Forfængelighed er muligvis den største synd, og dumhed, se nedenfor, vi mennesker lider af i dag. Hvor man end kigger hen, får man øje på kvalmende mængder af forfængelighed, selvkærlighed og galopperende storhedsvanvid.
Vi er naturligvis forfængelige i den enkle og gammeldags forstand, at vi tilbringer timer foran spejlet, i motionscentret, vi bilder os selv ind, at vi har travlt …. med hvad? Vi vil kun spise de fødevarer, der lige nu regnes for ‘sunde’, som er ‘gode for os’ eller på mode, vi lader os operere af kosmetiske årsager, vælger omhyggeligt vores garderobe, smører os med dit og dat, sprayer os med kunstige dufte, kitter fuger i ansigtet, lægger tykke lag maling over, selv mænd farver deres hår i unaturlige kulører og sætter det op i knold og hestehale.
Det er også forfængelighed, når vi googler os selv, omhyggeligt udvælger det underbelyste foto, der skal på datingsiden, evindeligt sidder og fifler med vores egen profil eller uophørligt poster updates på Facebook og lignende sider eller tilføjer bagateller til den WIKIartikel om os selv, som vi har ladet vennerne uploade.
Men den største moderne forfængelighed består nok i den vrangforestilling, som mange af os har, at det alt sammen betyder noget …
I en oldgammel verden med p.t. henved 7,5 mia. andre mennesker kan vi i fuldt alvor bilde os selv ind, at det betyder noget, hvem vi er, hvordan vi ser ud, hvordan vi har klædt os på, hvordan vi sætter håret i dag, hvilket armbåndsur vi har på, hvad vi signalerer med de møbler, der står i vores stue, og hvad vi mener om alt muligt …
Vi bevarer en overbevisning om, at vi er med i noget. Betyder noget. Er vigtige for noget, om det så er i karrieren, i vennekredsen, i landet, eller om vi redder grønlandske børn, voldsramte kvinder eller sultende i Afrika. Når vi tænder et lys for Lady Di på et københavnsk fortov, når vi sætter det franske flag på vores profil på nettet eller går med i en demonstration mod regeringen.
Naturligvis betyder det noget for vore nærmeste og for dem, vi rent faktisk møder, hvordan vi er, og hvad vi gør, og det kan ske, at man pludselig befinder sig et afgørende sted, hvor en resolut handling eller en god idé bringer hjælp til få eller til mange, men at vi alle sammen har en vigtig rolle at spille er ikke sandsynligt. Så i virkeligheden ville vi selv og verden være langt bedre tjent, hvis vi kunne lære at slappe af. Hvis vi kunne se en smule mere filosofisk på tingene.
Men filosoffer er ikke de mest spendable forbrugere, så markedets mange producenter af alskens ragelse har store interesser i at bilde små hjerner ind, at de er betydningsfulde. Hver især. Og det er de jo også, især hvis de er mange nok og køber deres produkter.
– Han kunne være nådesløs, når han stødte på forfængelighed. Nådesløs. Det fik ham til at se rødt. Det er en undervurderet form for dumhed, plejede han at sige, man skal kunne glemme alle vores handlingers kosmiske betydningsløshed for at kunne være forfængelig, og det er en grov form for dumhed. Om den højtbegavede, portugisiske læge og forfatter, Amadeu de Prado, hovedpersonen i ’Nattog til Lissabon’, en filosofisk roman af Pascal Mercier.
Man kan også gå i den anden grøft og opføre et enormt, opulent bygningsværk til sin egen ære og forherligelse, som den gode kardinal Lenius i Rom, og så smække ordet ’HUMILITAS’ – ’Ydmyghed’ på forsiden. Sådan er der masser af mennesker, der bruger ordet ’ydmyghed’ i dag: De slår det stort op i omgangskredsen eller på Facebook, at de har fået en betydningsfuld stilling, opgave, belønning, ros og tilføjer, at de er opfyldt af stor ydmyghed …
Det er HUMILITAS overtaget af VANITAS, ydmygheden behersket af forfængeligheden, og således er ordene vendt helt på hovedet og giver ingen mening mere.
Kierkegaard om travlhed:
“Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt”