Man skulle tro, at kirker og kirkegårde var fredelige naboer.
Da jeg med min familie i 1970 flyttede til Løgstør i et hus over for den store kirkegård på bakken, sagde min far, at naboerne sikkert var fredelige … Det må man da håbe, tilføjede han med et ildevarslende blik, der opskræmte os unger en smule, selv om vi også godt kunne se det sjove.
Om Storm P. fortælles det, at han på sin spadseretur hen over en kirkegård på Frederiksberg fik øje på to gravere, der sad og hvilte sig på kanten af en grav, de lige havde gravet. – Nå, har vi fået lov til at komme lidt op i dag? spurgte Storm P. venligt og lettede på hatten til de uforstående gravere.
I 70’erne havde også jeg en daglig spadseretur fra Mejlgade op til Trøjborg, der rummede min afdeling af Århus Universitet, hen over en stor kirkegård, hvor jeg ofte slog en lille sludder af med de flinke gravere.
I de år blev det meste af arbejdet på kirkegårde endnu gjort med spader, river, koste og skovle. Kort sagt: med håndkraft og mandemuskler.
I de sidste mere end 25 år har jeg igen været nabo til en stor og veldrevet kirke med tilhørende stor kirkegård, men nu er det slut med fredeligheden.
Kirkeklokker er en rar ting at have i sin hverdag. Når de ringer morgen og aften og til gudstjeneste, bryllup og begravelse, er det en påmindelse om tiden og livets gang. Som min mand siger, når nogen spørger, hvordan det er at bo nabo til en kirke: – Tjahh, nogle gange holder de jo fest.
Og det gør de fx juleaftensdag, når det mørkner, og de samler sidste hold julekristne før andestegen og kimer på livet løs. Så slår jeg havedøren op og lader klokkerne ringe min egen jul ind, mens jeg pynter træet. Mere Disney bliver det ikke.
I gamle dage var det Edith på næsten 70 år, der to gange om dagen, punktligt, klatrede op ad den snoede stentrappe og hang i klokkerebene til og med de sidste ni, dybe bedeslag. Hun tog mig med op i tårnet, gav mig høreværn på, og så kunne jeg stå ved lugen mod syd og se langt ned i Jylland, mens hun bimlede og bamlede. Så gik Edith på pension, og et mekaniseret klokkeværk blev sat op. Noget af det første, der skete, var, at et voldsomt lyn slog ned i klokketårnet og satte det nye værk ud af drift. Så meget for gode forbindelser opadtil.
Mekanikken blev repareret og tog sjælen ud af ringningen. Det var ikke Edith. Det var upersonligt.
Også spader, river, koste og skovle er gået af mode.
I dag foregår arbejdet på den store kirkegård og på arealerne ude omkring den med larmende, potente maskiner. Snerydningstraktor, der brager op og ned ad gaden. Græsslåmaskiner, der kræver høreværn. Gravemaskiner til gravene – ingen sidder længere på gravens rand og lytter til solsorten med madpakke og en citronvand efter veludført gerning.
Når kirkegårdsgartnerne i dag slår græsset, ryster mit skrivebord. Når de støvsuger plæner, grave og stier eller klipper en million kilometer lave buksbomhække med den store kompressor, må jeg søge tilflugt hos venner eller i skoven.
I dagevis kan man ikke føre en samtale i et normalt stemmeleje, mens kirkens omhyggelige folk udfører deres arbejde, og jeg må vente med telefonopkald til de holder kaffe- eller spisepause eller fyraften.
Venner, som bor tæt ved kirkegårde andre steder, i andre byer, i andre dele af landet, beretter om samme ukristelige larm.
Så hvor kirken førhen var et sted, hvor Edith to gange om dagen følsomt håndterede de to store klokker, og hvor man begravede sine kære med ønsket om, at de måtte hvile i fred, er den nu centrum for et støjhelvede, der trodser enhver beskrivelse.
Hvem skulle nu tro det …
Øredøvende helvedesmaskine runger i dagevis mellem fredelige grave – Videoen er taget fra terrassen lige foran min havedør. Larmen høres tydeligt også inde i stuerne, så på de værste dage er man nødt til at tage hjemmefra.
Senere tilføjelse:
Engelske kirkegårde bliver kun nødtørftigt vedligeholdt; det meste overlades til de pårørende – og til fugle, pindsvin, bier, sommerfugle og anden natur. Og de er meget fredfyldte og smukke.
Hvis der er larm omkring ens hjem eller arbejdsplads, tager hele kroppen skade. Den stresses og kommer i et stadigt alarmberedskab, hvilket påvirker hjertet og blodomløbet. Hvis det er langvarigt, kan det være dødeligt. Og det gælder, uanset om støjen opleves som generende eller ej.