De gamle og forventelig død

Privatfoto af diorama med ligbål, Vikingemuseet, Lindholm Høje

Vi ved det jo godt. Ingen slipper. – Det er en katastrofe, hvis døden rammer et barn, en ung eller en voksen midt i livet. Men efterhånden, som vi bliver ældre, forliger vi os gerne med tanken. – Håber bare på den fredelige strådød.

Det er jo i grunden godt nok. Verden har på mange områder passeret os. Er langt videre. Har glemt alt det, vi møjsommeligt måtte lære: paratviden, sproget, omgangsformerne, ritualerne …

Og kroppen er slidt. Gør knuder. Vi kan ikke det, vi kunne, og som vi gerne ville.

Vi er udrangerede, bogstaveligt talt kørt ud på et sidespor som forældede, ældrebyrde, omkostninger …

Men vi føler trangen til at videregive det, vi fik ud af tilværelsen i den tid, der var vores.  

– Ethvert menneske rummer et bibliotek, siges det. Og vi kæmper for, at vores private bibliotek af oplevelser og erfaringer ikke skal gå tabt med os. – Det er formentlig en af grundene til, at vi mennesker har klaret os så overmåde godt, at vi nu dækker hele jorden og truer med at kvæle den i vores bjærgsomme virketrang.

Vi gamlinge belærer alle inden for række- og hørevidde. Vi belærer børn, børnebørn, ægtefæller, venner og vildfremmede, som vi møder, om den bedste måde at gøre dit og dat på. Og ingen gider lytte eller belæres. Så vi må enten gå til af uopfyldt videregivelsestrang eller begynde at skrive noget ned, noget som, vi godt ved, ingen læser.

Heller ikke alle de gode historier, som vi har oplevet eller hørt, gider de at lægge øre til, og det er forståeligt, hvis det er anden, tredje eller fireogtyvende gang, vi fortæller det samme.

Alle gamle har brug for børn, elever, apostle, lyttere. Jævnaldrende venner er ikke det samme; de afbryder hele tiden med deres egne historier og oplevelser. Alderen gør os til historiefortællere. Men ikke alle er Homer …

Alder og snarlig død kan skræmme enhver. Nogle vælger at ignorere fakta og kører på, som om døden ikke findes i deres liv. Andre forsøger at forlænge deres ungdommelige udseende og personlige levetid med brædder, bestående af farver i hår og ansigt, operationer, indsprøjtninger, indsmøringer, grøntsager, legemsøvelser, kosttilskud af mere eller mindre nyttig og lødig art … og sommetider udarter det til et benhårdt regime. Så går deres tid med det.

Og nogle prøver at forberede sig, at vænne sig til tanken så godt de kan. De træffer foranstaltninger, laver aftaler, skriver papirer. – Hvilket der kan være god grund til, eftersom alle faste regler er ophævet, og enhver må stå for sit eget.

For en sørgende efterkommer kan det pludselig blive uoverskueligt at tage stilling til det hele, og så meget, som vi selv kan gøre i god tid forinden, må være en hjælp. Hvis vores familier er sammenbragte, er et testamente en god ting. Ikke alle regler tilgodeser dem, vi er tættest på.

Mange af os er ikke medlemmer af en kirke eller andre religiøse samfund, som rummer og ordner det praktiske efter gamle traditioner. Så ethvert ritual må genopfindes forfra. Og så kunne vi jo passende afskaffe de store sammenrend, bunkerne af døde blomster, de uoprigtige mindeord, udstyrsstykkerne.

Vi er blevet for mange.

Personligt går jeg ind for forenkling. En lille, privat mindestund, hurtig bortkørsel, afbrænding og bortskaffelse, gerne i noget skovlignende, hvis noget sådant stadig findes, når min tid kommer. Med de nødvendige remedier i naturlige materialer, så miljøet belastes så lidt som muligt.

Ganske som vikingerne, vores forfædre, blev brændt og forsvandt op i vinden på en times tid. Ifølge den kloge og nysgerrige Ibn Fadlan, en arabisk ambassadør og opdagelsesrejsende, som mødte vikinger og overværede en høvdingebegravelse for ca. 1100 år siden, og som skrev om det. Gav sine erfaringer videre til eftertiden, så vi har dem endnu:

“Han sagde: I arabere er dumme.” – Jeg spurgte: ”Hvorfor det?” Han svarede: “Jo, I går hen til den som I elsker og ærer mest af mennesker og kaster ham i jorden, og jorden og krybdyrene og ormene fortærer ham. Vi derimod brænder ham op på et øjeblik, så han går til paradiset i samme øjeblik.” Så slog han en skoggerlatter op. Da jeg så spurgte om dette sagde han: “Hans[14] herre har af kærlighed til ham sendt vinden, så den opsluger ham på en time.” Og der var virkelig ikke gået en time før skibet og veddet og trælkvinden og herren var blevet til aske og så til askestøv! Derpå byggede de på det sted, hvor skibet, som de havde trukket op af elven havde stået, noget som lignede en rund høj.

https://natmus.dk/museer-og-slotte/nationalmuseet/undervisning-paa-nationalmuseet/undervisningsmaterialer/ungdomsuddannelserne/danmarks-oldtid/kilder/ibn-fadlan