Tag: Vodskov kirke

En dag med ørerne

– på en villavej en hverdag i august

Vækkes af naboens skingre hund, som gør ad det samme hver eneste morgen: vinden, en fugl, duft­sporet efter en for længst passeret kat, en anden hysterisk hund ovre på det mod­satte hjørne, folk, der har den frækhed at gå forbi ude på vejen …

En larmende knallert kører forbi – og kommer tilbage

Kirkens kraftfulde materiel starter: enorme støvsugermaskiner og græsslåmaskiner, der drøner rundt, så ruderne og porcelænet i vores skabe klirrer

Og en kommunal entreprenørmaskine kører langsomt forbi og får huset til at ryste

Så starter motorsaven ovre i beskæftigelsestilbuddet i kanten af skovstykket

En raslende varevogn med trailer hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen

En motorcykel tager hjørnet liggende og gasser voldsomt op

Naboens hund kommer ud igen. Ingen på vejen – hverken børn, syge eller gamle – kan sove længere, og ingen kan arbejde hjemme

Store lastbiler, sommetider med anhængere, runger op ad den lille vej

Længere nede er nogle nytilflyttere ved at renovere deres hus, hvilket indebærer en stadig strøm af lastbiler og brug af støjende maskiner

Håndværkerne lytter til høj radio hele dagen

En traktor passerer for fuldt drøn

Den store redningshelikopter flyver lavt hen over på vej til havet

Endnu en dreng på knallert

En bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks

En pensionist overfor klipper langsommeligt sin hæk med en benzindrevet hækklipper, som hviner og vræler

En bil med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rundkørslen

Vejret er godt, og de små larmende sportsfly er på vingerne over vores lille by

Endnu en bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks

Tomme lastbiler ført af chaufførelever kører evindeligt op og ned ad vejene her omkring uden noget egentligt formål – kunne de ikke øve sig et andet sted end ud for folks haver?

Kirkens materiel på den ene side og motorsaven overfor starter igen efter middagspausen

Og hunden er igen ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den nu har samlet kræfter og gør og gør

En anden nabo begynder at bruge en kraftig slibe- eller skæremaskine i sin garage

Et par motorcykler gasser op

En anden hund er blevet lukket ud og står og hyler sørgmodigt

Nu er familiefædrene kommet hjem og starter deres store, benzindrevne plæneklippere

Én af dem føler bagefter trang til at støvsuge hele sin have med en kraftig løvsuger, så ingen kan høre, hvad andre siger

Et barn græder højt og længe

Vi opgiver at servere grillmaden på terrassen, selv om gæsterne synes, at vi burde kunne sidde ude i det gode vejr

Naboen slår stadig græs, selvom det er spisetid

Biler smækker med dørene og dytter lige udenfor. Andre familier vender hjem eller får høj­lydte gæs­ter

Og naboens hund, som må have en hukommelse som en guldfisk, gør også ad sin egen fa­milie og de­res bil

To jagerfly krydser luftrummet over os

Og dem skal hunden også gø ad i lang tid. Dens nerver må være tyndslidte

Endnu en bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks

Det blæser, så kirkens lange flagsnor klasker mod flagstangen: klask klask klask klask

En forsinket, raslende varevogn med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rund­kørslen

En boret knallert, som man også kan lugte i lang tid efter

Nogle småpiger skriger op, pjatter og spiller høj musik i haven

Hvilket gør naboens hund rasende i lang tid

Efter aftensmaden kommer hunden ud igen. Vi hører den klart og tydeligt, selvom vi har lukket alle døre og vinduer for det fine vejr og sidder inde i stuen og hører musik

Kl. 23.30, når jeg lige er faldet i søvn, vækkes jeg med et sæt af hunden, der er rasende og alene ude i natten

Kl. 1 falder jeg i søvn igen

Næste morgen står hunden og gør lige ud for mine vinduer

I den nærliggende skov kan man stadig finde pletter med velgørende ro, selvom menneske­tætheden, fly, motorveje og anden transport i dag invaderer alles lydrum. Vi bor i et lille land, og vi er alle naboer i den forstand, at vores handlinger indebærer konsekven­ser for mange andre mennesker.

I min egen have bruger vi også maskiner til vedligeholdelsen, men fortrinsvist elektriske og normalt kun fx lørdag formiddag

På andre tidspunkter risler vandet stille i fuglenes bassin

Den gamle krage tilkalder sin kone med et krakrakra

Vinden suser gennem lindetræet og den store eg

Spætmejsen banker på sin egen redekassedør

Alle de små spurve kvidrer rundt og tager for sig af havens buffet

Havesangeren giver pludselig koncert, så alle må holde inde og bare lytte, indtil naboens hund af­bryder med sin nervøse vrede og:

En larmende knallert passerer ude på vejen

Kirkens kraftfulde materiel starter, så ruderne klirrer

Motorsaven ovre i beskæftigelsestilbuddet går i gang

Store lastbiler runger skrumplende op ad vejen

Endnu en dreng på knallert hviner forbi

Naboens hund begynder igen

En bil med nedrullede vinduer og dunk-dunk-rytmeboks

En mand klipper hæk med benzindrevet hækklipper

En bil med trailer hopper hen over rundkørslen

Nytilflytternes håndværkere, maskinellet, deres materialeleveringer og ra­dioen kører endnu en dag

Tomme lastbiler med chaufførelever drøner op og ned ad vejen og rundt i den lille rundkør­sel

Kirkens maskiner på den ene side og motorsaven overfor starter igen efter middagspausen

Sportsflyene cirkler over byen

Hunden er ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den gør og gør

En anden nabo bruger en kraftig slibe- eller skæremaskine i sin garage

En anden hund står og hyler sørgmodigt

Kirkens lange flagsnor klasker mod flagstangen: klask klask klask klask

Familiefædrene starter deres store, benzindrevne plæneklippere

Og støvsuger haven bagefter med kraftige løvsugere

Biler smækker med dørene og dytter lige udenfor

Og naboens hund gør længe ad det hele, inkl. sin egen families bil og alle familiemedlemmernes kommen og gåen

Et passagerfly kommer lavt ind over

Et par drenge ræser op og ned ad vejene på ulovlige knallerter efter mørkets frembrud

Hunden er ude i haven, lige under mine vinduer, hvor den gør og gør, indtil familien kalder den ind og kører væk

En forsinket, raslende varevogn med anhænger hopper og brager hen over bumpene i rund­kørslen

En flok unge skriger, pjatter og spiller høj musik ude på fortovet

Hvilket selvfølgelig gør hunden rasende i lang tid … den er alene hjemme, men alle på vejen kan høre den i timevis, selvom den er lukket inde

Vi larmer alle uophørligt, nedslider vores sparsomme naturområder, bygger grimt, giftsprøjter jord, luft og drikkevand, udspre­der koncen­treret, tungmetalholdig grisegylle på de marker, hvor vi dyrker vores egen mad, vi graver jordens rå­stoffer op og eksporterer dem, mens vi importerer granitskærver fra Kina, udleder røg i luften, affald på jorden og skidt i vandet … Så det fælles lydmiljø i villahaverne ligger nok ikke øverst på handleplanerne … her i år 2022, hvor vi martres af flere smitsomme syg­domme, krig, klimaforandringer og hastig uddøen af dyr og planter omkring os.

– Men lyden af bybusserne mangler – Vores kommune har netop skiftet dem ud med elbus­ser 😊

Unødvendig støj

I en verden fyldt med tung trafik, biler, arbejdsmaskiner, fly, knallerter, husholdningsmaskiner, varmepumper, havemaskiner, værktøj, soundbokse, højttalere, muzak, naboer, computere, tv-apparater, mobiler, bør vi alle bestræbe os på at begrænse støjniveauet, når vi kan.

Undersøgelser viser, at støj påvirker hjerterytmen og blodomløbet. – Og hele nervesystemet, kunne man tilføje. – Vi bliver rent faktisk syge af støj.

Ikke af kort, kendt og forbipasserende støj, men af vedvarende, gentagen og unødvendig støj.

De fleste af os bor tæt på andre mennesker og deres støj. – Vi kunne begynde med at fjerne al larm og støj, der ikke umiddelbart har nogen nytteværdi:

Benzin- og dieselbiler i tomgang.

Vindharper, der kling-klanger i hver lille brise, og som også høres af naboerne.

Musik i haver, i biler med nedrullede vinduer og på offentlige steder. – Ikke alle har samme musiksmag. Nogle er gået ud for at lytte til fugle. Nogle sidder i haven eller parken for at slappe af, ikke for at lytte til andres samtaler, fester, gøende hunde, børneskrig eller larmende maskiner i timevis. Det er fx dårlig stil at slå græs eller arbejde med andre støjende redskaber i en lille have med omgivende naboer på en sommerdag lige ved spisetid.

I mit nærområde har kirkegården anskaffet sig særdeles kraftigt materiel, som generer alle naboer:

Øredøvende helvedesmaskine runger i dagevis mellem fredelige grave – Videoen herunder er taget fra terrassen lige foran min havedør:

Sådanne kæmpemaskiner bruges – i stedet for rive, skovl og kost – til at støvsuge alle gravsteder og stier! – Det er endegyldigt slut med at mindes sine kære afdøde i fred … Og lige på den anden side af kirkegården bor der mennesker, små og store, unge og gamle, raske og syge, som ikke kan opholde sig i haverne i de lune forårs- og sommerdage, mens kirkens folk er på arbejde, og nogle dage heller ikke kan føre en almindelig samtale inde i egen stue.

Vores lille by ligger knap 10 km fra en lufthavn, hvilket er praktisk, når vi skal ud at rejse, og de brummende rutefly generer da heller ikke, når de ca. en gang i timen langsomt glider ind til landing. Det er kortvarigt og nyttigt, at de er der. Læge- og redningshelikoptere er også mere end velkomne til at optage vores fælles luftrum og støje, mens de passerer, men for at generere yderligere indtægter lejer lufthavnen sine baner ud til de store hvinende AWACS-fly, der med tallerken over skroget træner touch and go-landinger i timevis og ødelægger roen og nerverne hos de titusindvis af mennesker, der opholder sig nedenunder, i byer, skoler, arbejdspladser, institutioner og natur.

Hvinende AWAC-fly cirkler ugentligt i timevis over småbyer nord for Aalborg

Ligesom en enlig privatflyver, en fyr med penge på lommen, kan tage tusinder som gidsler og få lov at cirkle i timevis over vores lille by og den nærliggende skov. Han har sikkert en fest deroppe. Føler sig som konge over det hele, mens han ødelægger dagen for os andre og nedsender sin enerverende motorlarm over alle de mange, der bare ønsker fred.

Vi bliver nødt til at tage os af den unødvendige støj. –  Skal der lovgives om det? – Ja, det skal der helt sikkert på et tidspunkt. For vi er blevet for mange, for rige, og det er blevet for meget. – Men indtil da kunne vi starte med at tænke os om hver især og tage de påkrævede hensyn, både som private borgere, virksomheder, kirkesamfund og offentlige foretagender.

Vi bør også tænke alvorligt over lugte, så som udstødning, gylle, parfumer og røg. Vi bør desuden beskytte nattemørket mod unødvendig og alt for kraftig belysning. Og til sidst skal vi skåne syn og sjælero ved ikke at konstruere alt for mange grimme tårne, møller, master, bygninger, konstruktioner, fabrikker eller ’kunst’, der skal sætte enhver provinsby ’på verdenskortet’, midt i de få tilbageværende oaser med grønne eller havblå udsigter.

Se evt.:

Villahavernes støjhelvede … og en løsning
Kirker og kirkegårde

Kirker og kirkegårde

Man skulle tro, at kirker og kirkegårde var fredelige naboer.

Da jeg med min familie i 1970 flyttede til Løgstør i et hus over for den store kirkegård på bak­ken, sagde min far, at naboerne sikkert var fredelige … Det må man da håbe, tilføjede han med et ildevarslende blik, der opskræmte os unger en smule, selv om vi også godt kunne se det sjove.

Om Storm P. fortælles det, at han på sin spadseretur hen over en kirkegård på Frederiksberg fik øje på to gravere, der sad og hvilte sig på kanten af en grav, de lige havde gravet. – Nå, har vi fået lov til at komme lidt op i dag? spurgte Storm P. venligt og lettede på hatten til de ufor­stående gravere.

I 70’erne havde også jeg en daglig spadseretur fra Mejlgade op til Trøjborg, der rummede min afdeling af Århus Universitet, hen over en stor kirkegård, hvor jeg ofte slog en lille slud­der af med de flinke gravere.

I de år blev det meste af arbejdet på kirkegårde endnu gjort med spader, river, koste og skovle. Kort sagt: med håndkraft og mandemuskler.

I de sidste mere end 25 år har jeg igen været nabo til en stor og veldrevet kirke med tilhø­rende stor kirke­gård, men nu er det slut med fredeligheden.

Kirkeklokker er en rar ting at have i sin hverdag. Når de ringer morgen og aften og til guds­tjeneste, bryllup og begravelse, er det en påmindelse om tiden og livets gang. Som min mand siger, når nogen spørger, hvor­dan det er at bo nabo til en kirke: – Tjahh, nogle gange holder de jo fest.

Og det gør de fx juleaftensdag, når det mørkner, og de samler sidste hold julekristne før ande­stegen og ki­mer på livet løs. Så slår jeg havedøren op og lader klokkerne ringe min egen jul ind, mens jeg pynter træet. Mere Disney bliver det ikke.

I gamle dage var det Edith på næsten 70 år, der to gange om dagen, punktligt, klatrede op ad den snoede stentrappe og hang i klokkerebene til og med de sidste ni, dybe bedeslag. Hun tog mig med op i tårnet, gav mig høreværn på, og så kunne jeg stå ved lugen mod syd og se langt ned i Jylland, mens hun bimlede og bamlede. Så gik Edith på pension, og et mekaniseret klokkeværk blev sat op. Noget af det første, der skete, var, at et voldsomt lyn slog ned i klok­ketårnet og satte det nye værk ud af drift. Så meget for gode forbin­delser opadtil.

Mekanikken blev repareret og tog sjælen ud af ringningen. Det var ikke Edith. Det var uperson­ligt.

Også spader, river, koste og skovle er gået af mode.

I dag foregår arbejdet på den store kirkegård og på arealerne ude omkring den med lar­mende, potente ma­skiner. Snerydningstraktor, der brager op og ned ad gaden. Græsslå­maskiner, der kræver høreværn. Grave­maskiner til gravene – ingen sidder længere på gra­vens rand og lytter til solsorten med madpakke og en citronvand efter veludført gerning.

Når kirkegårdsgartnerne i dag slår græsset, ryster mit skrivebord. Når de støvsuger plæner, grave og stier eller klipper en million kilometer lave buksbomhække med den store kompres­sor, må jeg søge tilflugt hos venner eller i skoven.

I dagevis kan man ikke føre en samtale i et normalt stemmeleje, mens kirkens omhyggelige folk udfører deres arbejde, og jeg må vente med telefon­opkald til de holder kaffe- eller spisepause eller fyraften.

Venner, som bor tæt ved kirkegårde andre steder, i andre byer, i andre dele af landet, beret­ter om samme ukristelige larm.

Så hvor kirken førhen var et sted, hvor Edith to gange om dagen følsomt håndterede de to store klokker, og hvor man begravede sine kære med ønsket om, at de måtte hvile i fred, er den nu centrum for et støj­helvede, der trodser enhver beskrivelse.

Hvem skulle nu tro det …

Øredøvende helvedesmaskine runger i dagevis mellem fredelige grave – Videoen er taget fra terrassen lige foran min havedør. Larmen høres tydeligt også inde i stuerne, så på de værste dage er man nødt til at tage hjemmefra.

Senere tilføjelse:

Engelske kirkegårde bliver kun nødtørftigt vedligeholdt; det meste overlades til de pårørende – og til fugle, pindsvin, bier, sommerfugle og anden natur. Og de er meget fredfyldte og smukke.

Hvis der er larm omkring ens hjem eller arbejdsplads, tager hele kroppen skade. Den stresses og kommer i et stadigt alarmberedskab, hvilket påvirker hjertet og blodomløbet. Hvis det er langvarigt, kan det være dødeligt. Og det gælder, uanset om støjen opleves som generende eller ej.