Om dårlige oversættelser og ditto anmeldere
Så skete det igen … Jeg betalte 300 kroner for en velanmeldt, oversat roman, som viste sig at være så elendigt skrevet på dansk, at den stort set var ulæselig − irriterende, til grin og ulæselig.
Forlæggeren mente kækt, da jeg klagede over bogen, at det var undskyldning nok, at de havde været i tidsnød, da den skulle udkomme, og Politikens anmelder mente, at det var et vægtigt bogværk, som fortjente at nyde fremme − Så skide være med, at bogkøbere og læsere bliver grueligt snydt. Tænk, vor største og mest kulturelle avis mener, at den bør tjene forlæggernes og ikke bogkøbernes interesser, når den anmelder bøger − Det er faktisk et interessant synspunkt, som fortjener at blive viderebragt her:
November 2013
Til: Politikens anmelder
Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser
Kære anmelder
I august anmeldte du ’Det andalusiske hus’ af Waciny Laredj, forlaget Vandkunsten, særdeles positivt. Du skrev bl.a. : — ’Algierske Waciny Laredj har skrevet en bog, man ikke skal læse, men flytte ind i.’ — Og du nævnte ikke oversættelsen med et ord.
I tillid til denne fine omtale bestilte jeg bogen, og nu, efter endt læsning, føler jeg mig snydt. Til forlæggeren har jeg lige beskrevet det således:
Det er muligt, at ’Det andalusiske hus’ er en stor roman på arabisk, men den danske oversættelse er visse steder så sørgelig, at man ikke forstår forfatterens ry i arabisktalende lande.
Oversættelsen er ikke helt så fejlbehæftet, som man kan opleve det andre steder i dag, men den forekommer slingrende, usikker, kommaløs og fuld af sjuskefejl, sine steder næsten som en tankeløs maskinoversættelse. Udtryk som ’han slugte sin mund’ findes ikke på dansk, heller ikke ’folk i Fray Juan Giles’ tilstedeværelse har bevidnet’.
Det er en svær tid for bøger. Der er ikke råd til omhu længere, og de færreste mestrer et læseværdigt dansk. Men når man har betalt 300 kr. for en bog, må der ikke være ridser i sproget, så man tvinges til at sidde og gætte på, hvad forfatter og oversætter mon har ment. En god dansk oversætter er først og fremmest god til dansk, og i en god oversættelse flyder sproget frit og upåfaldende.
Nogle få eksempler fra bogens sidste del:
Side 370: ’For ikke at glemme dig vil jeg tage dig med i kommende ord, Cid Hamet Bengalileo.’
Samme: ’Derfor vil jeg beholde dit navn sådan som det passer mig, og ikke som du ønsker. Navnet er mit, men sjælen din. — Som du vil. Du vil jo ikke rette din udtale.’
Side 378: ’Hver gang jeg længtes efter ting der flygtede ud af hænderne og øjnene på mig, lod jeg dem gå fri, bare for at mærke at noget af livet stadig var som det plejede at være.’
Side 379: ’Jeg så min forfader Rojo stige i land på den ensomme kyst med sine sultne og triste rejsebylter;’
Side 384: ’I dette stimulerende kulturliv levede kunstmaleren Nacer Eddine Dinet der var stærkt optaget af ørknen, og efter ham Muhammad Racim med sine usædvanlige forsiringer.’
Side 339 og 340 i bogen siges det, at en oversættelse af litteratur er som at se et flamsk tæppe på hovedet. Det er morsomt, når nu oversættelsen rent faktisk sine steder er så uklar og forvirrende og i så høj grad mangler litterær ynde, at det forekommer som en bog læst på hovedet. Der er, som i en dårligt oversat manual til en kinesisk boremaskine, ingen fornemmelse for dansk sprog og rytme, og som læser mister man tilliden til skriften efter ganske få sider.
Efterhånden går man jo over til udelukkende at læse engelske bøger. Englændere ville aldrig tillade amatører at mishandle sproget i seriøse udgivelser.
(…)
Mener du ikke, at anmeldere i seriøse aviser har et stort ansvar for at holde forlagene fast på et minimum af sproglig kvalitet? Og at de bør rådgive læserne, så de ikke spilder deres penge på irriterende dårlige produkter?
De venligste hilsner
Lone Andrup
Fra: Politikens anmelder
Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser
Kære Lone Andrup,
Tak for dit opråb, som jeg fuldt forstår. Jeg kunne godt have valgt at bruge min anmeldelse på at diskutere oversættelsen, men som du rigtigt har bemærket, valgte jeg anderledes – og med velberåd hu. Jeg synes, det er vigtigt at formidle en forfatter som Waciny Laredj til et dansk publikum, også selv om vilkåret for formidlingen er en usikker oversættelse. Der er mange gode viljer involveret i sådan et kulturmøde, som under alle omstændigheder er vanskeligt, og jeg valgte her at fokusere på det positive frem for det negative. Hvis du havde hørt ’Det andalusiske hus’ læst op, ville du sande, at der ikke kun er dårligt dansk i oversættelsen – i passager er der ligefrem et velfungerende dansk.
Venlig hilsen
(…)
Til: Politikens anmelder
Emne: Om sproglig kvalitet i oversættelser
Kære anmelder
Tak for hurtigt og venligt svar.
Jeg forstår, at du opfatter dig som forlagets mand i stedet for avisen og læserens? At du blev inviteret med til oplæsning og derefter lukkede øjnene for kvaliteten af det færdige produkt? Som er det eneste, de fleste Politikenlæsere har at forholde sig til. At du valgte at ’fokusere på det positive’? — Hvordan ville det se ud, hvis det var et hvilket som helst andet produkt, du skulle anmelde? Fx en ulæselig og skamløst dårlig rejsebog, som du anmeldte godt, fordi du havde været inviteret på en rejse og så mere på intentionen og et måske sympatisk rejsemål end på det færdige produkt? — En lille note om, at oversættelsen vist var foregået i al hast, havde været på sin plads.
Og så svarede du ikke på, om du mener, at det må være anmeldernes ansvar at holde forlagene fast på visse kvalitetskrav, også når det gælder sproget, men din tavshed og dit svar i øvrigt tyder på, at det mener du ikke, hvilket er en interessant position, som måske fortjener at blive diskuteret i et større forum.
Waciny Laredj er næppe tjent med at blive præsenteret for et dansk publikum i en tåbelig oversættelse, hvor en mand bliver truet med en ’kold baret’. Jeg kunne ikke drømme om at læse flere bøger fra hans hånd, og jeg vil heller ikke tage en positiv anmeldelse fra dig for pålydende. Du gør litteraturen, din avis og dig selv en bjørnetjeneste ved at tie om sjusk og uduelighed.
Bær over med min påståelighed. Det er venligt ment og skyldes hovedsageligt omsorg for bøger og sprog.
Mange hilsner
Lone Andrup
(Intet svar …)
Et rigtigt kunstværk, en bog, en forestilling, et digt, en film, et billede, en skulptur, et stykke musik, et smukt, håndvævet tæppe er så overbevisende, at man har lyst til at opleve det igen og igen og ikke kan rette selv det allermindste uden at ødelægge det. Det er færdigt og smukt i sig selv.
Et makværk er kun pinligt, og man ønsker at glemme det så hurtigt som muligt.
I bogkredse er man for tiden frygteligt bange for selvudgivere, som, mener man, trækker kvaliteten ned, fordi de ikke får redigeret og korrekturlæst bøgerne.
Det ser ud til, at selv anerkendte forlag udmærket er i stand til at trække kvaliteten langt, langt ned helt alene og uden protester fra en servil anmelderstand.