hovawart – blog.loneandrup.dk

Hunde

er skønne og livsglade følgesvende! Jeg har altid haft hund – og kat, sommetider to ad gangen – og vi har bl.a. haft fisk, hamstere, fugle, skildpadder og høns.

Men her, mere end et år efter den gamle hunds bortgang, er vi stadig dyreløse.

Da det begyndte at lakke mod enden, skrev jeg midt i sorgen over min trofaste ven en liste til mig selv, så jeg kunne huske, at der altså også fulgte både gener og ansvar med, hvis jeg skulle få lyst til at fare ud og anskaffe en ny hund. Jeg skrev:

Hunde skal luftes mindst tre gange om dagen
Hunde æder lort
Hunde sviner overalt! Gulve, biler, møbler, tæpper, tøj, alt!
Hunde kradser på møbler, gulve og døre
Hunde fælder
Hunde kan ikke være alene ret lang tid ad gangen
Hunde skal strigles
Hunde tisser på gulvet
Hunde får lopper, orm og flåter
Hunde skal regelmæssigt til dyrlæge
Hunde kaster op
Hunde gør
Hunde generer gæster
Hunde generer naboer
Hunde kræver opmærksomhed og omsorg døgnet rundt
Hunde skal trænes i årevis
Hunde bliver syge og kede af det
Katte sviner også

Vi er for gamle og har fået det for roligt og for pænt til at ville adoptere en ny, livlig hvalp med alt, hvad det indebærer af snavs, opdragelse og ansvar. Og jeg vil heller ikke overtage en brugt hund, en hund, der allerede har oplevet tab og nederlag, og som derfor sandsynligvis ikke ville stole 100 % på mig, den nye ejer. – Men jeg savner følgeskabet, jeg savner at have en glad hund med på mine daglige skovture.

Så kom jeg i tanke om, at man i Ålborg Kommune får en bøde på 2000 kr. på stedet, hvis man går med en løs hund. Som en slags kompensation for denne urimelige regel har man her i Hammer Bakker indhegnet en smal strimmel nåletræer, og så kan hunden jo løbe frit der …

Men ingen normal hund kan få to minutter til at gå i det lille, mørke og uspændende område. Det er nærmest en hån mod hundens natur. – En hund har brug for store vidder og oplevelser. Hver dag. Og den skal kunne følge sin flok, hoppe over en grøft, spæne af sted i højt græs og snuse sig frem, hvor den går. I en for lille, og dermed overpisset, ’Hundeskov’ er duftsporene for kraftige og vil blot forvirre hunden, og det kedelige område byder ikke på flere oplevelser end en baghave. Så kan hund og ejer kun stå og vente på, at der måske kommer en anden hund, som gider lege, men det kunne jo lige så godt ske inde i skoven eller på en markvej. Og både hunde og ejere ville få en bedre oplevelse og mere motion, hvis de bare gik en tur.

Det er de talløse naturfolk og jægere, der har presset på, så en almindelig hund ikke længere kan leve et almindeligt hundeliv.

Og det er alle de almindelige, naturfremmede hundeejere, der ikke har nogen viden om hunde, dyr og natur, men som lader uopdragne, måske endda aggressive eller bare fjollede, hunde løbe rundt og genere skovens dyr og andre skovgæster, der gør det svært for de få, der har taget sig tiden til at opdrage deres hunde.

De fleste mennesker i dag anskaffer sig nogle små, tumpede kræ, og så lader de kræene lege med hinanden i ’Hundeskove’, som om de fulgte børn i børnehave. – Det er ikke et rigtigt hundeliv, og selv små hunde kan være svære at styre, hvis de ikke får erfaringer med den virkelige verden, så de kan modnes og tage ansvar.

Eller folk får sig nogle store, imponerende hunde, som de har set i film eller tv-serier, uden at have den mindste anelse om, hvad opdragelse, træning og pasning af et sådant dyr indebærer.

Min sidste hund var en vagthund. Dvs. at den var nervøst anlagt, forsvarsparat, foretrak sikkerheden i flokken og selv passede meget på ikke at blive væk på skovture. Den løb frit omkring, men den vidste, at det var dens opgave at holde øje med mig, og da den var knyttet til mig og bange for at blive ladt alene, holdt den sig i nærheden hele tiden. Hvis vi mødte nogen, mennesker eller dyr, gik den automatisk tilbage til mit venstre ben og følte sig tryg, når jeg gav den en godbid og tog den i snor. – Min ejer har styr på det, tænkte den nok og var helt rolig. Den kunne aldrig finde på at løbe hen til fremmede mennesker eller andre hunde uden min udtrykkelige tilladelse.

De fleste hunde har så meget instinkt tilbage, at de ville sætte efter fx en hjort, en ræv eller en hare, også mine hunde, men da de var opdragede og trænede og havde tillid til mig, ville de først kigge på mig, og så ville de løbe, hvis jeg løb forrest. Hvis jeg stod stille og måske sagde ’Pas på …’, ville de tage det meget alvorligt og holde sig til mig. – For sidste gang, jeg sagde ’Pas på’, var måske sekundet før, hunden fik et voldsomt stød af et elektrisk hegn eller fik snuden revet af en gal kat.

At få en glad, veltilpasset, rolig og disciplineret hund, der stoler på sin ejer, tager år. Det begynder allerede ved afhentningen af den lille hvalp, som naturligvis er af en race, der er parat til at arbejde sammen med mennesker og se mennesket som fører. Man skal hele vejen igennem være omsorgsfuld, glad, kærlig, og tilrettevise sin hvalp på en rolig måde uden ophidselse, vrede eller vold. Den skal sove i nærheden af dig, den skal have tillid til, at du gør det bedste for den, den må ikke være alene, før den er parat til det, og i så fald ikke ret længe ad gangen, den må ikke overlades til børn, og alle dens behov skal opfyldes, mad, vand, selskab, leg, ro, forudsigelighed, læring og klare linjer.

Hvis en hund får denne form for behandling og dertil masser af gode vaner, så kan man tage den med sig overalt og forvente god opførsel i enhver situation. – Det er i øvrigt akkurat det samme med børn.

Men man skal være omhyggelig, når man vælger hunderace, og ikke bare gå efter udseendet eller efter, hvad der er nuttet eller smart lige nu. Racer, der er avlet til at trække slæder, til at løbe, til at strejfe, til at jage, til kamp, til at stole på sig selv og varetage en specifik opgave, fx at holde gården fri for rotter eller jage ræve ud af huler, er vanskelige at holde i et almindeligt hjem. Og en hund kan blive omkring 15 år gammel, så det er meget lang tid at trækkes med en besværlig og uopdragen hund, der generer alle omkring sig.

I stedet for hund og kat holder jeg nu potteplanter. De skriger ikke på opmærksomhed. De skal ikke op og tisse om natten. Eller ud og gå tur, når det regner, eller lige, når min film er begyndt.

Og jeg fodrer de vilde fugle, herunder min gode krageven, som alle holder øje med mig fra træerne og gerne tager det tilbudte foder og vand, men som ikke tager skade af at være alene hjemme.

Vagthunden

Den levende skabning, jeg tilbringer mest tid sammen med, er hunden. Næsten fireogtyve timer i døgnet året rundt befinder den sig få skridt fra mig, enten hvilende og afventende eller som begejstret ledsager på de timelange skovture, som vi begge har godt af og nyder overmåde.

Det er ikke resultat af omhyggelig planlægning; sådan er det bare blevet. Hunden er den ideelle ledsager, for den er normalt god til at tie stille, når jeg har brug for at have mine tanker i fred, og den kan med forsigtige snudepuf henlede min opmærksomhed på sin eksistens, hvis det en sjælden gang skulle være påkrævet.

Den kan dog ikke beherske sig, hvis der kommer fremmede til matriklen, selv ikke efter års omhyggelig træning og socialisering. − Det er en hovawart, en tysk vagthund, og et sted dybt nede i hjernen må den, ligesom medlemmerne af Dansk Folkeparti, have et urgammelt, fremmedfjendtligt center.

Vi er alle pattedyr, og på et tidspunkt i vores udvikling var det formentlig hensigtsmæssigt, at vi automatisk forsvarede vore hårdt tilkæmpede ressourcer mod fremmede, så vi blev udstyret med en indbygget stammetænkning, der satte os i stand til på sekunder at skelne mellem »os« og »dem«. Men da hjernen blev større, og ressourcerne flere, idet handel og samkvem skabte større viden og rigdom for alle, måtte vi forsøge at aflære denne mekanisme igen. Det er lykkedes bedre for nogle end for andre.

Efter seks år med hovawarten har mine gæster lært at benytte ringklokken, og byens motionsløbere skifter rutinemæssigt over til det modsatte fortov, når de skal forbi vores have. Hver gang postbuddet kommer med sine værdifulde bidrag til husstanden i form af breve eller pakker, eller skraldemanden hjælper os af med det affald, vi ikke selv har lyst til at røre ved, råber vagthunden galsindet og advarende op.

Navnlig omkring spisetid, hvis en steg står og syder i ovnen, eller hvis den store gryde opsender forjættende dufte fra komfuret, går hunden totalamok, hvis fremmede uforvarende skulle nærme sig hoveddør, hæk eller låger: Den vil ikke dele sin mad med nogen! − Dette indrejseforbud gælder også krager og andre større fugle − og de kan være både udspekulerede og frække, kan jeg godt hilse og sige, og i helt særlig grad de fremmede katte, der nonchalant passerer haven på deres uransagelige veje rundt i byen.

Hunden har aldrig oplevet, at nogen har taget mad eller andet fra den. Tværtimod. Hvis nogen kommer i nærheden af dens madskål, er det for at fylde den med enten tørfoder eller ekstra lækre godbidder. Det er en særdeles mæt og velforsynet hund i et velfærdshus, og den har aldrig erfaret, at der kunne være mangel på noget som helst.

Alligevel nytter det ikke noget at forklare den, at der er nok til alle, og at nogle af de forhadte bude medbringer sække med hundemad, eller at de fremmede kan være vagtlæger, håndværkere, rengøringshjælpen eller andre velkomne gæster. Når det primitive, fremmedfjendske center overtager hjernen, kan den ganske enkelt ikke samtidigt rumme tanken om, at husstanden kunne beriges af besøg udefra.

Som en anden Holger Danske vågner den ved den mindste lyd af indtrængere og forstyrrer den behagelige ro for os alle.

Lykker og ulykker med en hovawart

Blog Image

Som jeg har udbredt mig om før, er hovawarten en temmelig geskæftig hund, der selv finder på ting, hvis man ikke sørger for at aktivere den rigeligt hver dag. Den er lydløs og lynhurtig – også hvad angår fatteevnen, så efter et års registreret partnerskab har vi følgende liste over ulykker:

Fra begyndelsen forviste den husets gamle, tykke hankat til bryggerset. Katten må gerne være her, og hvalpen respekterer dens madskål m.m., men den må ikke komme i nærheden af køkken, stue eller soveværelse.

Kun 12 uger gammel stjal den min mands halve grillkylling fra sofabordet. Hunden var så lille, at vi egentlig ikke troede, den kunne nå, og den havde slugt det hele, før vi kunne gribe ind, selv om vi sad lige ved siden af. Og indtil da havde jeg omhyggeligt sørget for, at den kun fik sikre rørben og hvalpeegnede gumleben!

For at beskæftige hvalpen har vi gemt ting, som oftest godbidder eller griseører, rundt omkring i huset: På hylder, i brusekabinen, bag sofapuder, under lænestolen osv. Så den er toptrænet i at opsnuse madvarer, hvilket et par gange har vist sig uhensigtsmæssigt:

Min mand holder meget af wienerbrød, men jeg beder ham holde igen med bagerens sundhedsskadelige, hærdede fedtstoffer, så en dag, da han vidste, at jeg skulle være væk om aftenen, havde han købt en stang wienerbrød og omhyggeligt „glemt“ den i sin taske. Et par minutter efter, at han var kommet hjem fra arbejde og havde stillet tasken fra sig under skrivebordet, kom hovawarten forbi mig med wienerbrødsstangen halvt nede i gabet og slugte det hele på et øjeblik. Det er faktisk forbløffende, for tasken var lukket til, og wienerbrødet lå nede i en bagerpose, som stadig lå på gulvet ved siden af tasken.

En anden dag fik jeg besøg af en veninde, som havde været til grillfest, og som havde en portion grillet lammekød i sin sportstaske, som hun satte fra sig i entréen. Mens vi sad og snakkede inde i stuen, lynede hunden tasken op (!), pakkede kødet ud af stanniolet og åd det.

Den væltede et ildfast fad med en fiskeret ned fra køkkenbordet og ryddede det, inden vi nåede ud til den. Fadet gik naturligvis i stykker, men skårene var rene.

Den åd en ost, som lå ubevogtet et kort øjeblik på sofabordet.

Den ødelagde mit nye komfur ved i begejstring at springe op på lågen, som stod åben, og derved vælte hele komfuret. Lågen bestod af mange lag glas, som splintredes i et centimetertykt lag over hele køkkenet.

Den kan, tilsyneladende helt uden grund, angribe andre hunde voldsomt. Navnlig unge tæver. Det er faktisk chokerende at se. Øjeblikket efter – Hvis den anden tæve har vist behørig underkastelse? – leger de glimrende igen. Senest havde denne voldsomme automatreaktion nær kostet den et øje, og det blev dyrt i weekendtillæg til dyrlægen.

En mørk, våd og blæsende vinteraften troede jeg, at jeg kunne skulke fra aftenlufteturen og lod min mand gå alene med hunden, mens jeg blev i lænestolen. Ti minutter efter, at de var gået, hørte jeg noget kradse på hoveddøren: Så snart min mand havde sluppet hunden inde i skoven, løb den fra ham over en befærdet vej i mørket og lige hjem til mig igen.

Vi har måttet købe et bur, som den bliver lukket ind i, når vi kører bil, for i ophidselse „jager” den forbipasserende biler og var ved at kradse ruderne ud.

Men der er også „lykker“:

Jeg lå syg et par dage, og hvalpen, som kun var ca. seks måneder gammel, lå musestille ved siden af min seng i timevis og slikkede min hånd, når jeg en gang i mellem vågnede lidt op.

Normalt trækker den voldsomt i snoren, navnlig i begyndelsen af spadsereturene, men når vi har barnebarnet med i barnevogn, går den uhyre forsigtigt og skæver op i vognen, som om den er bevidst om ansvaret for den lille.

Den lærer ting på sekunder. Griseører og gumleben skal fortæres på dens eget tæppe i stuen, og det lærte den, da det var sagt en enkelt gang. Nu går den rutinemæssigt hen på tæppet med sine lækkerier.

Den er uhyre opmærksom: Når den fornemmer, at det er tid til skovtur, henter den selv sin snor. Den kunne ikke drømme om at løbe uden for synsvidde, hvis den går løs i skoven, og den kommer straks ved det mindste fløjt og går på plads, hvis den bliver bedt om det. Hvis jeg taber noget undervejs, finder den det omgående.

Den har lært mange ord: Hvis jeg siger „kommer“, løber den til hoveddøren for at tage imod gæster. Hvis jeg siger „madskål i køkkenet“ løber den ind til den, uanset hvor vi befinder os i hus eller have.

Den kan overskue husets grundplan på en forbløffende måde: Hvis den står i stuen og ser noget interessant ude på terrassen, kan den gå den lange omvej om til bryggersdøren, som ofte er åben, og rundt om huset, for at komme hen til det.

Den er uhyre hengiven. Følger mig overalt. Venter tålmodigt i timer på mig. Forsøger virkelig at gøre alt, hvad jeg beder den om, hvis den på nogen måde kan.

Hovawarten

Blog Image

Nu har vi haft hende i knap et år, og jeg kan godt sige, at hovawarter ikke er for begyndere!

Ikke for det, hun er nok den mest opmærksomme, hengivne og kærlige hund, jeg nogensinde har haft. Det er ikke mange gange her i året, at jeg har været på toilettet eller i bad uden følgeskab, eller at jeg har røget en cigaret på min terrasse uden at have haft hendes mørke, vagtsomt ranke skikkelse lige bag mine knæ. I begyndelsen vågnede hun og fulgte med, blot jeg skiftede fra stuens ene lænestol til den anden.

Som 12-årig fik jeg min første, helt egen hund. En collie. For vi havde haft collier, da jeg var barn, og en collie var for mig på det tidspunkt en rigtig hund. Da hun kom på aftægt hos min mor, fik jeg en labradorblanding, for jeg var studerende og fattig og måtte tage, hvad jeg kunne få. Hun var også en pragtfuld hund, selv om hun fik knap så meget opmærksomhed, fordi vi begge måtte koncentrere os om at opdrage på sønnike. Da hun døde, mæt af dage som 14-årig, realiserede jeg en gammel drøm om at bo sammen med en newfoundlænder. Det gjorde jeg så med stor fornøjelse i 11 år, indtil den godmodige bamse stilfærdigt listede af sidste jul. Kun fordi der var hvalpe at få, da jeg lige stod og manglede en hund, fik jeg øje for hovawarten, en race, jeg aldrig havde hørt om før.

Hovawarten er en tysk vagthund, en decideret arbejdshund med en glimrende næse og stor arbejdsvilje og udholdenhed, som bl.a. bruges til redningshund, til narko- og eftersøgningsopgaver. – Det er sikkert fint, tænkte jeg. – Jeg kunne have godt af lidt mere motion, og over en årrække havde jeg selv skiftet temperament fra godmodig bamse til mere vagtsom reservation. (Hundeejeres psykologi er sikkert et studie værd: Hænger de fast i forældrenes hundevalg, eller skifter de racer undervejs?)

De første tre måneder hørte vi hende ikke gø. Jeg undrede mig og ringede til kennelen for at spørge, om det var normalt? Da hun var fire måneder gammel, begyndte hun så småt at påtage sig forefaldende vagtopgaver, dvs. at vi bliver behørigt underrettet om postens, skraldemandens og gæsters ankomst, og flere gange dagligt, når naboen frækt parkerer sin bil på den dertil indrettede plads foran sit hus, eller hvis han og børnene færdes i deres egen have, skal der blæses alarm.

Adrenalin er nok kodeordet, når det drejer sig om hovawarter og andre vagthunde. De er fra fødslen udstyret med et højere adrenalinniveau end andre hunde, og deres angstberedskab er stort. Alle hunde holder vagt, men en venlig labrador eller newfoundlænder kan sagtens sove trygt, mens naboer går til og fra, håndværkere larmer, eller andre hunde passerer hækken. Det kan hovawarter ikke. De vågner og er på tæerne i et splitsekund!

Man må aldrig anskaffe sig en vagthund, hvis man er bange. Hvis man selv er usikker, får man en totalt overgearet, angst og nervøs hund. En vagtsom hund kræver en meget rolig og selvsikker ejer for ikke at ende med at terrorisere hele huset med sine flossede nerver.

Mit første år med hovawarten er hovedsageligt gået med kærlig beroligelse: – Det er okay! Naboen må gerne være her. Der må gerne holde en trillebør uden for huset. Stol på mig! Hvis den skulle prøve på noget, skal jeg nok klare den … osv. I en sådan grad, at når hunden gør ad noget, forsikrer min mand den om, at jeg nok skal klare det.

Ud over beroligelse har jeg gjort meget ud af at præsentere hunden for alt, hvad den kunne tænkes at møde i løbet af sit liv: mænd, kvinder, børn, hunde, katte og andre dyr, biler, busser, lastbiler, ambulancer, flyvemaskiner, skov, by, private hjem, butikker, færger … Den er forbløffende rolig, modig og nysgerrig i nye situationer, blot jeg befinder mig lige i nærheden.

Jeg har vænnet den af med at forsvare vand- og madskåle, kødben, hundekurv m.m. ved at kæle, lege og give godbidder, mens jeg håndterer den og dens ejendele. Jeg har trukket den i halen, hevet den i ørerne og prikket den ved øjnene, og det første, naboens charmerende toårige datter gjorde, da hun mødte den, var at stikke en finger direkte ind i dens øje: – Øje, sagde hun, og hunden sænkede ørerne, blinkede og vendte høfligt hovedet bort.

Adrenalinen er formentlig også på færde, når hunden giver indtryk af at besidde en næsten skræmmende udholdenhed og virketrang. Vi går til lydighedstræning, til agility og i hundesvømmehal. Dagligt traver vi mellem en og to timer i skoven. Vi træner både ude og hjemme. Hun får hyppigt opgaver, f.eks. find godbidden, griseøret, sæben eller champignonen – jeg prøver at uddanne hende til kantarelfinder. Forleden løb hun foran og bag min cykel på en mere end timelang skovtur, og da hun kom hjem i haven, fandt hun straks sin bold og ville lege. Men hun ligger også roligt ved siden af mig to-fire timer i træk, hvis hun er med på restaurant, eller når jeg sidder i skoven og plukker blåbær. – Og ve den, der nærmer sig vores blåbærsted! Hendes forsvarsvilje og mod er tårnhøjt!

Når hun om aftenen omsider er træt og vil sove, så lægger hun sig ind i krogen mellem min seng og væggen, hvor hun har sit vattæppe, og hvor hun har sovet siden den allerførste dag, vi hentede hende hjem otte uger gammel. Kun her slapper hun helt af, men der skal kun en lille, uventet lyd til, så er hun parat igen.

Hunde skal ikke overstimuleres, og de skal ikke styre hele hjemmet, så til daglig beskæftiger jeg mig naturligvis med andre ting ind imellem hundelege og lufteture. Hun vil meget nødigt krænke forbud, jeg har udstedt, og gør sig alle mulige anstrengelser for f.eks. at gå pænt og lade mine ting i fred, men alligevel bobler virkelyst og energi over, så hun af vanvare kommer til at bide i mine tæpper eller trækker voldsomt i snoren, når vi går tur. Vrede nytter ikke. Hun skal have et roligt „Nej“ og en fysisk markering, f.eks. at jeg flytter hende eller begynder at gå baglæns.

Helt ulig andre hunde, jeg har haft, kan hun også være bidsk over for unge tæver og hvalpe. Der består en skarp konkurrence mellem hende og en anden hovawarttæve, som en af mine venner fik for nylig. De starter altid med at fare i flæsket på hinanden, og så leger de glimrende bagefter. Heldigvis er der ikke gået hul på nogen endnu, men det lyder voldsomt. Det skyldes formentlig, at begge tæver føler sig stærke og ambitiøse. De vil begge være alfa-hun med ret til at formere sig og bekæmper indædt evt. konkurrenter, også meget unge. Normalt leger hun dog venskabeligt og godt med næsten alle andre hunde, vi møder i skoven eller til træning.

En hovawart går overraskende nok ikke kun på fire ben. Den er også meget på bagbenene, og fra denne position kan den nå næsten alle dine ejendele i reoler, skabe, hylder, knagerækker og på køkkenbordet, så i den første tid kræves der overvågning og opdragelse. Når først det er trængt ind, at køkkenbordet er privat område, skal hun nok holde sig væk, men jeg ville ikke lade hende alene med en flæskesteg!

En anden hovawartejer fortalte mig, at han havde prøvet at gå til træning med sine hunde. De dukkede op en onsdag og skulle lære nogle ting, hvilket en hovawart hurtigt gør, og så, da de kom næste onsdag, skulle de lave de samme ting igen! Det gad hans hunde ikke.

Min hovawart elsker at træne, hvis jeg blot gør det lidt spændende og belønner rigeligt med kærtegn, opmuntring, ros, begejstring, nye udfordringer og godbidder. Sommetider beder hun selv om opgaver eller påbegynder øvelser, som vi har trænet, for at få min opmærksomhed. Og hun er lynhurtig i hovedet! Ting skal sjældent siges to gange, før hun fatter det, og da udholdenheden, staminaen, er enorm, kan hun blive ved i timevis. Det er særdeles givende at træne, lege og opdrage på hende. – Hun opsnapper dog også mange ting, som jeg ikke ønsker at lære hende: Hvis jeg eller andre uforvarende er kommet til at belønne en uartighed, ved f.eks. at gå med ind i en leg, når hun laver ulykker, så er det indlært, og ulykkerne stopper aldrig! En hovawart sætter i høj grad sin ejer på prøve mange gange dagligt, og man skal være vaks ved havelågen for ikke at dumpe.

Hovawarten en skøn og udfordrende hund, som jeg er taknemmelig over at have lært at kende, men den er ikke for begyndere! Når min familie og jeg betragter hendes mod, forsvarsvilje og enorme styrke, priser vi os lykkelige over, at hun loyalt er på vores side. Jeg ville aldrig anbefale racen til førstegangskøbere, og jeg er selv glad for og anvender al den erfaring, som et langt liv med hunde har givet. Med sin foretagsomhed kan den heller ikke passe ind i et moderne, travlt hjem, hvor den skal være meget alene ( = over fire timer om dagen) og kommer bagerst i køen om opmærksomhed efter en normal arbejdsdag. I så fald ville man aktivt bede om problemer.

Racen er en arbejdshund, det er en tysker og en slider, der kun er glad, når den har tilbagelagt et antal kilometer, og den har brugt alle sine rige evner for sporsøgning og adræthed, flere gange dagligt!

Da jeg fik hende, overvejede jeg at lade hende få et kuld hvalpe om et år eller to. Vi har allerede udset os en passende, belgisk hanhund, men nu er jeg i tvivl: – Hvor mange seriøse hvalpekøbere findes der til en så krævende race?

PS.:

Nu fem år senere er jeg meget klogere på min Hovawart. Efter omhyggelig træning og socialisering igennem hele det første år tog hundens naturlige vagtberedskab over, så hun nu ikke længere tolererer hverken nye hunde eller mennesker. Vi skal være meget omhyggelige med at holde og berolige hunden, når det ringer på døren herhjemme, og vi skal sørge for, at fremmede hunde ikke pludselig kommer løbende hen til os, når vi er ude, for så får de en omgang, de aldrig glemmer.

Til gengæld er hun næsten uhyggeligt opmærksom, lydig og hengiven over for os og gamle venner og særdeles efterrettelig, så hun altid går på plads af sig selv, når hun går frit, og vi møder andre. Hun ville aldrig drømme om at løbe hen til fremmede mennesker eller dyr. Hun føler sig kun tryg lige ved siden af mig, og så stoler hun på, at jeg klarer tingene, hvilket er heldigt, hundens temperament taget i betragtning.

Motion er meget vigtig. Hvis hun ikke får hentet pinde og bolde og løbet imellem en og to timer dagligt, bliver hun overspændt, nervøs og kan ikke slappe af. – Så jeg vil gerne gentage: Hovawarter er ikke for begyndere, og jeg kan ikke forestille mig, at det ville gå godt med en Hovawart i et almindeligt, travlt familieliv med børn, hvor børnenes venner fx kunne finde på at gå lige ind, når de kom på besøg efter skoletid, og hvor man ikke har tid til at motionere og træne hunden dagligt. Så vi valgte at lade hende sterilisere, da hun var halvandet år, så vi ikke kommer til at stå med hvalpe, som vi ikke kunne afsætte med god samvittighed.

Hundehvalpen

Hvem kunne forudse, at det ville tage måneder at indføre en otte ugers hundebaby i husholdningen? At man skulle være om den 24 timer i døgnet, styre renlighed og bidetrang og forsyne den rigeligt med trygt nærvær og lege fange- og bidelege i én uendelighed? (Hvilket i parantes bemærket er skønt, men ikke synderligt udfordrende rent intellektuelt.) At den skulle lære alt: Hvor og hvornår vi sover, hvor og hvornår vi spiser, hvor og hvornår vi leger, hvor og hvornår vi besørger, går tur, møder venner og andre hunde, omgås katten, kører bil, og at man også gerne skulle kunne være alene en kort stund …

Det burde jeg have forudset. Det er trods alt fjerde gang, jeg får en hvalp. Mit liv kan opregnes i de hunde, jeg havde på et givet tidspunkt. Med ti-femten års mellemrum bliver jeg tvunget til at skifte ud. Og jeg bliver lige ked af det – og overstrømmende lykkelig – hver eneste gang.

Jeg troede, at jeg var for gammel til endnu en hvalp. At jeg ikke orkede at tørre uheld op over hele huset og stå rystende af kulde ude i haven i vinternatten og vente på, at den fik tisset af. Men straks jeg så den lille, kuglerunde tæve og fik hende op i favnen, var jeg solgt. Efter en lang køretur hjem med hvalpen på skødet havde vi adopteret hinanden, og jeg har glædesstrålende stået og set til, mens hun skambider mine tæpper, sko og potteplanter. Lige som hun storsindet bærer over med min langsommelighed og mine mange, hyppigt forgæves, forsøg på at korrigere hendes spontane livsytringer. Dealen er, at jeg bidrager med tryghed, kost, inklusiv godbidder og gumleben ad libitum, og logi og til gengæld kan få lov til at lune mig ved hendes tilsyneladende uudtømmelige reservoir af livslyst og kærlig hengivenhed. Det er en perfekt match. Hunde er – lige som den daglige avis – uundværlige. De lægger både en blid og beroligende basstemme og en trillende, perlende, lys fløjte af glæde under og over hele husets hverdag, og det er ikke uden grund, at hunden var det første dyr, der blev knyttet til mennesket. Vi har mange fællestræk. Begge arter er socialt indstillede rovdyr, og en lille hvalps behov er ikke meget anderledes end en menneskebabys: mad, varme, ro, regelmæssighed, dvs. genkendelighed og forudsigelighed, søvn, leg, læring og masser af kærlig opmærksomhed.

Samlivet med en hund viser os særdeles tydeligt mennesket i sin mest basale form. Tag ord, bortforklaringer og abstraktionsevnen væk, og du har grundlæggende blot et pattedyr. Det er meget, meget lærerigt. Hver gang!