Første gang, jeg fik øje på fænomenet, var, da jeg for små tyve år siden så filmen ’High Fidelity’ med bl.a. John Cusack.
Cusack spillede indehaveren af en lille pladebutik, og han og hans nørdede medhjælper gjorde alting op i lister, fx de ti bedste sangere, rocknumre eller guitarister. Det brugte de meget tid på, og det var først og fremmest musikken, de således bedømte og indrangerede, men også meget andet, de stødte på i deres små liv.
Det forekom besynderligt, denne trang til at putte omverdenen ind i et prioriteret skema. Og endnu mærkeligere var det, at disse yngre mænd, der åbenlyst var uden større, egne fortjenester, følte sig berettiget til at dømme alt omkring sig helt uden at tvivle på egne beføjelser og kompetencer.
Nu ser jeg fænomenet overalt: Mænd, der føler sig kaldet til at vurdere alt. – Bedste fodboldspiller. Bedste vin. Bedste kunstværk. Bedste bikini-babe. Bedste rockgruppe. Bedste tv-vært. Bedste James Bond-film. Bedste burgerrestaurant. Bedste foredrag. Bedste bryster … – Eller værste. Der bliver brugt meget tid på fx portvinssmagning eller Ekstrabladets side 9-piger med tilhørende diskussioner og karaktergivning i mandegruppen. Det kan være ligefrem kvalmt at bevidne denne indbildt selvfølgelige ret til at give alting karakter. Udelukkende baseret på egne præferencer og følelser.
I arrangerede sportskampe, skakdyster, traktortræk, dansestævner, dyrskuer, er det naturligt at give karakterer og kåre vindere, så man kan overrække første-, anden- og tredjepræmier, og der er et forbløffende stort marked for enorme og smagløse pokaler til uddeling i alle disse konkurrencer.
Men hvem har bedt mænd om at vurdere deres kvindelige bekendte, kollegaer eller skolekammeraters udseende? Eller som denne verdens udkårne overdommere på nettet at udskrige deres private mening om andre? Herunder fx fremtrædende, kvindelige politikere eller andre offentlige personers kropslige fortrin? – Det er temmelig sygt. – Hvem er de, at de skal dømme?
Fra mine år som ung pige og studerende har jeg ingen erindring om, at vi kvinder nogensinde vurderede vores kammerater eller lærere på denne næsvise og utidige facon. – Jo, vi kunne fnise over en flot fyr, selvfølgelig kunne vi det, men vi følte os ikke specielt berettiget til højlydt at uddele ris og ros til alt og alle omkring os på samme måde, som drenge og mænd – også de voksne – vedblivende tydeligvis gør.
Faktisk fylder alle disse små, men i egen optik yderst berettigede, mænd alt for meget i det offentlige rum. Vi er hierarkiske dyr, meget bevidste om rangorden. Måske får en lille mand givet sig selv lidt ekstra status blandt andre mænd ved at vurdere, bedømme og rangordne fx ølmærker? Eller ved at tale ned om en ellers sød pige, der aldrig ville se til hans side?
Det er det gamle problem: Manden er subjektet, personen, normen. Kvinden er objektet, tingen, undtagelsen. – Fra opmærksomhed på andres fremtræden, til vurdering og karaktergivning, og til gramsning og øreslik og det, der er værre, er der kun en kort vej for disse mænd, der må føle sig som Guds udvalgte ejere af verden og alt, hvad der er i den.
Når kvinder opnår en mere naturlig ret og selvfølelse, skal vi huske ikke at begå de samme, blindt bøvede fejl. Øl og film er ligeglade, men man skal ikke gå og vurdere sine medmennesker ud fra privat smag og behag. – Og selv en såkaldt kompliment er en vurdering. Måske ovenikøbet fra et fjols.
——————
NOTE: Mandens guddommelige ret til at dominere og definere alting fremgår bl.a. af bibelen, Det gamle testamente, 1. Mosebog, kapitel 2, vers 18 – 23 – Her betyder ’Mennesket’ udelukkende ’manden’, kvinden kom, som skrevet står, først til senere:
’Gud Herren sagde: »Det er ikke godt, at mennesket er alene. Jeg vil skabe en hjælper, der svarer til ham.« Så formede Gud Herren alle de vilde dyr og alle himlens fugle af jord, og han førte dem til mennesket for at se, hvad han ville kalde dem, og det, mennesket kaldte de levende væsener, blev deres navn. Sådan gav mennesket alt kvæget, himlens fugle og alle de vilde dyr navn, men han fandt ikke en hjælper, der svarede til ham.
Da lod Gud Herren en tung søvn falde over Adam, og mens han sov, tog han et af hans ribben og lukkede til med kød. Af det ribben, Gud Herren havde taget fra Adam, byggede han en kvinde og førte hende til Adam. Da sagde Adam:
»Nu er det ben af mine ben
og kød af mit kød.
Hun skal kaldes kvinde,
for af manden er hun taget.«
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/2