Paven er død

I foråret 2013 var vi på bilferie i Andalusien, og da vi lidt efter klokken syv om aftenen d. 13. marts trådte ind på pladsen foran katedralen i Sevilla, begyndte kirkeklokkerne pludselig at kime. Sekundet efter, at jeg havde taget dette foto, kom indehaveren fra kiosken på hjørnet lø­bende ud foran os med ar­mene i vejret og råbte: Habemus papam! Habemus papam!

Andre havde også lige hørt nyheden, og en jublende glæde spredte sig blandt alle på plad­sen og i de tilstødende gader. – Kardinalerne i Rom var blevet enige om at vælge en ny pave, Jorge Mario Bergoglio fra Argentina, der, som pave Frans, Francis, Francis­cus eller Fransisco, måske blev den mest blide, fordomsfrie og elskede pave i min tid.

I de år, jeg boede i Rom, fulgte jeg, som alle andre i katolikkernes hovedstad, Vatikanet og paverne tæt. Man samledes på Peterspladsen ved kirkelige højtider, midnatsmessen juleaften, til påske, pinse og ved særlige lejligheder. Jeg oplevede jubelåret i 1975, da den hellige dør blev åbnet, og en ”privat­audiens” hos pave Paul d. 6. (sammen med omkring 300 andre) i audienshallen ved siden af Peterskirken. Jeg stod og så den hvide røg stige op fra det Sixtinske Kapel, da pave Johannes Paul d. 1. blev valgt, og efter hans død kun en måned efter, valfartede vi igen til Peterspladsen, da vi hørte, at man havde udpeget hans efterfølger, pave Johannes Paul d. 2.

Jeg blev inviteret med på en rundvisning med Vatikanets arkæolog i udgrav­ningerne dybt under Peterskirken, hvor man på en kirkegård fra det første århundrede efter Kristus udpe­gede Skt. Peters grav for mig. – Arkæologen undså sig ikke for at lægge en støt­tende hånd på min bagdel, mens vi klatrede over de lave mure i mørket dybt nede. – Dengang kunne man uhindret smutte ind i Peterskirken og tilbringe en fredelig stund i bøn eller eftertænksomhed, lige når man havde lyst. Nu er der altid et mylder af larmende og selfie-fikserede turister, lange køer og sikkerhedstjek som i en stor lufthavn … Det, der i dag er Peterspladsen, var for 2000 år siden en romersk arena, hvor Skt. Peter, den første pave i Rom, blev henrettet.

Den 266. pave i rækken, der tog sit navn efter den hellige Frans af Assisi – ham, der prædikede for fuglene og andre dyr – døde anden påskedag om morgenen, 88 år gammel, og hele den ka­tolske verden står igen på den anden ende. At begrave en gammel og at vælge en ny pave er omgærdet af årtusindgamle traditioner, som spændt følges af verdens mere end en milliard katolik­ker.

Også herhjemme gik medierne i gult og bragte nyheden som tophistorie:

Ekstra Bladet 21.4.25

DR 21.4.25

Politiken 21.4.25

Undtagen ”Nordjyske”, der som altid begyndte med en langt vigtigere, lokal er­hvervs­historie og først i de følgende dage fulgte op med en artikel om nogle katolikker fra Ålborg:

Nordjyske 21.4.25

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *