Balders bane – om mistelten

Når man interesserer sig for både have og historie, sker der af og til pudsige kortslutninger. Såle­des hos mig, da jeg læste en spændende artikel om mistelten i det populære tidsskrift SKALK. Hi­storier, der udgør en væsentlig del af vores kultur og tankegods, viser sig at kunne stamme fra en almindelig jagtpraksis i stenalderen.

Vi skal tilbage til den nordiske mytologi og de gamle gudesagn. Ethvert barn her i landet har forhå­bentligt stiftet bekendtskab med den sørgelige fortælling om Balders død. − Den gode og rare Bal­der blev spået, at han ville omkomme ved sin broder, Høders, hånd, hvorefter gudinden Frigg per­sonligt drog ud og bad alle ting sværge, at de ikke ville skade Balder. Da han således var usårlig, morede guderne sig med at skyde til måls efter ham med spyd, bue og pil, sten, og hvad de ellers havde ved hånden. Loke, som var misundelig på Balders popula­ritet, omskabte sig til en kvinde og udfrittede Frigg. Hun afslørede i samtalens løb, at hun havde taget alt i ed und­tagen en uanseelig urt, der voksede vest for Valhal; den var så lille, at hun ikke havde fundet det umagen værd at op­søge den. Loke skynder sig hen og pluk­ker misteltenen, og så får han lumske­ligt den blinde Høder til at skyde på Balder med en pil, han har tilvirket af den. Til alles store bestyr­telse og sorg falder Balder død om, og guderne bereder Loke en frygtelig straf.

Sådan lyder historien i korte træk, og de fleste af os har hørt den fortalt således mange gange før, men vi har aldrig spekuleret over, hvordan det var muligt at tildanne en brugbar pil af den blød­grenede mistelten.

På latin hedder slægten Viscum, hvilket er det latinske ord for fuglelim, og det hentyder til de klis­trede, hvide bær, som man brugte til at fange småfugle med, idet man strøg det på træernes grene, så fuglene hang fast, når de satte sig. Den art, vi kender herhjemme, hedder Viscum album, altså hvid fuglelim eller hvid klister.

Det danske navn, mistelten, er knap så romantisk, som de forestillinger vi ellers gør os om planten i dag: Omkring juletid findes misteltenen i mange hjem ophængt i røde bånd. – “Jeg står her under æ mistelten!” råbte den lidet kønne kone i De Nattergales julekalender, og vi forbinder dens smukke, tvedelte, stedsegrønne blade og de mathvide bær med engelske julecarols, med brun­kager, kys og masser af fnis. Men “mist” er det gamle germanske ord for gødning, jævnfør ordet mistbænk, gødningsbænk, som måske endnu kendes af ældre haveejere, og “ten” betyder plante­skud, så mistelten kunne på godt nudansk oversættes med “lorteskud”.

Man har diskuteret årsagen til dette navn. Nogle hævder, at det stammer fra den måde, mistelte­nen spredes på, nemlig ved hjælp af fugleekskrementer, navnlig fra drosler, mens andre påstår, at det nok snarere kommer af, at planten ligner et fremmedelement på det træ, den vokser på, så den minder om noget, der er tabt tilfældigt, ligesom en klat gødning. Mest hælder man dog til, at nav­net skyldes, at bærrene indeholder en sej, ildelugtende substans, som altså er temmelig sna­sket og klistret.

Misteltenen er en stedsegrøn busk, der kan blive op til en meter i diameter, en halvsnyl­ter, der suger vand og mineraler fra træer, hvorpå den er fæstnet med en hæfteskive og bark­rødder, mens den selv kan danne sine øvrige fornødenheder; det er en dårlig snylter med meget ringe overlevel­seschancer, der helt udsulter sin vært. Misteltenen findes i dag kun vildtvoksende få ste­der på Fyn og Sydsjælland, men den er udbredt i mange forskellige værtstræer, så snart man be­væger sig syd for den dansk-tyske grænse: Tyskland, Polen og store dele af Syd­europa og Afrika, foruden nogle få arter i Asien. Vore blomsterhandlere importerer den væsent­ligst fra Frankrig.

Misteltenen har altid været kendt og skattet i folketroen og folkemedicinen. Tegneserielæsere ved, at den er en væsentlig ingrediens i den trylledrik, troldmanden Miraculix forsyner Asterix og de andre gæve gallere med. Misteltenen har været anset for at skærme mod onde ånder, og i nye­re tid har man udnyttet dens indhold af lectin i kampen mod kræft. Den er giftig, overvejende på grund af stoffet viscotoxin, men giften er kun virksom, hvis den indgives un­der huden, ikke hvis man spiser af bær eller plantedele, så der er ingen grund til at undgå mistel­ten af den grund.

Artiklen i SKALK gætter sig frem til en ikke tidligere erkendt anvendelse af misteltenen. På bag­grund af fundet af to urokser i sjællandske moser konkluderer forfatterne, at jagtmeto­derne i lø­bet af stenalderen ændrede sig over et spand på tusind år. Den ældste urokse var for­søgt nedlagt ved hjælp af få, men meget store og kraftige flintepilespidser, som blev fundet om­kring dyrets brystregion. Den yngste med mange, men små og spinkle, pile i baglå­rene. Efter at være blevet jaget og beskudt er begge urokser søgt ud i moseområder, hvor de er gået til bunds, så jæ­gerne ikke havde mulighed for at bjerge dem, og så de senere kunne findes og undersøges af ar­kæolo­ger. Man rejser i artiklen spørgsmålet om, hvordan stenalderjægerne har kunnet gøre sig forhåb­ninger om at nedlægge så vældigt et bytte som en urokse ved hjælp af en håndfuld bittesmå flin­tepile­spidser i låret?

På de knap tusind år, der gik mellem jagten på de to okser, ændrede landskabet herhjemme sig i væ­sentlig grad. Lindetræet indvandrede og kom til at dominere i stedet for birk og fyr, som havde været fremherskende hidtil. Med lindetræerne kom formodentlig også misteltenen. Anvendelsen af pilegift er kendt over hele kloden, og man gætter på, at vore stenalderfor­fædre har udnyttet misteltenens gift, når de ville have kød på bordet. At de har sigtet mod dyrets vældige bagmuskler understøtter denne teori, også antallet af pile, fordi forsøg har vist, at der skulle for­holdsvis store mængder til, før virkningen var dødelig. Den romantiske julepynt kan altså have været anvendt som en dødelig gift i jægerstenalderen.

Pga. forskydninger i klimaet blev misteltenen sjælden herhjemme, og omkring vikingetiden var den så godt som uddød. Men den levede videre i de sagn, man fortalte hinanden fra slægt til slægt. Da histo­rien om Bal­ders død blev nedskrevet, først i Vølvens Spådom ca. år 1000, senere i begyn­delsen af 1200-tallet i Snorre Sturlassons Edda, var denne anvendelse af misteltenen ikke kendt, og man ef­terrationalise­rede fortællingen således, at Balder blev skudt med en pil skåret af mi­stelten. Det er åbenbart, at misteltenen i sig selv også var ukendt for de islandske berettere, fordi enhver, der har prøvet at holde en gren af mis­telten i hånden, kan se, at projektet ville være umuligt: Mistelten har tynde og bløde grene, der ikke kan tildannes som pile og slet ikke har kraft til at gennemtrænge huden på en mand. Men hvis man smører gift udvundet af mistelten på en pilespids, fæstnet på en mere holdbar træsort, giver historien mening.

Et ægte havemenneske får naturligvis straks lyst til at eje en plante med så spændende en historie. Man kan købe paradisæbletræer med velvoksende snyltere i form af mistelten. Men man kan også eksperimentere selv, hvis man er tålmodig og beredt på skuffelser.

For mere end ti år siden overtalte jeg efter jul min blomsterhandler til at overlade mig de sørgelige rester af en kasse fransk mistelten, og jeg forsøgte at så de hvide bær på mit eget paradis­æbletræ. Det kom der ikke noget ud af. Nogle år senere besøgte jeg en haveejer, der havde en misundelses­værdigt stor mistelten på et æbletræ, og jeg tiggede en håndfuld bær, som jeg anbragte rundt om i gren­kløfte på mine egne træer. − Intet skete …

Jeg havde glemt alt om mistelten og opgivet nogensinde at få én selv, da jeg her i vinter gik en tur igennem min frugthave og pludselig fik øje på en lille, men velvoksen, grøn plet mistelten på mit yndlingsæbletræ. En forsinket, men stor og glædelig julegave! − Muligvis vil solsortene, som jo er drosler, nu medvirke til at sprede Balders bane til den nær­lig­gende skov og andre folks haver.

Litteratur:

SKALK nr. 6, 1995, Poul og Kristian Krabbe: Vest for Valhal

Nordiske gude- og heltesagn fortalt af Niels Saxtorph

Dansk Etymologisk Ordbog