Spinkle lillepigestemmer, koket læspen, indsmigrende, næsten hviskende, kælent tonefald … Den moderne kvinde blev ikke (altid) så stærk og uafhængig i sit udtryk, som vi gamle kvinder kunne have ønsket os, da vi op igennem 60’erne og 70’erne demonstrerede i gaderne med knyttede næver.
Og det på trods af 12-taller og tilsyneladende lige muligheder på de fleste fronter!
Det ser ud, som om man nu holder kvinderne nede med krav om tyndhed, langt havfruehår foroven, glatbarberethed forneden, og en barnlig sødme … Og det kan man jo godt forstå, at nogen kunne have en interesse i. Behagesyge småbørn er nu engang lettere at sælge mere eller mindre overflødige produkter inden for boligindretning, mad, sundhed, skønhed, mode, rejser og populærkultur til – Men hvorfor helvede er det, at unge, stærke og begavede kvinder går med på det?
Helt aktuelt er det Iben Maria Zeuthens sødladent flirtende udspørgen af den store diva, Ghita Nørby, og Dennis Nørmarks påfølgende tankevækkende indlæg i Politiken*, som udløser min undren.
Jeg har stor forståelse for Ghita Nørbys reaktion, selv om den forekommer unødvendigt grov: – Candyfloss-sødt-klistret passiv aggression ER øretæveindbydende! – Også jeg overfusede en gang en lille apotekerpige, der vist bare ville være sød. – Faktisk forskrækkede det mig selv, at hendes spæde forsøg på, kælent, floskelfyldt og i et dårligt sprog, at belære mig om noget, jeg har vidst i længere tid, end hun havde levet, udløste så stor vrede i mig.
Jeg er en ældre dame, der ikke skal kurtiseres af små piger, og jeg bliver usigeligt flov på hele kønnets vegne, når jeg støder på dem.
Men de må jo have oplevet, at de får fordele ud af lillepigerollen, ellers ville de vel stoppe med det samme.
På en billig charterferie for nylig blev vi rystede over de unge guider, der knap mestrede det danske sprog, men som flinkt havde lært lidt stof udenad, som sang børnesange for os i bussen på vej til og fra lufthavnen, og som fnisende over lydanlægget fortalte os alle sammen om deres guidemiddage på hotellet, hvor de som noget nyt havde ‘aftalt at slukke vores mobiler og ligesom være tilstedeværende og snakke om hvordan hinandens dag har gået’ …
Jeg afbryder brat enhver samtale og zapper væk fra enhver udsendelse eller annonce i tv og radio, hvis stemmen tilhører en kælent indsmigrende, voksen kvinde, der forsøger at gøre sig lille. Fx kan DR’s ’Aftenshowet’ udløse min zapperefleks i en sådan grad, at jeg vist aldrig har set mere end få sekunder af den udsendelse. De unge mænd i ‘Aftenshowet’ kan i øvrigt forekomme lige så vammeltsøde, som pigerne, når man zapper forbi … Den værste er dog den kvindelige vært i ’Sporløs’, der kaster sig over helt fremmede mennesker i fremmede lande og smiler og krammer og taler kælent til alle, uanset at afsnittets dybt berørte hovedpersoner står lige ved siden af og græder.
Hvad er der sket? – Har de unge kvinder ikke længere nogen voksne kvinder som rollemodeller? – Kun den jævnaldrende børnegruppe og en enkelt fortravlet pædagog eller to?
Det ser ud, som om vi har sprunget et par generationer over i oplæringen af vores børn. Vi tager ikke længere vores egne børn i hånden, tager dem med ud i verden og lærer dem, hvordan man begår sig i det offentlige rum, på arbejdsmarkedet og socialt. De seneste forældregenerationer har koncentreret sig om sig selv og deres egne karrierer og forbrug og har overladt børnene til store institutioner med dårlig bemanding, således at børn og unge i de seneste 30 – 40 år har været overladt til det, min mand kalder ’sidemandsoplæring’. Dvs. at de lærer alt, fakta, sprog, opførsel, sociale koder, af hinanden i børneflokkene, af ligeledes meget unge YouTube-stjerner, af hysterisk opgejlede, åndløse tegnefilm, af fjollet barnlige tv-værter og popsangere. I ferier og weekender bliver det for anstrengende for de i øvrigt fraværende forældre at være sammen med deres egne børn, der jo er vant til at færdes i store, larmende flokke, og så suser man rundt på poppede museer, udstillinger, vand-, legelande og tivolier for at slippe for at foretage sig noget seriøst og måske komme til at snakke sammen. I gamle dage kaldte man sådanne fraværende forældre, der bød på is og zoologisk have i weekenden, for – ja, netop – ’Weekendforældre’.
Så børnene, pigerne, danner tøseflokke – også som voksne – hvor de åndeligt talt sidder på sengene inde på hinandens værelser og fnisende aftaler, at – Ej, skal vi ikke alle sammen have langt hår? Skal vi ikke sige, at nu skal vi alle sammen amme vores børn på caféer? Gå i petroleumsgrønt tøj? Samle på retromøbler og keramik? Bruge slynger til vores børn? Bære bæltetasker over skulderen? Strikke vores karklude selv? Drikke to-go-kaffe med mandelmælk ligesom amerikanerne? Se de og de tv-serier? Prøve at lege veganere? Og gøre os til af det på Instagram?
I venindegrupper, på de sociale medier og i de senere år herhjemme også i dagbladet Politiken** koordinerer disse tøsepiger, af frygt for at blive udelukket af flokken, hvordan de skal leve deres liv.
Og på samme måde, som Iben Maria Zeuthen ville have spurgt en legekammerat: – Hvad er din yndlingsfarve? i håbet om, at det var lyserød, ligesom hendes egen, spurgte hun Ghita Nørby, den gamle, garvede skuespiller, der lærer sine roller med stor professionalisme og forsvarer sine figurer og ALLE deres replikker til sidste blodsdråbe både i film og på scenen, om, hvad hendes yndlingsreplik var … Det er pinligt! Og viser en flagrende, barnlig uvidenhed om de faktiske forhold i jernindustrien, som forekommer uklædelig for en voksen kvinde og kulturjournalist.
At mænd, fædre i 40’erne samles om rollespil, går i sneakers, hættetrøjer og færdes på løbehjul, rulleskøjter og mountainbikes i det offentlige rum har formentlig en lignende historie, som en voksen mand måske kunne beskrive.
*https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7092603/Unge-kvinder-ville-have-godt-af-engang-imellem-at-opf%C3%B8re-sig-som-Ghita-N%C3%B8rby
** fx https://politiken.dk/debat/art7077450/Jeg-har-kopieret-et-t%C3%B8jeksperiment-og-ikke-%C3%A9n-bem%C3%A6rkede-noget-nu-er-mine-venner-med