Jeg er født ti år efter krigens afslutning, og jeg voksede op i freds- og opgangstider og vænnede mig til, at alting bare blev bedre og bedre.
Fra 50’erne til 60’erne oplevede vi almindelige mennesker en næsten utænkelig, materiel forbedring af vore liv, da middelklassekvinderne blev sat fri og kunne arbejde uden for hjemmet, ikke blot som husassistenter, telefondamer, sekretærer, vaske- og sypiger, men med spændende og (dengang) vellønnede jobs som fx lærere, sagsbehandlere i det offentlige eller i reklame- eller rejsebranchen. Disse kvinders døtre tog uddannelser i en sådan grad, at de unge mænd i dag skriver selvmedlidende læserbreve i ’Politiken’ om det. Men de unge mænd kan være ganske rolige: De bedste pladser i samfundet er endnu i 2016 overvejende forbeholdt mænd.
Jeg oplevede, at Danmark hastigt forandrede sig. Gårde blev nedlagt, marker sammenlagt eller inddraget til vejstrukturer og parcelhuskvarterer, som bredte sig længere og længere ud i landskabet. Vi fik huse med centralvarme, vaskemaskine, elkomfur, køleskab, telefon og tv, og der blev også råd til bil, sommerhus, ferierejser, møbler, telt, legetøj, nyt tøj og sko, kameraer, grammofoner, båndoptagere, stereohøjttalere, bøffer, vin, salat, sodavand og slik til daglig. På børneværelserne vadede vi bogstaveligt talt i knæhøje dynger af skrigfarvet, uholdbart plastic.
I 70’erne gjorde vi unge oprør imod al denne materialisme, mod autoriteter og konformer: Vi afviste, at ’shopping’ kunne være en aktivitet, som tænkende mennesker frivilligt ville ønske at bruge tid på, vi klædte os brugt og billigt, folkeligt farverigt eller i militært overskudstøj og sad i rundkreds på gamle madrasser, røg, lyttede til musik og snakkede nætterne igennem. Vore reoler var ølkasser, sengen var lavet af spånplader og forskallingsbrædder, og vi batikfarvede selv ostelærred til puder, hynder og gardiner og hæklede kulørte lapper til vore lasede cowboybukser. Hvis vi gad, tog vi et år eller to til London, Sydeuropa eller Indien. Vi badede topløse, tykke, tynde, unge og gamle. Vi tilmeldte os EF’s europæiske handelsfællesskab med åbne grænser og fik overskud til at indføre den store bistandslov, der sikrede alle borgere en værdig hjælp uanset hvad. – Peace and love og tolerance beherskede tidsånden.
Fra 80’erne strammede nettet til igen. Under Schlüter oplevede vi økonomisk krise, kartoffelkur, arbejdsløshed, fattigdom. Ingen, vi kendte, købte huse længere eller rejste på ferie. Kampen om de gode jobs var hård, så kvinderne tog igen BH’en på og kom op på stiletterne. Mændene iførte sig jakkesæt, slips og blanke sko, og de stod gudhjælpemig og satte deres korte hår med både voks og hårtørrere! – Sådanne umandige beskæftigelser havde vi godt nok aldrig set før. Begrebet ’Yuppie’ opstod, og for første gang stiftede jeg bekendtskab med det mærkværdige fænomen ’mærkevare’ i form af en lille krokodille, der gjorde bluserne tre gange så dyre. – Hvem interesserer sig for, hvilket mærke en bluse, en parfume eller en sofa har?
I 90’erne opdagede man, at det gik ad H til med miljøet og forsøgte i 11. time at sætte ind med nogle få, utilstrækkelige og spredte tiltag. Bedst effekt havde Svend Aukens store vandmiljøplan.
Først i nullerne tog Fogh så over og kørte landet i sænk med et uhyggeligt overforbrug, en boligboble, bl.a. forårsaget af afdragsfrie lån – Hvorfor låner man penge til folk, der kun har en mikroskopisk chance for at betale dem tilbage? – og sin renden i rumpen af USA i galskab efter at erklære krig mod lande, der aldrig havde gjort os noget. Det skaffede ham så personligt en vellønnet, international stilling.
Terror, der før havde været politisk med Rote Armee og Brigate Rosse eller palæstinensisk, blev nu arabisk og identificeret med religion. Det blev pludselig helt i orden at genere og håne mennesker med en anden tro end den afslappede, danske folkekirketro. Og for første gang siden krigsårene fik almindelige borgere i Danmark grund til frygt, når de færdedes i det offentlige rum.
Nu i tierne er vi så hastigt på vej tilbage til krisestemningen fra før krigsårene: Vi oplever grasserende fremmedangst og har igen en borgerlig regering, der kører det offentlige, sundheds- og uddannelsessystemet og andet værdifuldt fælleseje, så som det vigtige skattevæsen, i sænk med evindelige krav om besparelser – som om vi ikke havde råd! – Vi har aldrig været rigere, og aldrig før har vi haft så mange hænder til at løfte byrderne. – Vi er tre gange så mange mennesker i verden og i Danmark nu, som vi var i 1950, og hvis det ikke rækker, står der et tocifret antal millioner af flygtninge fra udbombede byer i bl.a. Mellemøsten klar til at komme ind og tage fat.
Alligevel insisterer de herskende, små ånder på at kalde det krisetider, på at afvise de arbejdsvillige og ofte veluddannede unge ved grænsen og på at udsulte og plage alle danske syge, gamle og svage.
Så hvor man for 50 år siden var stolt af at være dansker og kunne føle sig tryg i bevidstheden om, at samfundet ville give vore børn og unge en lødig uddannelse og tage sig af os, når vi blev syge, arbejdsløse eller gamle, så har vi nu pensionsaldre på over 70 år – også for mureren og jord- og betonarbejderen! – Vi bliver gennemtjekket ved den dansk-tyske grænse, hver gang vi har været i Fleggård for at købe øl og marcipan, og vi bliver kørt ud til jobtræning på bårer i ambulancer! Selv ikke en mand med lungekræft kan få en rolig sidste tid på en lille sygepension, gamle bedstemor får aldrig skiftet sin ble, og vi kan ikke komme igennem til 1813, hvis vi skulle få lungebetændelse en søndag eftermiddag. Postvæsnet har nedlagt sig selv, man kan ikke nogen steder komme i kontakt med andet end telefonsvarermaskiner – tryk dit og dat du er nummer 14 i køen vent pling pling pling ved du at du kan bruge hjemmesiden – og ingen, hverken offentlige eller private gider svare på en mail. Hvad bruger vi al tiden og alle menneskene til? – Burde vi ikke anvende nogle af vore mange ressourcer på at tage os af hinanden? Som vi gjorde før? – I stedet for at sidde og uploade selfies, som ingen orker at se, allevegne…
(Middelklasse)kvinderne blev sat fri til at beskæftige sig med andet end hus, madlavning, indkøb og børn, og det er godt. Men det var ment som et valg, ikke et påbud. Frihed betyder også muligheden for begge køn for at vælge at tage tiden tilbage, fx passe sine egne børn, sit eget hus, dyrke nogle grøntsager selv, holde hund og høns og støtte ægtefællens karriere.
Men vi indgår ikke længere partnerskaber for livet. Vi stoler ikke længere på hinanden, og vi under ikke længere hinanden noget. ’Solidaritet’ er blevet et fremmedord. Det er nu helt almindeligt at råbe vredt efter hinanden på gaderne, at kommentere hinandens kroppe og såkaldte ’livsstil’. KOL og diabetes betragtes som selvpåførte lidelser – Helt alvorligt: Hvem ønsker at gøre sig selv syg? – som belaster fælleskassen, og syge mennesker føler sig efterhånden som spedalske.
På den barske baggrund forstår jeg udmærket den nostalgiske bølge … Tiderne VAR bedre førhen, men en nusset designerstol – findes der stole eller andre møbler, der ikke er designet? – og en gammel abe af Kay Bojesen gør ingen forskel – Vi skal ud af hullerne og tage kampen for velfærd, solidaritet og medmenneskelighed en gang til.