dårlig service – blog.loneandrup.dk

Konkurrencesamfundet

… indgår i en global konkurrence om, hvor dårlige produkter, man kan sælge til hinanden, og hvor ringe service, man kan slippe af sted med at yde folk for deres egne penge.

Kinesiske solceller med manual på kinesisk, så man skal betale installatøren knap 1000 kr., når ens Wi-fi holder op med at virke, og man er tvunget til at skifte router og kode, eller andet hændeligt sker.

Et stort, dyrt og moderne tv, der holder i mindre end tre år.

Tøj og stoffer, der dårligt tåler vask, der fnulrer og går op i syningerne efter kort tids brug.

Sko, der er uegnede til menneskefødder.

Forhenværende naturlige arealer, der i hurtigt tempo plastres til med grim og billig beton eller asfalt af ringeste kvalitet.

Virkelig elendig mad fyldt med ikke-spiselige, ofte skadelige, men billige, tilsætningsstoffer produceret af landmænd, der kun tænker kilopris og ikke velsmag, naturlig balance og dyrevelfærd.

Kartoffelmarker bliver sprøjtet op imod 30 gange på en vækstsæson. Der dør dagligt 30.000 smågrise i de danske stalde. Den koncentrerede svineproduktion sviner landskabet til, ødelægger jord-, luft-, vand- og havmiljø, ‘strutter af penicillin’ og smitter os alle med dødsensfarlige, resistente bakterier.

Hvis man tog en gennemsnitlig københavner med ud og viste hende kvæg-, svine- og hønseforhold, indfangning, drivning, transporterne og slagtningen, som det foregår i virkeligheden for 206.217.000 dyr* her i landet hvert eneste år, så ville hun kaste op og aldrig spise kød, mælkeprodukter eller æg igen.

Vi har læger og hospitaler, der konkurrerer på, hvor lidt tid og omsorg, de kan slippe af sted med at give til hver patient – med skrækkelige følger, naturligvis.

Det samme gælder børneinstitutioner, uddannelser, ældrepleje og plejehjem.

Offentlig transport og sagsbehandling er ofte et mareridt, servicen i butikker og på nettet ligeså, og kun ganske få håndværkere gør sig umage, når de er på job, og lader mobilen ligge i lommen eller i bilen. Også de er i konkurrence om at slippe så nemt om ved det hele som muligt, og skrive så store regninger, som de kan slippe af sted med.

Og så har jeg ikke nævnt skattevæsnet og de seneste ejendomsvurderinger, som er en landsomfattende katastrofe, der har brudt tilliden mellem stat og borger.

Nogle få bliver uanstændigt rige på snyderiet og kan købe rumraketter, øer og særbehandling. Her i landet har de fleste penge nok og vader i produkter, som ikke er tiden, svineriet og pengene værd.

Men hvem, der har ventet 5 – 6 timer med et barn på en skadestue, der er nr. 37 i telefonkøen til lægen en torsdag morgen, der skal vente to år på en konsultation på et sygehus, der har et barn, der på andet år nægter at gå i skole, der har fundet sin gamle mor indsmurt i lort, der har prøvet at få en offentlig instans i tale, vil nogensinde igen betale sin skat med glæde?

Det er en grim verden, vi har skabt for os selv. – Og det værste er, at det er unødvendigt. Vi har aldrig før været så mange mennesker og så rige. Det er udelukkende et spørgsmål om prioritering. Medmenneskelighed, omtanke for dyr og natur eller ringest mulig kvalitet, grådighed og besparelser?

* https://www.dyrenesbeskyttelse.dk/artikler/ny-publikation-saetter-tal-paa-landbruget

Tilføjet 2024:

Selv de fly, der skal fragte os selv og vores kære rundt i verden, sjuskes der med for at opnå pæne tal på bundlinjen!

BBC 10.1.24:

TV2 12.3.24

https://politiken.dk/rejser/art9851272/%C2%BBJeg-har-set-folk-st%C3%A5-og-trampe-p%C3%A5-flydele%C2%AB

Politiken 11.4.24

Uventet jul

I december, efter endt julegaveindkøb, plejer vi at slutte med gløgg og æbleskiver på Duus’ Vinstue i kælderen under Ålborgs flotteste bygning, Jens Bangs Stenhus. Det er en tradition, som efterhånden kom til at omfatte de yngre familiemedlemmer og sidste år også deres kærester.

Da vi nu skulle være et helt lille selskab, ringede jeg for en sikkerheds skyld i forvejen og reserverede bordet i nichen under karnappen. Jeg gjorde også opmærksom på, at vi skulle have gløgg og æbleskiver.

Da vi rødnæsede og pakkebelæssede som aftalt dukkede op præcis på klokkeslet, var der masser af ledige borde at få, undtagen det i nichen, som jeg udtrykkeligt havde bedt om.

Nå. Men det skulle ikke spolere julestemningen.

Jeg bad den unge tjener, der efter lang ventetid dukkede op, om gløgg og æbleskiver til hele flokken. Han noterede omhyggeligt ned og forsvandt.

Efter et kvarter begyndte vi at skæve efter ham. Intet skete.

Efter en halv time bad jeg min mand om at undersøge, hvad der var galt. Han kom tilbage med uforrettet sag.

Efter 40 minutter dukkede vores tjener op og måtte beklage, at de hverken havde gløgg eller æbleskiver.

Jeg blev så forbløffet, at jeg ikke kunne få et ord sagt, men min mand bevarede sin uforstyrrelige venlighed og forsikrede den unge tjener om, at han også syntes, julen var kommet temmelig pludseligt det år.

Ikke et menneske …

Travede igennem IKEA en tirsdag formiddag. Mødte ikke en eneste ansat og scannede mig selv ud med mine varer og kort ved selvbetjeningskassen.

Skulle modtage en pakke, og som led i postvæsnets nye ’serviceforbedring’ måtte jeg cykle to kilometer gennem regnen ned til Brugsen med den i forhallen opstillede pakkeudleveringsboks, hvor jeg af en grå skærm blev afkrævet indtil flere nummerindtastninger og et scannet sygesikringsbevis for at få den udleveret. Uberørt af menneskehånd. Ikke engang det sædvanlige, affable: Ha’ en go’ da’, kunne det blive til.

Hentede en bog, som jeg selv havde fundet og bestilt hjemmefra, på biblioteket, og der var ingen bibliotekarer, ingen mennesker overhovedet, kun skærme, maskiner, smarte sofaer og reoler med film, musik, børnebøger og krimier …

Ringede til min bank (en butik, læge, forsikringsselskab, supporter …) og ventede en halv time, mens jeg lyttede til en åndssvag telefonsvarer, der først bad mig trykke dit og dat, oplyste, at jeg med fordel kunne lægge røret på og benytte deres hjemmeside, derefter med 30 sekunders mellemrum forsikrede mig om, at de var glade for min henvendelse og gjorde alt for at besvare min henvendelse så hurtigt som muligt … ?!?

Lå syg og afkræftet på en nusset hospitalsstue. Det var mørk aften. Der var intet personale, man kunne kalde til hjælp i nødsituationer, men masser af mennesker. Fire indlagte i sengene, to af dem dødssyge, én bedøvet sovende, otte-ti besøgende familiemedlemmer med børn, der larmede rundt, og mig, der måtte fortrække til et hjørne ude på en øde gang for at få et øjebliks ro.

Vi indfører ’velfærdsrobotter’, såsom robotstøvsugere, selvkørende hejsekraner, spiserobotter, robotkælesæler og numsespulende wc’er i syge- og ældreplejen, naturligvis ikke for at spare, men for at fremme selvhjulpenhed og selvværdet hos de trængende.

Og vi har aldrig følt os så ensomme, som vi gør nu. Knap ½ mio. danskere angiver i en nylig undersøgelse, at de føler sig ensomme. Det er næsten 10 %.

Det besynderlige er, at der aldrig før har været så mange mennesker i dette land og på denne jord: Alene i min levetid er Danmark og klodens befolkning tredoblet. Hvis vi ikke selv orker at udføre visse jobs, står der hundredtusindvis klar i de hårdt pressede lande omkring Middelhavet og andre steder, hvor vi har tilladt levevilkårene at blive sørgeligt ringe. – Og smider bomber i hovederne på dem ovenikøbet.

Vi har heller aldrig før været så rige, som vi er nu i vor del af verden, og vi burde have masser af penge til at uddanne og aflønne ekspedienter, postbude, bibliotekarer, rengøringsassistenter, hjemmehjælpere, sygeplejersker og læger.

http://politiken.dk/indland/ECE2809742/borgernes-skepsis-bremser-velfaerdsrobotter/

http://nyhederne.tv2.dk/samfund/2015-02-22-forsker-saa-farlig-er-ensomhed

Service i DK

Vi skulle tjekke ind på et mellemklassehotel i Københavns centrum, min mand og jeg. Portieren stod udenfor og røg smøger, da vi ankom, og jeg tog begge vore store kufferter, frakker, håndtaske og begyndte at slæbe det hele op ad trappen og ind gennem glasdøren, den ene kuffert efter den anden, mens portieren røg færdig, og min mand kørte hen for at parkere bilen. Vi havde kørt i fem timer for at nå frem.

Da portieren havde slukket sin smøg, fik vi tildelt et værelse, og jeg gentog manøvren med bagagen, men bad med venlig ironi den unge mand om at holde øje med den ene kuffert, mens jeg rullede ned ad gangen til elevatoren med den anden.

Det indvilligede han hjælpsomt i, og han havde derudover ingen problemer med at stå med tomme øjne og glo på en ældre dame, mens hun heflede rundt med to tunge kufferter. – Aldrig i mit lange liv som hotelgæst i flere verdensdele har jeg oplevet noget lignende!

Jeg beder ikke om, at nogen lægger sig på maven for mig, bare imødekommenhed nok til, at jeg ikke føler mig til ulejlighed, når jeg betaler 1600 kr. pr. nat for at bo på et af det ikke synderligt prangende hotels dystre, små værelser.

Måske ville det gavne omsætningen på hotellet og turismen som helhed, hvis de ansatte i hovedstaden fik fingeren ud og ydede en smule service, så gæster følte sig velkomne?