 |
 |
Fornemt fyrværkeri afstemt med musik og vindmøller til Jean-Michel Jarres koncert i Vrå, sept. 2002
Efter døgn med eksplosioner og hvinende raketter lige uden for vinduerne, er både hunden og jeg trætte af nytårsfyrværkeri.
De første nytårsaftner, jeg kan huske fra årene omkring 1960, var fredelige. De voksne fik lidt god mad, torsk med lever, krølle og bukser, en øl, snaps, en flyversjus til dessert. Vi børn fik måske en citronsodavand til maden i stedet for den sædvanlige kærnemælk, og så kunne der være sjove hatte, hagesmække, serpentiner, bordbomber og knallerter på bordet, foruden diverse spøg og skæmt, pruttepuder, plastichundelorte, uægte fluer, der kom ud af sukkerknalden i farmors kaffekop, små stykker pap med krudt, som man kunne liste ned i de voksnes cigaretter … Ud på aftenen kunne man under voksen overvågning få lov at tænde en stjernekaster, og det var meget spændende. Da bror blev ældre fik han knaldperler, der lå i savsmuld, og som gav store brag, når de blev smidt ned i fortovet.
Disse udskejelser accelererede fra år til år, og jeg husker nytåret 2000 som det største brag nogensinde. Alle havde fået penge til hummere, champagne, cigarer og store kanonslag, og det skulle alt sammen fyres af ude på gaden for øjnene af familie, venner og naboer: Se mig!
Den seneste nytårsaften føltes i vores lille, ellers fredelige by, som at være under beskydning i to døgn. En veritabel belejring. Hunden turde ikke gå ud og tisse, men lå gispende og klemte sig under sofabordet. Det buldrede og bragede og lynede og glimtede, så vi alle i solidaritet med den stakkels hund gik rundt i stuer med gardinerne trukket for og tv’et tændt.
Fyrværkeribranchen tjener styrtende med penge, men den har meget på samvittigheden: 267 tilskadekomne i år, 500 brandudrykninger, ½ mio. skræmte hunde i husene, andre bange dyr i hundredtusindvis: fugle, rådyr, heste, køer, katte … Mange har siddet med nyfødte og småbørn, der ikke forstår, hvad der lyner og brager, syge og døende og deres pårørende, der ikke har brug for brag og buldrende ildglimt i dagevis, men fred og ro til at være i den situation, de nu er stedt i.
I et debatindlæg i Politiken d. 31.12.16 skrev Emil Arenholt Mosekjær, tidligere soldat:
’Jeg skulle igennem et kursus i grundlæggende sprængning i hæren, før jeg fik lov til at håndtere så meget som en detonator.’
Og
’Det giver ingen mening, at Hr. og Fru Danmark kan rende rundt i en 10-hestes brandert og lege med sprængstof…’
Hvis det var terrorister eller kriminelle, der i den grad forstyrrede den offentlige ro og orden, ville man omgående sætte hæren ind. – Men det er bare en forholdsvis ny, farlig og spændende tradition, dødsensfarlige sprængstoffer, håndteret af børn og fulde folk, som vi stiltiende tillader i dagene omkring nytårsaften.
Er tiden ikke kommet til at overlade krudtet til professionelle?
Nogle indbyggere i Seest ved Kolding må have et anstrengt forhold til nytårsskyderi. Foto fra nov. 2004