Haveredskaber

Hvad skal begynderen anskaffe sig?

Når man første gang får sig en lille have med terrasse og har ambitioner om at holde en plæne, en køkkenhave og et par blomsterbede, så får man brug for:

  1. Skovl og kost – gerne en let, bred aluminiumskovl og en god kost af naturmaterialer, fx ’Bornholmerkosten’, som næsten gør arbejdet af sig selv – En plastickost er billig, men kan ikke feje og kommer ikke ind i hjørnerne, men kører bare hen over skidtet
  2. Spade og greb – spaden skal være skarp og solid, greben bruges til at grave planter og græstørv op, så man ikke skærer rødderne over, men kan stikke ind under planten og ryste jord af
  3. Rive og kultivator – riven jævner jorden og kan samle sten og grene sammen, kultivatoren er en lille plov, der løsner og jævner jorden, vender den, vælter ukrudtet og når dybere ned
  4. Hakke – til at hyppe kartofler og hakke ukrudt – lær at bruge den!
  5. Trillebør – så let som muligt og helst med massive hjul
  6. Krydderurtesaks, rosensaks til roser og smågrene, ørnenæb til større grene, let sav
  7. Græsslåmaskine –Dine naboer vil elske dig, hvis du nøjes med stilfærdigt elektrisk materiel, evt. lærer at bruge en le
  8. Hækkeklipper eller hækkesaks
  9. En mukkert til at banke stolper ned med
  10. En kniv til mælkebøtter og ukrudt mellem fliser
  11. Ukrudtsbrænder til terrasse, flisegange og fortov
  12. 2 – 3 murerspande til ukrudt og affald eller til at bære småredskaber rundt i haven i, større affaldssække til bortkørsel af grenaffald og hækafklip
  13. Stolper og opbindingstråd
  14. Vandkander, regnvandsopsamling og haveslange med god bruser – husk at lukke for vandet og tage slange og brusehoved ind i tilfælde af frostvejr
  15. Højbede til de sartere grøntsager: krydderurter, salat, radiser, ærter, bønner, jordbær m.m.
  16. Lille planteskovl til at fylde urtepotter
  17. Sneskovl

Man behøver ikke at købe nye, dyre ting, men kan prøve at finde gode brugte haveredskaber fx på Den Blå Avis eller spørge familie og venner, om de har noget stående, de ikke bruger.

Villahavernes støjhelvede … og en løsning

Det er lørdag og én af sommerens smukkeste aftner. Grillen syder, og vi har inviteret et par gode venner til drinks, mad og hyggelig snak. − Klokken 18, netop som gæsterne er ankommet, og vi har sat os til bords på terrassen, starter naboen sin kraftigt motoriserede græsslåmaskine lige på den anden side af hækken … I en halv times tid kan vi ikke høre, hvad vore venner siger, og vi kan kun lugte benzinos, ikke det gode rosmarinmarinerede svinekød på grillen.

Søndag formiddag lokker solen mig ud i haven med morgenkaffen. Jeg finder en stol i en rolig krog og nyder fuglene, den relative stilhed og den friske morgenluft, da naboen på den anden side går i gang med sin havestøvsuger. Da jeg af erfaring ved, at det vil tage ham hele formiddagen, måske mere, at støvsuge sin lille have, giver jeg op og går ind. Genboerne har gang i noget buskrydning, og lidt længere væk klipper de hæk med støjende maskineri.

Jeg er helt sikker på, at vi også mange gange har slået græs, klippet hæk eller kløvet brænde på tidspunkter, hvor vore naboer gerne ville have nydt lidt fred.

Så mit forslag til alle os geskæftige haveejere er en tidszone til larmende maskinel. Lørdag formiddag mellem kl. 8 og 14 må man larme så meget man lyster i sin egen have. Det er muligt at planlægge således, at man kan begrænse græsslåning, hækklipning, motorsavsbrug, havestøvsugning, kompostkværn o.l. til dette tidsrum. Hvis alle er i gang på samme tid, generes ingen, og hvis der alligevel skulle være en enkelt, der ikke kan udholde støjen, kan han tage til stranden eller i storcentret.

Lad os give os selv og vore børn mulighed for at opleve et sjældent gode: søndagsfred og stilhed i haven.