Kender du en levner? – Jeg har kendt adskillige. Flest kvinder, hyppigt unge kvinder, men også enkelte mænd.
En levner er en person, der altid – ALTID – levner noget i sit glas og på sin tallerken og ved sin kuvert. Også selv om hun selv har både hældt og øst op.
Der er ingen systematik i det. Det er ikke, fordi hun prøver at undgå fx gluten eller tomater. Hun levner lige lidt eller lige meget af det hele. På den måde er hun konsekvent.
Og hun kan ikke være bevidst om det selv, for hun er meget imod madspild, gør et stort nummer ud af altid at opføre sig klimamæssigt korrekt og har alle de rigtige meninger, men alligevel siger hun aldrig nej tak, når man vil fylde vin i hendes glas eller byder hende et stykke steg eller en portion salat mere. Hun har bare fået den dårlige vane at levne …
Man inviterer nogle venner på god mad. Bruger dage på planlægning, indkøb, forberedelser og tilberedning. Timer det hele, så det står parat, når gæsterne ankommer medbringende en god appetit.
De får en drink, omhyggeligt sat sammen af god spiritus, hjemmelavet tonic, hjemmeavlede jordbær og mynte, og efter en halv times tid går vi til bords.
Levneren levner ca. en fjerdedel af de gode sager i sit glas, som hun bare lader stå på sofabordet, mens isen langsomt smelter ud i den dyre gin …
Af forretten ligger der en halv krabbe, en stor tue af den hjemmerørte mayonæse, et par af de små asparges, persille, tre fjerdedele af en tomat og lige så meget hjemmebagt grovbolle, som hun har pillet i og smuldret ud over servietten. Dertil står der et halvt glas hvidvin.
Af hovedretten ligger der salat, en lille kartoffel plus to halve, en skive af kødet, foruden de fraskårne fedtkanter og krydderurterne, som sejler i den gode bearnaisesovs – mandens stolthed. Og en stor sjat af den gode rødvin, som vi selv hjembragte fra Châteauneuf du Pape.
I dessertskålen ligger næsten halvdelen af den hjemmelavede is med nødder og frugter tilbage. Og ved hendes kuvert står et halvfyldt glas portvin, 22 år gammel.
Ved aftenkaffen tager hun de små kager og fyldte chokolader over på sin kagetallerken og smager distræt på det hele, mens hun snakker, men lader det meste ligge tilbage sammen med en halv kop kaffe og et halvt glas af vores dyreste cognac.
Da hun går, takker hun overstrømmende for al den gode mad og bedyrer, at hun er stopmæt.
Og det er op til os at tømme hendes glas og kopper i vasken og skrabe hendes tallerkner rene for så meget mad, at vi kunne have fodret en mellemstor hund eller et barn med det. Nu skal det hele bare smides ud.
Sammen med al vores omhu og udgifter.
Vi er fra en generation, der tog mad alvorligt. Der lærte at spise op. Der aldrig øste mere op, end vi kunne spise. Der kan lave flere måltider til hele familien af resterne, før de ryger videre til hund, kat, kompostbunke for kålbladenes vedkommende og fuglebrættet til det gamle brød.
Da folk begyndte at diskutere ’madspild’, forstod vi ikke, hvad de snakkede om. Vi smider stort set aldrig mad ud.
Kun, når vi har haft gæster, og en af dem er en ’levner’. Det er en form for madspild, man sjældent taler om.