● En skatteminister har tilsyneladende forsøgt at misbruge sit ministerium til at påvirke og udbasunere en politisk modstanders ægtefælles skatteforhold.
● Ålborg Kommune gennemtvinger opførelsen af flere nye og pladskrævende institutioner inde i Hammer Bakker, et af kommunens få tilbageværende naturområder, der var omfattet af gamle fredningsbestemmelser.
● Danske Bank lægger − på trods af navnet, som signalerer hele landets bank − et urimeligt gebyr på småfolks bankkonto, mens de velbjergede kontohavere går fri. En folkestorm rejser sig, og en masse mennesker skifter bank, men de rige lader som ingenting og lader deres penge blive stående, selv om kun deres fravalg af den smålige bank ville have en opdragende effekt.
● Ledelsen af de danske statsbaner, DSB, betaler i dyre domme et pr-firma for at holde en kritisk journalist beskæftiget med ligegyldigheder.
● En statsminister jagter amerikanske B- filmstjerner som en teenager, når hun er ude i officielt ærinde på landets vegne.
● En opmærksomhedssulten leder af Politimuseet betaler en veninde for at male kvindelige ofre for nyere forbrydelser og udstiller dem på det skammeligste. På hjemmesiden annonceret således: “Kvindedrab in memoriam – Maleriudstilling med portrætter af tolv kvinder, der alle er blevet dræbt”. − Usmageligt, ikke sandt? Lederen er naturligvis en mand, og det er kun kvinder, der skal ydmyges offentligt efter at have lidt en pludselig og voldelig død. Men det skal nok lokke husarerne til. Pressen har allerede været der.
● Lille Danmark har involveret sig i tre-fire krige mod muslimer i løbet af det seneste tiår; krige mod mennesker, som ikke har truet os. Men vi piber højtlydt og ynker os selv, hvis de samme muslimer boykotter varer og brænder flag i protest mod vores forsøg på at latterliggøre deres religion.
Eksemplerne på manglende dømmekraft i det offentlige liv er talrige. Men også i privatlivet sker der små og store uhyrligheder hver eneste dag:
● Det er en menneskeret at få børn, evt. med hjælp fra sundhedsvæsnet, men så snart vi har fået dem, kræver vi også fællesskabets hjælp til at få dem opdraget og passet, så vi uantastet kan fortsætte vores liv, som det var, før vi valgte at få børn.
● Unge indflyttere i et rækkehuskvarter forstår ikke betydningen af et matrikelkort og begynder at bygge en privat garage ude på fællesområdet op ad den nærmeste nabos mur. Da de øvrige familier påtaler ulovligheden, råber de nye ”sgu” og ”fanden” efter dem.
● Faderen lader den store familiebil stå og varme op i tomgang i en halv times tid eller mere hver morgen i vinterhalvåret, så han slipper for at skrabe ruderne, før han skal køre sine børn de 300 m hen til skolen. Da nogle naboer høfligt påpeger, at de er ved at blive kvalt inde i deres egne stuer, bliver den unge fader aggressiv og truende. − Formentlig sidder den samme mand ved vennemiddagene og gør sig til af sin politisk korrekte indstilling i øvrigt.
● Man tager på lange CO2-forbrugende flyrejser, hver gang man har et par dage fri, fordi man TRÆNGER eller har FORTJENT det, eller fordi familien har brug for tid sammen, hvilket jo umuligt kan foregå i de flotte, opvarmede og veludstyrede boliger, vi har anskaffet os.
● Man køber en hund, en kanin eller en kat, fordi ungerne plager, og så lader man det lille, forskræmte dyr sidde alene, indespærret i en lejlighed ni timer dagligt, og lader det derefter aflive, når det har snavset gulvet til. Eller man støtter et forfejlet landbrug ved at købe buræg og kød fra mishandlede køer og grise.
● At sidde og skræppe op om sit livs mest intime detaljer i mobiltelefonen i det offentlige rum er allerede nu en klassisk og alment vedtaget overtrædelse af god skik og almindelig dømmekraft, men Facebook og lignende fora har tilføjet hidtil utænkelige grænseoverskridelser til repertoiret: Unge udleverer sig selv og sommetider også deres halvnøgne eller helfulde kammerater, deres småbørn, deres forældre eller sågar deres syge bedste- og oldeforældre på de sociale netværk til almen beskuelse for i hundredvis af utidigt nyfigne såkaldte venner. Bedstefar, for eksempel, som er gammel og svagelig og sidder i formodet tryghed i underbukser i sin egen stue. Han har gennemlevet to krige og personlige prøvelser, som ingen i dag kan forestille sig, hvilket kan ses på hans brugte krop, og han smiler høfligt til kameraet − er vel beæret over det sjældne besøg − men har ingen anelse om den ydmygelse, barnebarnet og moderne teknologi vil udsætte ham for, så den unge kan dokumentere over for vennerne, hvor god hun er til at besøge sine gamle slægtninge.
● Man anskaffer sig biler, cykler, sportsredskaber, tøj, møbler, elektroniske dingenoter, maskiner, plasticlegetøj m.m. i tonsvis og kasserer selvfølgelig lige så meget, for ting fra sidste år er ikke længere smarte, og det kan ikke betale sig at reparere, hvis noget skulle gå i stykker. − Dertil kommer madspildet, som ifølge aviserne efterhånden er oppe over 500.000 tons pr. år alene i Danmark. Mens millioner af mennesker ude i verden sulter, så kasserer vi god mad, eller vi går til vanvittige yderligheder, så som at fjerne næringsværdien fra vore fødevarer (!), fordi vi bliver uklædeligt tykke af madrigeligheden. Det er vel selvmodsigende og uetisk, at vi efterspørger fedtfattig, kaloriefattig, sukkerfri mad, mens andre dør af mangel på næring?
Overskridelse af grænser, som vi førhen instinktivt kendte og respekterede, er efterhånden blevet en folkesport. I tv er udlevering af syge, døende, grimme, misdannede, dumme, tykke, klodsede, ofre for ulykker osv. blevet hverdag. Folk, der ikke kan synge, danse, tale, male eller tænke en sammenhængende tanke, er topunderholdning i dansk fjernsyn. Så kan vi sidde og grine ad dem en tid, ha ha, mens vi glemmer vore egne små og store fejl.
Og et fuldkommen uetisk storforbrug af mad, rejser, dyr og ting opfattes ikke som smagløst og idiotisk, men er rent faktisk statusgivende i vide kredse.
Det lader til, at vi kollektivt har glemt, at respekt for andre, for de ældre, for fællesskabet, for dyr, for miljøet og for materielle ting, afspejler selvrespekt. At høflighed og levemåde falder positivt tilbage på én selv. At vi kun kan bebo denne verden, hvis vi udviser solidaritet med den og hinanden.
Eller kom jeg til at benytte endnu et antikveret ord? Ophørte al fællesskabsfølelse, anstændighed og solidaritet de facto i 70’erne? På samme tid som vi ophævede dømmekraften?