Haver og grønt

Cassiatræet, Pink and White Shower, i en have ved Nilen

Hvis man har gået en hel dag i en arabisk bys brændende varme støv, lugte, myldrende menneskemængder og støj og derefter bliver lukket ind i en muromkranset have med ro, bladgrønne skygger, kølig, velduftende luft, rindende, rislende vand, frugter, blomster og kvidrende fuglesang, så mærker man omgående, hvordan ens hjerterytme sænkes, smilet breder sig og hele kroppen slapper af. − Ikke for ingenting betragtede araberne Paradis som en have, og ikke for ingenting er den islamiske havekunst verdens mest udsøgte.

Grønt er godt for øjnene, siger man, men grønt er vel blot naturligt? Grønt er et signal om frodighed, om mad til os og vore dyr, om frugter og dermed liv.

Enhver, der har mulighed for det, anskaffer sig en smule grøn plæne, et par blomsterbede og en lille køkkenhave, i det mindste lidt krydderurter og en grøn plante i altankassen eller vindueskarmen. I yderste nødstilfælde en fotostat af den grønne bøgeskov på en af stuens grå betonvægge og en svajende plasticstuebirk ved den anden.

Cirka hvert tiende år går det (igen) op for en eller anden velmenende terapeut, at det er sundt for sjælen at færdes i noget naturligt grønt, og man anbefaler derfor med nyfunden energi haveterapi eller skovture til grupper af betrængte medmennesker som supplement til alle lykkepillerne.

Samtidigt sørger andre omhyggeligt for at bebygge og beplastre de sidste halvnaturlige, helgrønne arealer, vi har tilbage i dette forstyrrede land, med institutioner, villaer, fabrikker, sportsbaner, asfaltveje og forskellige slags cementgrå lagerbygninger beregnet til at indeholde ting, mennesker eller vore børn. Disse menneskeskabte ørkener breder sig efterhånden som et kræftbefængt udslet fra de store byer ud over en betragtelig del af jordens overflade.

− Og får os til at længes efter noget naturligt og frodigt grønt. Et Paradis.