Tag: erindringer

Hvad blev der af?

Kiosk i Århus tilbyder meget af det, der ikke efterspørges så meget mere: Klippekort, kopiservice, telekort, frimærker, DVD-udlejning …

  • Fotoalbums?
  • Snehegn?
  • Checkhæfter?
  • Shampoo, der lugter af grønne æbler?
  • Cigaret-, pibe- og cigarrøg?
  • Tøj fra militære overskudslagre?
  • Så meget sne, at man ikke kan åbne hoveddøren og slet ikke kan kæmpe sig i skole?
  • Giroblanketter?
  • Spritduplikatorer?
  • Brunkål med flæsk?
  • Ro?
  • Skrivemaskiner med farvebånd og slettelak?
  • Træsko?
  • Telefonbøger?
  • Rombudding med kirsebær?
  • Badges med ’Nej tak’ til atomkraft?
  • Posthuse?
  • Topløse på stranden?
  • Skomagere?
  • Frugtgrød og øllebrød?
  • Slagtere, hvor børn får en rød pølse, når de er inde og handle med deres mor?
  • Huler på høloftet?
  • Reservehjul?
  • Venlige og hjælpsomme naboer?
  • Ørkenstøvler med rågummisåler?
  • Telefoner med drejeskive?
  • Store og rare, løse hunde, som man kan hilse på på vejen?
  • Hjemmebagt sigtebrød med tandsmør, mild ost og syltetøj?
  • Læderskoletasker, der kan hænge på siden af cyklens bagagebærer, og som holder til flere generationers brug?
  • Strømpestopning?
  • God og høflig betjening i fysiske butikker?
  • Gule ærter?
  • Respekt for andre?
  • Gummisko?
  • Stilhed?
  • Købmænd, der har alt og ovenikøbet giver børn en papjulekalender med nisser, der rider på en fed gås, til jul?
  • Kunstige læderlapper på knæ og albuer?
  • Prøvebilledet på TV?
  • Sydamer, der bor længere henne ad vejen?
  • Herreskræddere?
  • Isbrydere?
  • Stearinlys i vinflasker?
  • Hønsestrik?
  • Små hyggelige landbrug, hvor man kan se køerne blive malket, klappe kalve og klø grisene på ryggen?
  • Ung pige i huset?
  • Kartofler og sovs?
  • Adresselister med telefonnumre på alle ens venner, familien, butikker og håndværkere?
  • Gennemslagspapir?
  • Køkkenhaver med krogede æbletræer, purløg, persille, grønkål, kartofler, stikkelsbær-, solbær- og ribsbuske?
  • Spontane rundboldkampe midt på vejen?
  • Henkogte pærer med råcreme og en klat ribsgelé?
  • Aftensmad med alle samlet om spisebordet uden telefoner?
  • Frimærker?
  • Kattekillinger?
  • Telefax?
  • Markveje?
  • Anstændighed?
  • Mælk i glasflasker med fløde på toppen?
  • Tid?
  • Hjemmegående koner?
  • Landeveje med vejtræer, bakker, dale og sving?
  • Postbude?
  • Nattemørke?
  • Skolelærere, som man respekterer, fordi de både kan regne, læse og skrive og ved noget?
  • Sko og tøj i holdbar kvalitet?
  • Håndskrevne breve?
  • Ismejerier?
  • Børn og voksne, der som en naturlig ting bærer deres egne tallerkener, bestik og glas ud og siger ’Tak for mad’?
  • Røde postkasser og gule postbiler?
  • Tomme byggegrunde og andre halvvilde arealer, hvor børn og hunde kan lege?
  • Børn, der er hjemme om dagen?

Mormors hænder

Min mormor var et lille trindt, kært væsen, der holdt meget af mig.

Hver sommer satte hun sit eget liv til side i en uges tid for at underholde og forkæle mig. Det må have kostet hende både penge og anstrengelser.

Vi gik på biblioteket og lånte bøger, hun udvirkede, at jeg fik lov til at låne en stak af min store fætters Anders And-blade – hvis jeg lovede at behandle dem ordentligt, vi var i Rødovrecentret og i Stationscentret, i Tivoli, hvor vi kendte nogen, så jeg fik gratis ture i forlystelserne, på Nationalmuseet, på små familiebesøg, og af og til stak vi hovedet ind i Damhustivoliet.

Mormor ville have flækket sig selv på langs og tværs, hvis det kunne have befordret mit velbefindende.

Hun lavede sodavandsis af citron- og hindbærsodavand i plasticforme. Jeg fik bananskiver med mælk til morgenmad. Og lakridskonfekt i en gul, hjerteformet plasticskål med i seng. Der lå jeg og læste hendes gamle eksemplarer af Hudibras og Knold og Tot. I mormors bittersøde lugt, som gennemtrak alt i den lille lejlighed i Ruskær nr. 39 på 6. sal og fik mig til at føle mig tryg og omgivet af omsorg.

En dag, vi sad med hinanden i hånden, kom jeg til at føle på den tynde, tørre hud på overfladen af hendes ene hånd. Gennemtrukket af blodårer, leverpletter og rynker i fine net, som skrøbeligt, krakeleret porcelæn. Når jeg trak huden tilbage mod håndleddet, blev den siddende og gled kun langsomt tilbage ud over hendes hånd. Jeg sammenlignede med min egen spændstige, buttede hud.

Mormor blev lidt flov. Jeg fornemmede, hvordan hun undseeligt kiggede væk, mens jeg udførte mine eksperimenter med vore hænder.

Mormor havde for lavt stofskifte. Formentlig dårligt behandlet. Hun blev enke i slutningen af 60’erne og begyndte at ryge meget og drikke guldøl. Hun døde i begyndelsen af 70’erne efter et års tid på et plejehjem, hvor de få livstegn, jeg opsnappede, var forklæder, viskestykker, servietter og muleposer med kartoffeltryk, som hun fremstillede i ’terapien’. Hun ville ikke have mig på besøg i den sidste tid, for ’Lone skal ikke se mig sådan’.

Hun døde ’af træthed’, siger min mor. Hun gav bare op.

Jeg lugter som hende, og nu kan jeg trække den leverplettede, rynkede hud på oversiden af mine hænder tilbage og sidde og se til, mens den kun langsomt glider ned på plads igen.