Har lige læst ’Ærømanifestet’ af Maj My Midtgaard Humaidan, Gyldendal 2023, og blev ked af det.
- Det er et problem, at ambitionsniveauet og tempoet i vores samfund er blevet så destruktivt højt.
- At vores institutioner og skoler fungerer dårligt.
- At vi tror, vi selv kan træffe en masse valg og vælge om igen, når det passer os.
- At vi ustandseligt går og tænker over disse mere eller mindre indbildte valg og ruger over ’mavefornemmelser’.
- At vi fokuserer på ydre fremtrædelsesformer – i bogen optræder ’varm kakao’ meget hyppigt som et slags billedskabende symbol på en iscenesat hyggestund.
- At vi ikke tror, nissen flytter med, men er overbeviste om, at vi kan opnå lykke og livsfylde ved at flytte os selv og børneflokken til stadigt nye, attraktive steder – og konstant broadcaste os selv og familien imens.
- At vi ikke synes, vi selv skal yde gratis støtte, stabilitet og tilregnelighed i årevis, men forventer, at helt nye naboer, institutioner, skoler og andre forældre straks danner et støttenetværk for os og vores familie. Hvis vi bare flytter tilstrækkeligt langt ud på landet. Hvor folk jo lever romantiske liv som i „Bulderby‟ i gamle dage, ikke? Og derfor burde tage en tørn for os tilflyttere, så vores familieliv med mange børn kan hænge sammen.
- Men måske forhindrer alle disse flytninger, fornemmelser, forestillinger og forventninger os i at leve livet på en – mere kedelig, bevares – men også mere tilfredsstillende og intuitiv måde?
- Og måske i selv at være noget for andre?