tro – blog.loneandrup.dk

Religion og godhed

Jeg havde en veninde, der var flygtet fra Irak under Saddam Hussein. Hun tilhørte et oldgammelt, ortodokst kristent folk, assyrerne, som havde dannet menigheder og bygget kirker mange århundreder, før vore forfædre overhovedet havde hørt om Jesus Kristus. En dag sagde hun overrasket til mig: − Lone, du siger, at du ikke tror på Gud, men du er altså et godt menneske alligevel.

Det var naturligvis en kompliment af en størrelse, som man husker, men først længe efter forstod jeg den egentlige rækkevidde af hendes ros. Nemlig den forestilling, der ligger til grund for næsten alle menneskelige små og store samfund, i dag og op gennem den kendte historie. At netop vi er de udvalgte. Vi er de gode. Vi tror på Gud/Jahve/Allah/ Ånder/udfyld selv − på den helt rigtige måde. Og hver eneste af disse troer er opdelt i sekter, katolikker og protestanter, shia og sunni, med mange underafdelinger, der alle hævder at være de mest oprindelige og ægte, og som indædt bekriger hinanden med et rent ud sagt ugudeligt had.

Når man definerer sig selv som et religiøst menneske, overholder man nogle enkle, etiske forskrifter, som er indeholdt i troen. − Du skal skære forhuden af dine drengebørn, du skal tænde stearinlys i kirken, du må aldrig spise svinekød, du må ikke spise andet kød end fisk om fredagen, du skal holde fri om søndagen/lørdagen, du skal hjælpe din næste, du skal give almisser til de fattige, du skal læse i biblen/koranen, du skal bede/meditere hver dag osv. Ved at overholde disse forskrifter bliver troende mennesker i egen opfattelse automatisk bedre end dem, der ikke tror på en eller flere guder, eller end dem, der ikke tror på den autoriserede måde. Troende mennesker kan således forekomme helt urimeligt selvretfærdige. − Og hvis det ikke er udtryk for en kraftig selvovervurdering, måske ligefrem sygelig megalomani, at tro, at et højere væsen konstant beskæftiger sig med netop mig, holder øje med mig, lytter til mine bønner, griber ind for at lette vejen for mig eller arrangerer komplicerede prøver for at teste min tro, så har disse ord ingen betydning.

Religion er en social konstruktion. Religion er opium for masserne, som Karl Marx skrev. Religion er en måde at organisere et samfund på, så alle medlemmer trækker på samme hammel, går i den ønskede retning og holder sig inden for normerne, så man kan styre dem. Religion binder et samfund sammen. Religion giver den troende samlende fortællinger, forklaringer, leveregler, ritualer, kontinuitet, et liv efter døden, trøst, håb, selvrespekt, tilhørsforhold til en gruppe og faste hierarkier. Religion udelukker og umenneskeliggør alle dem, der ikke hører til vores tro og stamme. Religion legitimerer magten. Men man kan ikke have religiøsitet uden samtidig at give rigelig plads til hykleri og hyklere.

Det er min påstand, at tænkende, veluddannede og magtfulde mennesker altid har haft et afslappet forhold til religion, eller også er de så gennemsyrede af deres religiøse tænkning, at de imod al logik og rimelighed har formået at overbevise sig selv og andre om, at formålet − stammens, folkets og dermed troens udbredelse − legitimerer min og min egen gruppes personlige magt, fordele, rigdom, komfort og ugerninger. Der er masser af eksempler: paver, konger, kejsere, sultaner, kaliffer, høvdinge, præster, munke, korsriddere …

De fleste religioner prædiker tolerance, godhed, hjælp til de fattige, ikkevold, tålmodighed og udholdenhed, og de fleste organiserede ugerninger er formentlig begået i en eller anden guds navn. Tænk på den hårdhændede kolonialisering af verden efter europæernes opdagelsesrejser i det 15. og 16. århundrede og frem, nedslagtningen af indianere i både Nord- og Sydamerika, på slavehandel, på korstogene, på arabernes felttog i hele Middelhavsområdet i 6-700-årene − mange af disse grusomme kampe om rigdom, ressourcer og territorium blev legitimeret med mission, også selv om islam definerer sig som en ikke-missionerende tro, og kristendommen påbyder folk at vende den anden kind til.

Da religioner er konstrueret direkte ud af den blå luft uden nogen form for evidens i normal forstand, så er det altid muligt at danne og bøje fortællinger og forskrifter, så de passer til ethvert ønske, magthaverne og ypperstepræsterne måtte have. Derfor er bøgerne og regelsættene så omfangsrige og uklare. De blev nedskrevet, udvalgt og overleveret med magtpolitiske formål for øje, og de bliver læst og fortolket af nogle få, skolede eksperter, som ’en vis person læser biblen’.

Det er som oftest de religiøse mennesker, der opfører sig mest intolerant. Et lille dansk eksempel for nylig var, at 72 % af Kristeligt Dagblads læsere var imod, at man i de nye storsygehuse erstattede de traditionelt kristne kapeller med multirum, der kunne anvendes af mennesker af alle religiøse og ikke-religiøse overbevisninger. (Politiken d. 7. 6. 2014.) − Det er da en ukristelig, fornæret og intolerant holdning, at ingen andre end vi selv må nyde godt af et samlingsrum, når vi rammes af sygdom eller død.

Almindelig godhed er meget enkel og behøver ikke religiøse konstruktioner bag sig. Almindelig venlighed og sund fornuft burde tilsige os, at man skal dele de goder, herunder eventuelle multirum, der er. − Det er i øvrigt påfaldende, i hvor høj grad religionernes påbud ligner hinanden. Uden at være teolog vil jeg tro, at forbuddet mod at slå ihjel, mod tyveri, røveri, vold og voldtægt og påbuddet om at hjælpe din næste, de fattige, være ordholdende, ansvarlig, arbejdsom osv. går igen i alle menneskelige samfund op gennem tiderne, religion eller ej. Måske er de ting indbygget i vore hjerner? I arvematerialet? − Der skal for et normalt, psykisk sundt menneske stor overvindelse til at slå et medmenneske ihjel, det er en grænseoverskridende gerning for både religiøse og ikke-religiøse. Og det føles heller ikke særlig rart at sidde og mæske sig, hvis der står sultne mennesker og kigger på; man får helt automatisk lyst til at dele, så alle kan have det godt og hygge sig.

Men naturligvis kun hvis der er ressourcer nok, hvilket der burde være i dag i vores lille del af verden, men vi er alligevel ikke de mest tolerante og givende mennesker på denne jord. Tænk på Muhammedtegningerne, hvor muslimer skulle lære at tåle spot og spe, og på hele indvandrerdebatten. Oven i købet er vi i disse år til stadighed dybt involveret i krige mod muslimer. Sjovt nok fortrinsvist på steder, hvor de naturlige olieforekomster er så store, at det rigeligt kan betale sig at udnytte dem.

I virkeligheden er religiøse mennesker ikke altid så gode, som de selv tror. De gør gode gerninger, deler med andre, hjælper andre, forsøger at omvende andre, fører krig mod andre i deres guds navn, men de gør det med et gustent formål for øje; de gør det for at indkassere en belønning i dette eller i det næste liv. De gør det med den bagtanke, at hvis jeg giver til de fattige, til afrikanerne, til kirken, så bliver min datter nok rask, eller jeg kommer i himlen efter min død. De er præget af en primitiv noget for noget- holdning. Er religion så andet end en måde at dyrke og legitimere egeninteresse på?

I virkeligheden er ikkereligiøse mennesker måske de bedste? Når de går i krig, så besmykker de i det mindste ikke deres motiver med luftige gudsbegreber, og når de gør gode gerninger, gør de det uden håb om gengældelse, uden nogen form for selviskhed og beregning.

Måske burde jeg fortælle min assyriske veninde, at hun er et godt og dejligt menneske, selv om hun er religiøs? For det er hun.

Det ser i øvrigt ud til, at Islamisk Stat nu er ved at udrydde alle de religiøse mindretal i bl.a. Irak på de mest bestialske måder! Offentlige halshugninger, tortur, voldtægter, bortførelse af kvinder. Alt sammen set før og alt sammen i en stor religions tjeneste …

Om 30 år…

I min alder har man oplevet, at ting skifter. Vi har måttet vænne os til en mere globaliseret verden, til rumrejser, computere, internet, mobiltelefoner, stress, fladskærme, streaming, en syndflod af køkken- , transport- og andre maskiner, ord, begreber og nye sociale omgangsformer. Og det går stort set fint, men hvis jeg kigger mig tilbage, kan jeg godt blive en anelse svimmel.

Holdningen til rygning er et eksempel: I 70’erne, da jeg begyndte at ryge, røg alle alle vegne altid. Det er svært at forestille sig i dag, men man røg i venteværelset hos lægen, lægen røg, på sygehusene røg man lystigt, i skolerne, busserne, togene, selv i flyene dampede man på de toldfri på vej til charterdestinationerne … Der er sandelig sket noget på det område. Efter et årti med intensiv heksejagt er det kun ganske få, marginaliserede rygere på forblæste gadehjørner rundt omkring, en enkelt minister med en grinagtig rygekabine, og så selvfølgelig unge fra de mindre privilegerede, tatoverede samfundsklasser, der tør vise sig med smøg.

Så er det jo, man går og forestiller sig, hvad der vil ændre sig i løbet af de næste 30 år? Hvad vil vore børnebørn tænke tilbage på med lige så stor forfærdelse, som unge voksne i dag tænker på rygning? − Jeg vil gerne give nogle bud:

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi traumatiserede vore elskede, førsproglige småbørn ved at overlade dem til at blive passet i store, larmende flokke af dårligt uddannede kvinder − og nogle ganske få mænd. Når vi så indser, at de nye unge ikke kan tale, ikke kan skrive, ikke kan læse, ikke ved noget som helst om almindelige ting og ikke har nogen idé om, hvordan man opfører sig blandt andre mennesker, så vil det gå op for os, at vi har begået en stor, stor fejl. Måske en synd? − Og det vil koste samfundet dyrt i form af druk, narkotika og anden grænsesøgende adfærd, kriminalitet, arbejdsløshed, fattigdom og udbredt dumhed, at de unge forældre ikke vidste bedre og frivilligt hoppede ind i karriere- og tjenepenge-hamsterhjulet, og derved prisgav deres afkom. − De fleste dyremødre ved bedre end som så.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ikke tog mennesker fra andre kulturer alvorligt og viste dem respekt, men nedgjorde dem og gjorde dem til grin på alverdens uopfindsomme og platte måder, for derefter − for sent− at opdage, at det var samarbejdet med dem, der skulle sikre vores egen fremtid.

· Om 30 år, når vi forgæves har forsøgt at genintegrere psykisk og fysisk forkrøblede, forhenværende soldater i det almindelige, danske samfund − dvs. de, der overlevede − vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi sendte unge danskere ud til en grum og meningsløs krig i ørkenstater, hvor vi ikke havde noget at gøre, hvor vi ikke forstod indbyggerne, sproget, historien eller naturen, og hvor vi ikke kunne gøre en forskel for andre end en lille håndfuld, i forvejen rige og magtfulde mænd, heriblandt vor tidligere statsminister, Anders Fogh Rasmussen.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi uden at sige et muk blot var passive tilskuere til, at USA sendte flyvende, førerløse droner ud i små bjergsamfund for at beskyde og dræbe indbyggerne. − Forestil dig at bo i en landsby i en pakistansk bjergegn og opleve disse futuristiske dræbermaskiner komme til syne på himlen og tilintetgøre din by, dit hus, din familie? I virkeligheden! Ikke på film.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig havde kirker med bimlende klokker og præster i lange, sorte dragter og troede på guder, helgener, skæbnen, guruer, positiv tænkning o.m.a. vrøvl.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn nægtede borgere hjælp fra politiet, når de ringede, at der var indbrud i deres hus, at de havde fundet deres egen, dyre cykel til salg i Den Blå Avis, at deres lejlighed var ved at blive genudlejet af svindlere, at deres tegnebog var blevet stjålet i Metroen… hvis borgerne endda var så heldige, at nogen i politiet svarede, når de henvendte sig med et akut problem. − Når det går op for folk, at de ikke får den forventede hjælp, at de selv og deres ejendele ikke er omfattet af nogen nævneværdig beskyttelse fra statens side, så begynder de at tage sagen i egen hånd, og det bliver gadens og den stærkeste ret, der kommer til at herske, og borgerne er meget mindre tilbøjelige til at betale deres skat, når de åbenlyst ikke får noget retur fra fællesskabet for pengene.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn proletariserede pædagoger og lærere, så vi fik dumme børn ud af det, også læger og andet sundhedspersonale, så vi fik udmattet, stresset, uempatisk, ineffektivt, ”arbejd-efter-reglerne”-personale på sygehusene og i den primære sundhedssektor.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi af misforståede sparehensyn lod mennesker ligge i dagevis, fx weekenden over, med stærke smerter uden at reagere på deres klager, at vi lod syge mennesker gå i uger, måneder, år uden adækvat diagnose og behandling, selv om vi havde alle muligheder for at hjælpe, og at vi lod minuttyranni erstatte hjælpsomhed i det offentlige. Vi vil med gysen tænke tilbage på, at vi med fuldt overlæg og mod bedre vidende ignorerede de syges behov for ro og værdighed ved at indlægge dem på firesengsstuer, hvor der pga. besøg reelt var otte fremmede til stede i dagtimerne, og hvor det var umuligt at tilkalde personale om natten, selv hvis man var ved at kvæles.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi stadig ærede en dysfunktionel familie som ”kongelig” og gav dem millioner hvert år for at kunne følge med i deres famlende, fantasiløse liv.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi ødelagde den jord, vi selv bebor, i kortsigtet jagt på penge, tåbelige tingester og fornøjelser. At vi fældede skovene, smeltede isen, udpinte jorden, fiskede havet tomt for liv og hældte vores affald ud i det i stedet. At vi startede tørretumbleren hver eneste dag, selv om solen skinnede. At vi kørte rundt i osende biler og fløj på ferie i stærkt forurenende fly. At vi ikke udbyggede den kollektive transport, at vi tillod asfalt og andre byggerier på vore få tilbageværende naturlige områder, og at vi købte for mange, for billige, for unødvendige og ikke holdbare, men giftige og stærkt forurenede og forurenende, varer fra fx Kina.

· Om 30 år vil vi med forfærdelse tænke tilbage på, at vi tillod vore landmænd at forgifte både jord, mad, luft og grundvand med deres pesticider og andet svineri. At vi ikke råbte op, når de indespærrede, mishandlede eller direkte slog vore æglæggende høner, søer og slagtesvin, kød- og mælkeproducerende køer. Og vi vil forbande de såkaldte ”fødevareproducenter”, som udpinte vores mad og bedrog tillidsfulde kunder i millionvis.

Gud, konge og fædreland

Mange har ikke opdaget det endnu, men i vor del af verden er det ved at være endegyldigt slut med begreberne gud, konge og fædreland.

På et bjerg øst for Kairo besøgte jeg engang en ubeskriveligt fattig landsby, der levede kummerligt af storbyens affald. Indbyggerne var koptere, oprindelige egyptiske kristne, og der skete af og til mirakler i de nærliggende kirkegrotter, fortalte de mig (Se note 1), hvilket fik mig til at konkludere, at mirakler opstår der, hvor der er størst behov for dem. I et moderne velfærdssamfund, som det danske, beder vi ikke længere en gud om at udvirke mirakler, hvis vi kommer ud i problemer, men henvender os til den praktiserende læge, til en kommunal sagsbehandler, eller vi skriver et klagebrev til en relevant, offentlig myndighed. Kirken står tilbage som ritualiseret pynt, som vi benytter os af, når vi føler behov for en større ramme omkring iscenesættelsen af de menneskelige overgangsriter: fødsel, indtrædelse i de voksnes række, giftemål og død, men ritualerne er indholdstomme floskler. Kun få etniske danskere har i dag en oprigtig tro. Vi sammensætter hver især en personlig tro med en smule barnlig kristendom, lidt damebladsastrologi, lidt reinkarnation, et drys skæbnetro og måske en smule buddhisme. En lokal, forhenværende præst beskrev for nylig Folkekirken som et „oppegående dødsleje”.

Kongehuset har længe været en farce, om end underholdende, med medlemmernes fusken med kunst, deres bryllupper, selvmedlidenhed, arrogance, børneavl, skilsmisser og hjernedøde omgangskreds, og det sælger jo ugeblade, formiddagsaviser og tv-reklamer. Farcen stod senest i fuldt flor her ved EU-valget, hvor folkevalgte politikere, der mente, de var kloge, narrede knap 60 % af de stemmeberettigede til valglokalerne, fordi det lykkedes dem at piske en stemning op omkring et irrelevant spørgsmål om tronfølgerloven. Et værdigt demokrati og reel ligestilling udelukker eksistensen af et kongehus, og som en kommentator fra Politiken udtrykte det: „Vi har valgt stadig at være undersåtter.”

Fædrelandet er nok en af de største myter, som vi, på linje med julemanden, præsenterer vore børn for. Det tager flere minutter at finde lille Danmark på en globus, vi er kun 5,5 mio. mennesker, talentmassen er åbenlyst begrænset, landet er blot en flad tap ud for Nordtyskland, et naborige, som de seneste par hundrede år har bestemt vores udenrigspolitik. Vikingernes erobringer, som vi er så stolte af, blev hovedsageligt udført af nordmænd og svenskere. Danmark var IKKE det første land til at afskaffe handlen med slaver, som jeg lærte i skolen, men blandt de allersidste, og nogle af de mest markante, ældre bygninger i København og herregårde på Sjælland er finansieret af penge tjent på slavernes sukkerproduktion. Siden 1973 har vi — uomgængeligt, landets størrelse, indflydelse og økonomi taget i betragtning — været medlem af EU, hvor de væsentligste politiske beslutninger tages, alligevel er der dagligt medieskvalder fra lokale, indskrænkede politikere, der prøver at tage sig ud, som om deres mening betød noget som helst.

Mange af os hopper på det gang på gang. Vi tager stilling, forarges, skriver læserbreve, møder op til valg … Og det er alt sammen sikkert depressionsforebyggende foranstaltninger i et lille, betydningsløst land med otte måneders mørke.

Men hvorledes man forestiller sig, at en jysk avis, bakket op af både regering og et bagstræberisk, nationalromantiserende folkeparti, har adkomst til at udfordre og kritisere troen hos vore 1,2 mia. muslimske naboer og medborgere, går endnu over min forstand, og jeg er flov. Det har i min levetid altid været regnet for klædeligt at feje for egen dør, før man går over og kritiserer naboen, som måske ikke har de samme privilegier, forsyningssikkerhed og frie valg, som vi har vænnet os til at have. — Lad os derfor tage diskussionerne om gud, konge og fædreland herhjemme, før vi opkaster os til dommere over alverden.

1) Jeg fik endda lov at fotografere et mirakel. Foto og beskrivelser i bogen: Rejse i Egypten — en klassisk rejsebeskrivelse fra det moderne Egypten, forlaget ANKH 2005.