Grønland og verdens nye despoter

ChatGPT-genereret kort over Grønland. – Vores forhold til Grønland er lige så skørt som dette AI-bud på et Grønlandskort. Det ses fx i dokumentaren, ‘Grønlands hvide guld’, fra DR om alle de fantasillioner, Danmark skulle have tjent på en kryolitmine i Grønland op igen­nem det 20. århundrede.

DR’s dokumentar, som blev sendt d. 9. 2. 2025, om kryolitminen i Grønland er stærkt omdiskuteret pga. påstået løs­agtig omgang med tal. – At forske i pengestrømmene mellem Grønland og Danmark er væsentligt både for grønlændernes selvrespekt og for synet på danskernes hæder­lighed. Det er naturligvis skammeligt, hvis Danmark har tjent næsten ufattelige milliard­beløb på grønlandsk minedrift uden at dele overskuddet med landets befolkning. Alt imens vo­res politikere har ladet grønlænderne vide, at de levede af nådsensbrød – hvilket de ikke gør, ikke mere end mange landmænd, mink­avlere, bornholmere og skolelærere fx – men selv om de gjorde, ville det være uanstæn­digt at stikke dem det i næsen. Vi er vel alle ordentlige mennesker, der burde kunne fungere sammen i et for­pligtende fællesskab uden at pege fingre ad hinanden.

Vi må lade fagfolk udrede spørgsmålet om pengetransaktionerne. Men udover vilde diskussioner om penge, har ingen endnu nævnt – eller måske overhovedet bemærket – at dokumen­taren forekommer rystende ringe og utroværdig. Den byder på smukke billeder fra Sydgrønland, men også trættende, private udgydelser, en ro­det og usaglig sagsfremstilling og –bare for at sætte en streg under amatørismen – en ung kvinde, der sidder og græder for åben skærm over nogle, måske fiktive, regnskaber, som hun og en veninde har spildt vores tid i evigheder med at famle sig frem til …

Danmark, Danmarks forsøg på at være en kolonimagt og de danske medier – selv dem vi allermest burde kunne stole på! – er en legeplads og et paradis for amatører.

Med Putins hær i Ukraine og hans kammerat Trumps klumsede forsøg på at købe Grøn­land, som om den store ø blot var et kasino eller en byggegrund med et ’Til salg’-skilt på, er det nu endnu vigtigere end nogensinde før, at vi kræver seriøs research, nagelfaste og dobbelttjekkede facts, og at vi tilstræber at formidle disse facts med neutral troværdighed.

Der er ingen grund til at smide benzin på de ulmende gløder i forholdet mellem Grønland og Danmark med kun halvt forståede påstande. – Den regelbaserede verden, som vi kendte den, er detoneret. Forholdene er nu så groteske, at der må voksne mennesker på banen. Vi er nødt til at kunne stole på DR om ikke andre. Der er ikke mere tid til fri leg med facts og virkelighed; verden er hoppet af hængslerne og er blevet farlig.

Globaliseringen og digitaliseringen udvidede verdensmarkedet så me­get, at der i lø­bet af de seneste 20 – 25 år er blevet skabt uhyre formuer, som nu forsøges omsat til magt. Rå magt. Stupid magt. Privat politisk magt til egen fordel. Og vi andre er henvist til blot at agere tilskue­re og stemmekvæg …

Mænd, der går så benhårdt efter penge og magt, at de tilsidesætter menne­ske­rettigheder, demokrati, internationale institutioner og den gældende verdensorden, må have indtil flere skruer løse. De arbejder målbevidst på at opløse den sunde fornuft, så der snart ingen regler er tilbage, alle siger og skriver hvadsomhelst, og det skal alt sammen tjene de herskende kæmpe­babyers tidligt sårede egoer.

Det eneste, vi kan gøre, mens det driver over, er at holde hovedet koldt, holde fast i facts og holde sammen.

Det er det russiske, det israelske o.a. – og nu også det amerikanske – folks pligt at tæmme og om nødvendigt uskadeliggøre deres egne mere eller min­dre utilregne­lige despoter.

Syrien gjorde det!

Grønland og Trumps absurde krav

Hvis man kigger på et kort, er Trumps krav på Grønland, som han op­fatter som en na­turlig udvidelse af USA’s territorium, som så meget andet fra den kant i disse år, helt hen i vejret:

WIKI – Grønland støder op til Canada, her med grøn farve, ikke til USA.

Grønland ligger overhovedet ikke i nærheden af USA, hvis nordligst beliggende territorium er Alaska langt ude mod vest ved Be­ring­strædet. Alaskas nærmeste naboer er Canada mod øst og Ruslands kolde og ufrugtbare egne mod vest – Held og lykke med at forsøge at udvide USA’s territorium ad den vej!

Grønland og Canada ligger tæt på hinanden, men Canada er heldigvis et civiliseret land, som vi aldrig har haft alvorlige problemer med, hvis man ser bort fra lidt flaghejsning og udveksling af snaps og whisky på den lille klippeø Hans’ Ø, som befinder sig i et smalt stræde mellem de to lande. I 2022 blev vi i al fredsommelighed enige om at dele den ubeboede ø imellem os.

Canada anerkender li­gesom alle andre den nor­diske indflydelse på Grøn­land, Is­land og Færøerne. De første nord­boere, som var vikin­ger, der oprindeligt stammede fra Norge, bosatte sig i Grønland for mere end 1000 år siden på et tidspunkt, hvor der stort set ikke levede andre mennesker i hele den sydlige del af denne verdens stør­ste ø.

Trump påstår, at hans interesse for Grønland udelukkende skyldes be­kym­ring for USA og Grønlands sikkerhed. For at sikre Grønland – og Canada, formo­der jeg? – har USA brug for at eje Grønland, så de frit kan operere mi­litært der. – Men USA har siden 2. Verdenskrig med Danmarks og senere hen også Grønlands fulde billigelse haft uhindret adgang til hele Grønland og har alle­rede alle de baser og militære installationer på øen, som de ville have. – Vi er partnere og har svoret en musketéred i NATO og har været endog meget nære allierede, siden NATO’s start i efterkrigstiden. – Vi har ovenikøbet for ny­lig gi­vet USA tilladelse til at operere militært også her i Dan­mark. Hvilket er et tilsagn, jeg personligt ville trække til­bage i samme øjeblik, min gamle NATO-partner og allierede begyn­dte at true mig med mili­tær magt og handelsrestriktioner, hvis vi ikke makkede ret. – Selv målt med Trumps standard lyder det så sindssygt farligt, at det ikke burde tolere­res!

Bortset fra ikke-holdbare argumenter om geografisk nærhed og national sikkerhed stiller fami­lien Trump også op med økonomiske argumenter: Hvis USA får over­her­redømmet over hele Grønland og kan sætte grøn­lændernes vilje, miljø­bestemmelser og frednin­ger ud af kraft, så kan Grønland (og USA’s rigeste, heriblandt Trump-familien) tjene enorme formuer på øens natur­rigdomme og undergrund fx ved omfattende mi­nedrift.

Kryolitmine i Sydgrønland i 1960’erne

Trump-familien påstår endvidere, at grønlænderne ville få det meget bedre un­der USA end i rigsfællesskabet med Danmark, som mange grønlændere nærer en del animo­sitet over­for – og med god grund: De har op igennem vores fælles historie oplevet en del kolonialistisk herskermentalitet, også fra lille Danmark. Men USA’s aktuelle syn på og be­handling af deres eget lands oprindelige befolkning, First Na­tion, den sorte befolkning, de brune borgere, Vest­indien, Chile, Panama, Puerto Rico o.a. og de millioner af indvandrede i USA har allerede modbevist alle smukke hensigtserklæringer. Ligesom amerikanske standarder for retsvæsen, sundhed og velfærd næppe matcher de danske.

Ydermere kan Trump dårligt stå som garant for hverken demokrati eller menneskerettigheder, når hans bøvede tilhængere med hans slet skjulte opmuntring stormede USA’s demokratisk valgte kongres i et – heldigvis fejlslagent – forsøg på at forhindre udnævnelsen af den præsident, USA’s vælgere havde valgt.

Hvad man måske kunne diskutere er, om Danmark eller Norge histo­risk set har mest ”ret” til Grønland. Norge ligger tættere på, de har den længste hi­storie med Grønland og Arktis, og nordmændene er uden tvivl i dag bedre rustet økonomisk til at sørge for både velfærd og sik­kerhed på den enorme ø. – Men det spørgsmål blev afgjort i al fred­sommelighed ved en interna­tio­nal domstol i 1933.

Tiden er løbet fra den praksis, at små mænd kan sidde og drømme over verdenskortet og, som i et brætspil, udpege de områder, de godt kunne tænke sig – for efterfølgende og uden nævneværdige problemer at invadere andre lande og bagefter lade som ingenting og fortsætte som før.

De små mænd forsøger jo stadig, men i dag møder de først forbløffet, dernæst indædt, modstand, for de fleste mener formodentlig, som jeg, at prin­cippet om, at de rige og stærke kan tage land fra andre og eje an­dre men­nesker, er barbarisk og middelalderligt, for ikke at sige oldnordisk.

Vi bør alle sætte vores lid til sammenholdet i EU, NATO og FN og yde disse overnationale institutioner al mulig støtte. Samtidig har vi til enhver tid pligt til at hjælpe og støtte hinanden hen over grænserne – mens vi husker på, at Grønland tilhører grønlæn­derne!

Min mor var lærer på døveskolen i Fredericia og fulgte i begyndelsen af 1960’erne grønlandske børn hjem på sommerferie. Dengang havde Grønland ikke selv uddannelsesmuligheder for børn med hørehandicap. Vi har ca. 150 fotos fra hen­des rejse, som hun altid talte meget begejstret om. Her to drenge i en bygd.

Se evt. https://blog.loneandrup.dk/2024/10/31/dumhed/