Når man interesserer sig for både have og historie, sker der af og til pudsige kortslutninger. Således hos mig, da jeg læste en spændende artikel om mistelten i det populære tidsskrift SKALK. Historier, der udgør en væsentlig del af vores kultur og tankegods, viser sig at kunne stamme fra en almindelig jagtpraksis i stenalderen.
Vi skal tilbage til den nordiske mytologi og de gamle gudesagn. Ethvert barn her i landet har forhåbentligt stiftet bekendtskab med den sørgelige fortælling om Balders død. − Den gode og rare Balder blev spået, at han ville omkomme ved sin broder, Høders, hånd, hvorefter gudinden Frigg personligt drog ud og bad alle ting sværge, at de ikke ville skade Balder. Da han således var usårlig, morede guderne sig med at skyde til måls efter ham med spyd, bue og pil, sten, og hvad de ellers havde ved hånden. Loke, som var misundelig på Balders popularitet, omskabte sig til en kvinde og udfrittede Frigg. Hun afslørede i samtalens løb, at hun havde taget alt i ed undtagen en uanseelig urt, der voksede vest for Valhal; den var så lille, at hun ikke havde fundet det umagen værd at opsøge den. Loke skynder sig hen og plukker misteltenen, og så får han lumskeligt den blinde Høder til at skyde på Balder med en pil, han har tilvirket af den. Til alles store bestyrtelse og sorg falder Balder død om, og guderne bereder Loke en frygtelig straf.
Sådan lyder historien i korte træk, og de fleste af os har hørt den fortalt således mange gange før, men vi har aldrig spekuleret over, hvordan det var muligt at tildanne en brugbar pil af den blødgrenede mistelten.
På latin hedder slægten Viscum, hvilket er det latinske ord for fuglelim, og det hentyder til de klistrede, hvide bær, som man brugte til at fange småfugle med, idet man strøg det på træernes grene, så fuglene hang fast, når de satte sig. Den art, vi kender herhjemme, hedder Viscum album, altså hvid fuglelim eller hvid klister.
Det danske navn, mistelten, er knap så romantisk, som de forestillinger vi ellers gør os om planten i dag: Omkring juletid findes misteltenen i mange hjem ophængt i røde bånd. – “Jeg står her under æ mistelten!” råbte den lidet kønne kone i De Nattergales julekalender, og vi forbinder dens smukke, tvedelte, stedsegrønne blade og de mathvide bær med engelske julecarols, med brunkager, kys og masser af fnis. Men “mist” er det gamle germanske ord for gødning, jævnfør ordet mistbænk, gødningsbænk, som måske endnu kendes af ældre haveejere, og “ten” betyder planteskud, så mistelten kunne på godt nudansk oversættes med “lorteskud”.
Man har diskuteret årsagen til dette navn. Nogle hævder, at det stammer fra den måde, misteltenen spredes på, nemlig ved hjælp af fugleekskrementer, navnlig fra drosler, mens andre påstår, at det nok snarere kommer af, at planten ligner et fremmedelement på det træ, den vokser på, så den minder om noget, der er tabt tilfældigt, ligesom en klat gødning. Mest hælder man dog til, at navnet skyldes, at bærrene indeholder en sej, ildelugtende substans, som altså er temmelig snasket og klistret.
Misteltenen er en stedsegrøn busk, der kan blive op til en meter i diameter, en halvsnylter, der suger vand og mineraler fra træer, hvorpå den er fæstnet med en hæfteskive og barkrødder, mens den selv kan danne sine øvrige fornødenheder; det er en dårlig snylter med meget ringe overlevelseschancer, der helt udsulter sin vært. Misteltenen findes i dag kun vildtvoksende få steder på Fyn og Sydsjælland, men den er udbredt i mange forskellige værtstræer, så snart man bevæger sig syd for den dansk-tyske grænse: Tyskland, Polen og store dele af Sydeuropa og Afrika, foruden nogle få arter i Asien. Vore blomsterhandlere importerer den væsentligst fra Frankrig.
Misteltenen har altid været kendt og skattet i folketroen og folkemedicinen. Tegneserielæsere ved, at den er en væsentlig ingrediens i den trylledrik, troldmanden Miraculix forsyner Asterix og de andre gæve gallere med. Misteltenen har været anset for at skærme mod onde ånder, og i nyere tid har man udnyttet dens indhold af lectin i kampen mod kræft. Den er giftig, overvejende på grund af stoffet viscotoxin, men giften er kun virksom, hvis den indgives under huden, ikke hvis man spiser af bær eller plantedele, så der er ingen grund til at undgå mistelten af den grund.
Artiklen i SKALK gætter sig frem til en ikke tidligere erkendt anvendelse af misteltenen. På baggrund af fundet af to urokser i sjællandske moser konkluderer forfatterne, at jagtmetoderne i løbet af stenalderen ændrede sig over et spand på tusind år. Den ældste urokse var forsøgt nedlagt ved hjælp af få, men meget store og kraftige flintepilespidser, som blev fundet omkring dyrets brystregion. Den yngste med mange, men små og spinkle, pile i baglårene. Efter at være blevet jaget og beskudt er begge urokser søgt ud i moseområder, hvor de er gået til bunds, så jægerne ikke havde mulighed for at bjerge dem, og så de senere kunne findes og undersøges af arkæologer. Man rejser i artiklen spørgsmålet om, hvordan stenalderjægerne har kunnet gøre sig forhåbninger om at nedlægge så vældigt et bytte som en urokse ved hjælp af en håndfuld bittesmå flintepilespidser i låret?
På de knap tusind år, der gik mellem jagten på de to okser, ændrede landskabet herhjemme sig i væsentlig grad. Lindetræet indvandrede og kom til at dominere i stedet for birk og fyr, som havde været fremherskende hidtil. Med lindetræerne kom formodentlig også misteltenen. Anvendelsen af pilegift er kendt over hele kloden, og man gætter på, at vore stenalderforfædre har udnyttet misteltenens gift, når de ville have kød på bordet. At de har sigtet mod dyrets vældige bagmuskler understøtter denne teori, også antallet af pile, fordi forsøg har vist, at der skulle forholdsvis store mængder til, før virkningen var dødelig. Den romantiske julepynt kan altså have været anvendt som en dødelig gift i jægerstenalderen.
Pga. forskydninger i klimaet blev misteltenen sjælden herhjemme, og omkring vikingetiden var den så godt som uddød. Men den levede videre i de sagn, man fortalte hinanden fra slægt til slægt. Da historien om Balders død blev nedskrevet, først i Vølvens Spådom ca. år 1000, senere i begyndelsen af 1200-tallet i Snorre Sturlassons Edda, var denne anvendelse af misteltenen ikke kendt, og man efterrationaliserede fortællingen således, at Balder blev skudt med en pil skåret af mistelten. Det er åbenbart, at misteltenen i sig selv også var ukendt for de islandske berettere, fordi enhver, der har prøvet at holde en gren af mistelten i hånden, kan se, at projektet ville være umuligt: Mistelten har tynde og bløde grene, der ikke kan tildannes som pile og slet ikke har kraft til at gennemtrænge huden på en mand. Men hvis man smører gift udvundet af mistelten på en pilespids, fæstnet på en mere holdbar træsort, giver historien mening.
Et ægte havemenneske får naturligvis straks lyst til at eje en plante med så spændende en historie. Man kan købe paradisæbletræer med velvoksende snyltere i form af mistelten. Men man kan også eksperimentere selv, hvis man er tålmodig og beredt på skuffelser.
For mere end ti år siden overtalte jeg efter jul min blomsterhandler til at overlade mig de sørgelige rester af en kasse fransk mistelten, og jeg forsøgte at så de hvide bær på mit eget paradisæbletræ. Det kom der ikke noget ud af. Nogle år senere besøgte jeg en haveejer, der havde en misundelsesværdigt stor mistelten på et æbletræ, og jeg tiggede en håndfuld bær, som jeg anbragte rundt om i grenkløfte på mine egne træer. − Intet skete …
Jeg havde glemt alt om mistelten og opgivet nogensinde at få én selv, da jeg her i vinter gik en tur igennem min frugthave og pludselig fik øje på en lille, men velvoksen, grøn plet mistelten på mit yndlingsæbletræ. En forsinket, men stor og glædelig julegave! − Muligvis vil solsortene, som jo er drosler, nu medvirke til at sprede Balders bane til den nærliggende skov og andre folks haver.
Litteratur:
SKALK nr. 6, 1995, Poul og Kristian Krabbe: Vest for Valhal
Nordiske gude- og heltesagn fortalt af Niels Saxtorph
Dansk Etymologisk Ordbog