ordstrømmende omveje uden egentlige pointer eller mening, med uskarpe billeder eller med dårlig lyd, så er de rigtige kunstnere.

Der er sket noget med de moderne kommunikationsmidler:

Først sender min mor mig et brev

Så sender jeg hende en mail med et par fotos og tak for brevet

Så sender jeg hende en sms, hvor jeg skriver, at jeg har sendt hende en mail

Så ringer hun for at sige, at hun har læst min mail

Dømmekraft blandt de ypperste af vore folkevalgte

Mens vor statsminister repræsenterer landet ved at jage ’Sex and the City’-skuespilleres autogra­fer og tage upassende selfies af sig selv sammen med rigtige statsledere ved en mindeceremoni, der skulle have handlet om en af de seneste hundrede års betydeligste mænd, så må den ene efter den anden af hendes ministre gå af pga. fiflen med love og regler og generel udygtighed i syste­met: Uffe Elbæk, Christian Friis Bach og Morten Bød­skov. Annette Vilhelmsen har anbragt sig midt i farezonen med tildeling af offentlige midler uden om almindelige ansøgningsregler. I oppositio­nen går det heller ikke for godt: Der er (endnu en af) Løkkes sager om personlig luksus og overfor­brug for andres penge, og så er der den ubehagelige skattesag, hvor ministre og deres rådgivere havde mere end svært ved at skelne mellem lovgivende myndighed og udøvende skattevirk­som­hed, hvilket er uhørt pinligt i et vestligt demokrati, som kastede sig ud i blodige an­grebskrige angi­veligt for at lære ’mindre udviklede lande’ forskellen.

De evige værter

DR orker kun sjældent at finde nye ansigter og værter til programmerne. Når de én gang har hyret en fyr eller fyrinde, og det synes at fungere blot nogenlunde, så flytter de ind for altid og bliver en uafrystelig del af DR-familien. Som oldefædre, hyggeonkler, mostre, fiffige fætre og kække kusiner, man aldrig, aldrig slipper for igen. Som det er sket for metusalemmet Søren Ryge, for Puk Elgaard, Christine Feldthaus, Anne Glad, Adrian Hughes, brødrene Price, brødrene Madsen, kagebager Blomsterberg, Thomas Skov, Louise Wolff, Lise Rønne og de to komplet indsigtsløse fænomener Felix og Emil. De her nævnte optræder ikke blot i et enkelt program, som man så kunne lade være med at se, hvis man kørte træt. Næh, de optræder alle i en to-tre forskellige programmer og dukker desuden ustand­seligt op i hinandens programmer eller til overflod i Aftenshowet og i den øvrige programflade, indtil man når kvalmegrænsen. Og det gør man uafværgeligt, uanset hvor dygtige og sympatiske de eventuelt var til at begynde med.

Når der sker noget for unge mennesker, en forlovelse, et bryllup, en rejse, en ny kat, en syg­dom, en fødsel el. lign., så overvejer de allerførst pressestrategien: Hvem skal have hvad at vide hvornår, og hvornår kan man skrive det på Facebook. Først deref­ter forsøger de at være med i det, der sker.

Ang. det omfattende metrobyggeri i København: Nu gider vi jyder ikke høre på mere klynk og jam­mer over støjgener fra velaflagte mennesker, der har valgt at bo midt i hoved­staden. Menne­sker, der bliver lyttet til og økonomisk kompenseret, og hvis centralt be­liggende lejligheders værdi stiger betragteligt, når metroen en dag står færdig.

At ville forbyde folk at ryge i deres egne hjem eller biler:

Vi har længe haft tradition for, at folk måtte arbejde, stresse, medicinere, sniffe, drikke, æde eller sprøjte sig ihjel uden videre indblanding, hvis det var det, de lystede. Rygning skader ikke nævneværdigt på det overordnede niveau. Hvis man virkelig ville have mere plads på hospitalerne og renere luft, skulle man forbyde en stor del af industrien samt biler, lastbiler, busser, tog, skibsfart og flyrejser. Ikke bare i Danmark, men i hele verden. Er det realistisk? Har vi nogen som helst indflydelse i Kina, Indien og Brasilien fx? Ville de politisk korrekte M/K’ere, som skriger så skingert og højt, undvære deres biler og ferierejser, hvis miraklet skete, og de blev hørt? Og de friske jordbær og roser og mangoer i februar? Og billigt modetøj og sko fra Tredjever­denslande? – Det er for let at gå efter rygerne, fordi de står der og vifter med deres ose­pinde. Man kan ikke holde en lastbil ansvarlig. Eller gå ud og nidstirrer et jetfly.

De unge pariaer

Børn og unge er overflødige i vores nuværende samfund. Børn bliver passet i ’institu­tioner’ − alene ordet giver myrekryb − og Folkeskolen har de senere år, bl.a. med diskus­sionerne om heldagsskolen og de stadigt mere dybtgående besparelser, åbent måttet erkende, at alle pædagogiske prætentioner blot er et tyndt lag fernis hen over et umådeligt pasnings­behov.

For bare 50 år siden passede man sine børn selv, og når de begyndte i skole, havde de allerede indbygget tidens normer for god opførsel og var vant til at hjælpe til i hjemmet. Før da fik fler­tallet en nødtørftig skolegang og blev sendt ud at tjene efter konfirmationen. Børn og unge var en nødvendig del af samfundsøkonomien. Selv de mere velaflagte bønder ’byttede børn’, så de unge karle og piger kom i tjeneste på nye gårde, lærte nye mennesker at kende og tilegnede sig nye måder at gøre tingene på. Eller de fik et højskoleophold, som kom til at præge deres tankesæt for resten af livet.

Mens moderne forældre har travlt med at få afsat deres helt små børn til pasning uden for hjemmet, så ligger mere end hundredtusind spleenramte 15+-årige fra den velbjergede mid­delklasse fuldkommen ørkesløse hen på deres IKEA-senge midt imellem bunker af kostbar elektronik, ditto mærkevaretøj og diverse accessories.

Små ærteprinser og -prinsesser, der er overladt til sig selv og ligestillede jævnaldrende en stor del af dagen, og som har masser af tid til at udvikle og nurse alle mulige humørsvingninger, spi­seforstyrrelser, anden selvskadende virksomhed og uvaner. Som blot skal tage stilling til, hvil­ken fest, de vil deltage i torsdag, fredag og lørdag aften, hvilken sprut eller andet stof, de vil blæse deres i forvejen sparsomme teenagehjerner ud med, hvilket tøj de skal have på, hvilke piercinger og tatoveringer, de skal påføre sig, og hvilket flatterende selvportræt, de nu skal uploade på nettets sociale sider. Helst med glinsende trutmund eller ditto mavemuskler i en æstetisk form, de hormonalt udfordrede unge har lånt fra pornografien.

Af og til beærer de familie og uddannelsesinstitutioner med deres sure og vrangvillige tilstede­værelse, men oftest kun for et syns skyld. De vil hellere sole deres små hungrende egoer i an­dre fora og drømme om berømmelse, ikke for nogen speciel kunnen, bare berømmelse for be­rømmelsens egen skyld − ligesom alle dem i fjernsynet, som heller ikke kan noget, Emil, Felix, Gustav, Amalie m.fl. … Med dette ædle formål for øje plejer de hver især selvoptaget deres egen unikke, ydre fremtræden, ’stil’ og udseende og kommer derved til at ligne alle de andre. De har oparbejdet et enormt lager af overflødige forbrugsgenstande OG en afgrundsdyb man­gel på ubetinget kærlighed.

De hæver kolde kontanter ved kasse et, drikker sig sanseløst berusede i byen, i Europas gamle kulturbyer eller ved billige strande sydpå. Lommepengene sidder løst, det gør de offentlige ydelser også. Alle har dårlig samvittighed over at have overladt dem til traumatiserende opbe­varing i bundter, da de var alt for små, og mor hellere ville pleje sin karriere og tage på storby­ferie, wellnessophold eller kæresteweekend med en mand end tage endnu en skrigetur med sin toårige …

Mens rengøringskonen ordner hele huset, vasker tøjet og lægger rent på de unges senge, sid­der moderen, når hun er hjemme, på sin kondicykel og snakker i telefon, sms’er eller ser lidt tv indimellem. Far er naturligvis på forretningsrejse. Maden bliver hentet i nærmeste pizzeria, grillbar, sushi- eller delikatessebutik. De veludstyrede hjem er tømt for indhold og naturgivne opgaver.

Stærke, velfodrede og energiske unge i deres bedste alder bliver betalt for at ligge hen med tomme øjne foran skærme i stedet for at deltage i livet. De får ikke lov at yde. Der bliver ikke stillet krav. De bliver decimeret til en snylterklasse, der shopper for andres penge. Evindeligt forurettede over alt det, de ikke får.

Det er ikke udelukkende forældrenes skyld; det er et resultat af vores samfundsindretning, og som sådan kan det rettes op. I virkeligheden burde vi vende vores behandling af børn og unge på hovedet og tage os masser af tid til dem, mens de er små og sårbare, og så udlicitere dem, når de fylder 15. Nedlægge vuggestuer, standse offentlig støtte til pasning af de under-treårige og investere midlerne i de strukturelt overflødige, ensomme, de­primerede og ugidelige unge.

Kunne vi ikke genopfinde begrebet ungdomsskoler? − Kald det gerne noget smart og ameri­kansk som fx ’Colleges’ − Med masser af udfordringer, som den unge kan vælge iblandt, både praktiske, boglige og sociale. Der må gerne være morgensang og aftengymnastik. Eller om­vendt. Murer- og tømrerværksteder. Film- og teaterkurser. Militær træning til dem, der måtte ønske det. Bilværksted. Sport og fitness. Musik. Kunst. Oldtidskundskab, teknik og studierejser UDEN druk. En masse faglighed OG kreativitet OG fysisk arbejde. De unge skal hele paletten rundt. Prøve sig selv af på så mange områder som muligt. − Forbud mod røg, druk og stoffer. Mulighed for eftertænksom ensomhed og masser af vennesamvær. Tilgængelige voksne, der spiller voksne og ikke prøver at være unge med de unge, hverken i sprog, opførsel eller udklædning. − Der er i forvejen masser af pædagogisk ekspertise på vore efterskoler, høj­skoler og kostskoler. Tilsæt forskere, socialrådgivere, læger, psykologer og andet sundhedsfagligt perso­nale, ernæringseksperter, kokke, sexologer, filosoffer, mekanikere, litterater, fiskere, typogra­fer, landmænd og bygningshåndværkere, så får man et frugtbart miljø for et ungt menneske at udvikle sig i.

Og så skal de unge som en selvfølge gøre rent, vaske tøj, lave mad, passe dyr, vaske op, dyrke grøntsager, sylte, fælde træer, bygge en ny fløj med plads til heste, male vægge, skrive sange … En træt ung er en glad ung, der sover godt om natten.

Når vi alligevel ikke har fantasi, kræfter eller tid til at beskæftige os med vore hjemme­boende unge, så burde det være obligatorisk med et treårigt ophold på skoler, der kunne være en kombination af gymnasium, HTX, HF − og hvad det ellers hedder − fagskoler, kostskoler og efterskoler. Så ville de komme ud til de videregående uddannelser, boglige såvel som praktiske, med større selverkendelse, selvtillid og faglig kunnen − Måske ville de ovenikøbet få lært at regne, læse og skrive? De ville blive en generation af velforberedte og kvalitativt bedre voksne end de nuværende. Og så kunne mor og far måske overkomme at udskyde ’kæresteturene’, til deres børn var optaget på disse sko­ler og store nok til at tåle det.

Også unge fra de knap så privilegerede klasser kunne have stort udbytte af et ungdomskole­ophold, som her beskrevet: Det er svært at føle sig udenfor, marginaliseret, forsømt, vred og fx gå til i stoffer eller lade sig rekruttere til en kriminel bande, når man er optaget af sit eget band og sine venner på en skole i Vestjylland.

Hvilken ung ville ikke glæde sig til et ophold på sit helt eget Hogwarts? Og hvilken smart, ung­dommelig mor ville ikke elske at stå og luftkysse sin 15-årige og affabelt forsikre ham/hende om, at ’mor elsker dig, skat, vi ses’ … inden hun drager af i Audien med kurs mod sit eget interessante liv? − Men det ville naturligvis gå hårdt ud over de kyniske forhandlere af juleøl, Bacardi Breezers, drukrejser, cigaretter, upraktisk modetøj, læbestifter, hash, energi­drikke, skønhedsoperationer, elektronik, underholdning, tatoveringer o.m.a., og derfor bliver det ikke realiseret.

Børnenes lov

Jeg vil gerne overforsimple nogle grundlæggende lov- og samfundsmæssige forhold og for­søge at skitsere dele af en ny, letforståelig lovkontrakt for folk bosat i et fælles om­råde, som fx Danmark.

Jeg vil gerne tage udgangspunkt i de svageste, først og fremmest børnene, men også de syge og de gamle, og samtidig rette nogle urimeligheder, fx monarkiet, statsreligionen og de vold­somme rationaliseringer og nedskæringer på den borgernære sundhed, æld­repleje og politi­arbejdet. Med nogle enkle ændringer, som gjorde samfundsindretningen gennemskuelig for enhver, ville folk føle sig ligeværdigt behandlet og trygge nok til selv at tage hovedansvaret for deres liv tilbage, så vi slipper for det daglige, ydmygende syn af voksne mennesker, der ynke­liggør sig og jamrer of­fent­ligt, når livet kommer dem på tværs. For det vil livet gøre af og til; det er ikke nogens skyld, og når det sker, vil vi for­søge at hjælpe hinanden, så godt vi kan.

Velfærdssamfundet, som vi kender det, blev udformet i 1970’erne, da kvinderne for al­vor var kommet ud på arbejdsmarkedet, og samfundsindretningen skulle tilpasse sig de nye forhold. Kvinder har altid arbejdet, men historisk set var det usædvan­ligt, at kvinder tog almindeligt ar­bejde uden for hjemmet for en løn svarende til man­dens og på lige fod med ham. Kvinder pas­sede hus, stald, marker, husdyr, køkkenhave, tøj- og madfremstil­ling, samtidig med at de tog sig af børn, syge, gamle og svage. De fleste og fattigste kvin­der vaskede derudover for andre, gjorde rent for andre, arbejdede i andres marker og stalde og passede andres børn, gamle og syge.

Med bistandsloven fra 1976 blev det eksplicit, at staten ønskede alle kvinder ud på det nor­male ar­bejdsmarked. Til gengæld ville staten så påtage sig at passe disse kvinders børn, gamle og syge. I teorien ville hele samfundet nyde godt af den rationaliserings­gevinst, der opstod ved, at en kvinde kunne passe mange børn, gamle eller syge på en gang.

Der fulgte lange kampe om ligeløn, barselsordninger og kvaliteten af daginstitutioner, sund­heds­systemer og ældreforsorg, men i hovedtrækkene blev vores samfund som hel­hed pga. kvindernes arbejde så rigt og velforsynet med alt, både nødvendigt og unød­vendigt, at intet samfund i hele verdens historie kan måle sig med vores.

Men det har naturligvis vist sig, at de lovede goder blev alt for kostbare i drift, og at kun gan­ske få profes­sionelle lønarbejdere magtede at varetage omsorg for børn, syge og gamle med samme omhu og indle­velse, kald det bare kærlighed, som en mor, hustru eller datter ville kunne gøre det.

Ikke alle kvinder er dog gode omsorgsgivere. Nogle gange ville man foretrække en insti­tution eller en profes­sionel SOSU-assistent. Men i langt de fleste tilfælde er det udartet til, at bør­nene får lov til at passe sig selv fx i SFO’ernes store, uregerlige flokke, og stak­kels hr. Hansen på 87, som blev enkemand, får et tyve minutters kur­sus i at tænde for sin egen støvsuger og går derefter langsomt til i skidt, underernæring og magtesløs selv­opgivelse.

Til gengæld har vi fået de yngre mænd på banen i omsorgsbranchen, og det er måske den stør­ste bedrift i nyere tid. Mænd tager i dag ansvar for børn på − næsten − lige fod med deres kvinder. Det betyder, at bør­nene får en time eller to også med far om afte­nen efter en lang dag i skole og institution, og at de − og måske mandens gamle foræl­dre, hvis de er heldige − får sporadisk glæde af ham i weekender og ferier.

Regeringen Helle Thorning Schmidt har gjort et forbløffende reformarbejde igennem det sene­ste halvår. Men jeg har endnu ikke fået øje på de store forkromede, samlende prin­cipper bag de mange huja-hovsa-arrangementer, som skal nedbringe de offentlige udgif­ter.

Regeringen har ret i, at vore love skal bringes i overensstemmelse med vore muligheder, og at befolkningen skal vænnes til at tage et større ansvar selv. Det er ikke klædeligt, når unge og voksne, raske mennesker går rundt og råber på alt det, samfundet burde gøre for dem.

Samtidig skal man passe på ikke at tage motivationen fra de store grupper af menne­sker, der rent faktisk har valgt at arbejde med at hjælpe andre mennesker, og som for størstepartens vedkom­mende allerhelst vil have lov til at gøre deres bedste. Det drejer sig om bl.a. SOSU-assi­stenter, læ­ger, socialrådgivere, pædagoger, dagplejere, lærere, sy­geplejersker og jordemødre. Disse grupper har i høj grad brug for at få styrket deres fag­lige stolthed, og de burde snarere passes med god løn og tilsvarende arbejdsforhold, end, som vi ser det nu, mistænkeliggøres og kontrolleres og over­dynges og bureaukrati­seres i alle ender og kanter, så de forhin­dres i at gøre deres arbejde.

Med disse indledende betragtninger vil jeg gerne skitsere mine forslag til nye lovprincip­per:

1. lov: − Vi er alle deltagere i et samfund, der yder os støtte, og som forventer vores støtte til gengæld. Skatten bør derfor i højere grad end i dag betragtes som et medlems­gebyr. Det bety­der bl.a., at man i peri­oder kan udelukkes fra det offentlige fællesskab og hjælp, hvis man gen­tagne gange forsøger at snyde i skat eller platter sig til uberettigede ydelser. (Men der vil altid være en skønnet, skrabet minimumsydelse, hvis nogen står i fare for at miste al indtægt, for ingen er tjent med, at et menneske bliver frataget alt.)

2. lov: − En revideret og sprogligt opdateret form af Grundloven, som garanterer bor­gerne lige ret uanset køn, oprindelse, hud- og hårfarve, formueforhold, seksuel obser­vans, intelligenskvo­tient m.m., herunder ytringsfrihed, religionsfrihed, privatlivets og ejendomsrettens ukrænke­lighed. Vi adskiller kirke og stat, som alle andre sammenligne­lige, moderne demokratier for længst har gjort det.

3. lov: − Vi opruster på det politimæssige område og styrker den borgernære indsats, således at vore be­tjente rent faktisk tager telefonen og hurtigt rykker ud, når folk har brug for det. − Ikke noget med at tage det med ro, fru Jensen, vi skal se, om vi når det på mandag…

4. lov: − Vi ønsker ikke længere at opretholde et anakronistisk kongehus, som kun tje­ner til un­derholdning for dem, der ikke selv kan finde ud af at få tiden til at gå. Når de ef­terhånden talrige medlemmer af vores nuværende, stærkt ynglende kongefamilie om forhåbentlig ganske få år bli­ver trætte af legen, og vi ikke længere orker at betale for urimelighederne, vil vi nådigst tillade dem at abdicere og fortsætte deres liv under mere menneskelignende forhold. Hvert femte år derefter vælger vi en fornuftig og kløgtig præsident M/K, som kan bebo vore fine gamle slotte og re­præsentere os her og i udlan­det.

5. lov: − Samfundet påtager sig at sørge for de syge, de fattige, de gamle, de små og dem, der af andre grunde ikke kan sørge for sig selv. Alle, der opholder sig i Danmark, og som er loyale over for fællesskabet, har ret til et levegrundlag, et sted at bo, et job, ud­dannelse eller en form for un­derstøttelse og hjælp i til­fælde af sygdom.

6. lov: − Der er mennesker nok i verden. Vi er så mange nu, at vi i alvorlig grad belaster plane­ten, og derfor yder vi ikke særskilt støtte til børnefamilier, afhjælpning af barnløs­hed eller adoption. Vi betaler heller ikke for kostbare forebyggende behandlinger, medi­cinering eller vaccinationer af ellers raske mennesker. Det må for fremtiden stå for folks egen regning og prioritering. Men vi ga­ranterer billig medicin-, læge-, jordemoder-, tandlæge- og psykologhjælp og gratis grund-, gymna­sie- og universitetsuddannelse til alle mennesker, der bor her i landet.

7. lov: − Vi reviderer skattelovene, så alle − både virksomheder og privatpersoner − be­taler en fast pro­centdel af deres indtægter, fx 30 %, i skat, uden andre fradrag end per­sonfradraget. Vi til­deler ethvert menneske − også babyer og pensionister − et person­fradrag på måske omkring 75.000 nu­tidskroner, og afskaffer samtidig børnepengene, som vi kender dem, og al hjælp til hjemmebo­ende unge. Hvis man har børn, et ungt menneske, en ægtefælle, en ven eller et æl­dre familie­medlem i sin husstand, og de tje­ner mindre end personfradraget pr. år, så kan man påtage sig for­sørgerpligten og få det overskydende person­fradrag som et fradrag i ens indtægt før skat­ten be­regnes. Med egne børn under 18 år foregår denne overførsel af personfradraget automa­tisk. Det kan ske med 100 % til den ene forælder eller med 50 % til begge efter ønske. Med en æg­tefælle sker overførslen også automatisk, så snart man har indgået ægteskab. Når det drejer sig om andre per­soner i ens husstand, som man ønsker at forsørge med sit ar­bejde, skal man sam­men underskrive en, evt. tidsbegrænset, forsørgelsesattest for at sikre sig fradra­get.

8. lov: − Børn er i princippet forældrenes ansvar, men vi tilpasser arbejdsmarkedet, så­ledes at to forældre hver har ret til et års barselsorlov på en passende grundsats for hvert barn, de får. Årene skal afholdes inden for de første to af barnets leveår. Pludselig at overlade børn under to år til time­lang, daglig pasning hos vildt­fremmede, som natur­ligvis opfatter pasningen som et arbejde og ikke som et kald, de udøver med kærlig­hed, kan være stærkt traumatiserende for barnet, og der­med yderst ska­deligt og bør ikke opmuntres eller støttes af samfundet. Pasning af småbørn kan varetages af forældrene, bedsteforældrene, venner eller dagple­jere på privat basis efter foræl­drenes ønske og fulde egenbetaling. Til gengæld garanterer samfundet et ri­meligt tilskud til vel­byggede, velnormerede og velfun­gerende børnehaver for de to til seks­årige. Et toårigt barn tilde­les dog et maksimalt antal timer, fx fire pr. dag det første år, stigende til fem det andet. Fire- og femårige vurderes at kunne klare seks timer pr. dag. Samfundet til­byder også et måltid økologisk mad, der er tilpasset børnenes alder og familiens religiøse an­skuelser − andre individuelle hen­syn, udover evt. lægeattesterede allergier, tages derimod ikke − midt på dagen til alle børn i institutio­ner, samt naturligvis mælk, drikkevand og sunde snacks.

9. lov: − Folkeskolen begynder for barnets vedkommende det år, det fylder seks. Vi ind­retter skolen, såle­des at den er hyggelig og hjemlig og åben fra klokken 7 til klokken 17 på ugens fem hverdage og skaber en glidende overgang, en indskoling, i forårsmåne­derne før skolestart. Fra klokken 8 til klokken 12 for de mindste klasser, stigende til klok­ken 14 eller 15 for de større klas­ser, er der deciderede undervisningsforløb, men både før og efter vil der være tilbud om voksen­opsyn, lektiehjælp, sport og andre fritidsaktivi­teter for dem, som har lyst eller brug for det. Vi ta­ger med andre ord udgangspunkt i BARNETS hverdag og forsøger at skabe en helhed ved at sam­arbejde med de forskellige fritidstilbud i skolens regi, i stedet for at lade børn pendle alene mel­lem forskellige lav­prispasningsordninger, sportsklubber, musikskoler og sko­len, så forældrenes arbejds­dag kan foregå uforstyrret. Børn mellem seks og tolv år må dog maksimalt opholde sig otte timer i skolen pr. dag. Når undervisningsforløbet er forbi, står det forældrene frit for at tage bar­net hjem, hvis de har lyst, så barnet kan tilbringe mere tid med sin egen familie, bedsteforældre eller venner. Forældre til hjemmeboende børn under 15 år får ret til at holde fri i hele juli måned, og skolerne, gymnasierne og børnehaver­nes sommerferie bli­ver begrænset til juli måned hvert år, hvor disse institutioner simpelthen er lukket. Det vil løse mange problemer med læ­rerne og pæ­dagogernes arbejdstid og synkroni­sering med det øvrige ar­bejdsmarked og vil sikre stadigt opsyn med vore sårbare børn og unge. Alle uregle­menterede så­kaldte lukkedage afskaffes naturligvis omgående. − Udover en måneds sommer­ferie får forældre til børn under 15 år ret til de sædvan­lige ferieuger i løbet af året, plus en eks­tra uge, som kan an­vendes efter behov som omsorgs­dage, bar­nets sygedage el. lign. Det gæl­der både mødre og fædre, eller to forældre af samme køn i en­køn­nede forhold. Sko­lerne vil blive pålagt at koordinere efterårsferieugen og vinter­ferieugen ind­byrdes, så de spredes ud over efteråret og foråret, så der ikke opstår flas­kehalse, dyre rejseuger og myldretider. Det vil herefter blive forbudt at tage sit barn ud af skolens undervisningsforløb for at tage på ferie med det uden for de afsatte ferieuger. Skolen tilbyder lige som børnehaverne et måltid mad midt på dagen og måske morgen­mad, hvor det lokalt skønnes gavnligt.

Med lov skal land bygges

(Af fortalen til Jyske Lov, 1241, citeret efter Skalk nr. 3, 2013)

…. Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så alle kan vide og forstå, hvad loven siger.

Om 30 år…

I min alder har man oplevet, at ting skifter. Vi har måttet vænne os til en mere globaliseret verden, til rumrejser, computere, internet, mobiltelefoner, stress, fladskærme, streaming, en syndflod af køkken- , transport- og andre maskiner, ord, begreber og nye sociale omgangsformer. Og det går stort set fint, men hvis jeg kigger mig tilbage, kan jeg godt blive en anelse svimmel.

Holdningen til rygning er et eksempel: I 70’erne, da jeg begyndte at ryge, røg alle alle vegne altid. Det er svært at forestille sig i dag, men man røg i venteværelset hos lægen, lægen røg, på sygehusene røg man lystigt, i skolerne, busserne, togene, selv i flyene dampede man på de toldfri på vej til charterdestina­tionerne … Der er sandelig sket noget på det område. Efter et årti med intensiv heksejagt er det kun ganske få, marginalise­rede rygere på forblæste gadehjørner rundt omkring, en enkelt minister med en grinagtig rygekabine, og så selvfølgelig unge fra de mindre privilegerede, tatoverede samfundsklasser, der tør vise sig med smøg.

Så er det jo, man går og forestiller sig, hvad der vil ændre sig i løbet af de næste 30 år? Hvad vil vore børne­børn tænke tilbage på med lige så stor forfærdelse, som unge voksne i dag tænker på rygning? − Jeg vil gerne give nogle bud:

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi traumatiserede vore elskede, førsproglige små­børn ved at overlade dem til at blive passet i store, larmende flokke af dårligt uddannede kvin­der − og nogle ganske få mænd. Når vi så indser, at de nye unge ikke kan tale, ikke kan skrive, ikke kan læse, ikke ved noget som helst om almindelige ting og ikke har nogen idé om, hvordan man opfører sig blandt andre mennesker, så vil det gå op for os, at vi har begået en stor, stor fejl. Måske en synd? − Og det vil koste samfundet dyrt i form af druk, narkotika og anden grænsesøgende adfærd, kriminalitet, arbejdsløshed, fattigdom og udbredt dumhed, at de unge forældre ikke vidste bedre og frivilligt hoppede ind i karriere- og tjenepenge-hamsterhjulet, og derved prisgav deres afkom. − De fleste dyremødre ved bedre end som så.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ikke tog mennesker fra andre kulturer alvorligt og viste dem respekt, men nedgjorde dem og gjorde dem til grin på alverdens uopfindsomme og platte måder, for derefter − for sent− at opdage, at det var samarbejdet med dem, der skulle sikre vores egen fremtid.

· Om 30 år, når vi forgæves har forsøgt at genintegrere psykisk og fysisk forkrøblede, forhenværende soldater i det almindelige, danske samfund − dvs. de, der overlevede − vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi sendte unge danskere ud til en grum og meningsløs krig i ørkenstater, hvor vi ikke havde noget at gøre, hvor vi ikke forstod indbyggerne, sproget, historien eller naturen, og hvor vi ikke kunne gøre en forskel for andre end en lille håndfuld, i forvejen rige og magtfulde mænd, heriblandt vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi uden at sige et muk blot var passive tilskuere til, at USA sendte flyvende, førerløse droner ud i små bjergsamfund for at beskyde og dræbe indbyggerne. − Fo­restil dig at bo i en landsby i en pakistansk bjergegn og opleve disse futuristiske dræbermaskiner komme til syne på himlen og tilintetgøre din by, dit hus, din familie? I virkeligheden! Ikke på film.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig havde kirker med bimlende klokker og præster i lange, sorte dragter og troede på guder, helgener, skæbnen, guruer, positiv tænkning o.m.a. vrøvl.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn nægtede borgere hjælp fra politiet, når de ringede, at der var indbrud i deres hus, at de havde fundet deres egen, dyre cykel til salg i Den Blå Avis, at deres lejlighed var ved at blive genudlejet af svindlere, at deres tegnebog var blevet stjålet i Metroen… hvis borgerne endda var så heldige, at nogen i politiet svarede, når de henvendte sig med et akut problem. − Når det går op for folk, at de ikke får den forventede hjælp, at de selv og deres ejendele ikke er omfattet af nogen nævneværdig beskyttelse fra statens side, så begynder de at tage sagen i egen hånd, og det bliver gadens og den stærkeste ret, der kommer til at herske, og borgerne er meget mindre tilbøjelige til at betale deres skat, når de åbenlyst ikke får noget retur fra fællesskabet for pengene.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn proletariserede pædagoger og lærere, så vi fik dumme børn ud af det, også læger og andet sundhedspersonale, så vi fik udmattet, stresset, uempatisk, ineffektivt, ”arbejd-efter-reglerne”-personale på sygehusene og i den primære sundhedssektor.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn lod mennesker ligge i dagevis, fx weekenden over, med stærke smerter uden at reagere på deres klager, at vi lod syge mennesker gå i uger, måneder, år uden adækvat diagnose og behandling, selv om vi havde alle muligheder for at hjælpe, og at vi lod minuttyranni erstatte hjælpsomhed i det offentlige. Vi vil med gysen tænke tilbage på, at vi med fuldt overlæg og mod bedre vidende ignorerede de syges behov for ro og værdighed ved at indlægge dem på firesengsstuer, hvor der pga. besøg reelt var otte fremmede til stede i dagtimerne, og hvor det var umuligt at tilkalde personale om natten, selv hvis man var ved at kvæles.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig ærede en dysfunktionel familie som ”kongelig” og gav dem millioner hvert år for at kunne følge med i deres famlende, fantasiløse liv.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ødelagde den jord, vi selv bebor, i kortsigtet jagt på penge, tåbelige tingester og fornøjelser. At vi fældede skovene, smeltede isen, udpinte jorden, fiskede havet tomt for liv og hældte vores affald ud i det i stedet. At vi startede tørretumbleren hver eneste dag, selv om solen skinnede. At vi kørte rundt i osende biler og fløj på ferie i stærkt forurenende fly. At vi ikke udbyggede den kollektive transport, at vi tillod asfalt og andre byggerier på vore få tilba­geværende naturlige områder, og at vi købte for mange, for billige, for unødvendige og ikke holdbare, men giftige og stærkt forurenede og forurenende, varer fra fx Kina.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi tillod vore landmænd at forgifte både jord, mad, luft og grundvand med deres pesticider og andet svineri. At vi ikke råbte op, når de indespær­rede, mishandlede eller direkte slog vore æglæggende høner, søer og slagtesvin, kød- og mælkeproduce­rende køer. Og vi vil forbande de såkaldte ”fødevareproducenter”, som udpinte vores mad og bedrog tillidsfulde kunder i millionvis.

Putning og pasning

Lige nu er der megen snak om, hvordan man putter børn. Der er alle mulige teorier og forslag, og der er endda skrevet bøger om putteteknikker.

Men små børn skal da ikke puttes!

Børn burde være højt skattede familiemedlemmer, som man tager sig af, og som man giver tryghed. At lægge nye, små, bange individer til at sove alene i et rum uden flokken om sig er ren og skær mishandling, selv om det efterhånden er blevet en social konvention. Enhver abemor er klogere end som så.

Der er ingen af os, der ville anskaffe en hundehvalp for så, når klokken bliver syv om aftenen, at lukke den inde alene i et rum, fordi vi gerne vil have stuen for os selv, så vi kan ”slappe af” og sidde og se tv i fred. Hvalpen får naturligvis lov at ligge og sove i en krog, så den kan hente tryghed i flokken, og så vi kan holde øje med den direkte uden elektroniske dingenoter.

At kæmpe imod småbørns naturlige trang til tryghed og kropskontakt giver timevis af gråd og kampe rundt om i danske hjem hver eneste aften ved sengetid.

På samme måde er det blevet en konvention, at man helt selvfølgeligt afleverer førsproglige småbørn til fremmede. Fremmede, som ”passer” dem for pengenes skyld, og som ingen interesse har i netop disse børn. Børnene er så små, at de ikke kan fortælle, hvordan de har haft det igennem de lange, psykisk hårde dage, så forældrene må stole på, at de fremmede voksne vil børnene det godt.

Det vil de fleste af dem, heldigvis, men selv blandt uddannede pædagoger findes der dovne, selviske og uinteresserede mennesker, som forråes i omgangen med andre menneskers krævende småbørn.

Det bevirker, at der med regelmæssige mellemrum dukker skrækhistorier op om vantrivsel og misbrug, som forældrene, oven i alt det andet, også er nødt til at fortrænge.

Senest en forsker, Ole Henrik Hansen, der har observeret ni vuggestuer i Storkøbenhavn og foretaget godt 8000 observationer, og som i følge DR, d. 29.4. 2012 konkluderer: − Danske vuggestuer er så elendige, at en stor del af dem burde lukke. Han beskriver børnene som ”sanseløse pingviner”, fordi de lukker af for deres følelser, og fordi manglen på voksenkontakt hæmmer deres hjerner.

Hvilke mennesker skaber vi, når vi på denne måde gør vold på naturen dag ud og dag ind igennem barnets første, følsomme leveår? Hvilke diagnoser får vi, udover alle dem vi med rund hånd uddeler i forvejen, brug for fremover?

Måske er mange vuggestuer elendige, og det bør der gøres noget ved, men man kunne også til en forandring ganske enkelt påpege, at ansvaret for småbørns udvikling og trivsel ligger på de forældre, der har valgt at bringe dem til verden. I udlandet anerkender man stadig al den forskning, der viser, at børn under tre år har bedst af at være hjemme med de primære tryghedspersoner, dvs. far og/eller mor, til nød en bedstemor, om sig.

− Enhver so holder mest af sine egne grise, siger et gammelt ordsprog, og det kan nok så kostbare pædagoguddannelser, institutioner og forældres ønsketænkning om at få puttet og passet de kære små, så snart de har fået dem, ikke lave om på.

Kennelkuller

– og den nye børnekarakter

Med ugers mellemrum opstår debatten om den såkaldte „nye børnekarakter” i medierne. Senest et indlæg i Politiken fra en dramalærer, der var chokeret efter mødet med en 5.-klasse. – Det var umuligt at skaffe ro. Alle unger havde behov for at udtrykke hver en tanke omgående. De var søde, motiverede og ville gerne sætte et teaterstykke op, men de kunne ikke holde kæft eller holde sig i ro et minut ad gangen.

For et par år siden skulle jeg hente en venindes søn i skolens pasningsordning. Jeg fandt stedet, et stort, rungende, forhenværende sikringsrum i kælderen under klasseværelserne. Knap hundrede børn for omkring på skateboards, rulleskøjter, kondisko i alle rum og gange. Det var som at træde ind i dødsdromen i gamle dage på Hjallerup Marked! Larm, ekko, omkringfaren, råb … Ungerne var alle vegne! Op ad vægge, i de højtsiddende vindueskarme, i gardinerne … Jeg måtte holde mig for ørerne. Først efter lang tid lykkedes det mig at lokalisere en enkelt pædagog, en næsten voksen. Hun måtte også holde sig for ørerne, hvilket besværliggjorde kommunikationen mellem os en del. Jeg spurgte efter min venindes søn, og pædagogen slog op i sine papirer, hvorefter hun pure nægtede, at et barn med dette navn var indskrevet i pasningsordningen! Heldigvis kom fyren sejlende forbi på sit skateboard i det samme, så jeg hapsede ham og tog ham med hjem til te, boller og et spil Settlers i min stues velsignede ro, indtil hans mor kunne hente ham et par timer senere.

Denne dreng og næsten alle andre drenge og piger i dette land, for ikke at nævne de stakkels pædagoger og lærere, skal i størstedelen af deres vågne tid opholde sig i mere eller mindre rungende lokaler, hvor alt for mange børn er stuvet sammen. Det starter allerede omkring etårsalderen i vuggestuen og fortsætter med børnehave, skole, fritidsordning, ungdomsklub, SFO, DUS, og hvad det hedder alt sammen. Der er ingen tvivl om, at personalet gør deres bedste. Det ved jeg, at de gør! – Men de bedste bliver slidt op i løbet af få år, og resten bliver naturnødvendigt sløve og ligeglade. Ingen offentligt ansat kan som individ fungere bedre, end samfundets rammer og normeringer tillader.

Før SFO’erne og de andre institutioner blev opfundet, tilbragte de fleste danske førskolebørn det meste af deres tid i hjemmene. På den billøse gade udenfor var der andre børn i forskellige aldre at lege med. Når de blev sultne, bange eller kedede sig, gik børnene hjem, hvor deres mor normalt opholdt sig, og når de kom længere væk hjemmefra end deres egen gade, var det med en voksen ved hånden. Denne voksne ville stilfærdigt fortælle børnene, at man holder til højre på et fortov, så man ikke støder ind i andre fodgængere. At man tager hænderne op af lommen og hilser pænt, når man møder en bekendt. At man ikke sætter fødderne på sædet i toget eller bussen, for der kunne komme en anden bagefter og få tilsmudset sin pæne frakke. Alle sådanne bekvemme leveregler, plus mange bonusinformationer om hvad man nu så på vejen OG et passende talesprog, blev uden dramatik og temadage overført blot ved at have en voksen for sig selv i et længere tidsrum.

En af mine venner fik sidste år en hund mage til min, men hans havde tilbragt sine første 7 – 8 måneder i en stor kennel, hvor den størstedelen af tiden var lukket inde i et bur i en stald sammen med mange andre hunde. Hver gang jeg møder min vens hund, springer den op i ansigtet på mig af henrykkelse. Alting går på den: halen, benene, ja hele kroppen dirrer, hvis man hilser den med et venligt ord eller et lille klap, og den kan ikke falde til ro igen bagefter. Den ville følge med enhver, der ofrede den lidt venlig opmærksomhed. Min hund, derimod, som blev hentet otte uger gammel, og som er vokset op i et roligt hjemmemiljø, kommer stilfærdigt og lægger snuden på mine knæ, hvis den trænger til et lille kæl. Når kæleriet er forbi, går den roligt hen og lægger sig. Vi tør næsten ikke kontakte min vens hund, fordi vi ved, at den bliver så frygteligt ophidset og aldrig kan få nok. Hundeejere har et ord for denne lidelse: „Kennelkuller”, kalder vi det.

Efter at have tilbragt en barndom i højtråbende, institutionaliserede flokke kan det ikke undre, at børnene i en 5.-klasse ikke kan sidde stille og holde kæft, mens dramalæreren forklarer dem, hvordan de skal forholde sig på scenen. De vil alle sammen være på! Her, nu, omgående! Det er disse generationer, der håbefuldt liner op til X-Factor, udbreder sig om sig selv i fuld offentlighed på Internettets forskellige sider :-), larmer og fylder op i det offentlige rum på alle tænkelige måder. De har lært sprog og opførsel af hinanden i mangel af tilstrækkelig voksenkontakt, og det bliver de 3 til 12-åriges normer, den stærkes ret, manglende evne til behovsudskydelse, kravet om opmærksomhed på mig! Mig! MIG!, der kommer til at beherske dem langt op i voksenalderen, selv når de bliver forældre. Det er min påstand, at vi er i fuld gang med at opfostre nye generationer af danske børn med kennelkuller.