En nation af klunsere

Mit barndomshjem ca. 1963

Hvis man skal dømme efter mit tv og min ellers seriøse og velredigerede avis’ rigt fotoillustrerede damebladsartikler i weekenden, så er vi gået hen og er blevet en nation af klunsere og kræmmere, der alle sammen bor fuldstændig ensartet med slidte 50’ermøbler, prætentiøse krystallysekroner, anløbne orangerøde plastikskåle og alt, hvad der kan skrabes sammen af kasserede Danmarks- og Europakort fra de gamle skolestuer.

Både landsdækkende og lokalt tv fylder sendefladen med nyfigne ”Hvad koster det?”-programmer fra auktioner, genbrugsbutikker og boligudsendelser, der i bund og grund blot går ud på at vise folks hjem frem, så andre savlende nysgerrige kan sidde og sammenligne designermøbler og priser. Selvfede kvinder i 30’erne viser stolt rundt i deres hjem. − ”Udsigten fra denne altan er fuldkommen fantastisk”, siger de til kameraet og landets måbende seere. Eller hvis de ikke selv kan finde ud af at bo ligesom naboen, så står medierne klar med en hale af eksperter, der slæber rustne industrilamper og loppemarkedsfund med sig ind i folks dagligstuer.

Men det er de samme Y-stole, PH-lamper, flade, firkantede hjørnesofaer, skolestuetryk, der fylder hjemmene, et efter et, uden originalitet eller fantasi … Vi bor åbenbart alle sammen enestående unikt på akkurat samme måde. − Og nogle af os bruger ufatteligt meget tid og penge på indretningsprojektet. Som om det var det livsnødvendige adgangskort til fællesskabets klub − og det er det vel også. − Folk får ikke længere gæster, der skal have noget god mad og sidde og hyggesnakke … Folk får publikum, som er indforskrevet til at beundre værtindens indretning.

Når man selv var barn op igennem 50’ernes teakmøbler og margretheskåle, 60’ernes skumgummipuder og Carmen Curlers og 70’ernes orange plastic, batikfarvet ostelærred og klodsede, grumset brungrønne keramiktekander, askebægre og krus … når man selv har boet med ølkasser og forældrenes aflagte chatoller … når man selv og ens børn var henvist til nedarvet hjemmestrik med lapper på albuerne … når ens skolelærere gik i slidt fløjl, havde fuldskæg og smalle, sorte briller og lugtede modbydeligt af gammel, sur piberøg … Så har man intet ønske om at genoplive den smånussede stil, for den vækker alt for mange skumle minder. Vi ønsker at bo rent, lyst og funktionelt, og det er os i 50’erne og 60’erne, der holder hjulene i gang; vi går ikke rundt og klunser, for det eneste, vi ønsker os, er nyt, nyt, nyt og atter nyt!

Havebordet

Blog Image

Så brast det omsider, det gamle, pilrådne havebord af kostbart, importeret, oliebehandlet, miljøcertificeret teak. Ulykken var forudsigelig; det havde stået ude på terrassen i hen ved ti år, året rundt, men vi havde ikke anskaffet et nyt, for vi kunne ikke finde et bord, vi brød os om. Nu var vi nødt til det.

Vi vil ikke have plastic, fletværk, forkromet stål eller glas. Vi vil bare have et helt enkelt havebord af træ med et ben i hvert hjørne, så det er nemt at sidde en seks-otte stykker omkring det til sommerens forhåbentlig mange grillaftner med gode venner, men sådan et bord findes ikke. Hvis der endelig var et, der lignede drømmebordet en smule, var det fra Trip Trap og kostede 24.000 kr. – Hvem giver 24.000 kr. for et havebord, som skal stå udenfor i al slags vejr?

Ikke jeg. Jeg var barn i halvtredserne og begyndelsen af tresserne, hvor min far selv lavede alle sine havemøbler af planker og stolper fra små træer, han havde fældet. Der var borde og bænke i alle havens kroge, og jeg husker vaniljekransene og mit glas sødmælk, der smagte varmt og godt af sol, når vi holdt kaffepause fra havearbejdet, og mor kom ned med en bakke til os.

Min mand måtte jo så til det. Fire stolper, en æske skruer og lidt brædder fra nærmeste byggemarked, 350 kr. Dertil en bøtte sort maling til 150 kr. En eftermiddags arbejde. Han saver og skruer, jeg maler. Og så fik vi omsider et brugbart havebord.

Åh, ja, forresten: Mit spisebord er et havebord, som jeg fik særdeles billigt i september måned …

Blog Image